Farve.....
Farve.
Hvilket forfærdeligt ubeskrivende ord. Det kunne ligeså godt have været fuldstændigt intetsigende som et specifikt navn for et nyligt opdaget gen. I forhold til selve farvernes navne siger ordet "farve" intet.
Marineblå, rosenrød og himmelblå. De sender med det samme et signal til os, der fortæller os, at det netop er en rosenrød farve, vi ser på, og ikke en himmelblå. Men der findes jo også farver, som ingen rigtig kan være helt sikre på. For eksempel chokoladebrun (er det en plade lys, mørk eller mælkechokolade, der menes?), eller hudfarve (er det i retning af lyserød, er det mere gult eller mahognitræs-agtigt?). Når man begynder at tale om disse drilske farver, må man konstatere, at der findes mange forskellige nuancer - også selvom navnet er det samme. Og således må man konstatere, at det også foregår i menneskenes verden.
Om et menneske er blevet bleget af den nordlige vintersol eller blevet mørknet af den tropiske sommersol, er jo egentlig fuldstændigt ligegyldigt. Det er et menneske, uanset hvilken farve det har. Og derfor må det nødvendigvis også have nogle kvaliteter og grænser, som man må overholde. Bare fordi et menneske har en anden lød end én selv, skal man alligevel opføre sig dannet.
Beklageligvis må man indrømme, at det ikke er alle mennesker, som helt har forstået dette endnu. Og jeg kan kun sige, at jeg, på vegne af alle dem, der ikke har indset det endnu, men som jeg alligevel drister mig til at tale på vegne af, er ked af det, og jeg beklager.
Men alligevel kan jeg kun fundere over, om verden ville have været lige så fuld af racisme, som den er nu, hvis det ikke var europæerne, der var blevet de mægtige, men for eksempel Afrika eller det Sydøstlige Asien?
Ville det så have været dårligt at være hvid? Måske, måske ikke - de mørkere grækere har i hvert fald ikke noget imod lyse mennesker, men de udgør på den anden side heller ikke resten af verden.
"Tænk hvis verden var anderledes..."
Hvilket forfærdeligt ubeskrivende ord. Det kunne ligeså godt have været fuldstændigt intetsigende som et specifikt navn for et nyligt opdaget gen. I forhold til selve farvernes navne siger ordet "farve" intet.
Marineblå, rosenrød og himmelblå. De sender med det samme et signal til os, der fortæller os, at det netop er en rosenrød farve, vi ser på, og ikke en himmelblå. Men der findes jo også farver, som ingen rigtig kan være helt sikre på. For eksempel chokoladebrun (er det en plade lys, mørk eller mælkechokolade, der menes?), eller hudfarve (er det i retning af lyserød, er det mere gult eller mahognitræs-agtigt?). Når man begynder at tale om disse drilske farver, må man konstatere, at der findes mange forskellige nuancer - også selvom navnet er det samme. Og således må man konstatere, at det også foregår i menneskenes verden.
Om et menneske er blevet bleget af den nordlige vintersol eller blevet mørknet af den tropiske sommersol, er jo egentlig fuldstændigt ligegyldigt. Det er et menneske, uanset hvilken farve det har. Og derfor må det nødvendigvis også have nogle kvaliteter og grænser, som man må overholde. Bare fordi et menneske har en anden lød end én selv, skal man alligevel opføre sig dannet.
Beklageligvis må man indrømme, at det ikke er alle mennesker, som helt har forstået dette endnu. Og jeg kan kun sige, at jeg, på vegne af alle dem, der ikke har indset det endnu, men som jeg alligevel drister mig til at tale på vegne af, er ked af det, og jeg beklager.
Men alligevel kan jeg kun fundere over, om verden ville have været lige så fuld af racisme, som den er nu, hvis det ikke var europæerne, der var blevet de mægtige, men for eksempel Afrika eller det Sydøstlige Asien?
Ville det så have været dårligt at være hvid? Måske, måske ikke - de mørkere grækere har i hvert fald ikke noget imod lyse mennesker, men de udgør på den anden side heller ikke resten af verden.
"Tænk hvis verden var anderledes..."