Er SÅ træt af cancer

Hvis man da kan formulere det sådan...det er ihvertfald meget mildt sagt 🙂
Dem der kender mig herinde ved, at jeg har haft cancer tæt inde på livet en del gange her indenfor de sidste to år.
Derfor har jeg et noget anstrengt forhold til sygdommen og nogen gange synes jeg tanken om den sygdom kan være helt lammende på mig og gøre mig meget ked af det. Det kommer i perioder. Heldigvis nu med store mellemrum.
Jeg synes bare lige for tiden at alle får det, unge som gamle. Det er alle steder, man hører hele tiden om det og de flere risici for at få det med den uundgåelige måde vi lever på bl.a. Man hører hele tiden at ventetiden er for lang og behandlingerne utilstrækkelige etc...
Kender i det at man pludselig bare synes cancer puster en i nakken konstant og våger over en som en mørk skygge?
Jeg ved godt det her indlæg lyder meget deprimerende. Jeg er faktisk ikke deprimeret, jeg har det godt, men jeg får bare lige de her perioder hvor jeg synes at den sygdom virker meget meget klaustrofobisk på mig.
Det er jo nok efterveer af det jeg har oplevet, men hvis nogen kan nikke genkendende til det, så skriv endelig. Ja og også hvis i ikke kan.
De få jeg kender der har været ude for det samme, vil ikke tale om det og nogen gange kunne jeg godt lige bruge at få luft.
Nå ja, og til dem der ikke ved det, begge mine forældre har haft cancer men heldigvis har de det godt i dag. En af mine bedste veninders mor døde af det i august og en af mine venner døde af næsten samme type umiddelbart efter osv osv osv.... Skete over halvandet år.

Min egen mor døde af cancer for 2½ år siden i en alder af 61 år. Mere sund og frisk ung kvinde kunne man ikke forestille sig, når jeg gik tur i gågaden med hende, troede mine venner at det var en ny kæreste. Hun levede sundt hele sit liv med masser af gymnastik, helse kost, uden røg og masser af livsglæde. Og alligevel tager Manden med Leen livstag med hende i et svær og hård, men heldigvis kort dødskamp for hende.
Jeg siger ikke at Livet er retfærdigt, nogengange kunne man blot ønske sig det.
Her for præcist ét døgn siden chattede jeg på Forum-chatten, hvor jeg kom til at spørge til en kvinde hvorfor hun benyttede sig af et trist profilnavn. Jeg var på vej i seng og kunne have bidt tungen/tænderne af mig selv, for naturligvis logger man ikke af, når hun så fortæller at hun har uhelbredelig leukæmi som efter 3 års behandlinger nu endelig havde givet hende en dødsdom. 29 år og hun havde 2 små børn og var trist.
Jeg tror også det bedste vi kan gøre, er at møde det med humor og lade de ramte få en rigtig god sidste tid og lade dem "glemme" at de er dødssyge.
Reagere lidt ligesom både Dan Turell, Freddie Mercury, m.fl., som lavede nogle af deres største værker på dødslejet.
Hellere det, end at gå helt i gravkammerstemning.
Så 🙂🙂🙂🙂🙂 og [f][f][f][f][f][f] herfra.
m35ÅrhusC

Jeg forstår virkelig godt hvordan du har det.
Over en periode på 10 år mistede jeg 9 familiemedlemmer til kræften og i en periode føltes det virkelig som om vi allesammen skulle udslettes på én gang.
Kræft er en ækel sygdom som forårsager så utrolig meget smerte både mentalt og fysisk, og det er virkelig ikke noget jeg ønsker at min værste fjende skal opleve at gå igennem.
Din angst kan jeg også virkelig godt forstå. For det første fordi en familie og omgangskreds som konstant bliver ramt får én til at tænke over risikoen for en selv, og fordi jeg er gentestet og ved at min risiko for at udvikle bryst- eller ovariecancer er meget stor. Jeg har fået tilbudt at få fjernet mine æggestokke men jeg har endnu ikke fået alle de børn jeg gerne vil have, så jeg vil helst vente. Jeg har talt med andre kvinder som også ved at de er stærkt disponeret for brystkræft og flere har talt om at få deres bryster fjernet. Det kan jeg bare ikke se mig selv gøre, så i øjeblikket forsøger jeg at have ro på ved at følge regelmæssige undersøgelser for begge dele og så lytte til min krop.
Men angsten er svær at forholde sig til engang imellem... Sommetider kommer det snigende i en stille stund når man ellers tror man har rimelig styr på sig selv og så kan det være svært for omgivelserne at forstå at man måske ikke altid kan mønstre et supergodt humør.
Jeg kan kun råde dig til at få så meget ud af dit liv som muligt, dvs. nyde nuet og de ting der sker for dig. Vi ved aldrig hvad morgendagen bringer og med kræften så tæt inde på livet, kan det synes endnu kortere end for så mange andre.

- At leve sådan med frygten som blind passager…. – Jeg forstår dig om nogen, da jeg selv for år tilbage var ude i en sådan nærmeste ” udslettelse” over bare et par år af familie medlemmer og nogle venner…..
- En af disse var en meget nær ven og hans kone som der blev enke….- Ja hun bukkede under for den forbande sygdom i januar…. – At stå der til den begravelse..?? - Deres eneste barn de fik… - Det var så trist at se hende som netop lige kun er blevet 30 år, med sine to små unger på 2 og 3 år….
- Det er for tidligt at blive sine forældre foruden… - og netop du som har haft frygten så tæt som det er, når et så ungt menneske som du allerede har skullet forholde dig til døden og frygten for at miste begge dine forældre og de er begge på… - nærmest mirakuløs vis… - Helbredt… - Du er så meget et bevis på eller nærmere dine forældre jo... - At den dog også kan "overleves"
- Det er så bare desværre, alt for få, af disse "Sol-stråle" historier, som i jeres tilfælde vi hører om...
- Jeg forstår dig så godt, at der kommer sådanne ”perioder” - og som va290540 kan jeg næste kun samstemmende sige…..
- Som præsten ved min egen brors begravelse sagde….. – Ingen af os kender dagen i morgen... - og ikke mindst Husk at lev i nuet... - sommetider er det næsten så man bliver helt flov på egne og sine medmennesker s vegne… - Når man/vi brokker os over små dumme ting i vores dagligdag…..
- Små dumme ubetydelige ting ifht. den ulykke det nu er, at have den forbandede sygdom så tæt inde på livet… - Jeg tror dog ikke at vi som mennesker kan ændre meget ved at… - Der kommer sådanne reaktioner, som lige netop den du oplever… -
- Nieves… - Det var hygge at se dig her igen om end det er et dystert emne… - og som hvis det var Rotte jeg var stødt på… - Hils din kusine… - og må din dag blive rar...
- Foråret presser så meget på og du… - Skal nyde det og jeg håber du vil få nogle dejlige oplevelser i din ”Livet´s” rygsæk…- Der er så meget plads til mange flere i den….;o)

/Mummi

Desværre har jeg lignende erfaring. Min mor er syg af kræft, og har ingen udsigt til at overleve. Min nærmeste kollega blev ramt. Min onkel er ramt. Min svigerinde er ramt. Min venindes far døde igår af sin kræft.
Det er til at miste pusten af. Alt drejer sig om kræften, alle beslutninger tages med forbehold, alt er én lang række tilbageskridt. De første tanker hver dag - de sidste tanker hver dag - får den latterlige, klamme, lede sygdom.
Hver gang en person er syg, og man ikke umiddelbart gennemskuer hvad de fejler, tror jeg de har kræft. På sygehuset er der uendelige køer af kræftpatienter. Det er SÅ deprimerende at bevidne.
Jeg er blevet en anden. Sortseende og forsigtig. Tør ikke tro på noget mere. Ønsker mig tilbage til da jeg læste på uni - min største bekymring var eksamen eller at jeg havde overtrukket min konto med 2000 kr. Ting der nu er uendeligt ligegyldige. Men jeg kan ikke gå tilbage. Det er simpelthen ikke til at holde ud!
Jeg er også SÅ træt af kræft.

kender din følelse af dit emne. havde selv kræft for 10 år siden i en alder af 23 og det var hårdt . idag lever jeg konstant med fryggten for at det skal vende tilbage, da jeg nu har barn og familie som jeg ønsker at leve længe med. på en måde hænger angsten ved hele tiden,. får jeg ondt i maven eller er syg/sløj er jeg straks bekymret og tror at sygdommen dukker op igen. det er et helvede at gå med den frygt hele tiden.... og ps.. jeg er tidligere kræftpatient, men holder det ikke tabu og vil du snakke så skriv endelig til min mail.... ha en god dag

med frugt og mineraler hver dag.

...hvis det da kan opmuntre...
Jeg har også selv haft det tæt inde på livet i en alder af 24 år. Det er forfærdeligt og hver gang der er den mindste smule i vejen med mig, tror jeg straks at det er cancer. Hvad kan det ellers være??
Men når jeg feks går på arbejde eller studie, omgiver jeg mig jo med en masse mennesker som ikke har cancer og heller ikke har haft det. Det er lidt opmuntrende midt i den dystre tanke.
Og man hører altid om ulykkestilfældene med cancer, men tæller jeg efter, kender jeg faktisk også en hel del som er blevet helbredt. Der er faktisk flere og flere der bliver helbredt i dag og jeg håber på at fremtiden kan give nogle gode resultater.
Jeg forsøger at være optimist, men jeg ved at det kan være meget svært, jeg kan udemærket godt forstå dig.

desværre og det fjerner heller ikke den frygt, man har været liiidt for tæt på, da es nærmeste fik konstateret cancer! 🙂

nu læste jeg også lige et indlæg længere nede i tråden. Vi må huske at lægerne BLIVER bedre hele tiden. Det er jo rigtigt. Og der ER jo ret mange som bliver helbredt af kræften i dag, trods alt.
Men nogen gange er det bare så deprimerende at tænke på den sygdom. Eller det er ALTID deprimerende rettere :-)
Der er en del cancer i min familie, men ingen arvelige. Der har ikke været nogen gentagelser. Måske var der to med mavekræft, men det er vist det.
Overvejer at tage en 100% test for at se om jeg skulle have noget, men det ved jeg ikke om jeg kan. Og man skal jo heller ikke være slave af det.

man skal nyde livet mens man har det.
Godt at du følger de kontrolrunder så ofte, så skulle det kunne gå :-)
Helt vildt forfærdeligt at du mistede en om året i den årrække. Man venter jo bare på at det bliver ens tur :-(
Men går du hyppigt til kontrol, så skal det nok gå :-)