han forstår det fandme ik

jeg står i en situation, som jeg ikke kan se mig ud af og håber på noget hjælp herinde fra...
Min kæreste arbejder i næsten døgndrift og han har sagt ja til sin eks. at han vil passe deres søn, for moderen er på ferie - vi skal have barnet i 3 uger og han er 7 år.
Dengang sagde jeg ja og drengen er også meget sød, men det er hovedsalig mig der står med det hele, for han arbejder jo og kommer ofte først hjem sent om aftenen..jeg føler mig magtesløs overfor situationen, for der er i forvejen 3, nogle gange 5 andre børn i huset her også, samt alt det huslige jeg stort set tager mig af og ved siden af det mit arbejde også...
ja, vi har snakket om det, men han siger, at han ikke kan ændre på situationen på arbejdet og at det er det vigtigste....
jeg gider fandme ik altid at være barnepige for hans børn, det er sjældent at han gør noget for mig, han lover guld og grønne skove, men hopper fra, eller laver om på aftalerne, siger måske eller aflyser...
Jeg er meget i hjemmet og kan/føler ik jeg kan stille noget op, hvad skal jeg gøre?????

Kan selvf. godt høre at det lyder hårdt at du skal stå alene med alle børnene, men på lyder det som om at du selv har sagt ja?? Du ved jo at han arbejder og derfor ikke er hjemme til at kunne passe dem, så hvofor ikke istedet sige at du altså ikke selv magter at klare dem alle og at de må være et andet sted?
Du har jo også et arbejde at passe. Selvf. skal han spørger dig om du har lyst til at passe dem...hvis han ikke gjore det var det noget helt andet.
Mænd lover ALTID guld og grønne skove...udeluk alt det øregas vi lukker ud, og tænk på hvordan det altid går og traf din beslutning derefter.

..5 børn?? Min søster har 3 børn og dem kan de ikke engang selv klare. Det er mest svigerforældrene som passer dem.
I er i et forhold, man er 2 om tingene, og det er hans børn. Måske skulle han arbejde lidt mindre og give sig tid til sine børn. Hvad bilder han sig ind bare at overlade dem til dig.
Prøv at tage ud med veninderne eller en tur i biffen og lad ham passe dem, så kan det være piben får en anden lyd. Så må han sgu holde en dag fri fra arbejde...hvad er vigtigst for ham, hans børn eller arbejdet?

som Morrissey sang
if you love one person why can't you love two
Problemet er vist mere din kæreste og dit forhold end denne situation og dette barn.

at jeg kom til at lave noget mere, efter jeg flyttede sammen med kæresten, men ik at det skulle udvikle sig sådan - han arbejder mere efter vi er flyttet sammen eller laver andre ting end lige at være sammen med mig...
han spørger sjældent om jeg vil passe hans børn, for han mener ikke at der er meget passen ved dem, da de alle er over 7 år og han tager det som en selvfølge, at jeg er der for dem det meste af tiden..
korrekt, jeg magter ikke opgaven og har heller ikke lyst til at bruge størstedelen af min fritid til at ordne praktiske ting og være børnepasser.
Børnene kan ikke altid være et andet sted og de bliver ikke passet her af andre, så jeg har foreslået en ung pige i hus, men det synes han ik om... skal han så bestemme alt tænker jeg, hvorfor ik bare ansætte en pige i hus, nej, for det er jo kærestens hus og han BESTEMMER vel........

For det første skal du gøre op med dig selv, om du kan leve i et forhold, hvor arbejdet kommer først. Han har sagt det direkte til dig: Arbejdet er vigtigst!!
Det betyder at han ikke har tænkt sig at ændre på situationen. Han er tilfreds med tingenes tilstand, og ønsker ikke at det skal være anderledes.
En ting I kunne gøre, var at få en rengøringshjælp. Så var der da en mindre ting som hang på dine skuldre. Måske en barnepige?
Men forvent ikke at han ændre sig. Som sagt er han tilfreds med situationen.
Husk kun at stille et ultimatum, hvis du er indstillet på at gå fra ham.
Håber at det hele går godt for dig!!
Mis

han vil IKKE arbejde mindre, det har han selv sagt, det er det vigtigste, sådan er det og det er ikke til forvantling..
jeg er ved at blive rasende på ham, for ja, hvad bilder han sig ind at overlade det hele til mig, men han siger selv, at det vel ikke er så slemt, han forstår det sgu ikke...jeg har forgæves forsøgt at vende det på hovedet for ham, og så forstår han en smule af det hele, men ikke nok til, at han vil ændre på det.
jeg har taget ud med veninderne og andre fornøjelser, men hvis han ikke kan få børnene passet, så passer de sig selv og er det for mange timer de skal passe sig selv, så siger han, at han ikke kan passe dem og at jeg må blive hjemme, men det er sket et par gange, at jeg har sagt, nej, fandme nej, så tager jeg sgu mine børn og kører hen til nogle venner, så må det blive hans problem hvor han gør af sine børn...

havde forholdet været godt, så havde pasningen af barnet ikke væltet læsset...

først er det arbejdet, så er det fritisinteresserne-alt lige fra bytur til venner og sport og så er det mig og børnene....
jeg havde naivt håbet og troet på, at når jeg hjalp ham mere i hjemmet, så ville der være mere tid og overskud til andre ting, men nej, så arbejder han da bare noget mere....
han hjælper ind imellem lidt til med det huslige og forsøger engang imellem at gøre det godt med, at vi tager ud at spise alle sammen, så mener han det er godt for de næste mange mange uger......
han er IKKE indstillet på at få hjælp udefra i form af en barnepige og rengøringshjælp, han mener at 1 rengøringsdame er nok, dvs, at hun kommer 1 gang i ugen af 3-4 timer, men hun når kun det halve af det store hus....
han tror ikke på, at jeg går fra ham, men det værste af alt er dog, at han er så negativ indstillet overfor alle mine forslag, som jo i den sidste ende kan munde ud i noget positivt... jeg tror at han har trang til at vil styre og bestemme alt....

Denne situation er jo ikke holdbar for dig...dit "job" er jo ikke at passe børn og være din kærestes lille husmor og børnepasser. Han må til at tage ansvar for sine børn, og kæmpe for sit forhold, og priotere det som nr 1. Ellers er han sgu ikke vær at samle på.
Men er da ikke i tvivl om at hans liv er blevet nemmere og han har det godt efter han har mødt dig. For alt bliver jo passet for ham, du ryder op, passer hans børn og ordner huset...nej nej nej. Sig han må til at tage del i tingene derhjemme og passe sin del, ellers er du skredet.
Er du overhovedet sikker på han elsker dig?? Ja undskyld jeg spørg, men enhver person ville da hjælpe den man elsker, og når han kan se du har det hårdt, så kunne han da forslå at i ansætte en rengøringshjælp eller en barnepige, fatter ikke at manden kan være så ligeglad.

et råd og det er se at komme ud af forholdet hurtigst muligt.
Har du lyst til at spilde dit liv ved at gå at være utilfreds hele tiden ?
Jeg spørger bare.

Lyder på mig som om du godt ved at han ikke forandre sig, for så ville han have gjort det, og at situationen slet ikke er fair over for dig.
Så jeg forstå ikke hvorfor du stadigvæk er i forholdet? Tag dine børn og flyt til noget familie en veninde...bare væk og så ring derfra og sig at det jo ikke kunne fortsætte og han havde fået masser af chancer og mulighed for at lave om på tingene.
Du ved jo godt allerede nu at det ikke kan fortsætte på denne måde, sprøgsmålet er bare om du er for svag til at gøre noget ved det?

jeg havde bare i de sidste "krampetrækninger" ønsket at tingene kunne være til forandring, men det er det ikke-desværre...

Ja, håbet er lysegrønt, men desværre er du blevet skuffet, igen og igen...
Jeg ved ikke om nogen af børnene er dine, men jeg synes at du skulle tage den lejlighed og flytte. Hellere i dag, end i morgen.
Og så er det hans problem, at han ikke kan passe sin dreng, som han nu har lovet drengens mor - ikke dit!!
Og hvis han siger "Jamen du lovede", så smider du en ting som han har lovet, men ikke overholdt i hovedet på ham...
Det er ikke nemt, men jeg er sikker på, at du på et tidspunkt vil kunne se at det er den rigtige beslutning!!
Held og lykke
Mis

at manden kan være så ligeglad, men jeg tror ikkke at han kan se alvoren i det, han har jo aldrig skulle tage ansvar for noget som helst, det gjorde børnenes mor og familie hele vejen igennem - det er som om, at jeg har fået en teenagemand at skal til at opdrage på, men det vil jeg ikke...
Som skrevet, så vil han ikke ansætte en barnepige og rengøringskone, jeg kunne gøre det, men det bliver jo ik uden vrøvl og ballade... kan måske får ham overtalt til at sige ja, men hvad nytter det, når det er imod hans vilje, han vil jo nok ikke af den grund give sig mere tid til mig og børnene, det har jeg jo oplevet ved at jeg lavede mere her i huset, så skulle der være mere tid til samvær, men nej, faktisk tvært imod...
Han siger han elsker mig, men ofte siger han det med et ligegyldigt udtryk og så svarer jeg ham ikke altid, andre gange virker det som om, at han oprigtig elsker mig...
han har været ligesådan overfor eksén - børnenes mor og hende elskede han jo....tror bare han nærmest har en lidt sygelig måde at ville bestemme det hele på og det virker udnyttende at han kører sit egotrip på, ved at lade mig gøre det hele og ikke imødekommer mine behov og ønsker...

jeg tør ikke sige til ham, at jeg endelig vil flytte, jeg er bange for, at han bruger mig endnu mere til barnepige, siger endnu flere grimme ord osv... jeg skal først flytte om 3 uger...
han undskylder hle tiden at han jo ikke vidste at han skulle arbejde på lige det tidspunkt, hvor han har lovet mig nogle ting, en rigtig god undskyldning, jeg har sagt til ham jammen når du vil noget, der virkelig intereeser dig, så smider han ofte alt hvad han har i hænderne og skrider...
jeg er blevet skuffet så mange gange, at det har sat sig til en lille deprihed...
jeg bliver mere og mere sikker på, at den rigtige beslutning om at flytte er det rigtige.

Hold ud i de tre uger der går, før du kan flytte...
Sig ikke noget til ham, før du kan pakke dine ting, og være ude.
Men husk at forklarere børnene at det IKKE har noget med dem at gøre!!
3 uger!! Du kan gøre det!!
Mis

børnene opmærksomme på, at det ikke har noget med dem at gøre...
kæresten var lige et smut forbi og jeg sagde at jeg skal til møde i aften og hvad så med børnene, han sagde at han ville passe dem.... nå ok overraskende, men han ved jo også godt, at ellers tager jeg mine børn under armen og tager dem med ind til en veninde, som jeg har gjort nogle gange før og så skal han jo alligevel passe sine børn...
han er måske ved at vågne lidt op, men det er sgu da alt for anstrængende, at jeg skal råbe højt, før der sker noget...

nogle dage og timer er jeg stærk, nogle gange modsat.
Det er svært at erkende at tingende ikke forandrer sig og det er svært at skulle vinke farvel til kernefamilien og giftemål og det gør ondt at skulle erkende at manden ikke vil mig nok og er meget ego-det gør ondt at erkende, men det står lige foran næsen på mig, så jeg kan ikke se bort fra det længere..
drømmene er en af mine allerstørste ressourcer i denne verden, men nogle gange får drømmende frit spil og min verden bryder sammen, når min drøm endnu engang ikke går i opfyldelse, så klamrer jeg mig til det allersidste strå, men det glider ud af mine hænder og jeg ser den barske virkelighed i øjnene...
jeg har ingen steder at tage hen, jo hen til en god ven, men der er alt for trangt der og den måde hun lever livet på, kan jeg ikke have mine børn der, så føler jeg mig indespærret....
hvor ville jeg ønske at kunne tage et sted hen med mine børn, bare komme væk herfra og så håbe på for allersidste gang, at kæresten virkelig forstår alvoren i det hele, for så har jeg da virkelig gjort mere end hvad man kan gøre, for at få det til at fungere....

tværtimod!! Du lyder som en stærk kvinde, som ved hvad du vil og hvad der er rigtigt for dig, men frygter konsekvenserne af din beslutning..
Jeg synes også du skulle finde et midlertidigt sted at bo, i de tre uger, før du kan overtage lejligheden.. Du skal ikke gå rundt i hans store hus og agere hushjælp, ulykkelig. Du skal videre.. Kan dig og børnene ikke bo hos dine forældre de tre uger?..
Eller hos den veninde der, selvom hendes livsstil ikke er for børn, hun kan måske udvise lidt hensyn i tre uger?..
Tænk at du allerede kan være fri i dag!, frem for om tre uger.. Og ellers, så går tre uger sgu hurtigt.. så gør som mis siger, bid tænderne sammen, hold gode miner til slet spil, og glæd dig over at du allerede ER fri, i og med du tager beslutningen om at være det................
Han er slet ikke fair overfor dig og ungerne. Ja han lyder som en teenagemand, og han har meget at lære. Og du har prøvet at lære ham det, men dig lytter han ikke til, Så må han føle. Så må han, igen, stå alene med hele ansvaret og mon ikke tiøren falder en dag.. når alle kvinder forlader ham, må det gå op for ham, at det ham og ikke jer som er problemet.
Ønsker dig rigtig meget held og lykke med dit nye liv! (læs evt Helbred dit liv, af Louise Hay)