Farvel til gammel ven

Jeg har en ven, som jeg har kendt siden folkeskolen. Især i teenageårene var vi meget sammen og lavede en masse spændende ting. Der var rigtig meget gang i ham i den periode.
Men efter det er der ikke sket meget i hans liv. Han gider ikke rigtig noget - hverken arbejde eller uddannelse. Han er på kontanthjælp, men har sygemeldt sig (han er overhovedet ikke syg), og det nyder han godt af, fordi så får han gratis penge fra kommunen. Han laver ikke noget, går i seng sent om natten og står meget sent op.
Han har overhovedet ikke lyst til at tage sig sammen. Han vil bare slappe af og nyde livet. Og det har så stået på i snart 4-5 år.
Han har mistet mange af sine venner og han føler ingen vil være sammen med ham, måske pånær hans kone. Han kan ikke forstå hvorfor. Han kan heller ikke forstå alvoren ved ikke at ville noget som helst med sit liv.
Jeg er nok en af hans eneste venner han har tilbage. Han ringer sms'er og ringer på min hoveddør hver dag, men jeg gider ikke mere og lukker heller ikke ind mere.
Jeg har prøvet at opmuntre ham utrolig mange gange i flere år til at komme videre med hans liv, men han virker altid ligeglad og vil bare nyde livet og slappe af.
Inden ganske længe siger jeg det ligeud til ham: "du skal ikke kontakte mig før du har fået et arbejde eller er startet på en uddannelse". ER det det rigtige at gøre eller skal jeg gøre noget andet

selvfølgelig skal du ikke det. Prøv lige at træde på et menneske, der i forvejen ligger ned... Jeg kunne forstå, hvis der var hans kone, der stillede et sådan ultimatium op, fordi det sikkert påvirker deres hjemmeliv meget.
Tror du i øvrigt, han nyder livet?
Hvorfor vil du ikke lukke ham ind? Han kan vel godt være en god ved, selv om han ikke arbejder. Synes, du blander nogle ting alt for meget sammen... Hvis han overskrider dine personlige grænser, må du selvfølgelig fortælle ham det. Og hvis du synes, han nasser på samfundet, kan jeg da også godt forstå, hvis du får lyst til at fortælle ham det, men det er vel nok at fortælle ham en enkelt gang. Et rigtigt venskab går vel ud på ikke konstant at være fordømmende og stille ultimatiummer...

Hvis han er lykkelig og ikke skal låne penge hele tiden kan jeg ikke forstå problemet.
Måske han fejler noget psykisk og ikke føler sig stærk nok til at gå på arbejde, men er flov over at sige det.
Mange har så travlt med at opdrage folk til at de skal blive til noget...der findes mange tumper med fast job og dumrianer på Universiteterne.

at du er væk... For du lyder ærlig talt ikke at være en rigtig ven... Kan være han er dybt depri, hvad blander du dig i hans for. FØJ, godt han blev fri for dig... Hvor er din næste kærlighed, du lyde så selvcentreret, du har meget at lærer endnu.

blev sågu helt varm af at læse det...
[s]
A

- det er rigtig mange år du har kendt ham, hvorfor trækker det så store veksler på dig at han er...ham. Hvis du er hans ven vælger du måske at fortælle ham hvor du står ift. hans valgte livsstil. Tror du på den med at vokse fra hinanden?? - måske er det dét der er sket i de senere år, for jer....ville nu tænke mig enormt godt om inden jeg begyndte at dømme ham ude - alene de mange år af dit liv han har været med i og vidne til....
Mangt og meget kan købes for penge,,,rigtige venner og ægte kærlighed kan ikke...
mvh
A

og nedværdigende, hvis du fordømmer din barndomsven, bare fordi han er ufaglært og på kontanthjælp, og han oplever sikkert en masse fordømmende sagsbehandler og jobkonsulenter, som er nedladende og krænkende. Han har måske haft en masse nedrelage siden livet i folkeskolen, og være ufaglært og på kontanthjælp, så lider han nok af psykiske problemer/sygdom f.eks, angst, dep., mangler selvtillid og meget andet.
Mange jobkonsulenter og sagsbehandler har sikkert svært ved at finde et job, som han selv magter, og i disse finanskrisetider, hvor også mange alm. mennesker og højtuddannede bliver fyret, så er det også svært at finde en uddanneler eller job til ham. Jeg kender faktisk mange med høj uddannelse som er blevet arbejdsløse.
Hvis din ven har været ufaglært og på kontanthjælp i flere år, så skal han jo nærmest starte helt forfra, med skolegang, kurser og andet for at klare de mange krav på det alm. arbejdsmarkedet. Han har måske behov for at få et fleksjob med nogle skånehensyn, men de er desværre også svære at få oprette og finde. Jeg har selv et fleksjob, og er heldigvis ikke blevet fyret endnu. Men din ven har måske behov for et arbejde på nogle andre vilkår.
Jeg synes derfor det er for dårligt, hvis du svigter ham og ikke vil have hans venskab længere. Pas på med at fordømme ham, men acceptere ham som han er, han er jo meget ensom i forvejen. Hvor rummelig er du? til at acceptere andre som er anderledes end dig selv? og hvis han havde et fleksjob eller skånejob??, Han kan jo godt have nogle usynlige sygdomme, så prøv om du kan hjælpe ham, i stedet for at fordømme ham. Er han da ikke et menneske bare fordi han er på kontanthjælp?
ha' en god dag

Han har det skam godt, han virker glad og fyre vitser af, han fester, er sin kone utro og ellers vil han bare leve det søde liv. Det er ikke noget som jeg bare tror, han er skam fortalt mig alle disse ting. Han vil bare nyde livet og slappe af.
Jeg ved at det går hans forældre meget på, den måde han har valgt at leve sit liv. Især hans far er meget ramt af det. Hans måde at leve på rammer ikke bare ham selv, men også hans nærmeste. Han har tigget så mange penge af sine forældre så man tror at det er løgn.
Jeg kan huske han en gang sagde til mig, at hvis kommunen ikke gav ham penge mere, så ville han lette sin røv med dette samme og komme i gang. Det var de ord han sagde.
Det der åbenbart det eneste, der skal til måske. Den første løsning med al opmuntringen virkede tilsyneladende ikke efter alle de år. Måske er løsningen at han virkelig får konsekvensen at føle og lærer det på den meget hårde måde.... Jeg ved det virkelig ikke, men hvis noget ikke virker, så må man prøve noget andet.

Helt ærligt: hvorfor betyder det SÅ meget for dig, at han er i arbejde eller har gang i en sprudlende karriere?
Drejer venskab sig netop ikke om alt det andet? Om at man snakker godt sammen, bla?
Og tro ikke, at du kender hans psykiske tilstand til bunds. Han kan meget vel skjule f.eks. en psykisk lidelse. Og hvis det er noget meget tabu-belagt, så kan det være meget svært at sige, selv overfor sin bedste ven.
Jeg har selv været der, dog efter at have gennemført en lang universitetsuddannelse. Mit store "knæk" var jeg også enormt god til at skjule for mine allernærmeste ved at virke glad, fyre vitser af og tage lidt let på det hele. Det værste var at JEG på det tidspunkt tænkte på at alt blev målt på karriere. Under min krise og depression fik jeg nye venner, som jeg ikke havde noget problem med at betro mig til. Og dér gik det op for mig, at et godt venskab netop går ud på ALT andet end netop karrieren. Jeg synes selv, jeg er vokset som menneske efter at have erkendt dette. Noget, som mange andre har taget helt naturligt siden barnsben.
Men det kan være, du ikke er nået til den erkendelse?
Hvorfor er du egentlig ven med ham? Eller bedre: Hvad er den egentlige grund til, at du IKKE vil være ven med ham mere?
Ps. jeg har efter et "dyk" på 6 år de efterfølgende år fået lidt gang i karrieren igen, dog ikke et, hvor jeg udnytter min kandidatgrad - men vigtigst af alt, så er jeg tilfreds med min hverdag..og mine rigtige venner.

Jeg ved nu ikke hvor meget ven der er over det her... mere bekendte..
Der er mange der har den følelse, at de bare ikke kan have at se folk er på kontant-hjælp, det er vel fair nok. Men som du selv er inde på er du en af hans ældste venner, og så syns jeg bare du burde tage en stille snak med ham, om hvordan du har det, hvordan du ser hans fam har det..
Det kan godt være at han udadtil virker glad, fester osv... men det betyder ikke at han i virkeligheden har det godt.. Mange mennesker kan ikke fortælle de faktisk har det af h til. Og måske derfor han ikke har noget job. Han kan måske ikke holde det ud?
Hvis det havde være min ven, ville jeg kontakte ham, sige hey. kommer du ikke lige over og får en øl eller hvad i end drikker. og så siger du bare stille til ham at der er noget, der går dig på nerverne, og du vil gerne ud med det, og forklare ham stille og roligt hvordan du har det med alt det her. men samtidig lige også høre ham hvordan han egentlig har det... for er sikker på han faktisk har det ret af h til...
Desuden.. så tror jeg neppe på at man kan gå på kontant hjælp i lang tid uden at man bliver kastet ud i enten noget praktisk, jobtræning. eller skal komme en gang om dagen og søge arbejde.. medmindre man har sykisk dårligt helbred.
Kan kun råde dig til at snakke med ham. Held og lykke....