et godt forhold?

Har en kæreste, eller rettere havde, for det er gået op for mig, at det er en slags evig vendekåbe jeg har udset mig, og hver gang han vender sig fra mig tror jeg det er sidste gang jeg ser ham, hvad det så alligevel ikke har været indtil nu. Det ene øjeblik hvisker han smigrende og søde ord ind i øret, samt foregiver at holde meget af mig, men kun for en stund efter at trække følehornene til sig, og være et helt andet sted. Jeg forestiller mig dette sted så kan være der, hvor han får kontakt til alle de andre som jeg mistænker ham for at have forhold til.
Der er nok ikke så meget at gøre ved det, og jeg har valgt at se det hele fra den positive vinkel, og hvad man ikke ved, har man som bekendt ikke ondt af. Jeg har valgt at tro på hans kærlighed og vil gerne kunne gengælde den. Men det er meget vigtigt for mig, at jeg føler mig tryg ved, og overbevist om den, så jeg bedre kan bevare illusionen om at jeg får alt hvad han har i sig af omsorg, og som jeg så nødig vil være foruden. Men altså det KAN jo blive for hård en kamp at skulle kæmpe for at få hans opmærksomhed.
Selvfølgelig så jeg helst at det kun var mig han så, men at han giver mig meget det tvivler jeg ikke på, og så må jeg stille mig tilfreds med det. Måske nogen synes at jeg er alt for beskeden i mit krav til ham, men bare det at kende ham kan altså gøre mig helt ør af glæde.
Et næppe hørligt hjertesuk her fra mig, med håbet om forståelse for mit valg. Ville så gerne høre fra andre med samme slags forhold.

jeg forstå dig godt men du skal også være sikker på dig selv om du kan leve i sådan forhold.
jeg har prøvet det og mistænkte min kone for at være mig utro og jeg havde ret men gjore det forbi inden jeg var sikker i min mistanke.
jeg kunne nemlig ikke leve i et forhold der forgår sådan noget i.det gjorde for ondt og måtte skride til handling.og bagefter har jeg det godt med mig selv,selv om det er hårdt at miste den man elsker.og jeg havde ret i min mistanke hun havde haft flere forhold kørende mens vi var sammen og har gjordt mig kold over for henne,fordi hun løj og løj den ene gang efter den anden knus og forsat rigtig god vind i sejlen men spørg dig selv om du kan leve sådan resten af livet ?

Jeg synes det er dybt sørgeligt, at læse et indlæg som dit, fordi det i den grad skriger langt væk af: ELSK MIG ELSK MIG, for jeg kan ikke finde ud af, at elske mig selv og har ikke selvværd nok til, at sige: Skrid stodder - jeg er MEGET mere værd end den varme luft du fylder mig med!
Sørgeligt sørgeligt sørgeligt...
Håber og ønsker det bedste for dig fremover!

på om han trækker sig væk og ind i sig selv, eller om han faktisk ser andre.
Det første kan vel afhjælpes med tiden, men det andet kunne være nok så vigtigt at vide, så du ikke en dag står i samme situation som en af mine veninder, for mange år siden.
Hun havde et forhold, der ligner det du beskriver. En dag kom han glædestrålende og fortalte, at han skulle giftes med jordens mest vidunderlige pige - og mente iøvrigt hun var smålig, når hun ikke kunne glæde sig på hans vegne, for han havde da aldrig lovet hende noget. (det var dengang hun undersøgte om man kunne købe arsenik i håndkøb)
For at det ikke skal være løgn, forsøgte han - også efter brylluppet - at holde kontakten. (så ringede hun til konen og bad hende holde ham inde.)

Det var da det mest ubeskrivelige og uhyggelige fremtidsscenarie du der får manet frem, og det værste må være at man risikerer at miste al sin selvrespekt ovenpå sådan en oplevelse. Man skal da vist tænke sig godt om inden man indleder et forhold til en sjover som ham du beskriver.