Gå vs blive?
Jeg er en pige på 21, der bor sammen med min kæreste gennem snart 1 år, vi har boet sammen i et halvt år...
Jeg føler bare lidt, at vores forhold er lidt "dødt".
Vi skændes ikke rigtig, men synes tit der er en rigtig dårlig stemning mellem os og vi snerrer meget ad hinanden. Han siger han elsker mig og jeg er også ufattelig glad for ham og hans søn, men jeg er bare meget i tvivl om det er ham, jeg skal leve resten af mit liv med.
Jeg skal her til februar starte på uddannelse i Esbjerg 31 km fra, hvor vi bor. Og jeg glæder mig! Glæder mig til at lære nye mennesker at kende og få nye venner, da mine de gamle gik lidt tabt da jeg flyttede sammen med kæresten, prøver at holde kontakten, men det er svært når man bor 100 km væk. Men han virker MEGET skeptisk, når jeg siger jeg vil være frivillig i studenterforeninger ol. der virker ikke som om han forstår hvor vigtigt det er for mig,at jeg lærer nogle nye mennesker at kende, det eneste der betyder noget, er at han skal "dele" mig med mit studie og sådan!
Jeg har overvejet om det ville være nemmere, hvis vi prøvede at flytte fra hinanden og sdatig var sammen, tror bare det er første skridt mod et endeligt brud.
Han har også en søn, der er resultatet fra et engangsknald,moren er ikk i billedet, så er det tætteste han kommer på en mor, vi bor i hus og har det egentlig meget godt. Har bare svært ved, at finde ud af hvad min rolle i drengens liv er, føler tit, at hverken drengen eller min kæreste tager mig alvorligt, når jeg prøver at sætte mig igennem og føler heller ikk altid min kæreste støtter mig, når jeg irettesætter hans søn, tit forsvarer han ham, selvom det er regler han selv har opstillet. Så kender hverken rollen i forhold til drengen eller i forhold til vores forhold...?
Rås modtages med kyshånd..
Jeg føler bare lidt, at vores forhold er lidt "dødt".
Vi skændes ikke rigtig, men synes tit der er en rigtig dårlig stemning mellem os og vi snerrer meget ad hinanden. Han siger han elsker mig og jeg er også ufattelig glad for ham og hans søn, men jeg er bare meget i tvivl om det er ham, jeg skal leve resten af mit liv med.
Jeg skal her til februar starte på uddannelse i Esbjerg 31 km fra, hvor vi bor. Og jeg glæder mig! Glæder mig til at lære nye mennesker at kende og få nye venner, da mine de gamle gik lidt tabt da jeg flyttede sammen med kæresten, prøver at holde kontakten, men det er svært når man bor 100 km væk. Men han virker MEGET skeptisk, når jeg siger jeg vil være frivillig i studenterforeninger ol. der virker ikke som om han forstår hvor vigtigt det er for mig,at jeg lærer nogle nye mennesker at kende, det eneste der betyder noget, er at han skal "dele" mig med mit studie og sådan!
Jeg har overvejet om det ville være nemmere, hvis vi prøvede at flytte fra hinanden og sdatig var sammen, tror bare det er første skridt mod et endeligt brud.
Han har også en søn, der er resultatet fra et engangsknald,moren er ikk i billedet, så er det tætteste han kommer på en mor, vi bor i hus og har det egentlig meget godt. Har bare svært ved, at finde ud af hvad min rolle i drengens liv er, føler tit, at hverken drengen eller min kæreste tager mig alvorligt, når jeg prøver at sætte mig igennem og føler heller ikk altid min kæreste støtter mig, når jeg irettesætter hans søn, tit forsvarer han ham, selvom det er regler han selv har opstillet. Så kender hverken rollen i forhold til drengen eller i forhold til vores forhold...?
Rås modtages med kyshånd..