Hvorfor knytter folk sig til dyr ?

Jeg er selvfølgelig klar over at kæledyr har en betydning for mange, jeg har selv haft hund i en del år, men de har altid været dyr og ikke erstatning for omgang med mennesker.
I løbet af mit liv har jeg oplevet mange gange, at folk knytter sig så stærkt til et kæledyr, at når dyret dør (naturligt eller ved ulykke) sidestilles det på det nærmeste med at miste sit barn.
Det finder jeg højest unaturligt og betænkeligt, da der er tale om et dyr som normalt har et betydeligt kortere liv end mennesker.
Jeg forstår godt, at ældre mennesker der lever alene er glad for et kæledyr, men at folks verden falder sammen hvis det kæledyr dør en naturlig død eller bliver dræbt i f.eks. trafikken, fatter jeg ikke.
Er det kæledyr blevet en erstatning for sociale relationer med mennesker ?
Er det manglende sociale færdigheder der gør at folk på det nærmeste betragter et kæledyr som en livslang partner ?
Er det ok at mange mennesker gør alt for at deres kæledyr skal have forlænget livet, i mange tilfælde lider dyret for at kunne opfylde menneskers egoistiske behov, der skeles ikke til om dyret har nået en alder hvor det naturligt ville gå afsides for at lægge sig til at dø.
Det er som om, folk med kæledyr vil menneskeliggøre dyr, det finder jeg dybt betænkeligt.

I nogle tilfælde er det muligvis fordi en hund eller hvad det nu er. Aldrig svigter. er altid der, også når man dummer sig godt og grunddigt.
Det kan komme af svigt fra andre mennesker.
Men også af det ubeviste der er i at et andet end et menneske rør en. Der frigives en kompliceret signalhormoner når man berøres af et andet menneske eller dyr. Undersøgelser viser det er sundt at have et kæledyr netop af den årsag.
Plejehjem er har dyr gående. Nogle plejehjem har besøgshunde.
Så det kan være at man har den ubeviste viden om at det er godt at have dyr omkring sig. Og det er belønningen. Ud over de er trofaste, da de dyr vi ofte knytter sig til ofte er et flokdyr der følger sin mentalitet.

dine betragtninger, men "problemet" er jo, at mange mennesker slet ikke vil indse, at et dyr er og bliver et dyr som ikke lever så længe som et menneske og det jeg mener er jo, at folk på det nærmeste sidestiller deres kæledyr med deres børn og det er både unaturligt og betænkeligt, rent psykisk betragtet.

menneske, hvis dit største problem er, hvordan dine medmennesker agerer i forhold til
deres kæledyr!
Derimod finder jeg din fremstilling og forhold til kæledyr betænkelig. Hvis man ikke skulle sørge meget og oprigtigt, når et dyr man har været knyttet til gennem længere eller kortere tid, så er der efter min mening noget galt i øverste etage. Den måde du i dit skriv her nævner kæledyr på, ja så kunne du jo lige så godt have et af de der japanske computerspil, fjollede mennesker havde for få år siden og som vist nu ikke mere er så hip. Det kunne lyde som om ord som trofasthed, empati, sympati og videre i samme dur, at de er spildt på dig, så ærlig talt det gider jeg ikke spilde tid på.

for dig, Ernst. Du kan vel være ligeglad, hvis dyr gør andre lykkelige. Som du netop gjorde opmærksom på i en anden tråd forleden, er vi alle forskellige, og vi lægger vægt på forskellige ting. Det undrer mig at lige netop du finder andres måde at leve på "unaturlig og betænkelig" så længe vi kun snakker kærlighed til dyr.
Selv mener jeg, at dyrekirkegårde er en overdrivelse, men nu er jeg heller ikke meget for almindelige af slagsen, så på det punkt kan det sagtens være mig der er mærkelig. Og jeg ser ingen grund til at misunde andre et sted at sørge, hvis det er hvad de har behov for.

Dyr er jo fantastiske skabninger (synes jeg selv), hvad enten der er tale om kæledyr eller dyr i det fri.
Jeg synes det er ganske enkelt. Selvom jeg godt kan lide mange mennesker, så må vi jo indse at mennesker er det dummeste der findes her i verden. Her tænker jeg på krig, sult, mord osv. osv.
Vi behandler endda mange dyr dårligt rundt omkring i verden, desværre også kæledyr.
Men jeg synes det er meget naturligt at knytte sig til sit kæledyr, da det for mig at se er en del af familien.
Alt det med dyrekirkegård er måske også i overkanten - men jeg mener ikke der er noget psykisk forkert i det - men sådan er vi jo så forskellige.

er sandelig forskel på at menneskeliggøre dyr og så at holde meget af dem. Jeg giver dig ret i at man ikke bør menneskeliggøre kæledyr men at man sørger over deres død er ganske naturligt når man holder af dem. Man bør omgåes kæledyrene som de dyr de nu er og ikke fx klæde dem ud i mennesketøj a la Britney Spears´ dukkehund....
Kæledyr fortjener at man respekterer dem og elsker dem, og jeg tror ikke at NORMALE mennesker ser kæledyr som en erstatning for omgang med andre mennesker. Men man vil altid sørge over ens kæledyrs død..

Så hvorfor skulle det ikke være muligt for dyr at opføre sig som mennesker?
Nuvel..der er forskel på dyr, kæledyr og brugsdyr. Feks. ser jeg mig selv som en kælegris, trods min x opfattede mig som et skaffedyr...dog er jeg et menneske 😉
Det har noget med relationer at gøre, har du nære relationer til et dyr opstår en vis samhørighed..afbrydes denne samhørighed vil der uværgeligt opstå en eller anden form for sorg, i en eller anden grad. Nogen overdriver måske den sorg, fordi de har meget nære relationer, det er vel individuelt og afhængig af mange ting.
Jeg har nu aldrig oplevet at nogen har sidestillet et barns død med et kæledyrs!
Ensomme mennesker vil naturligvis have tættere relationer til deres kæledyr end andre, det opfatter jeg ikke som mangel på sociale kompetencer Ensomme mennesker mangler nødvendigvis ikke sociale kompetencer.
Mvh. sjoveren,,,nu med pels 😮

de søde....

Jeg er selvfølgelig klar over at sol debatten har en betydning for mange, jeg har selv været på sol debatten i en del år, men de har altid været debatter og ikke erstatning for omgang med mennesker.
I løbet af mit liv har jeg oplevet mange gange, at folk knytter sig så stærkt til sol debaten, at når debatten dør (naturligt eller ved ulykke) sidestilles det på det nærmeste med at miste sit barn.
Det finder jeg højest unaturligt og betænkeligt, da der er tale om en debat som normalt har et betydeligt kortere liv end mennesker.
Jeg forstår godt, at ældre mennesker der lever alene er glad for sol debatten, men at folks verden falder sammen hvis debatten dør en naturlig død eller bliver dræbt i f.eks. trafikken, fatter jeg ikke.
Er sol debatten blevet en erstatning for sociale relationer med mennesker❓
Er det manglende sociale færdigheder der gør at folk på det nærmeste betragter debatten her som en livslang partner❓
Er det ok at mange mennesker gør alt for at deres debat skal have forlænget livet, i mange tilfælde lider debatten for at kunne opfylde menneskers egoistiske behov, der skeles ikke til om debatten har nået en alder hvor det naturligt ville gå afsides for at lægge sig til at dø.
Det er som om, folk vil menneskeliggøre debatten, det finder jeg dybt betænkeligt.
😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉😉
😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃😃

jeg kan være ligeglad og er det sådan set også.
At dyr gør mennesker lykkelige er ikke forkert, det jeg finder betænkelig er, at mange mennesker er så stærkt knyttede til deres dyr, at det grænser til menneskeliggørelse af dyret og dermed bliver "sorgen" så meget større når dyret dør.

....bud er, at ja - nogle har kæledyr som erstatning for menneskelige sociale relationer.
Jeg er på ingen måde tilhænger af, at menneskeliggøre dyr, eller forlænge deres evt. pinsler hvis de bliver syge, bare fordi ejeren ikke kan/vil lade dyret få fred, men jeg kan godt forstår, at nogle bliver rigtig ked af det, når så kæledyret dør.
De har formentlig haft dyret i rigtig mange år, og man knytter sig - måske "ufrivilligt" - til sit kæledyr, og dermed opnår det en vis form for "familiemedlem status".
Jeg er vokset op med en far som var jæger, og derfor har vi altid haft hund i mit barndomshjem - jagthunde - som jo er/var brugshunde. Men de var også en del af familien, men helt klar primært fars tøs og de var altid med far.
Min far var selvstændig i mange årtier, og hun var med på arbejde. Enten lå hun i sin kurv ude bag butikken, eller også lå hun ude bag i bilen og var altid med far, når han kørte ud. Hun var også med ude hos private når vi besøgte familie og venner, men kun der hvor min far på forhånd vidste, at hunden var velkommen.
Den dag hans sidste jagthund døde lagde han riflen på hylden og sagde, at han aldrig ville have hund igen, for hver gang de blev aflivet gjorde det ondt helt ind i hjertet på ham, og han var rigtig ked af det længe efter og savnede sin hund.
Jeg tror han har haft ca. 4 hunde (tæver) over 25-30 år, som alle har været jagthunde/brugshunde.
Det er mange år siden min far sidst havde hund, men han indrømmer at han stadig kan savne - især den sidste tæve - selvom det er ca. 20 år siden hun blev aflivet, og den dag han dør, skal han op til Diana og forenes med alle sine hunde 🙂
Jeg tror nu ikke der er mange der opfatter sit kæledyr som en decideret livslang partner, men helt klart som et "familiemedlem" som passes og plejes efter alle kunstens regler - og for nogens vedkommende også over grænsen af, hvad jeg synes er acceptabelt.
F.eks. synes jeg det er ulækkert, når dyr slikker mennesker i ansigtet, og ejeren skal kysse sin hund, kat eller guldfisk! Det er sgu ulækkert.
De slikker sig selv bagi....😕
Jeg synes også det er groteskt at slæbe rundt på en hund i en taske. Den har da fået 4 ben at gå på, og med mindre de er brækket, kan jeg ærlig talt ikke se, hvorfor hunden ikke skal gå selv!?
Og når jeg ser hunde og katte med tøj på, får jeg næsten ondt i maven.
Hvad er det for en idé - at klæde dyr på/ud? DE HAR PELS PÅ FOR H.....!
Men det værste er nok, når kæledyrsejere ikke lader deres kæledyr aflive og få fred, men forlænger evt. pinsler/smerter hos dyret, udelukkende fordi ejeren ikke kan/vil af med sit kæledyr.
Og når dyr bliver forkert fodret, og ender med at bliver svært overvægtige, fordi de bliver stopfodret med småkager og andet, som især hunde og katte, slet ikke kan tåle. Dyr får jo bl.a. hjerte- karsygdomme ligesom mennesker, hvis de bliver overvægtige.
Og så er der så lige den modsatte kategori af dyreejere, som selv er vegetarere/veganer, og som har en forskruet holdning til, at så skal deres kæledyr også være det - til trods for at både hunde og katte er rovdyr og udelukkende lever af kød i naturen! Go´daw mand økseskaft 🙁

at der er noget galt i øverste etage, hvis man ikke sørger dybt over at ens kæledyr dør, det er og bliver et dyr som af naturlige grunde ikke kan leve så længe som mennesker, hvis da ikke man holder papegøjer eller elefanter.
Jeg har kørt en del hunde og katte til aflivning, de fleste på grund af alder og sygdom og at se hvordan voksne mennesker opfører sig i den situation er faktisk skræmmende, de ter sig som om de har mistet et barn og uanset hvad, så er det ikke naturligt, de har helt overset at en hund/kat IKKE har et langt liv, dyr lever intens i den tid der er afsat til dem, kun hvis mennesket bruger alverdens teknik og kunnen kan dyr leve længere end naturen har afsat til dem og der er det jeg står af, der tages overhovedet ingen hensyn til om dyret lider ved livsforlængende behandling, der tages kun hensyn til ejerens egoistiske ønske om at holde liv i et dyr som under naturlige forhold ville dø.

jeg har da "elsket" mine hunde, men de var dyr ikke mennesker, de kunne ikke erstatte omgang med andre mennesker, som kæledyr gør for mange i dag.

Jeg kan ikke se forskellen på kæledyr og brugsdyr, begge kategorier skal man behandle som levende individer, begge kategorier skal man behandle godt når man holder dem i fangenskab.
Ja der opstår samhørighed med et kæledyr, men sq da ikke som var dyret et menneske, eller er jeg bare kold i rumpen overfor dyr ?
Når/hvis jeg holder dyr i fangenskab, behandler jeg dyret med respekt, sørger for at dyret ikke lider overlast og at dyret får dets naturlige behov opfyldt.
F.eks. en hund er for mig et dejligt dyr, jeg kunne da aldrig gøre min hund ondt, men jeg har hele tiden i baghovedet at en hund skal herfra en dag og sikkert før jeg skal herfra og derfor kommer jeg aldrig til at sørge over tabet af mit kæledyr, det er en naturlig følge af livet, at man skal dø og det gælder især med dyr.
At du aldrig har set folk nærmest gå i opløsning på grund af et dyrs død er så dit held, jeg har set det mange gange, ældre der helt har helliget deres liv til en hund kan finde på at lukke helt af overfor mennesker fordi hunden dør og der er det jeg mener det er betænkelig.

I en anden tråd er vi vildt uenige, men dit indlæg kan jeg kun tilslutte mig.
At din far savner sin hund er ikke det jeg lagde op til, det vil være naturligt for alle der mister et kæledyr/brugsdyr som bliver "familiemedlem"
Jeg vil ikke gentage mig selv, i et tidligere indlæg i denne tråd har jeg skrevet hvorfor jeg startede denne tråd.
Selvfølgelig bliver man da lidt trist til mode når livet ebber ud hos et dyr man holder af, men folk VIL bare ikke indse, at et dyr ikke lever så længe som et menneske.
Din far og sikkert resten af familien har sikkert heller ikke betragtet hundene som mennesker og dermed følt at når enden kommer for hundene så er det lig med at miste et barn eller en forælder.

Jeg holder ikke selv kæledyr nu, da jeg ikke har den fornødne tid til at tage mig forsvarlig af et dyr, derfor undlader jeg det, jeg vil gerne have en hund nu hvor jeg flytter i et hus hvor der er plads nok, haven er stor nok til at lave en koloenorm løbegård til hunden, MEN, jeg betragter det som ren dyremishandling at have en hund hvis ikke man har den fornødne tid til at tage sig af det og at holde hund der skal være alene 12-15 timer i døgnet og i en hundegård er ikke noget jeg bifalder, enten er hunden mit kæledyr som bor i min bolig eller også har jeg ingen hund, hvor gerne jeg end vil have en.

nogle adrette mennesker du kender.
citat "F.eks. synes jeg det er ulækkert, når dyr slikker mennesker i ansigtet, og ejeren skal kysse sin hund, kat eller guldfisk! Det er sgu ulækkert. De slikker sig selv bagi...." citat slut.
Det har jeg aldrig set et menneske der kunne 😃😃😃😃
Ahr, jeg ved godt du mener dyrene. Kom bare til at grine...

....fuldstændig enig!
Man skal have tid til sit kæledyr, og vide hvad lige præcis ens kæledyr har brug for i det daglige, så man ikke fejlkøber en specifik hunderace eller lign.
Nej min fars hunde var hans, og hans brugshunde. De var også "familiemedlemmer", men blev aldrig behandlet som var de mennesker.
De var hunde/rovdyr. De havde deres kurv at sove i - og kom f.eks. aldrig op i sengen eller sofaer.
Og selvom alle i familien var ked af det da de blev aflivet, var der ingen af os der tænkte: Det er som at miste et barn. Overhovedet ikke.
At miste et barn må være det absolut værste forældre kan opleve - så det kan jeg slet ikke forstå nogle kan sidestille med, at miste et kæledyr.
Selv har jeg 3 katte - 2 langhårs katte - og de kræver en del pelspleje, men hvis man ikke har tiden, lysten eller know how omkring at passe katte og yde pelspleje, så skal man ikke have kat - i hvert fald ikke langhårskatte.

Ja det kan jeg da godt se nu 😃

at lige netop du opretter en tråd om andre menneskers "unaturlige og betænkelige" følelser efter din tråd omkring manglende lyst/trang til sex.
Det virker på mig som om, at alt hvad du, i egne øjne, føler og tænker er naturligt og normalt, hvorimod vi andre består af mere eller mindre udprægede mærkværdigheder.
Ligesom når du i din egen tråd roser diverse debattører for en god og sober tone, hvorefter du deltager i en anden tråd og rask væk bruger øgenavne overfor en enkelt debattør der tillader sig at have en anden mening end din.
Dobbeltmoral, tjaaa.
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=161&posting=2033220

...jo mere holder jeg af dyr

Øgenavne ?? det var nu kun brugt fordi jeg ikke lige havde hendes nick i synsfeltet og det er da under ingen omstændigheder et skældsord 😉

I forhold til menneskers relationer til kæledyr har jeg nok en mere naturlig holdning end mange andre, ikke et ord om følelser i den forbindelse, hvis der kommer fælelser ind i "forholdet" til kæledyr er man, i min verden, helt afsporet

har du specialiseret dig i 😃at finde komiske sætninger ?
Den der var faktisk rigtig fin hvis man har din humor 😃

Hvis du ikke føler andet for dit dyr, end at det jo bare er et dyr, så synes jeg da godt nok du er lidt mærkelig. Jeg knytter mig ligeså meget til mine dyr som jeg gør til min familie, og hvis min kat døde ville det da føles som at miste et barn for mig.
Dyr betyder mere for mig end mennesker gør generelt. Jeg har oplevet mange egoistiske, selvglade mennesker. Jeg synes dyr er lige omvendte. Jeg ved da ikke hvad jeg skulle gøre uden min kat. Jeg ville da blive enormt ked af det hvis han døde. Nu er han heller ikke så gammel, og når han bliver det ved jeg da godt det kun er naturligt han dør. Jeg har haft mange dyr, og ved godt de dør på et tidspunkt. Du føler måske ikke så meget når dine forældre eller bedsteforældre dør, for nu var de jo alligevel gamle, så du kan jo ikke forvente de lever meget længere? Det er da en skør holdning at have. Det at en man kender, dyr eller menneske, er gammel, gør da ikke man bliver mindre ked af det når vedkommende dør, selvom det selvfølgelig er forventeligt.
Desuden skriver du også at man må forvente dyret ikke lever så længe, men du skriver også samtidig om at det dør i en ulykke. Det er da så vidt jeg ved ikke at dø naturligt.
Hvor er de mennesker henne der forsøger at forlænge et i forvejen gammelt dyrs liv? Jeg synes ikke lige jeg er stødt ind i nogen fornyligt. Hvad når folk får et alt for tidligt født barn, og der absolut skal holdes liv i det, selvom det bliver hjerneskadet og jeg ved ikke hvad. Er det mere rigtigt? Eller gamle mennesker der ligger lammet og hjernedøde men bare SKAL holdes kunstigt i live, og ikke engang ønsker det selv? Jeg synes det hele er forkert, men nu kender jeg som sagt ikke nogen der for alt i verden vil holde et dyr i live. Tværtimod synes jeg tit folk virker som dig når de skal af med et dyr - mere eller mindre ligeglade. Hvis ikke jeg følte noget særligt for mine dyr, kan jeg da ikke se hvad jeg skulle med dem.
Stort set alt hvad folk gør, gør de jo af egoistiske årsager. Det er da også af egoistsike årsager folk får et barn. Det er da fordi DE gerne vil have et barn, ikke fordi de tænker det gerne vil have dem. Men hvis barnet, eller dyret, får et godt liv, er det vel også ligemeget.
Dyr kan ikke erstatte mennesker nej, men mennesker kan heller ikke erstatte dyr. De to ting har ikke nørvendigvis noget med hinanden at gøre. Hvorfor sidder du ved computeren når du bare kan gå ud i den virkelige verden og møde folk der? Mangler du sociale færdigheder?
Jeg kan ikke se at det at have et godt forhold til sit dyr, er at menneskeliggøre det. Tværtimod. Jeg kan li' dyr fordi de er dyr og ikke noget andet.

Hvad i alverden skal du så med en hund? Hvis du ingen følelser har for den? Det er sguda besynderligt.
Det er jo bare din mening, det betyder ikke det andre mener er forkert, og det du mener er rigtigt. Hvorfor er det forkert at have følelser for sit dyr? Hvad i det er forkert? Hvor er det det gør skade?
Jeg oplever folk får et bedre liv med dyr, inklusiv mig selv. Jeg er meget glad for mine dyr, og elsker dem over alt i verden. Hvorfor er det forkert?
Synes du da folk der elsker deres dyr er mærkelige, og har et forkert forhold til mennesker? Det er i hvert fald ikke det jeg oplever, tværtimod. Folk der har følelser for dyr, oplever jeg er meget gladere og venligere end andre generelt.

Det lyder da også virkelig som om du har elsket dine hunde! Det jeg synes er mærkeligt er at have dyr, som man ikke elsker. Tænk også på hvordan dyret har det. Det har da også brug for at vide det er elsket, det er da tydeligt at mærke. Jeg synes folk der ikke føler så meget for dyr, virker mærkelige og kolde.
De mennesker jeg kender erstatter ikke omgang med mennesker, med deres dyr. Men hvis de gjorde.......... Hvad så?
Og som sagt. Mennesker kan heller ikke erstatte dyr. De to ting hænger ikke sammen. Hvad skulle erstatte min kat? En tur i byen? Besøg hos naboen? Hvad i alverden har det nu med en kat at gøre?
Hvorfor har du hund, når nu den ikke kan erstatte mennesker? Kom dog af med den, og få nogen flere venner.

Så du synes altså at hvis dyret bliver gammelt, som fx en papegøje, så er det så i orden man bliver ked af det? Ja det er sikkert også det du tænker på.
Så hvis en kat bliver kørt over som to-årig må du godt græde.
Hvis den dør som tyve-årig skal du være ligeglad.
Hvis papegøjen kun bliver fem år er det i orden du bliver ked af det.
Hvis du fik papegøjen da den var 60 år og den dør tyve år efter må du heller ikke være ked af det?
Så du har altså sat dit eget regelsæt op omkring det? Det er jo ganske smart! Så ved man hvornår man skal blive ked af det, og hvornår det ikke er nødvendigt.

Vi holder jo også mennesker i live der burde være døde for længe siden, der er ikke mange over 70 der ikke er på en eller anden form for medicin, så menneskets høje levelalder er også holdt kunstigt oppe.
Jeg har ikke selv hund, da tiden ikke er til det pt. (skal snart være far), men vil meget gerne have een om 2-3 år. Jeg forstår godt man kan knytte sig meget til en hund. Det er et intelligent dyr, meget socialt anlagt. Det set i modsætning til fx marsvin eller undulater.
Jeg tror netop det, at nogle mennesker lider meget når deres kæledyr dør, viser at de netop er mere socialt engagerede end den, der bare er "ligeglad".
Desuden forstår jeg ikke den snak om menneskeliggørelse af hunden... Vi er som hunden et dyr, for mig kan min hund jo være mere end et menneske jeg ikke kender. Ok jeg er biolog så måske jeg ser anderledes på det, men al den snak om dyr og mennesker er religiøs betonet. Vi ER dyr.