Følte mig tryg
Vidste ikke hvilken kategori jeg skulle skrive dette indlæg i..
Jeg er en 16årig pige som nærmest bor hjemme hos min veninde fordi min mor og jeg ikke kan enes i længere tid af gangen. Så vi er begge enige i at det er en god løsning at jeg tilbringer halvdelen af ugen hos min veninde og hendes forældre, og den anden halvdel hos mine egne forældre.
Min veninde havde konfirmation i lørdags og det var første gang jeg skulle møde en masse medlemmer af familien som jeg endnu ikke havde nået at møde.
(Det skal lige siges at jeg lider af angstanfald som ofte kommer når jeg er i store lokaler, fremmede mennesker og folk jeg ikke kender så godt - er under behandling for det.)
Den første del af festen gik bedre end forventet, der blev vist pinlige billeder af både min veninde og jeg (Vi er jo som søstre) Og hendes familie havde skrevet sjove sange og flotte taler. Jeg allierede mig med to fætre, to veninder af Anna/min veninde, og hendes kæreste.
Hen af aftenen gik festen rigtig i gang! der blev skruet op for musikken og bartenderen serverede gratis hele natten og morgenen. Jeg fik alt for meget at drikke, og følte at det lige pludselig blev meget slørret og jeg mistede alt kontrol.
Jeg har det bedst når jeg ved hvor alle er i lokalet, især når der er så mange jeg ikke kender. Og pludselig vidste jeg ikke hvor nogle var, jeg vidste de alle var i lokalet, men havde slet ikke styr på hvem var hvor og med hvem.
Jeg tog en pause udenfor og kom tilbage til festen og fik et overblik over alle igen.
Anna begyndte at få små blackouts så vi lagde hende i seng og hendes kæreste blev og holdt øje med hende ( [l] )
Jeg begyndte at få det dårligt igen, lagde mig i sengen ved siden af Anna og lå og snakkede med hendes fætter og onkler.
En halv time senere kom en kusine på 24år, jeg fra første gang jeg mødte hende om morgenen ikke kunne lide (Aner ikke hvorfor) Vi begyndte at snakke og det viste sig at hun var rigtig sød. Vi delte en smøg og senere kom hendes kæreste ind, højtråbende og stangstiv råbte han, at vi var festen og hvad filen vi dog lavede i sengene, vi skulle da med ud og danse! han forsvandt ud igen sammen med fætrene og onklerne men kusinen, Katrina blev hos mig indtil jeg fik det bedre og vi gik ud og dansede.
Selvom jeg intet overblik havde over hvor folk var henne fik jeg ikke et anfald, og det er længe siden jeg ikke har fået det med så mange fremmede mennesker omkring mig.
Katrina blev ved med at fortælle mig at jeg ville klare det fint hvis jeg var med hende, og at alt var ok.
Hver gang jeg faldt eller fik små blackouts greb hun mig og lod ingen andre give mig noget at drikke eller snakke med mig. Hun passede på mig hele aftenen, og da jeg til sidst ikke kunne mere bar hun mig i seng og blev hos mig indtil jeg faldt i søvn.
Det er virkelig længe siden jeg har følt mig tryg i et kæmpe lokale og kæmpe selvskab.
Jeg vil virkelig gerne møde hende igen og sige tak for alt den aften, hvis hun ikke havde været der havde jeg nok gået hjem og grædt over de irriterende anfald som altid ødelægger alle fester.
Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal møde hende igen.. Jeg syntes det er akavet at skrive til hende på facebook - har ikke engang ansøgt hende som ven.. Og jeg møder hende jo nok aldrig igen fordi jeg jo ikke er en del af hendes familie.
Men hvor ville jeg dog bare gerne møde hende igen, og bare en gang til opleve følelsen af at være tryg igen ..
Jeg er en 16årig pige som nærmest bor hjemme hos min veninde fordi min mor og jeg ikke kan enes i længere tid af gangen. Så vi er begge enige i at det er en god løsning at jeg tilbringer halvdelen af ugen hos min veninde og hendes forældre, og den anden halvdel hos mine egne forældre.
Min veninde havde konfirmation i lørdags og det var første gang jeg skulle møde en masse medlemmer af familien som jeg endnu ikke havde nået at møde.
(Det skal lige siges at jeg lider af angstanfald som ofte kommer når jeg er i store lokaler, fremmede mennesker og folk jeg ikke kender så godt - er under behandling for det.)
Den første del af festen gik bedre end forventet, der blev vist pinlige billeder af både min veninde og jeg (Vi er jo som søstre) Og hendes familie havde skrevet sjove sange og flotte taler. Jeg allierede mig med to fætre, to veninder af Anna/min veninde, og hendes kæreste.
Hen af aftenen gik festen rigtig i gang! der blev skruet op for musikken og bartenderen serverede gratis hele natten og morgenen. Jeg fik alt for meget at drikke, og følte at det lige pludselig blev meget slørret og jeg mistede alt kontrol.
Jeg har det bedst når jeg ved hvor alle er i lokalet, især når der er så mange jeg ikke kender. Og pludselig vidste jeg ikke hvor nogle var, jeg vidste de alle var i lokalet, men havde slet ikke styr på hvem var hvor og med hvem.
Jeg tog en pause udenfor og kom tilbage til festen og fik et overblik over alle igen.
Anna begyndte at få små blackouts så vi lagde hende i seng og hendes kæreste blev og holdt øje med hende ( [l] )
Jeg begyndte at få det dårligt igen, lagde mig i sengen ved siden af Anna og lå og snakkede med hendes fætter og onkler.
En halv time senere kom en kusine på 24år, jeg fra første gang jeg mødte hende om morgenen ikke kunne lide (Aner ikke hvorfor) Vi begyndte at snakke og det viste sig at hun var rigtig sød. Vi delte en smøg og senere kom hendes kæreste ind, højtråbende og stangstiv råbte han, at vi var festen og hvad filen vi dog lavede i sengene, vi skulle da med ud og danse! han forsvandt ud igen sammen med fætrene og onklerne men kusinen, Katrina blev hos mig indtil jeg fik det bedre og vi gik ud og dansede.
Selvom jeg intet overblik havde over hvor folk var henne fik jeg ikke et anfald, og det er længe siden jeg ikke har fået det med så mange fremmede mennesker omkring mig.
Katrina blev ved med at fortælle mig at jeg ville klare det fint hvis jeg var med hende, og at alt var ok.
Hver gang jeg faldt eller fik små blackouts greb hun mig og lod ingen andre give mig noget at drikke eller snakke med mig. Hun passede på mig hele aftenen, og da jeg til sidst ikke kunne mere bar hun mig i seng og blev hos mig indtil jeg faldt i søvn.
Det er virkelig længe siden jeg har følt mig tryg i et kæmpe lokale og kæmpe selvskab.
Jeg vil virkelig gerne møde hende igen og sige tak for alt den aften, hvis hun ikke havde været der havde jeg nok gået hjem og grædt over de irriterende anfald som altid ødelægger alle fester.
Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal møde hende igen.. Jeg syntes det er akavet at skrive til hende på facebook - har ikke engang ansøgt hende som ven.. Og jeg møder hende jo nok aldrig igen fordi jeg jo ikke er en del af hendes familie.
Men hvor ville jeg dog bare gerne møde hende igen, og bare en gang til opleve følelsen af at være tryg igen ..