Hallo MÆND ! Er det kvindernes egen skyld?

Inspireret af indlægget om "Ikke andet i livet end karrieren" - spørger jeg:
Hvad er det egentlig kvinder vil?
Tilsyneladende det hele!
Jeg synes efterhånden at kvinder er meget urimelige i deres "krav" til manden.
Mange kvinder bliver ikke "kun forelsket" i en mand, men nok også i det vi kalder "succes", altså en god uddannelse, en ambitiøs mand der stræber efter topstillingen, der giver en fin titel, status og stor økonomisk "frihed".
Faktisk overfører kvinder, helt ubevidst urgamle instinkter om, at det er den bedste "jæger" - den stærkeste i flokken, også er ham, der kan forsørge hende og afkommet bedst muligt.
Det er den moderne mands måde at udskille sig fra mængden på, at gøre sig attraktiv for kvinden på.
Og det virker jo, - kvinder "hopper" jo på limpinden.
Hvorfor lever de så ikke lykkeligt til deres dages ende? Alt er tilsyneladende dømt til succes.
De bliver gift, får drømmehuset, båden, sommerhuset, ferierejserne, og de ønskede 2-3-børn. Kvinden er veluddannet og har en tilfredsstillende stilling, manden fortsætter ufortrødent på ad statusstigen og er derfor , helt naturligt, meget væk fra hjemmet, pengene skal jo tjenes for at opretholde niveauet. Manden fortsætter i virkeligheden blot med det han hele tiden har gjort. Men kvinden begynder at klage over manglende tid og overskud til hende og børnene, manglende nærhed, utilfredsheden ulmer, intimiteten forsvinder og hermed også lysten til sex for kvinden. Manden oplever det som BROK, BROK og atter BROK, og han bliver frustreret over at konen ikke har lyst sex mere, manden får endnu mere lyst til at være på arbejdet, hvor der i det mindste er en anerkendelse. Skilmissen kommer nærmere og nærmere.
Jeg kunne blive ved, men hvad mener I mænd egentligt, er der noget om snakken?
SpiWo

fuck pigerne det er det eneste vi kan bruge dem til

Kvinder bare generalt for svage, de kan ikke stå på egne ben

nogle tøser kan da også lave mad og gøre rent
(nogle)

Først er det positivt at man er progressiv og vil noget med sit liv, blive til noget. Det er jo det vi bliver opflasket med gennem vores opvækst. Man scorer jo også på det :0). Men hvad er løsningen på det, for mange bliver jo skilt og de fleste fortsætter jo bare hvor de slap, med en ny partner og sådan fortsætter det uendligt.
Jan

Personligt tror jeg det er vigtigt at man "tør" føle efter hvad der i virkeligheden har lyst til og betyder noget for en, mærke efter dybt ned i en selv.
Finde ens egne behov, ikke blot tilfredsstille omverdenens forventninger om hvornår man er en succes.
Tro på at man er noget i sig selv og ikke kun igennem hvad man "udadtil" kan og at succes ikke nødvendigvis er synonymt med hvor "dygtig" man er til at skaffe økonomiske statussymboler og titler. Selvtillid og selvværd er altså to forskellige ting.
Intet er, i mine øjne, så tiltrækkende og sexet som en mand med et så stort selvværd at han hviler så meget i sig selv, at han tør gå imod normerne. Sådan en mand behøver at bevise overfor for omverdenen at han en "rigtig" mand, for han ved det.
Det er, i mine øjne, en mand med succes.

Der skal naturligvis stå: "....sådan en mand behøver IKKE at "bevise" overfor omverdenen...."
;)

Det kan du ikke engang bruges til!

Det du skriver, minder jo meget om pointen i den der bog: "Køkken eller karriere" (tror jeg nok), kan ikke huske forfatterens navn.
Som kvinde er jeg helt enig: man kan ikke få det hele, - altså både karrieren og manden der tjener alle pengene ind til luxuslivet, og man bør ikke blive overrasket, når man sidder der med hus, villa, vovhund og ikke mindst børn over at karrieremanden ikke er så meget hjemme, som man kunne ønske sig.
Derfor må man gøre sig sine prioriteringer i livet klart fra starten, altså før man vælger sin partner. Man må med andre ord få det ubevidste og instinktive frem i lyset, før man 'vælger partner'. (lyder næsten uromantisk :-)
Manden i mit liv og jeg er meget jævnbyrdige med de samme ambitioner om karriere - og ikke karriere. Vi har den samme uddannelse og jobs, der minder meget om hinandens. Dertil er vi meget enige om vores prioriteringer i livet: familien kommer først, og drømmehuset, den dyre bil, sommerhus og båd er ikke på ønskelisten, men er måske mere ting, der vil 'stjæle' ens frihed i det lange løb. Børn er helt klart på ønskelisten, og vi er i øvrigt begge interesserede i at dele barselsorloven, når den tid kommer.
Jeg synes, at man som kvinde skal vide, at man til en vis grad vælger sit liv, efter den partner man vælger. Karrieremanden - så bliver man ofte kvinden bag manden, hvorimod hvis man vælger en af 'samme rang' eller "den bløde mand" (udtryk fra omtalte bog) er det mere et jævnbyrdigt forhold, man får, hvor begge kan gøre karriere, og hvor økonomien måske også sætter begrænsninger.
Det er i hvert fald svært at få det hele, hvilket i bund og grund er meget logisk! Man fristes til at sige: lige børn leger bedst!

Så er det jo godt vi har dumme mænd vi kan udnytte.

Jeg kender ikke bogen, men det lyder da som om jeg skal læse den.
Selvfølgelig er der da visse ting man skal/kan gøre sig klart inden man "kaster" sig ud i et samliv, men det handler jo også gerne meget om følelser. (forhåbentlig)😉Modsætningerne der mødes, svagheder og styrker der skal udforskes osv.
Det er vel heller ikke sådan, at man på forhånd kan indgå "aftaler" om det er den ene eller anden der skal gøre og den enden der absolut ikke skal gøre karriere, der skal jo også helst være plads til personlig udvikling, den ene eller anden vej. Nogle gange er det også tilfældighederne der udvikler, selv livet. Hvis alt er for "aftalt" er der også den fare, at man kan stille for store og kraftige forventninger til den i forholdet man havde "satset" på skulle skabe karriere. Tænk nu, hvis det ikke lykkes eller måske bare alligevel ikke var sagen. Så ville "han" føle sig som en fiasko, og det ville være synd.
Men modsat, gør manden det klart ved starten at det er det han vil satse på, ja så må man, som kvinde, støtte op omkring det 110 % eller springe fra, hvis man ikke er parat til at yde det så koster i form af mindre tid sammen og lign.
Men bare det at få talt om ud om, hvad man forventer er vel ikke noget urimeligt krav. Det tror jeg i virkligheden mange taler for lidt om. Det kan måske lukke lidt ned for de urealistiske forstillinger kvinder har om hvordan deres liv vil forme sig. At det ene altså som regel er en bekostning af noget andet. Ting koster.
Jeg fatter bare ikke at det kan være så svært at se?

Jeg synes det er lige overdrevet nok, at kategorisere, os sådan.
Men JA, der er helt sikkert noget om snakken! -Golddiggers, ynder jeg at kalde dem.
Og, det her er bestemt ikke for at kategorisere, men, man finder oftest den slags kvinder, i den såkaldte, "overklasse".
Det er nu meget sjældent, at man ser kvinder, som kommer fra dårligere stillede hjem, være "Golddiggers".
Men ja, den der med manglene opmærksomhed, fra den, "Travle mands" side, hører man tit, nogen mennesker, har bare ikke forstået, at penge = Arbejde.
Og vil dermed os sige, -en ros til mændene, det er sjældent, man møder mænd, som går efter penge.
Men som sagt, langt fra alle er ens, og der findes os mange af de kvinder, som falder, for det man egentligt skal falde for i en partner, - personligheden.
De lever oftest, et dejligt kærlighedsfyldt liv, godt nok rækker pengene, ikke ret langt, men er det vigtigeste ikke at være lykkelig!?
Og gang på gang, får man jo bevist, at penge aldrig er lykken.

Men, dit indlæg, burde kvinder som snakker om ligestillig, måske kigge på?

Hej kvinder,
Der kan ikke være tvivl om, at i er inde på noget meget centralt.
For det første har der altid været en del absurditet i kravet om manden skal ændre sig, når det i virkeligheden er kvinden, som var utilfreds mes sin sociale situation, ville på arbejdsmarkedet, have magt, prestige og indflydelse i samfundet etc.
I virkeligheden her jeg nyligt hørt på Uni, er en suveræn gruppe altid udsat for pres. Kritikken af manden for at ’være forkert’ blev blot meget stærkt o. 1970’erne.
Forsøgte vi at blive ’bløde’, var kvinderne ikke interesserede i os, men fandt andre, tilsvarende, hvis vi gik hjemme og passede børn, så fandt de nogle med høje indkomster/social prestige.
Kvinder ønsker ligeløn, - og en mand, som tjener mere end de selv, er et af feminismens paradokser.
Feministerne i 70’erne havde ideer om at manden befandt sig i en enormt privilegeret situation ved ’at realisere sig selv’ på arbejdsmarkedet. Jeg mener at mange af disse ideer bredte sig til kvinderne i samfundet. Det kan være derfor at der udbredt er en skuffelse over at det ikke er lykken at komme ud og ’arbejde 9 – 17’.
Jeg tænker at skuffelsen kan være en del af baggrunden til det pres, som fortsætter, imod manden i dag. Kvinden har mistet meget ved at bevæge sig ud af hjemmet i form af tryghed og frihed.
I 1980 (ca.) skrev den amerikanske feminist Betty Friedan en bog, hvis titel jeg ikke husker, navnet er måske heller ikke rigtigt stavet, undskyld, - hvori hun spurgte: ”hvorfor var vi så vrede på mændene?”
Hun mener at det er den tabte tryghed, som kvinder bebrejder mænd at de har mistet, jnf. I øvrigt bogen ”Askepotkomplekset” af Dowling.
Interessant ser jeg nu spiren til et kvindeoprør imod feminismen. En kvinde opponerede nyligt imod Lykketoft, som ville hente stemmer ved at annoncere at 50 % af ministrene skulle være kvinder i hans kommende regering.
Kvinder skulle kun være ministre, fordi de var dygtige, - ikke fordi de var kvinder.
For mig at se står vi for et opgør med dogmerne fra ’feminismens anden bølge’ fra 70’erne. Mænd synes i for svag en situation til at kunne rette kritik. Vi er ikke vant til at kritisere kvinder, der er nok lidt et tabu.
Jeg lægger mærke til at de mandlige indlæg stort set begrænser sig til lidt småbarnlighed, som jeg tror bekræfter min opfattelse. Mænd i vor protestantiske kultur får beklageligt frygtelig meget identitet fra kvinder, modsat andre, katolikker og muslimer, som er priviligerede ved at være mere maskuline.
Hej
f.

Det mener jeg ihvertfald.
Jeg må erkende, at den der opstilling hørte jeg meget, da jeg i en periode, kørte taxa om natten, og der oplevede, folk på godt (og desv. også ondt!). Jeg hørte ofte den der med, at kvinden, var utilfreds med en mand der aldrig var hjemme osv......
En tur jeg ikke glemmer, var en aften, i udenrigslufthavnen i Kastrup. Det pissede ned, det var søndag, og da jeg dengang holdt fri mandag og tirsdag, tjae, så var jeg i sagens natur ret ivrig efter at få tjent kassen, og SÅ ellers bare hjem.
Normalt når jeg når dertil, så er jeg ikke så snakkesalig, jeg får kørt kunden pænt osv, men så også bare slut prut og fri.
Men den aften der, steg en mand ind i lufthavnen, ville først til Tåstrup, derefter videre til lyngby, og vi faldt i snak, der var "et eller andet", som bare gjorde snakken blev mere og mere relateret til hans kone, børn osv....
Jeg husker han fortalte, han for få år siden, havde mødt hende, han har et job, tjener GODT, og er væk en del dage hver måned. I starten var det perfekt, de var jo nyforelskede hele tiden, som han sagde. Men så blev hun gravid, og hendes krav til ham, blev skærpede, hun forventede nu, at han ville være mere hjemme, at det job han var så glad for, skulle nedprioriteres, som om hun havde glemt, han nok også har en krævende chef...... At nu skulle han være mere hjemme. Og så skulle den stå på "husmor, bleer, opvask, svigerfamilien hver weekend osv"... det vidste han med sig selv, var et krav, han aldrig ville være i stand til at opfylde, han havde jo altid været forretningsmand, og det at slå sig til ro, nej, det ville ikke fungere. Sjovt nok endte hans historie med denne sætning, ja, det første korte stykke tid, var vi nyforelskede, og jeg brugte tonsvis af penge på gaver, og alt muligt til hende, så blev vi gift, flyttede samen, og huset og alt var bare så dyrt, nu hvor vi er skilt, da forsørger jeg hende sgu stadigvæk, men nu er alt så tomt, når jeg kommer hjem, så ensomt......
Måske i vores moderne tid, er urkræfterne flyttet rundt, altså, kvinderne er de bedste hoved-jægere*griner*.....

Det er vel ganske forskelligt hvad kvinder vil.
Jeg er selv en af dem:))
Men jeg tror det i bund og grund det handler om at være enig, i sit forhold.
Man kan ikke det hele, selvom mange prøver.
Vi har herhjemme selv været igennem det.
Vi arbejdet, med 2 små børn, jeg ca 40 timer om ugen, min mand mindst 50...hmmmm der var vi tæt på skilsmisse. Det kunne bare ikke løbe rundt for os, og jeg kan ikke forstå dem der kan.
Nå men noget måtte der gøres...og nu for jeg nok hug af en masse kvinder, men jeg droppet min karriere.
Hvorfor? Min familie er langt vigtigere end noget som helst arbejder, og hvad samfundet diktere. For jeg tror det var der jeg gik galt i byen....
Vi kvinder skal jo være frie, uafhængige, have karriere, god løn og børn, mand, hus, 2 biler og helst også båd og mindst 2 udenlands rejser om året.....Og det koster, tid, penge og børnenes lykke!
Jeg arbejder nu deltid, 20 timer om ugen, jeg er hjemme når mine børn kommer fra skole, og jeg nyder det.
Pris = Vi har kun 1 bil, ingen båd og kun en rejse om året...piv piv...Og jeg har ikke længere min karriere, men savner jeg den? Nej det koster for meget, i det lange løb!
Så det er jo forskelligt hvad kvinder vil!

Hel enig!
man kan ikke både få det ene og det andet!
Nej gå tilbage til håndværkerne og tømmerene.. Dem som virelig kan finde ud af at lave noget!
I stedet for bare at side på sin flade og lave alt andet end at være sammen med konen.
Godt nok kan der være penge i at rejse til kina på forretnings rejse, men hvor meget penge er det værd når ægteskabet langsom ædes op!?