græde færdig

Hej.
Jeg er i dag 33 år. Jeg blev i fra jeg gik i 2 til 7 klasse mobbet. Grunden var at jeg var meget genert og havde svært ved at få venner, og fik en god veninde. Min veninde hed ursula, meget
underligt navn. Men dem fra min klasse fra særslev skole, sagde at hun havde lus og lopper, og når hun havde det, så havde jeg det også.
Det var så slemt, at når jeg kom ind i klassen, så råbte de pas på der kommer lusse++++.
Det skal så lige siges at min klasselære, gjorde alt for at hjælpe mig, men den klasse jeg gik i var den værste på hele skolen.
Vi var 4 piger og 13 drenge, og det var et rent helvede. Hver morgen sad jeg på torilettet og græd, jeg prøvede at tag mig sammen, men jeg var til sidst helt ødelagt. Så en dag i skolen da en af pigerne havde været grove ved mig, blev jeg så gal, at jeg lossede hende i røven med mine træsko, og så gik jeg hjem. Jeg startede så på efterskole, på langeland, og det var det bedste der nogen sinde er hændt mig.
Men jeg har så fundet ud af, at dem der mobber, har et problem, med familien eller dem selv, og ikke kan udtrykke sig på anden måde end ved at lade det gå ud over andre.

Tillykke med foedselsdagen =)

I dag 33... Loed lige, som om det var foedselsdag, men efter lige at taenke over det (EFTER at have sendt, som den idiot jeg er) kan det jo sagtens bare vaere, at du er 33... DOH! Men jeg sender alligevel et tillykke til den dag, du reelt har foedselsdag :P

er et godt sted at gå på efterskole ^_^

men jeg mobber også folk, der opfører sig dumt. Dem er der mange af på SOL'en - Men det gavner at gi folk svar på tiltale. Specielt når de sviner folk til pga. religion, seksuel orientering, musiksmag og hvad fanden de ellers sviner over.
Hvis folk har lus siger jeg det pænt til dem og ber dem gøre noget ved det. Det samme hvis de lugter af død ged !
Børn er ofte hårde i filten. De har det hjemmefra. Ikke fordi de mener noget med det selv. Men det er en måde de føler styrke på i fællesskabet. Du kender det nok. Angreb er det bedste forsvar. ;-)
I min barndom var der også nogle personer, der blev mobbet på det groveste. Jeg aner ikke hvad der blev af dem. Men jeg håber de har et godt liv i dag. Når jeg ser tilbage kan jeg krumme tæer over vi slynglers opførsel. Ret skræmmende. Men jeg var ikke bevidst omkring mine numre med dem.
Desværre danner mobningsofre en person profil, der kan være svær at ændre pga. barndommens kvaler. Det kan betyde druk og stofmisbrug i voksenlivet. Samt en meget lille social omgangskreds. Faktisk noget rigtig lort.

Håber dog du også kan se at verden er fuld af tåber, der på papiret klarer sig ret godt med at slå andre ihjel og svindle sig til enorme summer. (de var sikkert også blandt dem der mobbede allerede i skolen)

Be cool !

men du har fuldstændig ret og fik, måske i modsætning til dem, også lært at stave korrekt.

Jeg tror ikke på, at børn der mobber nødvendigvis har store problemer derhjemme, som de ikka kan få ud andre steder.
Jeg tror lige så meget det handler om det samfund der omgiver os.
Vi mennesker er fra små af generelt bange for ikke at have en tilhørsgruppe. Noget der kan styrke et sammenhold er hvis man er i en gruppe, der er modstander af noget. Hvis det samtidig er noget man kan grine af, så gør det det ikke dårligere. Og er man medløber, og egentligt ikke vil være deltagende i at mobbe, skal der en helvedes bunke selvtillid til for at stå i mod og sige fra. Ikke mange børn klarer det, heller ikke dem uden problemer i hjemmet.
Kan du følge mig? Det står måske lidt rodet?
Jeg tror ikke der er en eneste fra min skole, som ikke prøvede at blive mobbet en gang eller to.
Jeg har selv prøvet det, to gange. Jeg tog tyren ved hornene begge gange.
- En gang tog en jeg pige fra den mobbende gruppe i armene og løftede hende op, og sagde, at jeg ikke gad deres pis mere, så det kunne de godt stoppe øjeblikkelig.
- En anden gang trak jeg en fyr op i en krog og tjattede lidt til ham. Men ikke noget hårdt eller voldigt.
Begge fik dyb respekt for mig efter episoderne.
Jeg tror, det er vigtigt man får afreageret på en ordentligt måde. Du sparkede en bagi, og det tror jeg er meget bedre end blot at være gået grædende derfra.

Du kalder dit indlæg grædefærdig. Jeg tror, du trænger til noget selvtillid.
Et godt råd er ikke at kigge tilbage på den dystre fortid.
Jeg mener ikke, du skal glemme den, men du skal se at komme over den, og komme videre.
Min veninde hører til dem der ind imellem sidder og terper nettet rundt efter oplysninger om hendes gamle klassekammerater, for at fide ud af om de er blevet til mere end hende. Hun er heller ikke kommet videre. Hun hænger også fast i en gammel rolle, som hun ikke har rystet af sig.
Det nyttet ikke noget.
Du skal videre. Hvem er du i dag? på alle områder? Skab dig en identitet, du finder værdig og lad være med at hænge dig i de gamle dårlige minder.
Jeg ved det er lettere sagt end gjort, men en psykiater eller psykolog kan temmelig sikkert hjælpe dig på rette kurs.
Held og lykke, du har min sympati,- hvis du altså tager imod sparket. :-)