Min hemmelighed - hvad er din?

Da jeg var 18 år, havde jeg spiseforstyrrelse med stort vægttab til følge. Jeg fik dog styr på vægten og madvanerne igen.
Nu snart ti år senere er denne ustyrlige trang til at kaste min mad op dukket op igen. Fra jeg har spist, er det det eneste, som jeg kan tænke på. Jeg vil ikke gå så vidt som at sige, at jeg på ny har spiseforstyrrelse, men jeg kan godt se, at der er en risiko for, at maden igen tager magten fra mig.
Jeg har forsøgt at granske min hjerne for, hvad ændringen skyldes. Men jeg er glad for mit job, glad for min kæreste, glad for mine venner osv - mit liv er, som jeg ønsker mig. Hver morgen væmmes jeg over min handling, og lover mig selv, at nu er det slut.
Jeg er bange for, at min kæreste opdager min hemmelighed. Han vil helt sikkert aldrig forstå det - hvordan skulle han? Jeg forstår det jo heller ikke selv. Det er som et narkotikum, hvor mit trip er den befriende følelse, når maden kommer op og forsvinder ned i toilettet i stedet.
Nåh, men der er næppe nogen på sol, der kan hjælpe mig med mit problem. Derfor vil jeg i stedet spørge: Hvad er din dybeste hemmelighed?

som 40 årig, kan jeg sige at min hemmelighed er, at jeg ikke rigtig har haft
en dejlig lang kærlighedsforhold til en mand.
Har kun haft korte forhold, som jeg ikke kan betegne som et godt langt forhold.
Det er pinligt synes jeg

Har kørt 60km/t i en 50km/t zone..
Ved godt det er sygt og langt ude, og håber I alle vil tilgive mig...
Men er glad for at jeg har fået lettet mit tunge hjerte efter så mange år...

Min dybeste hemmelighed er lidt lig din og dog stik modsat. Når jeg er alene ÆDER jeg som et svin! Jeg er ikke bulimisk og kaster altså ikke op igen, men jeg kæde-spiser og det er ikke meget sundt der ryger indenbors. Når jeg er sammen med andre mennesker har jeg slet ikke trangen til at spise sådan. Jeg elsker egentlig alt det sunde.
Min kæreste og jeg kan ikke bo sammen da vi studerer i forskellige byer, derfor er jeg meget alene. Han lever super sundt, er slank, i god form, ryger ikke, drikker sjældent alkohol og aldrig kaffe, sodavand eller saftevand. Bryder sig ikke specielt om slik, kager eller noget som helst sødt i det hele taget.
Jeg tænker meget over hvordan det skal gå når vi skal bo sammen. Et eller andet sted ved han jo godt at der er noget galt med mine spisevaner, for jeg vejer jo en del mere end jeg burde. Mit problem er ikke at jeg er bange for hans reaktion hvis han vidste hvordan jeg i virkeligheden opfører mig. Jeg er bange for at jeg vil blive utroligt vred og irriteret på ham når han prøver at hjælpe mig og det er jo slet ikke fair overfor ham. Jeg er bange for at jeg skulle have lyst til at g[ fra ham fordi han ikke vil lade mig spise hvad jeg vil. Ja, det lyder jo helt vanvittigt og jeg ved heldigvis at han ikke ville lade dette ske, men tanken eksisterer altså.
Jeg har et godt og tæt forhold til min familie og dejlige veninder, men der er ingen der kender min hemmelighed rigtigt. Nu gør du!

ligesom dig har jeg ogs haft spiseforstyrrelse, dog mest anoreksi. idag kommer der stadig de tanker, at jeg er for tyk og vil gerne tabe mig. og når jeg skal spise er der stadig en lille stemme eller følelse der siger det er forkert, at spise. bliver nød til at kæmpe og ligesom sige til mig selv, -du ved godt det ikke er farligt..
men det er hård i længden.. og det går udover ens forhold. min kæreste kan tydelig mærke når jeg får det dårligt, hvis jeg har spist meget eller lignende..
tror jeg ogs din vil kunne fornæmme..
derfor er det også hård for min kæreste, at se mig ked af det og være utilfreds med mig selv ligegyldig hvor mange søde ord han siger.
DERFOR.. har jeg bestemt mig at gå til læge,evt til psykolog.. fordi det kan ikke passe, at det skal være sårn resten af ens liv.. vel?
for din egen skyld, og får dit forhold, synes jeg du burde søge hjælp.. og du bliver nok nød til at fortælle din kæreste det..
mvh..

En af mine klassekammarater lider af noget af det samme. Hun har så fået sig en af de kærester, som virkelig har behov for at forstå, at vi alle ikke er helt ligedan. Hun har fortalt mig, at hun er bange for at fortælle ham om hendes problemer: at han ikke vil forstå. Jeg synes, hvis man har nogle problemer, så er det meget vigtigt at snakke med nogen, som har forståelse over for det pågældende problem eller er villige til at sætte sig ind i det. Det er ikke nødvendigt at gøre ondt værre. Selvfølgelig ville det være optimalt at fortælle kæresten det, men jeg synes, at du selv skal mærke efter, hvor din kæreste står på det punkt. Det er trods alt et seriøst emne, som påvirker mange piger. Det er en god ting at spise overvejende sundt og tænke over sin vægt, at man ikke er overvægtig, men der er et punkt, hvor det går over gevind på den måde, at det ikke er sundt for en. Min veninde (klassekammaraten) føler ikke, at hun har kontrol over noget; dog føler hun, at det har hun med at kontrollere sine spisevaner. Pointen er, hvis du har læst så langt, det er vigtigt, at du får snakket med nogen om det, men jeg synes, du skal sørge for, at det er nogle, som vil være til hjælp end til hindring.