Er kærlighed ikke...

at give hinanden rum og plads til at få så rige liv som muligt? Vi lever kun en gang. Hvorfor kan vi så ikke tillade hinanden seksuel variation mht. andre partnere?
Jeg kan godt, men min store kærlighed gennem 10 år kan ikke. Er jeg en neandertaler og følelseskold fordi jeg ikke bliver såret, hvis hun er sammen med en anden? Det er jo "kun" sex, og alligevel så er sex så vigtig for mig, at jeg har svært ved at forestille mig et helt liv med kun en partner (kærlighed derimod, vil jeg kun have med hende). For mig som mand er seksual variation af enorm vigtighed for et rigt liv uden regrets.
Jeg ser frem til svar fra mennesker der har været/er i samme situation og jeres tanker omkring det. Særligt interesseret er jeg i svar fra mennesker med erfaring af lange parforhold/ægteskaber med dyb kærlighed.
Jeg er i dag skilt pga. det her. Alligevel, hvis jeg skal dele mit liv med en kvinde, så kan jeg ikke forestille mig at gøre det med andre end hende. Dilemmaet er vist til at få øje på.

man elsker sin partner, så vil jeg mene at man slet ikke har brug for sex med andre. Ellers elsker man ikke hinanden tilstrækkeligt.

er specielt følelseskold *S*
Men facts er, at rigtig mange mennesker i parforhold, har det svært med tanken om, at deres elskede har sex med andre.
Det må man acceptere eller finde en partner, der har samme holdninger som en selv.
Det er sjældent, at man kan få det 100%, som man gerne vil. Og så må man gøre op med sig selv, hvor vigtige de ting er for en.
Troskab er for mange, meget sjældent noget der kan "forhandles".

bestod i min kæreste og jeg, senere hen fandt jeg en anden som jeg fandt tiltrækkende. Dette talte vi om og fandt frem til at så længe vores følelser var så stærke som før mellem os måtte vi som sådan gøre som man lystede... (dog alting med måde).
For mit vedkommende blev det til et sideløbende forhold og et par (for mange menneskers synspunkt) sidespring.
Ingen af mine kærester havde noget videre imod dette så længe jeg følelsesmæssigt var dem tro hver for sig, og at jeg fortalte dem om det, så de havde vished om hvad jeg foretog mig. (Ingen af dem benyttede sig dog af aftalen)
Håber det hjælper - ellers skriv igen:)

Intellektuelt forstår jeg godt alt du siger her, og jeg er også nået samme konklusioner efter i et par år at have vendt tingene i hovedet et par millioner gange, sådan cirka.
Det er bare så forbandet svært, når alle "løsninger" virker forkerte på lang sigt, og livet mister noget vigtigt, uanset hvad man vælger.
Det er som at sige goddag til den gamle grå mand, som enten vinkede farvel til det legefulde liv hvor alle øjeblikke rummede uanede muligheder og farvede livet, eller også frivilligt vinkede farvel til sit livs kærlighed, som han delte alt med og lagde al sin ømhed hos. Begge valg er ulideligt tunge, og det er det skrækscenarie jeg ser foran mig om ikke så forfærdeligt mange år, og pt. er jeg er fuldstændig lost mht. hvordan jeg skal forhindre at det sker.
Er måske et spørgsmål om at nå en selvindsigt, jeg ikke er nået til endnu...
God damn, hvor det føles patetisk ikke at kunne træffe et valg.

på noget tidspunkt? Havde de det OK med det? Ikke kun i ord, men også i øjnene?
Har du selv været i den situation, at de benyttede tilbuddet? Hvordan følte du det?
Elskede du dine kærester dybt eller var det mere eller mindre tilfældige forhold uden de helt store fremtidsperspektiver fra start af? Hvordan følte du overfor dem når du havde været seksuelt sammen med en anden?
Jeg ved, at jeg ville føle kærligheden endnu stærkere og mere intenst, fordi hun ville vise mig så stort hensyn. Havde du det også sådan?

Du rammer et emne som jeg tror 99,9999999% af alle, han eller hunkøn har haft "oppe og vende".
Jeg er Q, og jeg kan sagtens følge din tanke om at være følelsesmæssigt dybt involveret i et menneske, men samtidig se "skrækscenariet" mht til sex med den samme resten af livet.. har været gift i 25 år, og jeg elsker min mand dybt og inderligt.. men uanset hvad, så bliver sexualakten efter ti år eller deromkring, til noget man "kender" til bevidstløshed.. Ja det lyder hårdt, men der ER altså grænser for fantasier og hjælpemidler til at "forandre og fryde", og ja jeg HAR været "ude og spise", men helt og aldeles uden min mands vidende, og er absolut ikke noget der er sket tit. Og det har IKKE været et forhold, men en engangsforestilling. Om min mand har "spist ude" ved jeg ikke, og jeg vil heller ikke vide det.. for jo jeg er dobbeltmoralsk.. jeg kan ikke holde tanken ud om at en anden har rørt ved ham.. så jeg lever i lykkelig uvidenhed ligesom han gør.. Kan dog tilføje at jeg nyder sex med min mand, mere efter et "sidespring".. det bliver ligesom "nyt" igen..
Det var ikke noget svar, men bare en kommentar til dit indlæg

hvordan jeg har det. Gid hun havde haft det sådan også.
Mht. til at du siger du er dobbeltmoralsk, så ved jeg ikke om det egentlig er så tosset det du har gjort. Kunne jeg vælge om, havde jeg gjort som dig. Resultatet af min ærlighed har været to smadrede hjerter med så dybe sår at jeg tvivler på de nogensinde heler helt. Det behøvede ikke at være sådan, det kan jeg se i dag. Ufatteligt vi følsomme vi mennesker er.

tror du ikke at utroskab vil kunne ende i at du sidder tilbage med et smadret hjerte?
de færreste kan eller har samvittighed til at holde mund.