Jeg er i krise..

Hej Alle.
Jeg er i en kris. Jeg føler jeg bliver trukket længere og længere ned i et dybt, meget dybt hul.
Jeg er selv kommet til den konklusion, at jeg tænker for meget over små ting, og de små ting, hurtigt bliver til for store ting. Jeg har en kæreste, det er nok ham der er det største problem - ikke at HAN er problemet.. Men det er mest tanker omkring vores forhold, der ender med at blive store ting som går mig på.. Og det ødelægger sku egentlig mere end det gavner.
Jeg tænker tit at jeg er en burde for ham og bare er en pestilens.. og selvfølgelig er jeg ikke det - men jeg går tit rundt og er nede over noget som jeg ikke fortæller ham, det det tit er sådan nogle bitte små ting som et enkelt ord.. Når jeg så tænker, tænker og tænker så kommer jeg frem til at jeg i sidste ende bare er utrolig bange for at miste ham. (FUCK JEG LYDER JO HELT SYG)
Det jeg tænkte var, om der var nogle der havde nogle gode råd til hvordan jeg kan lade være med at tænke så meget som jeg gør, og bare nyde det jeg har sammen med ham i stedet - for det vi har er fandme fantastisk, og jeg elsker ham.
Og jeg ved at hvis jeg bliver ved med at tænke så meget som jeg gør, vil det blive for meget - eller også så ender jeg i en depression først.

så lav selvværd? Du er pigen, han gerne vil komme sammen med, så du må være noget værd i hans øjne. Stol mere på dig selv, gå evt til en psykolog for at få lidt hjælp til at få det bedre.
Du kan ryge i en depression, når du evig og altid går rundt og er bange for at miste ham. Du risikerer nemlig at miste ham ved evigt at bekymre dig om småting. Vær mere glad, når du er i hans selvskab og nyd jeres tid sammen. Det er langt fra sikkert, at det er ham, du bliver gammel med, men der findes, tro mig, lige så mange søde fyre som ham, som der er blade på træet. Hvorfor jeg siger det? Fordi jeg var forelsket i en fyr, som brændte mig af og jeg troede at jeg aldrig kunne glemme ham. Jeg græd og græd, og en skønne dag græd jeg ikke mere. Der dukkede en fyr op, som jeg blev endnu mere forelsket i, og ham hænger jeg stadigvæk på, faktisk siden 1991, så jeg er ved at være en erfaren kone, kan du høre. Når man er ung, er følelserne stærke og man slår fornuften fra, men man jo ældre man bliver, hærdes man. I dag tænker jeg - vil han gå, så lad ham dog gå, så er han ikke mig værd! (og ikke omvendt!)
Slip angsten du kære og lev livet. Du er god nok.
knuz
Moster

Jeg er i en depresion, som startede bl.a. med hvad du beskriver.
KÆMP! for ikke at komme ned i en depresion, er ikke spor rart eller sjovt.
Når det er sagt, så er her et par kærlige råd, som er ved at løfte mig op af depresionen igen.
1. Du er mere end god nok.
2. Fortæl når der er noget der går dig på, måske det løser problemet. om det så er en bagatel som at han måske smider, håndklædet på gulvet i en klump så det kommer til at lugte surt, eller at han hopper med benet ubevist.
(bekymrer du dig om hvad han tænker så fortæl at der er noget der nager dig, at det er det og det. Så kan han svare, positivt eller negativt. Men du kender svaret og behøver ikke spekulere mere. Er svaret negativt, så kan man snakke om hvad der skal til for at gøre det positivt/ ændre det.) Men få det ud af verden.
Det er de 2 vigtigste ting.
Hvis det er små "opgaver" der går dig på, så skriv dem ned, 1 for 1, og ta så den der er lettest først, streg den ud, og gentag så indtil at du er tilfreds/ synes det er ok.

Jeg er en af dem fyrene går langt udenom fordi de ikke umiddelbart tiltrækkes af den måde jeg nu ser ud på.. tænk over det, hvordan tror du min selvtillid er, når fyrene aldrig har sagt bare én pæn ting? Har haft datingprofil i sammenlagt 1 år, men ingen der reagerer der heller? Forstår dig ikke, jeg ville være lykkelig bare der var én der ville et forhold..

Har du prøvet at rejse til Japan i en måned?