For fanden, stakkels mand

Jeg er VIRKELIG træt af mig selv nu.
Jeg har længe haft et crush på en mand der er 20 år ældre end mig. Det var i den grad gengældt og det var svært at holde fingrene fra hinanden. Men jeg var slet ikke parat til, at springe ud i det, så jeg holdt mig pænt i skindet og sagde det til ham. Han var sød og forstående overfor mig.
Alligevel endte det galt. Jeg lod sommerens sødme tage over og lod mig indhylle i forelskelsen i ham. Vi endte sammen nogle gange og det var fantastisk. Jeg sagde til ham, at det var et ret stort skridt for mig at tage og jeg vidste stadig ikke om jeg var helt klar. Så hvis han ville smide mig på porten, kunne jeg sagtens forstå det.
Men han blev ved med at sige, at han bare var glad for, at kende mig, at han elsker mit selskab og at han godt ved, at det er svært at skulle være den yngste i den situation.
Han var helt forstående overfor det hele. Og jeg ser bare måbende til. Sikken tålmodig mand.
Jeg kæmpede for at blive klar til ham, men min mavefornemmelse blev ved med, at sige nej. Og det blev kraftigere og kraftigere og til sidst var jeg nødt til, at sige til manden, at jeg var nødt til, at bakke ud. Jeg prøvede at blive klar, men fik bare paniktilstande hele tiden.
Han var komplet forstående igen og sagde, at jeg ikke skulle være så hård ved mig selv, at det var helt normalt og at han bare var glad for, at jeg er i hans liv. WHAT? Jeg forstår ikke, at han ikke har smidt mig på porten for længst og sagt, "nu tager du dig sammen, unge dame. Hvad vil du".
Men det gjorde han altså ikke. Han er bare glad for, at kende mig. (han er verdens mest tålmodige menneske. Det må han jo være)
Jeg ved ikke, om der er nogle der har oplevet det her før, men det er VIRKELIG en spøjs fornemmelse, at være virkelig vild med en person, som man ikke er klar til. Og når man så endelig tror man er det, så går man fuldstændig i panik. Noget som jeg ellers ALDRIG gør. Jeg er et meget roligt og velafbalanceret menneske ellers. Men ikke lige her.
Og mere underligt er, at selvom jeg er vild med ham, så giver det mig temmelig meget ro, at jeg har taget beslutningen om, at vi kun kan være venner. (og det kan vi for så vidt godt, da vi interesserer os, for næsten alle de samme ting og går meget ud)
Det er første gang, at jeg er ude i det her. Jeg har aldrig været i nærheden af det her nogensinde og jeg er så meget en hund i et spil kegler.
Og jeg er bare så ked af, at jeg har måtte gøre det mod ham.
Er der nogen herinde, der har nogle erfaringer/oplevelser de vil dele med mig? Det plejer at hjælpe. Måske til at få mig lidt op i humør.

Du prøvede, du viste at du er vild med ham, men du var bare ikke parat. Sådan kan det desværre gå. Du havde ingen onde intentioner, det lyder som om, du hele tiden prøver at passe på hans følelser.
Tror det er en god idé, at vende blikket indad og mærke hvad du selv er klar til.
Som du netop har gjort.

Jeg var heller ikke blevet sur på dig. Næsten tværtimod. Du lyder sød og samvittighedsfuld. Jeg ville sagtens kunne forstå, at en 20 årig yngre kvinde, ikke kunne overskue, at springe ud, i et forhold med mig f.eks.

Du er ok. Kan i få det til at fungere som venner, kan i ligefrem drage fordele af det, fordi han er det ældre🙂

det er altså lidt noget andet, at skulle forholde sig til en der er 20 år ældre. Han har sikkert børn, har ældre venner og alt det der. Og så skal han præsenteres for dine yngre venner, din familie osv.
Jeg har selv stået i det, jeg ved hvordan det er. Også dér var min meget forstående.
Det ER sgu noget andet, end at falde for en jævnaldrende, uanset hvordan man ender og drejer det.
Vi endte dog med, at have det super hyggeligt bare som kollegaer og har masser af kontakt i dag, uden der er mere i det. Jeg kan anbefale aldersforskellen på den konto. Jeg har fået vildt meget ud af vores venskab.
Men altså, no hard feelings. Som Martin sagde, du ville gerne og prøvede og det var du så bare ikke parat til. Det kan man ikke altid vide, selvom det havde været smart🙂

Lige den situation kan være ret forvirrende og vanskelig at tage stilling til.
Godt han er sød og fornuftig ham du har fundet🙂 Det lyder som om, han nok skal passe godt på dig, lige meget hvad i beslutter jeg for i sidste ende!

Jeg forstår det ikke helt.
Jeg kan forstå det hvis du er 20 og han er 40, men hvis du er 28 som din profil antyder, så er vi vel så langt i 2010 at det ikke er det største problem❓de fleste har rendt de værste horn af sig og er ligeglade med omgivelserne når de er 28.
Hvad er det du siger du ikke er "klar" til❓hvad er det du panikker over❓hvis du ikke kan konkretisere det så hvad er det for tanker der går igennem dit hoved ?
Og hvad er det der tiltrækker dig ved ham❓er det ham som person, eller kunne det være noget materielt ( tag det ikke ilde op, kunne være en del af en problemstilling som jeg kender ).
Det er normalt sådan at hvis man er forelsket/tiltrukket, så panikker man ikke, så måske er du tiltrukket af nogle andre ting end lige ham, og det kunne jo være nogle materielle rammer hvor alt virker "perfekt", men der mangler lige den der rigtige gnist som gør man kaster sig hovedkuls ud i det.
Måske drejer det sig om at han netop er som han er, tålmodig og forstående, og du måske ikke helt kan administrere frie tøjler❓at du måske helst så at han satte stolen for døren og satte sig i karakter ?

at jeg er barnlig og umoden🙂 Men det er jeg måske. Jeg er det ikke på andre områder, men lige der går det åbenbart galt.
Jeg er ikke ude efter det materielle. Jeg er ikke materielt eller pengemæssigt fokuseret. Det kunne ikke interessere mig mindre, for at være ærlig.
Jeg ervirkelig vild med ham, jeg har det dejligt i hans selskab og synes han har en spændende personlighed🙂

Jeg ved ikke hvad det er jeg panikker over. Min mavefornemmelse siger bare no go. I don´t really know why.

og slet ikke med ham.
Jeg er måske bare barnlig, men det føler jeg alligevel ikke, at jeg er.
Jeg ved ikke hvad der er i vejen, men jeg er glad for, at du som ældre mand, faktisk forstår, at det kan være et svært skridt.
Phew, what to do

du er da ikke barnlig og umoden - eller det tror jeg i hvert fald ikke... ;o)
Et er at være forelsket i et menneske. Noget andet er at skide højt og flot på, at han er 20 år ældre. Det kunne jeg heller ikke gøre. Det tror jeg faktisk, man nemmere kan gøre, når man er 20, for så ved man, at det nok ikke bliver et seriøst forhold. Når man er 28, må det derimod godt være lidt seriøst...

at en mand som er hele tyve år ældre end en mø ALTID er interesseret....du er usikker og slet ikke parat til ham,derfor tænker og føler du som du gør,hvorpå han syntes det er vidunderligt med så meget yngre model og der vil altid være plads til en ny i køen.Derfor har han ikke smidt dig på porten.Vågn op og lad være med at være så blåøjet....

er tyve år ældre,er altid forstående og har meget tålmodighed! Hold kæft hvor er piger naive.....

det skal du ikke opfatte mit indlæg som, jeg spørger ind til det.
Jeg ved da ikke om man nødvendigvis er umoden fordi man springer fra noget hvor man får det hele serveret på et sølvfad, det er vel meget normalt for mange mennesker at der helst skal være noget at kæmpe for, for at holde os til ilden.
Det materielle kunne være en årsag, men godt det ikke er det.
Men du må grave lidt dybere, det er jo ikke bare en fysisk reaktion der er tale om, selvfølgelig har du nogle tanker som popper ind i dit hoved når du nu får din tvivl - hvad er det for tanker du har der gør at du tvivler på at springe ud i det ?
Hvis man er vild med en person, så kan der være omstændigheder som gør at man ikke tager det fulde skridt, men hvis det er ægte, så plejer hjertet altså at tage over fra hjernen.
Måske er han slet ikke partnermateriale for dig, måske er han for dig bare en flink mand som du godt kan lide at være sammen med (selskab), men han tænder dig i bund og grund ikke ?

om kun 2 år skal han på viagra, og hvis du stadig vil ham, må du også tage en yngre elsker.

mener jeg at du måske din fornuft siger dig at du har fundet den helt rette mand der opfylder alle de forestillinger du havde for hvordan en mand skulle være og hvad han skulle gøre, de perfekte rammer, alle de ting du har sukket efter.
Men du sidder med en tom fornemmelse fordi hjertet slet ikke er ramt, men du har mødt alle de egenskaber som du troede var det optimale, men så fundet udaf, men ikke indset endnu, at det ikke er hvad det drejer sig om alligevel i sidste ende.
Det er et bud...

med en som er ældre end en end 20 dårlige med en jævnaldrene.
Misforstå mig ikke.
Jeg siger kun dette, fordi man oftest hører: Jamen, når du er i din bedste alder, så er han gammel.
Dette er da sandt, men holder man af hinanden, tager man det med også.
Vi ligger under for fordomme omkring alder og vi er måske vores egen hårdeste dommer.
Jeg har selv haft et forhold til en mand som var noget ældre end mig. Han er død nu, men de år, jeg fik sammen med ham, er jeg meget taknemmelig for. Jeg ville ikke have været foruden.
Han var en utrolig dejlig mand og også meget tålmodig som din er. Vi havde så meget tilfælles og mange ting at snakke om.
Det, som kan være problemet med at have forhold til en, som er det meget ældre end en selv er børn.
Hvis du har ønske om at få børn, så er du skal gøre dig dine overvejelser.
Jeg ved ikke om det er det, du også har i dine overvejelser.
Jeg er ikke helt klar over hvad din mavefornemmelse går ud på, om du er bange for folks reaktioner og fordomme?
Men der er jo heller ikke noget i vejen med bare at være venner og stadig at kunne snakke sammen.
Og din dålige samvittighed overfor ham, gem den af vejen. Du kan ikke bruge den til så meget.
Jeg er sikker på at han bare er taknemmelig for den tid I har haft sammen 🙂

mere end nogen anden mand nogensinde har gjort🙂
Hjertet er også lige ved at tage over og gjorde det jo også i en kortere periode.
Måske er det dét, som en anden foreslår, at jeg tænker over fremtiden. Jeg vil gerne have børn og han har fået dem han skulle have. Når jeg er 60, så er han 80 osv.
Jg tror det er meget eksistentielle ting der er inde over.
Godt du spurgte ind til det, for selvfølgelig er det ikke bare en fysisk reaktion alene. Den komme kun, fordi mit hoved vil fortælle mig noget, som jeg ikke har villet lytte til.
Eller måske troede jeg at det ikke var noget særligt. Who knows.
Åh, meget besværligt.
Tak for dine gode indlæg🙂

, men det er ikke alle. Det har jeg været vidne til🙂

Men han lægger jo heller ikke skjul på, at han føler sig som verdens heldigste mand. At han i en alder af 48 år, er i stand til, at nå ned og ramme en meget yngre kvindes hjerte. Han siger netop, at han er glad for alle de stunder han kan få med mig.
Men før det her skete, der har vi haft det rigtig sjovt sammen. Vi har ikke tilbragt meget tid sammen, men når vi har, så har vi haft det virkelig sjovt. Så jeg ved, at han også kan lide mig som person.

det kan jeg ikke. Selvom jeg er virkelig vild med ham. Det er dét som får mig til at panikke. Fordi, som jeg nåede frem til i et andet indlæg, at der er jo de helt eksistentielle ting som børn og at han f.eks er 80 når jeg er 60.
Jeg ved godt det måske lyder plat, at tænke over sådan noget nu allerede, men hvis det allerede generer mig så meget nu, så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at det kommer til at forfølge mig, hvis jeg fortsætter relationen med ham.
Tak fordi du forstod mig🙂

Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan bruge den dårlige samvittighed til noget. Jeg ville ham jo gerne og forsøgte, men jeg var åbenbart stadig ikke parat.
Altså, jeg er jo ikke så vild med folks fordomme, men det er barrierer jeg ville være villig til at bryde. Også fordi jeg ved, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før folk havde vænnet sig til det.
Det er mere det helt eksistentielle, som jeg åbenbart ikke kan forlige mig helt med. Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg allerede har mistet alt for mange folk i en for tidlig alder, at jeg ikke kan overskue, at skulle slå mig sammen med en, der er så meget ældre, og som jeg jo nok også mister noget tid før mig. Og så er der jo det evige spørgsmål om børn. Jeg er nok ikke parat til, at opgive tanken om at få børn. Han har fået dem han skal have, men jeg har ingen. Fandens til biologiske ur!

Tak for dit søde indlæg, det hjalp🙂

Det kan godt være en stor ting, at skulle springe ud i.
Jeg kunne ikke selv, hvis det var mig. Og jeg har ellers haft tilbuddet. Et virkelig godt et.
Men måtte takke nej. I dag er vi meget tætte venner, men kan se at som forelskelsen har lagt sig, var det den rette beslutning jeg tog. Jeg lyttede til min mavefornemmelse og den tager nu sjældent fejl.

Dejligt at du har fundet en, der er så sød og tålmodig dog🙂

Der er mange der ikke kan sætte sig ind i, hvor svært det kan være, at tage den beslutning, at binde sig til én, som er så meget ældre. Når man er forelsket, så vil man jo gerne, men hvis man er et sted i sit liv, hvor konsekvenserne bliver for store af, at sige ja til den udkårne, så kan det give en masse tumult.
Hvad end i ender med at blive, så skal du passe på dig selv. Du skal sørge for, at du ikke kaster dig ud i noget, som du ikke er tryg ved. Måske er du bare nødt til, at have mere tid. Måske ender i så med, at blive kærester og måske ender i bare med, at blive venner, for det kan du bedst overskue. Men så længe der er noget, du er urolig over, så skal du ikke gøre det. For det kan ødelægge det for dig og måske for ham.
Det er en gave, at han er så sød og tålmodig med dig. Tag jer den i tid i skal bruge til, at finde ud af hvad i kan.
Jeg taler af erfaring.
Jeg håber du kan bruge det til noget.
Og det med dårlig samvittighed, det kan du ikke bruge til noget, som en anden skriver. Du ville jo gerne, men var ikke parat. Det kan være svært at kende sine egne grænser, når man står i en ny situation.
Pøj pøj med det og jeg håber, at han om ikke andet bliver en rigtig tæt ven til dig🙂

hvis du er 20 år (er du 20?) så kan jeg godt forstå dig. Hvis du er 28 (sarah28) så burde overvejelserne være lidt mindre.
som 20 årig kan jeg godt sætte mig ind i at der er mange tanker om sådan et forhold, da i uanset hvordan hjertet banker, er ret langt fra hinanden i livet på overfalden svinger i måske, men han har helt andre prioteringer og interesser i livet end en 20 årig pige.
Fra du er 20-25 år vil du ændre dig radikalt, der er livet en oplevelse og en ride, fra han er 40-45 vil der ikke ske særlig meget, han vil næsten ikke opleve der går 5 år, hvor du på de 5 år højst sandsynlig har ændret personlighed og preferæncer og hvad har vi.
Så jeg kan godt sætte mig ind i det er meget svært hvis du er 20.
Man kan jo sige at hvis dine bekymringer ikke går på omgangskreds og folks reaktioner fra hans omgangskreds side og din omgangskreds og folk omkring jer, så kan du gøre det mindre kompliceret for dig selv ved simpelthen bare at tage en dag af gangen, der er jo ingen der siger du skal tage en beslutning for livet, fra hans side af er det muligvis en større beslutning da han jo efter ikke særlig længe nok forventer noget seriøst.
Men kan man sætte sig udover hvordan omverdenen tænker❓jeg ved det ikke, jeg blev forelsket i en 18 årig pige da jeg var 30, og det var nok noget af det sværeste jeg har været igennem da jeg personligt ikke kunne acceptere aldersforskellen og valgte ikke at springe ud i det selvom jeg var dybt forelsket, men det var både udfra hvad andre ville tænke, men også fordi jeg godt vidste vi var 2 forskellige steder i livet.

Jeg er 28 år.
Jeg ved godt, at det i teorien siges, at man burde være afklaret i den alder, med hvad man vil.
Men jeg tror lidt det er en romantisk forestilling mange har. Det er virkelig meget lettere sagt end gjort.
Jeg er vild med manden, men der er bare noget der ikke er som det skal være og så må jeg må bare acceptere, at jeg ikke er så klar, som jeg troede jeg var. Jeg skal se ham på tirsdag og så må vi simpelthen blive enige om, at vi må stoppe det her, for ingen af os er tjent med, at jeg er forvirret og nervøs.
Måske finder jeg først rigtigt ud af hvad der er galt om nogle måneder eller måske et år. Men noget inden i mig siger stop og det har jeg besluttet mig for, at lytte efter.
Ved godt det lyder underligt, men min mavefornemmelse plejer ikke at tage fejl.
Jeg kan godt forestille mig, at det må have været vildt svært for dig, at have været forelsket i en på 18, når du selv har været 30. Der kan jeg forestille mig, at du i dén grad har været offer for fordomme? Det må have været så hårdt.

Det er nogle gode indlæg du skriver til mig, det har været rart at læse for mig. Jeg kan godt lide, når folk ikke er bange for, at prøve at skære lidt ind til benet🙂

Jeg har det på samme måde. Min siger altså også fra og det må jeg lytte til.
Måske hvis vi begge er singler om et halvt år eller et år, kan det måske pludselig synes helt perfekt at finde sammen. Men nu er der altså bare noget der strider imod.
Det er synd, for han er en fantastisk mand. Men som sagt, han er meget tålmodig og forstående, så vi kan nok holde kontakten på mere venneagtigt plan🙂

TAK🙂

med alder mente jeg primært problematikken om hvor man er i livet, altså at der er mindre forskel på 30 og 40 end der er på 20 og 30.
Om man automatisk skal være mere afklaret som 28 årig eller ældre tror jeg såmænd ikke.
Men jeg tror du tager den rigtige beslutning, en mavefornemmelse for det fleste betyder oftest at der ligger den rigtige beslutning, og som du skriver så ved du det måske først om et stykke tid hvad den mavefornemmelse repræsenterer.
Og det at du trækker en streg i sandet gør jo også at du måske først for alvor kan tage stilling til hvor du står omkring det forhold, lige nu er du jo i et vadested hvor du både har det og ikke har det. Så jeg tror du tager den rette beslutning.
Ja det var et helvede at blive forelsket i en 18 årig pige, jeg var nu ikke offer for andre fordomme end mine egne, det blev ikke offentligt så at sige, jeg bed det i mig og med tiden kom jeg heldigvis videre.

at du ikke skal nøjes med en yngre primitiv fyr.

Jeg forkæler ham meget og er meget sød ved ham....men den kortsluttede altså lige ved den med parforhold. Det kan jo desværre ske, selvom det ikke var min intention.
Det er ikke let med de ustyrlige følelser.
Jeg synes ikke alle yngre mænd er primitive, overhovedet. Der er masser af interessante fyre. Men nu faldt jeg altså for ham her, den noget ældre model.

Nå, jeg sagde det til ham. At jeg troede at jeg var klar, men at jeg åbenbart ikke var det alligevel. Så nu er det bedst, at vi bare er venner, så vi ikke skal ræse rundt i følelsesregistret hele tiden. Eller rettere, det er mig der gør det.
Han sagde, at han selvfølgelig var beæret over, at en der er så meget yngre, er interesseret i ham, bl.a derfor al den tålmodighed. Men han elsker min personlighed og hvis vi bare kan være venner, så han fortsat kan se mig, så er han glad.
Han er godt nok sød🙂
Og det føles helt rart og afslappet og dejligt bare at være venner. Måske viser det sig, at vi(jeg) bliver klar senere.
Tak for alle jeres søde indlæg