Uanset om virkelighedens mentor har ret eller ej ( det må være op til den enkelte at afgøre med sig selv og egne holdninger ) så er han meget hård og meget kontant hvilket gør at han træder godt og grundigt på en i forvejen sårbar mor/familie.
Jeg synes umidelbart at det var fornuftigt ikke at fortsætte med at debatere med ham. Det ville ende i mudderkast, og det er ingen tjent med.
det er fint med debat, og det er fint med forskellige holdninger, og sproget var også ok, eftersom der ikke var decideret tilsvining af hinanden, sådan som vi ellers ofte ser når folk er uenige. Men tonen var, trods det forholdsvis pæne sprog hårdt og fordømmende, og ingen af dem formår at nærme sig hinanden bare en smule.
Jeg ville sikkert reagere ligesom SussiQ, eftersom jeg i princippet kunne have stået i en lignende situation med min søn som dog ikke har damp men aspergers syndrom. Også han regerer ikke som "normalen" men er faktisk så tæt på det normale og så høflig og 100% ærlig at jeg kan betvivle om det egentlig ikke er mange af de såkaldt normale der burde have behandling, fordi man partout ville have at han skulle være som os andre
Ja forældre har det overordnede ansvar for sine børn, uanset handicap eller ej, men selv handicappede børn har behov for at man viser dem tillid og giver dem frihed og ansvar. Og de lærer ikke at begå sig på egen hånd, hvis ikke man netop slækker lidt på snoren og overvågningen.
Tænk på hvordan man selv ville føle det, hvis man var under konstant opsyn❓ikke rart vel ?
Jeg har selv prøvet at måtte stoppe enhver debat/samtale med en person, for at undgå mudderkast. Også selvom jeg virkelig prøvede med sædvanlig diplomatiske og udglattende facon, så var modstanderen for stejl til mig. det samme syntes han om mig.
Men bag det hårde ydre og de stejle holdninger, der gemmer sig jo et menneske ligesom os, på godt og ondt.
Så jo debat er svært - i sær på skrift da man ikke kan se personen man debaterer med.
Kærlig hilsen
Carmen