Døden er et legitimt valg

Alle har ret til at leve; men heraf følger, at alle også har ret til at dø. Det enkelte individ har frihed til at gøre, hvad der passer det, så længe det ikke krænker andres rettigheder. At dræbe sig ville på sin vis være at krænke egne rettigheder, en ophævelse af retten til at leve – men det er kun en ret, ikke en nødvendighed; den enkelte kan frasige sig livet og vælge døden. Hvis det enkelte individ vælger døden, har det ligeså meget ret til dette som til at vælge livet; da andre individers rettigheder ikke krænkes derved, er selvmordet et legitimt valg.
Euthanasi er selvmord. Men hvor mange anklager selvmordere for ”svaghed”, støtter de ofte muligheden for, at uhelbredeligt syge kan begå selvmord samtidig. Her er det jo noget andet, vil man måske sige – men det skyldes, at man her kender til situationen, de evige smerter, pinslen og lidelserne. I deres situation accepteres selvmordet som en mulig udvej – en acceptabel udvej, et valg, man ikke bør betvivle at de er i deres gode ret til at træffe. Der bliver ikke set ned på disse uhelbredeligt syge. Men måske, der i virkeligheden mange andre situationer, hvor selvmordet kan tænkes at være en acceptabel udvej – hvor man ville forstå valget af døden, såfremt man kendte til selvmorderens situation, omstændigheder?
Jeg finder de mennesker, der håner selvmordere for ”svaghed”, manglende ”mod” o.s.v. ignorante og uvidende. Livet er en ret – og døden er en ret.

kalder man vist det der du lægger for dagen...
Du venter til her sidst på dagen med dine totalt skrubskøre indlæg...for så er du sikker på at skabe en lang række af forargede debatindlæg, godt fyldt med harme og idignation. Useriøst.
Jeg tror ikke på at du mener det, du siger.
Igår var det snakken om pædofili, som du satte folks pis i kog over, og i dag hylder du selvmordere. ...jeg ville føle mig ført bag lyset, hvis jeg deltog i sådan en debat...for at dele mine ærlige og oprigtige meninger ud i et forum, hvor formålet ikke er at debattere lødigt men at få folk til at skvatte over hinanden i hadefulde indlæg...ja, du...det ville sgu være spildt energi.
Det er en flittig brugt taktik, som er lidt for tyndslidt...den udmarver dem der virkelig har en fornuftig holdning til tingene, og jeg kan ikke begribe andet formål end at dyrke dit ego.
"Ret til at dø"...du kan ikke frakendes retten til at dø...du vil dø ligegyldig hvad...så det er IKKE en ret, man kan tilkæmpe sig eller miste...ergo er dit indlæg noget værre sludder.

Jeg må endnu en gang sige, at dit svar er.... jeg mangler ord, men rigtig godt og fuldt dækende.
Respekt!

....til dette indlæg og sikkert mange andre!
Det interessante er at vi ind i mellem er mestre i at gøre os til dommer over vore medmenneskers handlinger. Om det så omhandler selvmord eller debatindlæg vi oplever provokerende.
Det er lettere at leve livet med os selv og vore medmennesker i visheden om, at bag enhver handling er en positiv intension.
Kommentar til indlæg:
Vi er alle født med retten til livet og til at blive lykkelige. Hvor lykkelige/ulykkelige vi er/bliver kan afhænge af ydre faktorer vi ikke altid selv er herre over.
Selvmordere ønsker at leve, men har opgivet at ændre på de faktorer i deres liv, som gør at de er ulykkelige. Et råb om hjælp, opmærksomhed og kærlighed. Måske lykkes det at dø, måske planlægges selvmordet med chance for at overleve. Selvmord/ forsøg på selvmord grunder efter min mening i et ønske om at leve et indtil videre ulevet liv.

Aktiv dødshjælp bør helt og aldeles tilbydes til folk med uhelbredelige sygdomme og som kun har udsigt til stadig eller øget smerte af fysisk eller psykisk art.
Eller hvis der bare ikke er flere i deres liv de elsker. Og bare ikke gider at kæmpe mere.
For nogle er livet een lang kamp. Fair nok, hvis man bliver træt i længden...

Hjælp livet for de mennesker, som ikke kan indse at der stadig findes håb.
Hjælp døden for dem, for hvem der ikke længere er noget at leve for.
Hvorfor er det så forkastelig en tanke?
-Og hvad er der galt i at komme med kontroversielle ytringer sidst på eftermiddagen? Hvis det er her der er et publikum? Man skriver vel her for at blive hørt og for at ens holdninger skal afprøves, ikke?

Ret til at leve, ret til at dø, hmmm ja, et sted kan jeg såmænd godt være enig, men så knækker filmen også lidt.
For når du nævner, at selvmord ikke krænker andres rettigheder, så er det vel et fortolkningsspørgsmål? Hvad med retten til ikke at blive "belemret" med andres død, for at udtrykke det ret groft? Enhver død bringer sorg med sig for de efterladte, og en "normal" skæbnebetinget død kan vi som sagt sjældent forhindre eller bebrejde den døde, medmindre vi holder denne personligt ansvarlig via en destruktiv og/eller usund levevis eller livstruende valg (som at sætte sig fuld ind i en bil).
Rent objektivt krænker selvmorderen så ikke alle dem, der har følelser for ham/hende og et liv, der vil blive påvirket i negativ retning af selvmordet? Er det fair overfor dem? Har et andet menneske ret til for altid at ændre deres liv og livsbane? Skal man tage stilling til et menneskes ret til at bestemme over sit eget liv, bør man vel også tage alle aspekter med?
Hvis retten til at leve ydermere er kun en ret, ikke en nødvendighed, så må retten til at dø også kunne betragtes sådan. Og i langt de fleste tilfælde er det netop tilfældet; at dø for egen hånd er ikke en nødvendighed, men en egoistisk og alt for ofte forblindet udvej væk fra et liv, man ikke kan kapere - fordi ens perspektiv og evne til at bedømme realistisk og objektivt midlertidigt ikke fungerer.
Om folk kan betragtes som "svage" og "uden mod", når de vælger den udvej, det er en generalisering, som ikke kan vedhæftes alle selvmordere, deri har du ret, for der er mange ting at tage stilling til, før man fælder den dom. Uhelbredelige syge, ja, de oplever netop mere forståelse for deres ønsker og valg, men det er vel pga. de ikke stjæler beslutningen fra skæbnen, de vælger bare at udføre det før tid? At mange så også finder det forkert, fordi de ser hver dag som en gave og en tid, der måske kunne eller direkte var ment til at tilføre livet, verden og dens indbyggere noget rigt og endda nødvendigt, er så igen et andet aspekt, der kommer en hel del an på vores forskellige livssyn og filosofiske betragtninger.
Jeg har haft selvmord inde på livet flere gange, både via en god ven, der valgte den hurtige, frem for den smertefulde og langtrukne, men alligevel uigenkaldelige, udgave. Anden gang var det min venindes forlovede, der sindssyg af jalousi blæste hovedet af sig selv en uge før brylluppet, alene for at straffe min veninde. Og sidste gang var det mig selv, der grundet en stofskiftesygdom var så langt ude i overdrevet, at et fald fra Roskilde Amtssygehus' øverste etage forekom mig at være den eneste udvej ud af smerten.
Min lille datter på få mdr. var det eneste, der holdt mig tilbage, og dvs. at jeg i dag kan takke hende for alle de dejlige og skønne oplevelser, jeg ellers aldrig ville have oplevet. Bare en uge efter mit lille altan-besøg var jeg så meget ovenpå, at jeg ikke kunne forestille mig tanken om selvmord.
Sidstnævnte illustrerer vel tydeligt, hvor vigtigt det netop er, at folk IKKE pr. automatik har "retten til at dø" - de kan ikke se lyset for bare mørke og er i deres tilstand (ofte) ude af stand til selv at vurdere og håndhæve den såkaldte ret.
Mvh. Deci

"Du venter til her sidst på dagen med dine totalt skrubskøre indlæg...for så er du sikker på at skabe en lang række af forargede debatindlæg, godt fyldt med harme og idignation. Useriøst.
Jeg tror ikke på at du mener det, du siger.
Igår var det snakken om pædofili, som du satte folks pis i kog over, og i dag hylder du selvmordere. ...jeg ville føle mig ført bag lyset, hvis jeg deltog i sådan en debat...for at dele mine ærlige og oprigtige meninger ud i et forum, hvor formålet ikke er at debattere lødigt men at få folk til at skvatte over hinanden i hadefulde indlæg...ja, du...det ville sgu være spildt energi."
Du tager fejl. Bare fordi mine holdninger (måske) ligger et stykke væk fra flertallets - er det mig da forbudt at give udtryk for dem? Det forekommer mig, at de mest kontroversielle emner er dem, der er mest værdige til at blive debatteret, diskuteret, netop grundet kontroverset. Jeg afskyr al "selvfølgelighed" og vil måske til dels bekæmpe et givent synspunkt blot for at et alternativ kan være til stede - men jeg har også en interesse i at sætte mig præg på en debat, der for mig virker til at være af stor vigtighed.
""Ret til at dø"...du kan ikke frakendes retten til at dø...du vil dø ligegyldig hvad...så det er IKKE en ret, man kan tilkæmpe sig eller miste...ergo er dit indlæg noget værre sludder."
Som menneske står man til enhver tid i den situation, at man kan vælge mellem to alternativer: 1) at leve, 2) at dø. Man kan vælge at fortsætte med at leve, eller man kan vælge at afslutte livet. Vælger man at dø, skal man ikke bebrejdes dette - selvmordet kan meget muligt være et rationelt valg, som vi ville have accepteret såfremt vi kendte til selvmorderens situation. For kender man f.eks. til den omstændighed, at en person er uhelbredeligt syg og har store smerter - nu taler vi euthanasi-debatten - vil mange mene, at selvmordet vil være acceptabelt. Et rationelt valg.

Det glæder mig, at nogle debatører er interesseret i en saglig diskussion. Hatten af for det.
Overordnet kan jeg følge din tanke, nemlig at selvmordet, at man træffer valget at dø, skader de efterladte - men hvad ved jeg, måske mit valg at leve også skader nogle? Ligegyldigt hvilket valg et menneske træffer, vil det have en indvirkning på et andet menneske. Men jeg mener, at retten til at bestemme over eget liv, hvilket i mine øjne også indebærer retten til at bestemme, hvornår det skal være slut, er så absolut, at hensyntagen til andre individer må vige - altså, når jeg vælger at leve, kan det være, at nogle individer er utilfredse med dette, de så hellere at jeg ikke levede; vælger jeg at dø vil andre være utilfredse - så jeg finder, at hensyntagen til andre individer i denne sammenhæng ikke er en absolut nødvendighed, så længe selvmorderen ikke med sin handling krænker andres rettigheder. Og her mener jeg hverken, at andre har ret til at se personen død eller levende - hans valg må være hans eget valg og egen beslutning. Selvmorderne er ikke forpligtet af sine sociale relationer, når det kommer til noget så centralt som vedkommendes egen ret til at bestemme over eget liv.
"Hvis retten til at leve ydermere er kun en ret, ikke en nødvendighed, så må retten til at dø også kunne betragtes sådan. Og i langt de fleste tilfælde er det netop tilfældet; at dø for egen hånd er ikke en nødvendighed, men en egoistisk og alt for ofte forblindet udvej væk fra et liv, man ikke kan kapere - fordi ens perspektiv og evne til at bedømme realistisk og objektivt midlertidigt ikke fungerer."
Jeg fandt ovenstående interessant. Hvis nu det kan fastslås, at nogle personer vælger døden mens de ikke er i stand til at bedømme egen situation på rette måde - hvis de f.eks. er psykisk syge eller lignende - har samfundet da ret til at skride ind for at forhindre personen i at vælge selvmordet? Spørgsmålet er interessant, det handler dybest set om myndighed.

"Du venter til her sidst på dagen med dine totalt skrubskøre indlæg...for så er du sikker på at skabe en lang række af forargede debatindlæg, godt fyldt med harme og idignation. Useriøst."
Indtil videre har der ikke været nogle forargede debatindlæg, medmindre du tænker på dit eget. Jeg har kun set saglige debatører.
"Igår var det snakken om pædofili, som du satte folks pis i kog over, og i dag hylder du selvmordere"
Du begår to fejl. "Snakken" i går handlede ikke om pædofili - det er hvad du selv udleder, og jeg står ikke inde for dette. For det andet hylder jeg ikke selvmordere. Jeg siger bare, at enhver må have ret til at bestemme, hvornår vedkommende vil afslutte sit liv.

Har samfundet ret til at udøve myndighed over et menneske? Ja, det er faktisk et godt spørgsmål, som også lægger til grund for mange lovmæssige debatter. Der er så mange situationer efterhånden, hvor individets personlige frihed bliver overskrevet grundet hensynet til samfundet, så spørgsmålet er vel snarere: Hvor trækker vi grænsen? Er det kun, når individet er til fare for andre, eller bør det også gælde, når det er til fare for personen selv?
Vi har en masse love, der skal beskytte os, hvad enten vi klassificeres som borgere eller individer. Vi har ingen skrupler ved at fremsætte love, der begrænser børns myndighed og rettigheder op til det 18. år - for vi gør det først og fremmest for at beskytte dem. Vi har heller ingen problemer i at dømme folk til fængsel eller psykiatrisk behandling, når de overtræder visse regler - for vi gør det for at beskytte samfundet og dets øvrige borgere. Kvinden har ret til abort, men kun op til hun er et vist antal uger henne; også her har vi udøvet en højere myndighed over individet ud fra en betragtning om, at vi beskytter et andet individ, der ikke kan tale for sig selv.
Hvis man så siger, at alle disse tilfælde danner præcedens, så er det vel en naturlig slutning at drage, at et menneske, der grundet psykisk uligevægt ikke er i stand til at tage vare på sig selv og tænke konstruktivt, også midlertidigt bør fratages sin personlige myndighed indtil faren er overstået? Lige netop her er det så individet selv, vi beskytter med vores regler, både de lovmæssige og de etiske. Ser man bort fra det lovmæssige og etiske, så er det da også et overvældende argument, at langt de fleste, der på et tidspunkt har forsøgt selvmord, er direkte taknemmelige over, at det ikke lykkedes.
Dem, der virkelig VIL forlade dette liv, de vælger som regel også en metode, der er mere eller mindre uigenkaldelig, eller også forsøger de vedholdende, indtil det lykkedes? De andre noget mere "sølle" forsøg, hvor der sluges en masse piller eller snittes hjælpeløst på den forkerte led i håndleddet, de er alt for ofte fulgt op af advarende tlf.opkald eller indirekte beskeder til familie og venner; ergo et råb om hjælp.
Og når det for mange reelt er et råb om hjælp, og ikke et ærligt ment ønske om at forlade denne jord, kan vi så sætte os ud over vort naturlige ansvar for vore medmennesker og trække på skuldrene: Nåh ja, det er hans ret til at dø, når det passer ham, så det vil jeg ikke anfægte eller forhindre.
Måske kan vi ikke rent overordnet set tage os af, hvordan vi påvirker andres liv, om det så er ved at leve eller dø, men rent filosofisk så mener jeg - og jeg kan jo kun tale for mig selv i sidste ende *S* - at hver lille ting eller hændelse i livet hører sammen og danner et større billede. Jeg er ikke inde i de store filosofers tankegange, så meget har jeg ikke studeret det, og jeg tror heller ikke på nogen gud eller religion. Men jeg tror på, at der er en årsag til alt, der sker, og at selv den dårligste oplevelse har en lærdom i sig. Så ved at frævælge den lærdom, fordi det er for hårdt, så svigter man sig selv og hele meningen med sin eksistens.
Jeg husker en sætning, som har hjulpet mig meget gennem årene (på trods af dens religøse klang *S*): Da Jesus blev korsfæstet, følte og troede mange, at det var verdens og troens undergang. Men tre dage senere genopstod han..."
Så uden skelen til alle de love, regler, etiske og moralske begreber, man kunne tage i brug omkring selvmord, så føler jeg, at vi alle burde følge denne vidunderligt simple regel: Når det går skidt, så vent nogle dage, før du tager en altafgørende beslutning - alt kan nemlig have ændret sig i morgen.
Måske er det i virkeligheden så simpelt? ;O)
Mvh. Deci