Er jeg for påtrængende?

Hej
Fortalte her en veninde (igennem ½ års tid), at jeg er forelsket i hende, og hun sagde så at hun også godt kunne lide mig, men at hun ikke lige tænke vi skulle være sammen... hun gav mig efterfølgende en krammer, og siden da har vi ikke rigtig snakket sammen, selvom hun egentlig tog det rigtig pænt da jeg fortalte hende det (i forhold til hvor klodset jeg fik sagt det).
Eftersom det først og fremmest er hendes personlighed jeg har forelsket mig i, vil jeg gerne fortsætte med at være venner med hende, selvom hun ikke gengælder mine følelser. Problemet er bare at jeg ikke ved om det er upassende hvis jeg f.eks. inviterer hende hjem til mig, til en ganske almindelig hyggelig aften, hvor vi kan få snakket tingene igennem en sidste gang, inden vi forhåbentlig kan lægge det bag os.
Spørgsmålet er derfor. Vil det være dumt af mig at kontakte hende, eller kommer hun til mig når hun føler vi skal snakke om det? Jeg håber bare ikke hun tror at jeg kun var interesseret i at snakke med hende i første omgang, fordi jeg er forelsket i hende, for hun er simpelthen bare den person jeg allerhelst vil snakke med.
Virker det for taberagtigt eller desperat, hvis det er mig der tager initiativet? Eller vil det rent faktisk kunne styrke venskabet at få kortene lagt på bordet (er gjort), og snakket det igennem? Skal man lade være med at snakke mere om det, og forsøge at lade som ingenting (tvivler på jeg kan)?
Håber i har svarene, for jeg vil nødigt miste min eneste rigtig gode veninde, men omvendt holder jeg så meget af hende, at jeg ikke på nogen måde vil være en klods om benet på hende. Hvis hun virkelig ville snakke med mig, havde hun så ikke kontaktet mig efterfølgende, eller kan jeg have ret i at hun måske tror jeg ikke længere vil snakke med hende? Jeg har nemlig haft svært ved at holde øjenkontakten, ikke kunnet finde på noget at sige andet end "hej" og placeret mig med siden eller ryggen til, når vi har stået sammen med nogle andre venner... men det skyldes jo bare at jeg er flov... og så hjælper det jo heller ikke på det at jeg er møghamrende genert. 😕

Der går ofte lige et stykke tid hvor man fordøjer og vænner sig til en ny definiion af det venskab i havde.
Måske du også vil kunne omdefinere jer igen med tiden, så i kan forblive venner?
Uanset hvad så tal med hende, evvt sed et brev hvis det er for svært face to face, giv så lidt tid, holder hun af dig finder i nok ud af en passende relation

kan det tænkes at hun holder lidt afstand netop fordi hun ikke vil såre dig, og at hun jo slet ikke ved at du gerne vil bibeholde hendes vensskab, nu når hun ikke ønsker at det skal gå videre.
Jeg synes det er en god i´de hvis du ringer til hende og invitere hende på en pizza eller sådan noget. Du skal ikke invitere hende til en hjemmehygge aften da det kan misforstås, men en tur op på et sted hvor i kan hygge og få et eller andet, der kan du så sige at du er klar over hvordan det står mellem jer, og at du gerne vil blive ved med at være hendes "bedste" ven selv om det er det eneste der så bliver.
Når det er sagt og hun ligesom så har svaret så lad det blive ved det.Hvis du så synes det bliver akavet så hav evt en film i biografen i baghånden som du kan invitere hende med hen og se, og prøv så at være den du plejer at være, så hun ikke hele tiden skal passe på hvad hun siger og gør.

Hun er ikke i tvivl om, hvad du mente da du sagde det, men nu er hun usikker på om hun også fik udtrykt sig rigtigt. Du har overrumplet hende.... så på med vanten, det er nu der skal gøres kur ikke leges underhund.
Inviter hende ikke 2hjem til en snak" inviter hende på madkurv i det grønne. Hæld lidt - jeg mener lidt - vin på hende og lad hende føre ordet, hvis der skal "vennesnakkes" resten af tiden bruger du på at flirte med hende, når du har taletid.
Tror mig, så begynder hun at overveje "at I måske lige skulle være sammen".

Jeg havde en god ven, der for halvandet år siden fortalte mig, at han var vild med mig. Jeg sagde til ham, at jeg holdt meget af ham, bare ikke på den måde. Jeg vidste ikke lige om jeg skulle give ham noget luft, eller hvad jeg skulle. Jeg besluttede at skrive en sms til ham om at han lige måtte skrive, så vi kunne ses en dag. Han kontaktede mig ikke. Vi fik aldrig snakket rigtig om det, for når jeg forsøgte at kontakte ham havde han "ikke tid". Vi snakker ikke sammen længere... Han hilser end ikke på gaden mere...
Så det bedste råd jeg kan give er: Få snakket om det. Ring eller skriv til hende og spørg, om i ikke kan mødes. Jeg har mistet en god ven, fordi vi ikke fik snakket. Håber ikke det sker for dig.

jeg vil nu nok sige jeg har "gjort kur", ved at fortælle hende direkte at jeg er forelsket i hende. Jeg fortryder godt nok måden jeg fik sagt det på, for jeg var 10000x mere nervøs end til eksamen, jeg stod og kiggede ned i jorden, skælvede i stemmen, fik ikke sagt det jeg ville sige, og kunne slet ikke tænke i situationen.
Jeg var slet ikke mig selv, men når hun siger hun også "rigtig godt kan lide mig" men "ikke tænker vi skal være sammen", så er det jo lidt mere end en hentydning (for den har jeg åbenbart ikke fattet, hvis der har været en). Hun har jo svaret mig direkte - omend du kan have ret i at hun nok blev en smule overrumplet. Hun er godt nok den eneste pige for mig, men man er vel en smule tykpandet, hvis man ovenpå den afvisning jeg fik, stadig går rundt og håber på det umulige. Selvom det er vildt svært, så føler jeg at det eneste rigtige overfor hende, er at acceptere at det bare var en drøm, der ikke blev til noget... men der er godt nok et spørgsmål der nager mig... for i mine øjne passer vi perfekt sammen, og så grim er jeg altså heller ikke, så spørgsmålet hvorfor "hvorfor afviste hun mig" går jeg da rundt med inderst inde, men det er jo sådan et der bare er helt umuligt at stille.
At invitere hende på en madkurv og begynde at flirte med hende oveni det, kan jeg ikke rigtig forestille mig. Vi elsker begge 2 at komme ud i naturen, men hun må vigtigst af alt ikke føle jeg har "lokket" hende derud for at flirte med hende... hvis jeg inviterer hende ud, så er det jo netop for at forsikre hende om, at det ikke er med p***** jeg tænker når jeg er sammen med hende, men en langt dybere følelse - nemlig fordi jeg godt kan lide hendes person(lighed)... så hun ikke føler sig utilpas med at være på 2mands hånd med mig.
Men tak for dit råd. 🙂

trist at høre du mistede en god ven... jeg kan komme på et par grunde til at han måske nok valgte ikke at kontakte dig. Måske blev hans følelser bare forstærket når han tænkte på dig eller så/snakkede/skrev med dig, eller også troede han du gjorde det af medlidenhed, eller fordi du følte dårlig samvittighed, selvom du jo absolut ikke har gjort noget galt.
Nu er der gået 2 uger siden jeg sagde det til hende, og hun har jo ikke skrevet til mig, så situationen er ikke helt identisk, men det er alligevel rart at høre hvordan det påvirkede dig (sry men det er det), da han sagde det. Jeg må hellere lige se at få snakket med hende.

Hey.
Jeg har stået/eller står i selv samme situation som dig, jeg meldte ud til en ven at jeg havde mere en venskabelige følelser for ham, og han afviste mig eller sagde at han holdte af mig, men at han så os mere som venner.
Det var et slag i maven, så jeg sundede mig lige i nogle dage og så spurgte han faktisk om vi ikke skulle mødes og snakke det igennem, fordi han ikke ville miste vores venskab. Det gjorde vi så, og ja venskabet er ikke 110% det samme som før, men det er der endnu.
Nu skal jeg bare lige have slukket for min følelser.
SÅ mit råd er, snak med hende, bedste venner hænger ik på træerne:)
Held og lykke

2 ting:
Først, jeg kender ikke alle detaljerne omkring hvad der er sket, men efter hvad du siger lyder det da ikke helt umuligt at i kunne komme sammen. Undskyld jeg siger det, men det nok lidt naivt at tro, at hun straks ville sige ja til at komme sammen, hvis du ikke har vist at du kunne lide hende som mere end venner først. Men det ikke ensbetydende med at det ikke kan ske. Man kommer jo ikke bare sammen fra den ene dag til den næste.
Derudover vil jeg sige at jeg selv har prøvet præcis samme situation. Sidste år blev jeg forselsket i min bedste veninde. Jeg fik også sagt det til hende og hun gav mig nogenlunde samme svar... problemet var så bare at hun begyndte at flirte med en anden dreng, foran næsen på mig. Men i dag er vi rigtig gode venner igen. Måske ikke helt så gode venner som dengang, men jeg er sikker på at hvis du ikke tror der er nogen chance for mere, eller du ikke tør tage den, så kan i, i hvert fald blive normale venner igen hvis bare du taler med hende. Gør det som du normalt ville have gjort hvis der var noget du skulle sige.

"At invitere hende på en madkurv og begynde at flirte med hende oveni det, kan jeg ikke rigtig forestille mig. Vi elsker begge 2 at komme ud i naturen, men hun må vigtigst af alt ikke føle jeg har "lokket" hende derud for at flirte med hende... hvis jeg inviterer hende ud, så er det jo netop for at forsikre hende om, at det ikke er med p***** jeg tænker når jeg er sammen med hende, men en langt dybere følelse - nemlig fordi jeg godt kan lide hendes person(lighed)... så hun ikke føler sig utilpas med at være på 2mands hånd med mig."
Og det er så nok grunden til at du aldrig er blevet kæreste med hende. Hvis du skal blive kæreste med en kvinde, så er du nødt til at handle og vise dine intentioner først. Dvs. flirte med hende, drille hende lidt og i det hele taget vise hende lidt kant.
Det er lidt en misforståelse at basis for et forhold er at man fortæller at man kan lide en pige. Det kan være en del af det at gøre kur til hende - men det er absolut ikke første skridt. Man skal vise at man kan være en potentiel kæreste før man siger det.
Jeg synes at du skal sige til hende, at du lige tager en tænkepause og så vender tilbage til hende når du har fået klaret dit hoved. Overvej om ikke du skulle ud og date nogle andre piger istedet, så du kan få hende lidt på afstand.
Held og lykke. Det er ikke nogen rar situation at være i.

Jeg har nu allerede aftalt at mødes med hende om et par dage. :)
Sket er sket, og set i bagspejlet kan jeg da godt se det ikke lige var det smarteste...
Havde det bare sådan da jeg sagde det, at jeg var nødt til at tage chancen, for hvis der kom en før mig og sagde noget, ville jeg godt nok have ærgret mig. I den situation vi er havnet i nu, tror jeg nu at det er klogest lige at få snakket om det.
Men tak 🙂

Jeg har det lissom trådstarteren med, at jeg er laaaangt mere nervøs mht at flirte og "vise følelser" - end hvis jeg skulle op til en eksamen...
Men jeg synes også, det er skide svært at finde balancen mellem det at VISE interessen - og så være FOR påtrængende
Men jeg synes i grunden bare, der er det "sjove" ved kvinder, at man ofte skal kende hinanden i meget lang tid - før det endeligt udvikler sig - fordi de er SÅÅÅ kræsne! Og så synes hun tit, at man er for kedelig (i starten), hvor det så siden hen viser sig, at hun ikke er særligt snakkesalig selv...
Men det er måske det man forstår ved, at modsætninger mødes...
Jeg viser i øvrigt stor forståelse for, at kvinder(og også vi mænd selvf.)kan bli meget kræsne, efter man har ødelagte forhold i bagagen. Desværre føler man så bare, at man må ta ansvaret for de lig, hun måtte ha i lasten...