Gud eller dæmonen,der her taler ?
Stillet over for det uhørte, spurgte KIRKEN sig selv :
Er det Gud eller Dæmonen,der her taler ?
Og af frygt for, at det kunne være dæmonen, valgte den som regel at fordømme Sandsigeren.
En banebryder-og på et vist område og et vist tidspunkt i livet bor der lidt af en banebryder i os alle sammen - snor sig frem mellem det mylder af vanskeligheder, der tårner sig op på hans vej, inde- som udefrakommende.
Udefrakommende, fordi de andre ikke forstår ham, ikke kan forstå ham, fordi de ikke ser der resultatet, han har sat sig i udsigt.Kun han selv skimter det svagt.
Vanskelighederne kommer imidlertid også indefra, fra heltens eget indre, fordi han også selv er plaget af tvivl.Det er faktisk for at blive befriet for denne tvivl, at han udbeder sig en dom.Men den ydre verden kan ikke hjælpe ham, den kan kun gøre vejen endnu mindre fremkommelig.Samtlige de domme, den afsiger, er kun med til at fjerne ham yderligere fra målet, øger kun hans usikkerhed.
Helten må forsvare sig mod disse domme, lukke øjne og ører for dem.Men på den måde bliver hans færd endnu mere farefuld.Og her er det så vennen kommer ind i billedet.
Vennen er objektiv, kender den ydre verden, men kan også se det rigtige i det mål, helten har sat sig.Ved, at det ikke er vanvittigt, hvad han gør.
Kun vennen kan hjælpe ved netop at stå med et ben i hver lejr.Kan fortælle helten, hvor han tager fejl, men kan også indgive ham nyt mod, når tvivlen nager, og han er aller mest nedslået og træt.
HVER GANG VI---(nogen)....FORETAGER OS ET ELLER ANDET EXCEPTIONELT, MØDER VI MISTRO OG MANGLENDE FORSTÅELSE FRA OMVERDENEN.
DETTE ER EN FAST REGEL.DET KOLOSSALT VÆRDIFULDE BLIVER MODTAGET NØJAGTIGT LIGE SÅ KØLIGT SOM DET VÆRDILØSE.
- Vil høre om jeres mening---HVORFOR ER DET SÅDAN..???
Er det Gud eller Dæmonen,der her taler ?
Og af frygt for, at det kunne være dæmonen, valgte den som regel at fordømme Sandsigeren.
En banebryder-og på et vist område og et vist tidspunkt i livet bor der lidt af en banebryder i os alle sammen - snor sig frem mellem det mylder af vanskeligheder, der tårner sig op på hans vej, inde- som udefrakommende.
Udefrakommende, fordi de andre ikke forstår ham, ikke kan forstå ham, fordi de ikke ser der resultatet, han har sat sig i udsigt.Kun han selv skimter det svagt.
Vanskelighederne kommer imidlertid også indefra, fra heltens eget indre, fordi han også selv er plaget af tvivl.Det er faktisk for at blive befriet for denne tvivl, at han udbeder sig en dom.Men den ydre verden kan ikke hjælpe ham, den kan kun gøre vejen endnu mindre fremkommelig.Samtlige de domme, den afsiger, er kun med til at fjerne ham yderligere fra målet, øger kun hans usikkerhed.
Helten må forsvare sig mod disse domme, lukke øjne og ører for dem.Men på den måde bliver hans færd endnu mere farefuld.Og her er det så vennen kommer ind i billedet.
Vennen er objektiv, kender den ydre verden, men kan også se det rigtige i det mål, helten har sat sig.Ved, at det ikke er vanvittigt, hvad han gør.
Kun vennen kan hjælpe ved netop at stå med et ben i hver lejr.Kan fortælle helten, hvor han tager fejl, men kan også indgive ham nyt mod, når tvivlen nager, og han er aller mest nedslået og træt.
HVER GANG VI---(nogen)....FORETAGER OS ET ELLER ANDET EXCEPTIONELT, MØDER VI MISTRO OG MANGLENDE FORSTÅELSE FRA OMVERDENEN.
DETTE ER EN FAST REGEL.DET KOLOSSALT VÆRDIFULDE BLIVER MODTAGET NØJAGTIGT LIGE SÅ KØLIGT SOM DET VÆRDILØSE.
- Vil høre om jeres mening---HVORFOR ER DET SÅDAN..???