Forbrugeroplysning!

Velfærd er en Socialdemokratisk (rød) opfindelse som af bagvejen blev indført i kommunerne fordi de borgerlige partier i regeringen var indædt modstandere.Enhver er jo nu engang sig selv nærmest. Og nu vil begge fløje gøre krav på at de velfærdens fremmeste beskytter. Ærlig talt hvem virker mest troværdig, hvis vi ser i et ideologisk og historisk perspektiv? Den ligger lige til venstre(fløjs)benet.

velfærd og medarbejderpleje er det, der holder enhver virksomheds medarbejdere igang.
Det ved enhver virksomhed med succes, det ved enhver virksomhed der giver deres mellemledere ansvar og kompetence indenfor deres fagområder.
Derfor er sygefraværet indenfor det private arbejdsmarked lavt hvorimod det er alt for højt indenfor det offentlige.
De fleste politikere, især socialdemokrater, har ingen erfaring indenfor ledelse men blander sig alligevel. Dette giver usikkerhed for medarbejderne, ledere og mellemledere og medfølgende sygefravær bl.a. pga. stress.
Husk på at socialdemokraterne pr. tradition er lønmodtagere der ikke har erfaring med at overholde budgetter, hvorimod en virksomhedsejer går direkte på røven hvis der er røde tal på bundlinien, virksomhedsejeren kan ikke bare sætte skatterne op hvis han eller hun laver fejl.

Jeg er ikke enig med dig i, at offentlige virksomheder aldrig bliver gode til den vigtige personalepleje. Og heller ikke i, at virksomheder pr. natur er det. Jeg har set eksempler både i det private og i det offentlige på begge dele. Derudover skulle jeg også mene, at hvis nogen har blandet sig og kommet med kontrolforanstaltninger fremfor frihed til at drive det offentlige ordentligt, så er det VKO.
Men som nævnt i overskriften synes jeg dit indlæg lægger op til en anden vigtig pointe, som ofte overses fuldstændig:
Man kan ikke bare sammenligne offentlige virksomheder/institutioner med private. Hvor private udsættes for en direkte respons i form af mersalg eller mindresalg, så udsættes det offentlige både for dette (pga valgfrihed mellem udbydere); men også for en indirekte respons i form af befolkningens tillid eller mistillid. Denne respons farves i høj grad af de regerende politikere (og sikkert også af medier). Derfor hænger en velfungerende social sektor sammen med befolkningens - og dermed politikkernes - opbakning.
Fra regeringspartierne har vi set det modsatte ske i de sidste seks år. Gang på gang er forskellige dele af den offentlige sektor blevet nedgjort af regeringen, istedet for at den tog ansvaret på sig, når det faktisk var forhold oppefra (såsom øget kontrol og bureaukratisering) der var skyld i (mange af) problemer. Hvornår har man sidst set Mærsk svine sine egne medarbejdere til for at gøre det dårligt??? Nej vel? Mærsk behøver ikke for han står ikke i samme position som en politiker.
Så navnlig når man står med en regering, som dybest set er imod vores system, har det offentlige utroligt dårlige kår. Hvorfor det gør det endnu nemmere for denne regering at sælge deres påstande om at alt ville være perfekt, hvis bare vi overlader det til fri konkurrence og det private. De er bare selv med til at gøre at konkurrencen mellem det offentlig og det private aldrig reelt bliver fri og på lige præmisser.
Venlig hilsen.

Kontrolforanstaltninger er nødvendige. Offentlige myndigheder har netop normalt ikke brug for at konkurrere. De har de facto monopol på en lang række forvaltningsområder. Går det for langsomt, eller er servicen for dårlig, kan det ikke ses på bundlinjen. Det betyder at der ikke føles et behov for at arbejde så hårdt i det offentlige. Der er ingen konkurrenter og ingen dynamik. Alle kan i princippet beholde deres jobs, uanset hvor ineffektive de er. Anderledes i det private erhvervsliv, hvor alle ansatte skal yde en indsats. Hvis ikke de gør det, går firmaet bankerot og de bliver fyret.
Derfor er kontrolforanstaltninger nødvendige. De er den eneste måde hvorpå man kan sikre at myndighederne udfører deres arbejde tilfredsstillende og de gør forvaltningen mere effektiv (tænk flere penge til velfærd), ved at stille krav til de offentlige myndigheder.

Nu gik min kommentar ikke kun på offentlige forvaltninger, men også på offentlige serviceydelser såsom hospitalshjælp, hjemmehjælp, børnepasning mv. Ingen af disse områder er der ikke monopol på.
I forhold til forvaltningen, så er det bestemt en væsentlig vinkel at det ikke ses på bundlinjen. Jeg vil dog indskyde at det ses faktisk - det ses bare ikke så tydeligt, som i en privat virksomhed, der kun eksisterer for indtjeningens skyld. Men netop nu ses faktisk tydeligt at offentlige forvaltninger ikke arbejder hurtigt nok og ikke yder tilstrækkelig service. Paradoksalt nok er det den øgede kontrol fra øverste, som er indført, der sluger medarbejdernes tid. Når man hele tiden kræver beviser (og her taler jeg ikke om den dokumentation, borgerne naturligvis har krav på, men om den enorme mængde af detaljerede regler, som skal efterleves for senere hen at kunne bestå en evt. kontrolprøve) - når man hele tiden fører den slags regelstyring, så bliver der absolut intet råderum tilbage til at medarbejderne faktisk kan udføre deres arbejde ud fra, hvad den pågældende situation kræver, og med brug af deres viden og faglighed. Ingen virksomhed ved sine fulde fem ville drømme om at lave så detaljeret en topstyring, da det ville udelukke den frie form for produktivitet. Ingen virksomhed ville drømme om ikke at have tillid til sine medarbejdere, som den selv har ansat.
Idag gøres forvaltningen mindre effektiv af for meget kontrol, bureaukrati og regelstyring, fordi medarbejdernes tid bindes op i papirarbejde, tidsfrister og påtvungne værktøjer, som kan være, men ikke altid er, brugbare i den givne situation. Det er én af grundene til at vi har fået mindre velfærd under denne såkaldt liberale regering.
Når du i øvrigt påstår at der ingen konkurrenter er og ingen dynamik, så har du simpelthen ikke ret. Mennesker, der vælger at arbejde med mennesker, gør det generelt ud fra et stærkt socialt engagement og arbejder mod en - dog noget ukonkret - konkurrent i form af uligheden mellem mennesker. Det er muligt at det er svært at sætte sig ind i den form for incitament, når man er "erhvervslivsminded". Det kan jeg sådan set godt forstå. Jeg har nemlig selv svært ved at sætte mig ind i, hvordan man med liv og sjæl kan gå op i at få solgt nogle givne materielle varer - men det udelukker jo ikke at der vitterligt er folk, der føler incitament til dette.
Venlig hilsen