0tilføjet af

Fremtidens stemme

Morten Messerschmidt af Martin Flink.
Mange tænker nok ved synet af denne biografi, om det ikke er alt for tidligt at skrive sådan en om en politiker i den alder (nu 32 år). Forfatteren, journalisten Martin Flink er selv inde på det i forordet, men han mener, at Messerschmidt allerede har oplevet så meget, at det er på sin plads.
Ja, der har godt nok været fart på!
Med i Dansk Folkeparti og DFU allerede som teenager (sjovt nok indmeldt i modsat rækkefølge), stifter af foreningen "Kritiske Licensbetalere", med i "Big Brother", MF som 24-årig, mediestormen om hans brandert i "Grøften", ny optur med valg til Europa-parlamentet med det næsthøjeste antal stemmer til en dansker nogensinde og meget mere. Og oven i alt det fik han også taget sin cand. jur. eksamen med en fin karakter.
En af de ting, der gjorde stærkest indtryk på mig ved læsningen, var imidlertid beskrivelsen af den fuldstændig urimelige og svinske måde, han er blevet behandlet på af modstandere. Aldrig har han kunnet gå i byen på samme måde som jævnaldrende unge - han er blevet jaget ned ad en sidegade til Strøget, har fået hældt en kande vand ud over sig i Aalborg til noget, der skulle have været en munter afslutning på en julefrokost, skældsordene har føget, når røde studerende og andre mødte ham.
Men jeg tror og håber, at han er lavet af solidt stof. Han piver heller ikke i bogens interviews, konstaterer blot nøgternt, at sådan er hans tilværelse som politiker altså. Og den har han jo selv valgt. Hans sans for sarkasme fornægter sig iøvrigt ikke:
"Det er min egen skyld. Jeg kan jo bare lade være med at mene noget forkert. Jeg kunne jo bare blive SF'er og mene noget rigtigt - noget humanistisk. For i humanismens Danmark chikanerer man dem, man ikke mener er humanister. I humanismens navn."
Han var meget langt nede efter BTs løgnehistorie i foråret 2007 om, at han skulle have "sunget nazi-sange og heilet af folk." (Noget der blev dementeret kraftigt af vidt forskellige gæster i restauranten. Mest sigende var det nok, at Se & Hørs chefredaktør sad ved det næste bord sammen med nogle af bladets skrappe reportere - hvis avisanden havde passet, havde de nok ikke ladet den ligge! Kun socialdemokraten Torben Lund og hans registrerede "mand" har fastholdt vrøvlet. Det er vel så deres metoder..)
Som sagt: Sej fyr. Ikke uden særegne træk - hans hang til klassisk musik og opera lige fra barndommen og nå ja, det nu længerevarende forhold til en over 20 år ældre bakkesangerinde/teltholder er vel også noget usædvanligt. Men lad da dem om det.
At fyren er fremtidens stemme - på en eller anden måde - er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.
Bogens forfatter er jævnaldrende med Messerschmidt og ikke på nogen måde tilknyttet Dansk Folkeparti - om han svarer for meget til sit efternavn, må så være op til læserne. 🙂
Nu har jeg anbefalet den.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.