Han vil ikke have flere børn

Jeg er en kvinde sidst i 30'erne, som langt om længe har mødt en mand, som jeg elsker og gerne vil have et barn med. Men han har 2 teenagebørn i forvejen og ønsker ikke at få flere børn, han vil hellere nyde den frihed det giver kun at have børnene hver anden uge.
Det gør rigtigt ondt at han afviser mit ønske om at få et barn, især fordi han er en god far og meget glad for sine børn.
Jeg er bange for at presse ham, men også bange for at den afvisning jeg føler han har givet mig vil vokse sig større og gøre det svært for os.
Hvordan kommer man videre ud af dette?

Du skriver det selv: "Hvordan kommer man videre ud af dette?"
Jeg har selv måttet sige farvel til en mand, jeg elskede meget højt, da han ønskede sig børn,og jeg ikke kunne give ham det. Først troede vi begge, at vi kunne klare os med mine, men det gik selvfølgelig ikke.
Altså skal du enten finde ro i tanken om ikke at få dine egne biologiske børn, eller så må du slippe ham fri. Han fortjener jo ikke en kæreste, der vil ende med at hade ham for ikke at ville skabe liv med ham.

Du finder en kæreste der gerne vil have
et barn, og lader de gamle være i fred.

Hvis manden ikke ønsker flere børn og du brændende ønsker børn, så er det nok bare ikke jer to. Børn er meget at give afkald på for en partner. Men ens frihed er absolut lige så stor ting at give afkald på for en partner.

Spørg dig selv: Er han den rette for mig?
Det kan godt være han har en masse gode kvaliteter, og at du føler at du elsker ham. Men hvis du gerne vil have et barn, og han ikke vil - så er han jo tydeligvis ikke den rette for dig.
Hvis man vi have et barn, og vælger det fra fordi ens partner ikke vil have det, så kommer man til at fortryde det på et tidspunkt. Det samme kan meget vel gøre sig gældende, hvis man får et barn, bare for partnerens skyld.

Du skal simpelthen gøre op med dig selv, om du kan leve uden et barn og være lykkelig altid med denne mand, og aldrig nogen sinde vil komme til at bære nag mod ham, fordi du ikke fik det barn du ville have. Og når du er kommet til en konklusion, skal du handler derefter.
Hvis konklusionen er, at du kan leve med det, så er den suppehøne kogt færdig. Hvis konklusionen er, at du formentlig en dag vil fortryde at du aldrig fik et barn - så sig det til ham. Sig at du elsker ham højt, men at det betyder alverden for dig, at få et barn, og hvis han mener at han ikke kan give dig et barn, så er du simpelthen nødt til at komme videre med dit liv, for så spilder du din tid med ham.
Hellere være alene i håbet om at barnet kan komme, og alene og barnløs med bevidstheden om, at du så har truffet dit valg, frem for at ende sur og bitter fordi manden du lever sammen med, har nægtet dig det der er vigtigt for dig.

Man lærer ikke at komme videre uden. Hvis man vil have børn, finder man en mand der også vil. Det andet vil du fortryde, hvis ikke til din dødsdag, så på dit dødsleje, men det allerværste er, at du - når du kommer i overgangsalderen og timeglasset er tomt - så vil du hade ham en lille smule mere hver dag.
Enten giver han sig, eller han må videre. [:*(]

Du dropper ham, han vil bare lege, ikke andet, find du dig en der tager dig alvorligt.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Hvor i hver især står, og det er en vigtig ikke at presse den ene eller anden til nogen han/hun vil, og ikke vil.
Så enten lære du og accepterer tingenes tilstand, og ellers må du træde ud af det. Det med at presse til børn der ikke er ønskede, har jeg set en håndfuld gange, og ingen af dem er sammen idag, de har dog dejlige unger.

Så vil han forlade hende med 100% garanti.

Det er muligt at du har ret. Jeg tror dog ikke at du kan være 100% sikker, da det ville sige at det modsatte aldrig er sket.
For en mand der har den indstilling, som det bliver beskrevet i trådstarten, kan det godt se ´sådan ud. Jeg tror dog at det kan ændre sig i det øjeblik hun konfronterer ham med at hun er gravid.
Han er sikkert glad og tilfreds som situationen er lige nu. Men med udsigten til en lille ny, og ikke mindst det det gør ved trådstarter, så tror jeg han skal være af sten hvis han ikke bliver mere positiv for udsigten til et fælles barn.
Jeg tror ikke at kærligheden er så ensidig som en del af indlæggene her vil gøre det til. Hvis hendes kærlighed bare bliver gengældt en smule, så vil han være til at bøje om.
Bare min holdning
vh d.com

"Man ved ikke hvad man har savnet, før man får det", er et ordsprog som måske kan bruges her. Kald mig overromantisk. Kald mig drømmer. Kald mig naiv. Jeg tror ikke at noget er så klippefast at det ikke kan ændres.
Som sagt i et andet indlæg, så tror jeg på at fyren kan blive glad for udsigten til et fælles barn, når først du er gravid. Jeg er bestemt imod at en mand skal tvinges til at blive far. Men er kærligheden mellem jer så forankret som jeg fornemmer at den er, så tror jeg at han er mand nok til at tage imod en lille ny med åbne arme.
Jeg synes nok at indlæggene her er meget kategoriske. Måske er jeg også bare en håbløs optimist der altid tror at et glas er halvt fuldt, og ikke halvt tomt. Måske/måske ikke?
vh d.com

så er du i gode hænder. stil ikke egoistiske krav når så mange mangler hjælp.Sorry but do Wake up

Du er sidst i 30érne, han har næsten voksne børn. Og han vil ikke have flere børn. Dert kan være hårdt at acceptere men han melder ærligt ud. Det hverken kan eller skal du lave om på.
Det er ikke en afvisning af dig, men et nej til at forfra med en baby. Du må gøre op med dig selv hvad er betyder mest for dig. At blive mor eller beholde ham som kæreste.
Du kommer videre ved at træffe valget. Skal du være mor eller skal du beholde kæresten.

have tænkt på meget før......så ud med ham hvis du vil have børn.....Mænd gør det jo hele tiden.

Med mindre manden er en vatnisse, og den
type går de fleste kvinder udenom. Fordi
de vil have en mand, der udstråler styrke,
overblik og selvtillid.

Jeg er meget enig med de indlæg, drummedar.com kalder kategoriske: Din kæreste har meldt ærligt ud, og det bliver du nødt til at respektere. Hvis du ønsker børn, må du finde en anden mand...
Det lyder hårdt og katergorisk, men det handler jo ikke om at din kæreste ikke elsker dig eller ønsker at såre dig. Det handler om, at din kæreste har taget et valg af hensyn til sig selv. Og det er vel egentlig helt ok at man tager hensyn til sine egne ønsker ved sådan et alvorligt - og personligt - emne.
Det er ikke et sjovt fra at få fra den mand man elsker og har lyst til at få børn med. Det kan jeg sagtens forstå. Men jeg synes du skal respektere hans valg - og tage stilling til om du vil have manden - uden fælles børn - eller finde en anden, der deler dit ønske.
Min ex mand bor sammen med en kvinde, der ikke har egne børn. Men som meget gerne vil have det. Det ønsker min ex dog ikke. Altså samme situation som jer.
Jeg ved at min ex er meget glad for sin kæreste. Og gerne vil dele resten af livet med hende. Hans fravalg af flere børn har intet med manglende kærlighed til kæresten at gøre. Nærmere tværtimod...Han har mistet en "kernefamilie" - nemlig med mig og vores to fælles børn - fordi han ikke formåede at få arbjede, fritidsinteresser, ægteskab og børn til at gå op i en højere enhed. Og det ønsker han ikke at gentage ...
Nu kender jeg ikke trådstarters kæreste, men jeg ved, at min ex mener hvad han siger: Ikke flere børn...Og jeg er sikker på at deres forhold går i stykker, hvis de alligvel får et barn. Hun kan måske godt presse ham til at de bliver "enige" , fordi han ikke har lyst til at såre hende eller ikke vil miste hende. Eller måske bare fordi han ikke orker flere "overtagelsesforsøg". Men hans udmelding om ikke flere børn er meget velovervejet - han ved med sig selv, at det liv han øsnker at leve, ikke kan fungere sammen med små børn.

Til drummedar.com:
Jeg synes ikke det handler om at være optimist eller ej, eller om deres kærlighed er tilstrækkelig forankret. Det handler om gensidig respekt.
At blive gravid mod mandens ønske, fordi hun regner med, at han efterfølgende bliver glad for den lille guldklump, er i mine øjne respektløst. Det er det samme som at sige, at hun ikke anerkender mandens egene vilje, at hun ikke anerkender, at han selv er i stand til at træffe beslutninger.

Kære barnløs
Sidder og læser dit indlæg, mens min 8 måneder gamle datter kører glad rundt i sin lille gåvogn. Min kæreste ville ikke have børn. Der var intet, jeg kunne gøre, og jeg spurgte så mig selv, hvordan jeg ville have det, hvis vi ikke fik et barn og så senere - når jeg ikke mere kunne få børn - gik fra hinanden. Der var ingen tvivl - jeg ville ikke kunne leve med det, og jeg valgte derfor at sætte ham stolen for døren. Det var langt fra lige til og måtte gøres et par gange før han forstod, at jeg mente det. Han blev, gjorde mig gravid og idag er han mig taknemlig for vores dejlige datter. (Han havde ingen børn i forvejen)
Spørg dig selv, om du kan leve med, at I måske går fra hinanden, når du ikke mere kan få børn.
Jeg skriver til dig, fordi jeg faktisk står i situationen igen, da jeg ønsker et barn til og min kæreste ikke vil. Det er bare for, at du forstår, at jeg virkelig levende forestiller mig, de tusinde af tanker, der går gennem dit hoved. Følg dit hjerte, følg din mavefornemmelse....Pøj pøj