sindsyg af sorg

nu er det 5 måneder siden min mor døde af et langt turbulent sygdomsforløb - kræft.
Der er nu timer og dage, hvor jeg godt kan holde ud at snakke og tænke påmin mor, hvor jeg mindes de gode stunder vi havde sammen.....jeg var meget tilknyttet min mor, hun var ligesommit sikkerhedsnet i mit liv...hende der holdt familien sammen, hende der var så vellidt af alle, hende der var så forstående og omsorgsfuld....
Nogle gange føler jeg, at jeg er ved at blive sindsyg af sorg over at have mistet min mor - det er fuldt ud gået op for mig, at jeg aldrig nogensinde kommer til at se, høre og mærke min mor mere og det gør mig dybt dybt ked af det, så meget, at jeg føler mig sindsyg - det er svært at forklare, da jeg aldrig har haft så stærke følelser nogensinde i mit liv...
Jeg stikker nogle gange af fra sorgen, da jeg ikke kan rumme den tunge sorg, men som dagene går, får jeg mereogmere uro i kroppen og så ved jeg det er på høje tid, at f.eks. at besøge kirkegården og få grædt og mindes...
Jeg skal om 14 dage starte hos en god psykolog, som jeg endelig har fundet igennem mange månders ´søgen. Jeg har dog været hos kræftens bekæmpelse og kom også til at snakke med en god psykolog, men hun blev langtidssygemeldt og jeg fik en anden psykolog, men hans terapiform kunne jeg ikke arbejde ind under...så jeg har i mere eller mindre grad gået rundt i 5 måneder i min egen osteklokke....
Det blev en længere historie... jeg håber psykologen kan få skovlen ind under mig...

Jeg kender godt den fornemmelse, jeg var lammet af sorg. Det eneste menneske der kunne huske mig som barn var forsvundet og dermed også en del af min historie, en del af den jeg er. Det er en lang process, men du vil få det bedre. Jeg savner stadig og nogle dage rigtig meget, jeg kan vågne ved at græde fordi jeg drømme om vedkomende -og så er savnet lige så stort som første dag. Jeg betragte det som en naturlig ting, at jeg savner så meget, netop fordi at jeg elskede så meget og idag er savnet til at bære og leve med. Det er bare vigtigt at du giver dig selv lov til at sørge og at du sørger på din måde.
Knus og alt det bedste
Helene

det er så usigelig svært og jeg forstår dig så inderligt, tag i mod al den hjælp du kan få og en rigtig god psykolog kan støtte dig, tal med dem der vil høre på dig få så meget ud som muligt, vi ved jo at man aldrig glemmer men vi skal lære at leve med det - tal også med din mor på kirkegården om hvad du føler læg blomster. Det er så sandt man tvivler af og til om man nogensinde får det bedre, der går lang tid og der er ingen dato på når du får det bedre men giv dig tid til at sørge stadig med god støtte,- efter en tid (vi ved ikke hvor længe) vil du tænke på alle de dejlige minder/oplevelser.
P.S har også mistet et højt elsket menneske.
P.S skriv dig også ud af det

For det første vil jeg bare fortælle dig at jeg forstår fuldt ud hvordan du har det.
At miste en man elsker er altid sørgeligt og hårdt.
Men jeg ved at du kan få din glæde tilbage. Jeg har selv været plaget af sorg førhen, men det var af nogle andre grunde. Alligevel ved jeg hvordan det er at have følelsen af sorg og ligegyldighed. Men i dag har jeg fået min glæde tilbage. Jeg kan sige 100 % ærligt at jeg er glad og elsket. Og jeg ved at du kan komme til at få det samme. Du må ikke miste håbet om din glæde og din frihed.
Jeg har ikke selv gået til psykolog, men jeg ved at det ikke kunne have hjulpet mig.
Hvis du ønsker at høre min historie eller vide hvordan du kan få den samme hjælp som jeg har fået, kan du skrive til min mail: winthergirl@sol.dk
Jeg vil meget gerne tale med dig og fortælle dig hvordan du kan blive sat fuldstændig fri fra din sorg.

Det er selvfølig et meget gammelt ordsprog, men jo ældre vi bliver mister vi flere og til sidst os selv, men det var ikke din mors ønske at du ikke skulle leve videre uden den altødelæggende sorg, det er iorden at sørge også i flere år, men på sigt må livet gå videre, tag på kirkegården så tit du har behov det hjælper virklig, man får ro i sindet og for dem der har givet os livet skylder vi dem at få det bedste ud af det selv om det kan være svært.

Det er vist på tide at nogen giver dig et lille skub. Når du har det allerværst så sæt dig ned og skriv et brev til din mor, fortæl hende om alle de følelser og tanker du har, det er rigtigt sundt at få det skrevet ned på papir, hvis du har behov for det kan du så bag efter gå op på kirkegårned og grave det lidt ned ved hende, det giver ofte en følelse af at nu har "jeg" sendt det til hende.
at miste sin mor er noget af det hårdeste man bliver udsat for i denne verden, din mor var meget syg og som en lille trøst kan jeg fortælle dig at hun nu er uden smerter, uden bekymringer og at det for de flest der er så syge af canser er en lettelse at "gå bort"
Så kære lille du græd når du har brug for det og giv dig selv lov til at tænke på alle de dejlige minder du har. Jeg lover dig at med tiden vil det blive bedre.

-   og et tab af én så nær, det være sig et barn, en søskende, en mage eller som du her sit ophav... – Jeg kunne skrive stople og .. – men nej...!! . – jeg vælger at give dig dette lille eksempel....
– Se det som at, falde af din cykel ekselpeltvis, hvor du slår dig ganske grusomt... – Sår heler, men sår og eller brud af denne dimention og størrelse vi her er inde på, tager tid.... – Måske en ringe trøst, lige nu hvor du er i forløbet, men de heles med tiden...
-   Den heling er når vi lærer at leve med tabet.... – Et brækket ben kan tage flere måneder at komme over og få genoptrænet evt... – Dette her er langt langt dybere sår i krop og sjæl... – Måske du lige der hvor du er i din tilstand og forløbet, vil synes det lyder kliche-agtigt..?? – Men der er noget om ordsproget... – ” Tiden læger alle sår...”
-   Jeg villle dog her også bare lige... - ønske dig det bedste på din vej... - frem i livet...
/Mummi

MENNESKER MED SAMME PROBLEMER www.findagrave.com lav en mindeside[l]