Er kærlighed nok?

Min (eks)kæreste og jeg elsker rigtig nok hinanden, men på trods af det lader alt til at gå galt. Faktisk kom det så vidt, at vi slog op. Men når vi er adskilte, mødes vi i tankerne. Vi savner hinanden og elsker hinanden. Vi snakker sammen hver dag, fordi vi ganske enkelt ikke kan lade være... Hvorfor kan vi så ikke få det til at fungere i et forhold? Er kærlighed ganske enkelt ikke nok?
Den forvirrede.

Tror bare det er vigtigt man ved hvad det er der er galt og jp kærlighed skal der til og er vigtigt, men hvis man ikke giver hinanden rum og respekter hinandens behov. Tror jeg desværre ikke det er nok.. men helt sikkert noget man ikke bare skal glemme, giv det en chance.. Man ved jo aldrig.

Hvor lang tid siden det er i har slået op. Man ændre sig jo hele tiden og det tror jeg man til tider glemmer.. Men held og lykke - Ægte kærlighed er jo ikke noget der hænger på træerne.

Nej... Kærlighed er ikke nok. Uden rumlighed og gensidig respekt kan det ikke fungere.
Har selv været i et forhold hvor der bare var den store kærlighed til hinanden, velfungerende sexliv osv. men, men...tilliden, rumligheden og respekten manglede :-(

Det er ikke nødvendigt at sidde lårene af hinanden og stirre bedårende ind i din elskedes himmelblå øjne.
Der skal være albuerum, plads til at besøge DINE venner SELV engang imellem. At slå et smut i byen og drikke en kop kaffe eller......
Der skal være plads til at have din egen mening, hvor din elskede måske ikke forstår din mening men ikke desto mindre accepterer den.
Kærlighed er langtfra nok og er svær én at greje...!

bo sammen, så de vælger enten at slå op eller at fortsætte, mens de bor hver for sig......Måske kan I bedre nærme jer hinanden, mens I bor hver for sig, og en dag kan I måske flytte sammen, fordi I har slebet hinandens kanter af.

at problemerne kommer, når I bor sammen.

Det er spørgsmålet om, at du får, hvad du giver. Man kan være så totalt modsætninger, at det bliver et ganske stort matematisk regnestykke at lure ens forhold af. Er gift for 29. år med en total modsætning. Vi elsker hinanden højt, men har mage problemer i dagliglivet. Vi har kendt hinanden siden 71, men jeg tror, at vores sameksistens beror på kærlighed og forståelse. Jeg siges at være totalt afslappet og i ro med mig selv. Sådan føler jeg det også.Jeg er gift med en mand, der er impulsiv, umoden, utro og totalt egoistisk. MEN jeg elsker ham over alt i verden. Han har været mig utro, men jeg har haft forståelse for mine egne fejl (selverkendelse), og dermed havde jeg forstået hans utroskab. Han selv kunne ikke sætte ord på, hvad der var i vejen med mig. Jeg selv kom til erkendelse af hans karakteregenskaber og min manglende forståelse deraf i forbindelse med den famøse affære. Det er svært, meget svært. Men søde ven, hvis I savner hinanden, så TÆNK- TÆNK. For måske er græsset grønnere på den anden side, men det er det meget sjældent. Kender du fraskilte ægtepar, ville du ikke kunne forstå, at de har sameksistens med en anden, der i virkeligheden har samme karakter som den forrige kæreste, ægtefælle.

Det er en af kernerne i kærlighed. Man skal give rum, selvstændighed og privatliv. At elske er en svær ting, for det giver en masse overvejelser og ansvar. Det vigtige er, at partneren føler sig fri, men også føler ansvar for sit partnerskab, ægteskab, børn m.m. Man kan ikke eje hinanden. Man er kun sig selv, og du får, hvad du giver.

men kærlighed er også en nødvendighed for at få et optimalt forhold. Er i enige om, hvad kærlighed er?
Hvis det går galt gang på gang kunne det tyde på det er jeres fundamentale værdisæt der er for forskellige. Har du tænkt over det?

at man ikke kan undvære eller holde sig fra hinanden behøver ikke være kærlighed.
Voldelig mænd kan i reglen ikke leve uden deres "boksebold" af en kone - vel?

For Jeres svar. Måske har I ret. Måske er kærlighed bare ikke nok! Vi har aldrig haft den rummelighed, som mange af Jer nævner og tilliden er bestemt heller ikke optimal. Men det er bare så svært når man elsker en person så højt. Hvordan giver man slip og kommer videre?