Flere kvinder begår selvmord

Har i hørt nyhederne idag, antallet af kvinder mellem 20-29 der begår selvmord stiger, mens det falder for alle andre grupper.
Hvad er problemmet? Hvordan er tilværelsen blevet sværere for de unge kvinder i forhold til resten af samfundet?
Er det fordi, at nu skal de ikke bare have komplekser over om de ligner reklamernes fotomodeler, men også skal have komplekser over om de har succes med karrieren?

Lidt de ting du nævner og så ensomhed, som indlægget er lagt under.
Jeg føler mig virkelig utilstrækkelig nogle gange, og jo længere tid jeg befinder i et sort hul, jo svære er det at holde modet oppe.
Og har også nogle gange svært ved at se hvordan tingene skal lykkes for mig. Føler mig ikke særlig succesfuld og kan slet ikke finde frem til mine ambitioner, som man vel skal have.
Har også svært ved at se hvad der skulle ændre sig, og som vil gøre det værd at fortsætte med at leve.

men måske kan det være en hjælp at hjælpe andre. Hvis du selv er ensom, og kender en anden der også er det, kunne du besøge vedkommende.
Hvis du er sulten og kender en der også er det, kan man besøge ham eller hende og spise mad sammen osv.
Man kan mange gange få det bedre, ved at give lidt til andre.
anonym

Kære du, og pigen, der skriver.
Selv om jeg nogle gange som ung tænkte som I, er jeg i dag glad fordi jeg 'holdt ud'...
Fordi jeg derved har oplevet at få tre dejlige børn (og et barn giver mere kærlighed end det får), har arbejdet (ved flid på jobbet) og langsomt kommet ud af min stærke, indre følelse af uønskethed (ved at indsé, at den kun var et produkt af mine egne tanker), og fordi jeg i dag, som midaldrene, sund og rask kvinde og mor til to unge (til tider selvtvivlende, men også ubeskriveligt dejlige døtre), føler ubeskriveligt stor jubel over at være i dette liv, over blot over at leve!!
Alt det, som I går igennem af indre smerte og selvtvivl, vil gøre Jeres fremtidige livsglæde endnu større. Tro mig. Så tag bare roligt og tålmodigt og værdigt imod de svære følelser, mærk dem blot.
Ved I, at sorg og smerte huler hjertet ud, så det bliver i stand til at rumme en større lykke og glæde, end det ellers havde kunnet?
Lige præces sådan føles det for mig, nu. Selv om det somme tider var så svært (som gravid med min første datter var jeg lige ved at beslutte mig til at begå selvmord ved at lægge mig ud i sneen en vinternat og bare sove ind) - så føler jeg mig i dag mere lykkelig end jeg troede var muligt. Og det selv om jeg er alene, ingen kæreste har, intet job (lige nu), ingen formue.
Men: jeg har livet, min vitalitet, min åbenhed over for mennesker og verden, min ungdommelighed, min nysgerrighed, min ærefrygt over for alt levende, mine stærke, stærke, gensidige kærlighedsbånd til hvert af mine børn og glæden ved at se deres indbyrdes forbundethed.
Så fortvivl ikke, eller: jo, fortvivl bare, men hold ud!!
For livet rummer flere mirakler, end du i dag kan forestille dig. Og de venter på dig, når og der hvor du allermindst forestiller dig det.
Kærligt fra
en kvinde

Når du nu føler fortvivlelsen og følelesen af utilstrækkelighed, - har du så nogen ideer om hvad der måske kunne ændre det til det bedre, for dig og for andre i samme situation?

Hej,
Der er mange unge kvidner, som forsøger selvmord nu, flere end tidlgiere.
men der er stadig frere unge mænd, som begår selvmord.
Men emget tyder på at det ikke er let at være ung kvinde i dag, de stjæler mget i butikker, er ofte voldelige, de skærer i sig selv, har spiseproblemer etc.
Jeg ahr tænkt over om det har relation til kvindefrigørelsen fra 70'erne?
f

Dejligt at læse dit indlæg.
De største mirakler i livet, er de små mirakler.

om det beskriver situatiionen kun i dk. det er så ikke overraskende

Sådan synes jeg da også nogen gange. Jeg har haft en masse rod med min familie. Bl.a. med min mor der forlod mig da jeg var 15, hvilket fik mig til at føle mig komplet uduelig... Min egen mor ønskede mig åbenbart ikke engang!
Nu går jeg i 3. g og bliver forhåbentlig student til sommer, men det ligger også en enormt stort pres på mig. Jeg ved at jeg er nødt til at oppe mig en smule hvis jeg skal ind der hvor jeg gerne vil efter sommerferien, og det stresser mig. Det har den komplet modsatte virkning og jeg får bare slet ikke lavet noget.
Den eneste gode ting i mit liv har i lang tid været min kæreste! Han har til gengæld også været der hele tiden og er ikke veget fra min side når der var brug for det. Han er det eneste der har holdt mig oppe. Jeg tror ikke jeg ville have begået selvmord. Jeg vil bare sige at jeg kender til den der depression og jeg kan faktisk godt forstå at nogle kommer helt ud i tovene.
Tanker fra Ms. S