Fatter ikke kritik skal være nødvendig
Jeg fatter ikke, hvorfor min kæreste konstant hakker på mig - enten direkte eller indirekte.
Hver aften, jeg kommer hjem, hører jeg mindst 3-4 ting, jeg gør ting galt på.
Så har jeg glemt at slukke for noget lys.
Så er jeg ikke god til at pakke en kuffert.
Så er redskabsrummet ikke ryddet ordentligt op.
Så tager hun mig i armen og peger på et møbel og spørger, om jeg ved, hvad det der usynlige snavs er. (Underforstået, hvad har du nu svinet med)
Så spørger hun, hvad den der hammer laver på bordet.
Osv osv.
Vi er meget forskellige, og så alligevel ikke. Hun er selv et lille rodehovede, men har svært ved at indrømme det. Det går så ud over mig.
I min verden af kærlighed i det fælles hus (som hun ejer) er der ting, man tænker, men ikke siger.
Hun siger ALT, hvad hun tænker.
Det er nogle gange ikke til at holde ud.
Nogen gode råd. Skal man lære at lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet.
Når hun lader ting ligge og flyde, så nævner jeg det da ikke. Når hun glemmer at slukke lyset, så slukker jeg det da bare.
Vi er jo ikke perfekte.
Jeg har sagt til hende mange gange, at det går mig på, hun sådan er efter mig. Jeg har sagt det på den blide måde og på den hårde.
Lige meget hjælper det. Dagen efter er hun igang igen med sin kritik. Pænt pakket ind nogle gange, så den bliver indirekte.
Hvad stiller man dog op. Jeg bor som sagt i HENDES hus. Og er der nærmest på hendes nåde og bamhjertighed. Øv altså.
Hver aften, jeg kommer hjem, hører jeg mindst 3-4 ting, jeg gør ting galt på.
Så har jeg glemt at slukke for noget lys.
Så er jeg ikke god til at pakke en kuffert.
Så er redskabsrummet ikke ryddet ordentligt op.
Så tager hun mig i armen og peger på et møbel og spørger, om jeg ved, hvad det der usynlige snavs er. (Underforstået, hvad har du nu svinet med)
Så spørger hun, hvad den der hammer laver på bordet.
Osv osv.
Vi er meget forskellige, og så alligevel ikke. Hun er selv et lille rodehovede, men har svært ved at indrømme det. Det går så ud over mig.
I min verden af kærlighed i det fælles hus (som hun ejer) er der ting, man tænker, men ikke siger.
Hun siger ALT, hvad hun tænker.
Det er nogle gange ikke til at holde ud.
Nogen gode råd. Skal man lære at lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet.
Når hun lader ting ligge og flyde, så nævner jeg det da ikke. Når hun glemmer at slukke lyset, så slukker jeg det da bare.
Vi er jo ikke perfekte.
Jeg har sagt til hende mange gange, at det går mig på, hun sådan er efter mig. Jeg har sagt det på den blide måde og på den hårde.
Lige meget hjælper det. Dagen efter er hun igang igen med sin kritik. Pænt pakket ind nogle gange, så den bliver indirekte.
Hvad stiller man dog op. Jeg bor som sagt i HENDES hus. Og er der nærmest på hendes nåde og bamhjertighed. Øv altså.