Et ødelagt liv
Kender I det.. udaftil en stærk pige, der virker til at have styr på det hele.
Men indeni er alt kaos.. Det er mig.
Jeg er flov over min fortid. jeg blev misbrugt af min far fra jeg fra ca 6 år til jeg var 14.
Jeg har kun været i seng med mine børns far, kun med det formål at få børn.
For 9 år siden forlod jeg min mand, fordi han havde været voldelig igennem flere år. Boede på gaden i 7 mdr. for at overleve prøvede jeg at prostituere mig på gaden, for inde i mit hoved "var min krop jo ikke noget værd alligevel"
Endelig fik jeg en akutbolig, og ungerne ville bo hos mig, og nægtede fortsat kontakt med deres far.
Nu er ungerne så fløjet fra reden, og jeg er kun mig selv.
Jeg har forsøgt at prøve at skabe mig et liv. Været på netdating.. men selv om man finder en virkelig sød mand, så forventer han jo også at få noget sex. Fuldt ud forståeligt. Men jeg kan bare ikke mere.. hele min barndom kører som en film i mit hoved, når jeg er sammen med min mand.. så er det ikke ham, men min far jeg genoplever igen, og jeg bliver mere og mere skræmt over mig selv, ked af det, at jeg ikke bare kan glemme det.
Jeg fik så tilbud fra min læge om at komme til 12 gratis psykologbehandlinger.. der mødte jeg troligt op, rigtig forstående psykolog, men havde det så dårligt hver gang jeg havde siddet og rippet op i det, at de næste dage gemte jeg mig.. i hjørnet i et mørkt værelse herhjemme, og sad bare der og ..ja ved egenligt ikke hvad jeg fik tiden til at gå med.. prøvede at drømme mig væk fra mig selv.
Psykologen siger, at jeg er forfærdelig dybt traumatiseret... tror ham gerne.. ville så gerne kunne slippe ud af mit eget helvede, men kan ikke.
Jeg har opgivet at finde en mand, for jeg kan ikke give det han gerne vil have.
Jeg hader min egen krop. Jeg hader at jeg ser min fars ansigt i enhver der bare minder lidt om ham.
Jeg er overbevist om, at jeg ikke kommer længere i livet nu.. for at være helt ærlig..
det gør så ondt ondt indei, at leve med de oplevelser, at det ikke kan beskrives med ord.
Bare der dog var grebet ind dengang.. jeg forsøgte en gang at rette henvendelse til kommunen.. tjaee.. de ringede bare efter mine forældre, og sagde at vi vist havde et problem at løse indbyrdes, fordi min far dengang sagde at det var løgn altsammen, og at jeg bare ville have opmærksomhed.
Siden den dag har jeg mistet troen på systemet.
Men indeni er alt kaos.. Det er mig.
Jeg er flov over min fortid. jeg blev misbrugt af min far fra jeg fra ca 6 år til jeg var 14.
Jeg har kun været i seng med mine børns far, kun med det formål at få børn.
For 9 år siden forlod jeg min mand, fordi han havde været voldelig igennem flere år. Boede på gaden i 7 mdr. for at overleve prøvede jeg at prostituere mig på gaden, for inde i mit hoved "var min krop jo ikke noget værd alligevel"
Endelig fik jeg en akutbolig, og ungerne ville bo hos mig, og nægtede fortsat kontakt med deres far.
Nu er ungerne så fløjet fra reden, og jeg er kun mig selv.
Jeg har forsøgt at prøve at skabe mig et liv. Været på netdating.. men selv om man finder en virkelig sød mand, så forventer han jo også at få noget sex. Fuldt ud forståeligt. Men jeg kan bare ikke mere.. hele min barndom kører som en film i mit hoved, når jeg er sammen med min mand.. så er det ikke ham, men min far jeg genoplever igen, og jeg bliver mere og mere skræmt over mig selv, ked af det, at jeg ikke bare kan glemme det.
Jeg fik så tilbud fra min læge om at komme til 12 gratis psykologbehandlinger.. der mødte jeg troligt op, rigtig forstående psykolog, men havde det så dårligt hver gang jeg havde siddet og rippet op i det, at de næste dage gemte jeg mig.. i hjørnet i et mørkt værelse herhjemme, og sad bare der og ..ja ved egenligt ikke hvad jeg fik tiden til at gå med.. prøvede at drømme mig væk fra mig selv.
Psykologen siger, at jeg er forfærdelig dybt traumatiseret... tror ham gerne.. ville så gerne kunne slippe ud af mit eget helvede, men kan ikke.
Jeg har opgivet at finde en mand, for jeg kan ikke give det han gerne vil have.
Jeg hader min egen krop. Jeg hader at jeg ser min fars ansigt i enhver der bare minder lidt om ham.
Jeg er overbevist om, at jeg ikke kommer længere i livet nu.. for at være helt ærlig..
det gør så ondt ondt indei, at leve med de oplevelser, at det ikke kan beskrives med ord.
Bare der dog var grebet ind dengang.. jeg forsøgte en gang at rette henvendelse til kommunen.. tjaee.. de ringede bare efter mine forældre, og sagde at vi vist havde et problem at løse indbyrdes, fordi min far dengang sagde at det var løgn altsammen, og at jeg bare ville have opmærksomhed.
Siden den dag har jeg mistet troen på systemet.