Hvorfor svigter vennerne ???
Jeg står i en situation nu hvor jeg har allermest brug for mine venner.
Jeg var ved at nå en depression pga meget stressede vilkår på mit arbejde, mit studie og mht boligforhold. Jeg betror mig til en veninde som selv har haft det skidt og jeg betror mig til min gamle kæreste, som er blevet en tæt ven (han har igen kæreste, så det er ikke fordi der er en anden der forbyder ham at være min ven) De kan godt forstå mig. Dvs min veninde kan og min ven han prøver. Det er også ganske fint. Min veninde lover at mødes med mig for at tage en øl så jeg kan snakke om det, men hun aflyser gang på gang og vi mødes så endelig hvor hun har en times tid til mig. Det er så en hyggelig time dog. Hun lover at hun vil tage med mig til lægen (jeg tog mig sammen og ringede til lægen og få en tid og jeg var nervøs for at tage derned). Hun aflyser så om morgenen jeg skal derhen fordi hun har været på nattevagt. Jeg tager derhen selv og det går naturligvis også fint nok og jeg får straks en henvisning, hvilket jeg er meget lettet over men stadig nervøs.
Min ven ringer jeg til og fortæller ham det og han virker lidt ligeglad og siger ikke noget i tlf. Ved ikke hvad han skal sige og lige mht det spørger han aldrig hvordan det går mig. Vi laver mange ting sammen ude og vi har det smadderhyggeligt, men det virker til at lige den del af mig er han nervøs for at kende...jeg ved det ikke? Han er 24 og har ikke så meget kendskab til den slags, så måske er det derfor. Jeg ved det ikke. Har ikke stået i den her situation før, ved ikke hvordan folk reagerer typisk.
Min veninde aftaler jeg så at mødes med om aftenen i stedet så jeg kan fortælle hvordan det er gået og bare få lidt luft, men hun skriver og spørger om jeg ikke har lyst til at mødes med hende og nogle andre venner på en bar et sted. Det ville jeg normalt have sagt ja til, men lige nu havde jeg bare brug for at snakke, hvilket hun også vidste.
Nu er jeg bange for at betro mig til nogen andre, for umiddelbart er der ingen af mine andre venner der har været udsat for stærk og længerevarende stress og jeg vil måske få samme behandling som de to giver mig nu.
Jeg forstår det ikke. Hvis nogen af mine venner har problemer så er jeg der da for dem og lytter og gør mit bedste for at forstå dem eller hjælpe dem.
Er jeg bare uheldig at jeg er løbet ind i de typer eller er det meget normalt at folk reagerer sådan når man har det dårligt ?
Det er sgu trist !
Jeg var ved at nå en depression pga meget stressede vilkår på mit arbejde, mit studie og mht boligforhold. Jeg betror mig til en veninde som selv har haft det skidt og jeg betror mig til min gamle kæreste, som er blevet en tæt ven (han har igen kæreste, så det er ikke fordi der er en anden der forbyder ham at være min ven) De kan godt forstå mig. Dvs min veninde kan og min ven han prøver. Det er også ganske fint. Min veninde lover at mødes med mig for at tage en øl så jeg kan snakke om det, men hun aflyser gang på gang og vi mødes så endelig hvor hun har en times tid til mig. Det er så en hyggelig time dog. Hun lover at hun vil tage med mig til lægen (jeg tog mig sammen og ringede til lægen og få en tid og jeg var nervøs for at tage derned). Hun aflyser så om morgenen jeg skal derhen fordi hun har været på nattevagt. Jeg tager derhen selv og det går naturligvis også fint nok og jeg får straks en henvisning, hvilket jeg er meget lettet over men stadig nervøs.
Min ven ringer jeg til og fortæller ham det og han virker lidt ligeglad og siger ikke noget i tlf. Ved ikke hvad han skal sige og lige mht det spørger han aldrig hvordan det går mig. Vi laver mange ting sammen ude og vi har det smadderhyggeligt, men det virker til at lige den del af mig er han nervøs for at kende...jeg ved det ikke? Han er 24 og har ikke så meget kendskab til den slags, så måske er det derfor. Jeg ved det ikke. Har ikke stået i den her situation før, ved ikke hvordan folk reagerer typisk.
Min veninde aftaler jeg så at mødes med om aftenen i stedet så jeg kan fortælle hvordan det er gået og bare få lidt luft, men hun skriver og spørger om jeg ikke har lyst til at mødes med hende og nogle andre venner på en bar et sted. Det ville jeg normalt have sagt ja til, men lige nu havde jeg bare brug for at snakke, hvilket hun også vidste.
Nu er jeg bange for at betro mig til nogen andre, for umiddelbart er der ingen af mine andre venner der har været udsat for stærk og længerevarende stress og jeg vil måske få samme behandling som de to giver mig nu.
Jeg forstår det ikke. Hvis nogen af mine venner har problemer så er jeg der da for dem og lytter og gør mit bedste for at forstå dem eller hjælpe dem.
Er jeg bare uheldig at jeg er løbet ind i de typer eller er det meget normalt at folk reagerer sådan når man har det dårligt ?
Det er sgu trist !