Handlingens yoga
Det følgende er fra Bhagavad Gitas 3. kapitel, der kaldes Karma-yoga. Karma betyder handling og yoga betyder at forbinde sig med Gud, så karma-yoga betyder at forbinde sig med Gud gennem sine handlinger.
Arjuna sagde: O Janardana, O Keshava, hvorfor vil du så gerne beskæftige mig i denne forfærdelige krig, hvis du synes, at intelligens er bedre end frugtstræbende arbejde? (Bg. 3.1)
Min intelligens er forvirret af dine tvetydige instruktioner. Fortæl derfor venligst uden omsvøb hvad der er bedst for mig. (Bg 3.2)
Den Højeste Personlige Guddom sagde: O du syndefri Arjuna, Jeg har allerede forklaret, at der er to typer mennesker, der forsøger at realisere selvet. Nogle er tilbøjelige til at forstå det gennem empirisk, filosofisk spekulation, og andre gennem hengiven tjeneste.
(Bg 3.3)
Man kan ikke opnå frihed fra reaktioner blot ved at afholde sig fra at handle, ej heller opnår man fuldkommenhed alene gennem forsagelse. (Bg 3.4)
Enhver er tvunget til hjælpeløst at handle ifølge de egenskaber, han har erhvervet sig fra naturens kvaliteter; derfor er der ingen selv for et øjeblik, der kan lade være med at gøre noget. (Bg 3.5)
En, der lægger bånd på sine sanser, men hvis sind dvæler på sanseobjekterne, vildleder i sandhed sig selv og kaldes en hykler. (Bg. 3.6)
Hvis en oprigtig person på den anden side gennem sit sind forsøger at kontrollere sine aktive sanser og begynder på karma-yoga (i Krishnabevidsthed) uden at være tilknyttet, er han langt bedre stillet. (Bg 3.7)
Udfør dine foreskrevne pligter for det er bedre end at være uvirksom. Man kan ikke engang opretholde det fysiske legeme uden at handle. (Bg 3.8)
Man er nødt til at udføre sine handlinger som en ofring til Vishnu, ellers vil disse handlinger forårsage trældom i denne materielle verden. Udfør derfor dine foreskrevne pligter for at behage Ham,O Kuntis søn, for på den måde kan du altid forblive fri for trældom. (Bg 3.9)
I begyndelsen af skabelsen udsendte Herren over alle skabninger generationer af mennesker og halvguder sammen med ofringsprocedurer til Vishnu, og velsignede dem ved at sige, 'Bliv i nu lykkelige gennem dette yajna (ofringer), for ved at udføre dem vil alting ønskværdigt tilkomme jer for at i kan leve lykkeligt og opnå befrielse.' (Bg 3.10)
Halvguderne vil, når de behages gennem ofringer, også behage jer, og således vil velstand herske for alle gennem sådant samarbejde mellem mennesker og halvguder. (Bg 3.11)
Halvguderne, der har ansvaret for de forskellige livsnødvendigheder, vil, hvis de tilfredsstilles gennem yajna (ofringer), forsyne jer med alle fornødenheder. Men den, der nyder sådanne gaver uden at tilbyde halvguderne noget til gengæld, er sandelig en tyv. (Bg 3.12)
De hengivne frigøres fra al mulig synd fordi de spiser føde, der først er tilbudt som en ofring. Andre, der tilbereder deres mad for deres egen personlige nydelse, spiser sandelig kun synd. (Bg 3.13)
Alle levende væsener ernæres af korn, som kommer fra regn. Regn kommer fra udførelsen af yajna (ofringer), og yajna er født af foreskrevne pligter. (Bg. 3.14)
Regulerede handlinger er foreskrevet i Vedaerne, og Vedaerne er direkte manifesterede fra Guddommens Højeste Personlighed. Følgelig er den altgennemtrængende transcendens tilstede i udførelsen af ofringer. (Bg 3.15)
Min kære Arjuna, en, der ikke i det menneskelige liv følger denne ofringscyklus således etableret i Vedaerne, lever så sandeligt et liv fuld af synd. En person, der lever udelukkende for at tilfredsstille sine sanser, lever forgæves. (Bg 3.16)
Men for en, der finder glæde i selvet, hvis menneskelige liv går ud på selv-realisation, og som kun er tilfreds og helt mættet i selvet - for en sådan person er der ingen pligter. (Bg.3.17)
Et selv-realiseret menneske har intet mål at opfylde i udførelsen af sine foreskrevne pligter, ej heller har det nødigt at udføre sådant arbejde. Ej heller behøver det at forlade sig på noget andet levende væsen. (Bg 3.18)
Derfor bør man uden at være knyttet til frugterne af sine handlinger handle for pligtens skyld, for ved at arbejde uden tilknytning opnår man den Højeste. (Bg 3.19)
Konger som Janaka opnåede fuldkommenhed ved at udføre sine foreskrevne pligter. Derfor bør du om ikke andet så for at uddanne folk i almindelighed udføre dit arbejde. (Bg 3.20)
Hvilke handlinger en stor mand end udfører, følger almindelige mennesker i hans fodspor, og hvilket eksempel han end sætter gennem sine handlinger, efterfølges det af den ganske verden. (Bg 3.21)
Indenfor alle de tre planetsystemer findes der for Mig intet foreskrevet arbejdet, oh Prithas søn. Ej heller har Jeg behov for noget, ej heller behøver Jeg at opnå noget - alligevel beskæftiger Jeg Mig med foreskrevne pligter. (Bg. 3.22)
For hvis Jeg nogensinde skulle undlade omhyggeligt at udføre mine foreskrevne pligter, oh Parta, ville alle mennesker sandelig følge i Mit fodspor. (Bg 3.23)
Hvis Jeg ikke udførte foreskrevne pligter, ville alle disse verdener blive sat i forfald. Jeg ville være skyld i, at der blev skabt uønsket befolkning, og Jeg ville derved ødelægge freden for alle levende væsener. (Bg 3.24)
Ligesom de uvidende udfører deres pligter i tilknytning til resultatet, bør de lærde ligeledes handle men uden tilknytning for at lede folk på den rette vej. (Bg 3.25)
For ikke at forstyrre sindsfreden hos de uvidende, der er knyttede til resultaterne af deres foreskrevne pligter, bør en lærd person således ikke tilskynde dem til ophøre med at arbejde. Ved at arbejde i en ånd af hengivenhed bør han hellere beskæftige dem i alle mulige handlinger (for gradvist at udvikle Krishna bevidsthed). (Bg 3.26)
Den forvirrede åndelige sjæl tror under under indflydelse af de falske ego, at han er den, der udfører handlinger, der i virkeligheden bliver udført af naturens tre kvaliteter. (Bg. 3.27)
En, der besidder kundskab om den Absolutte Sandhed, O du svært bevæbnede, beskæftiger sig ikke med sansenydelse, fordi han meget vel kender forskellen på at arbejde i hengivenhed og arbejde for selviske resultater. (Bg 3.28)
De uvidende, der er under inflydelse af den materielle natur, beskæftiger sig helt med med materielle handlinger (selviske handlinger), og bliver tilknyttede. Men de vise bør ikke forurolige dem, selvom disse pligter er underordnede, idet de udføres med
manglende viden. (Bg 3.29)
Derfor bør du, oh Arjuna, overgive alt arbejde til Mig, i fuld viden om Mig, og uden higen efter profit eller krav på ejerskab, og fri for dovenskab, rejs dig og kæmp. (Bg 3.30)
De, der udfører deres pligter ifølge mine anvisninger, og som trofast følger min lære uden at være misundelige, bliver frigjorte fra bindingerne til selviske handlinger. (Bg. 3.31)
Men de, der ud af misundelse lader hånt om denne lære, og som ikke følger den regelmæssigt, er at anse for blottede for al viden; de er vildledte og deres bestræbelser på fuldkommenhed er dømt til at mislykkes. (Bg 3.32)
Selv en, der befinder sig i kundskab, handler i forhold til sin egen natur, for enhver følger den natur, han har erhvervet sig fra de tre kvaliteter. Hvad kan undertrykkelse afstedkomme? (Bg 3.33)
Der er principper til at regulere den tilknytning og modvilje, der opstår i forbindelse med sanserne og deres objekter. Man bør ikke ligge under for sådan tilknytning og modvilje, for de er forhindringer på selv-realisationens vej. (Bg 3.34)
Det er langt bedre, at udføre sine egne foreskrevne pligter, selvom man begår fejl, end at udføre en andens pligter perfekt. Ødelæggelse, der følger i kølvandet på udførelsen af ens egne pligter, er bedre end at beskæftige sig med en andens pligter. (Bg 3.35)
Arjuna sagde: O Vrishnis efterkommer, hvad er det, der får mig til at udføre syndefulde handlinger, selv mod min vilje, som om en kraft tvinger mig? (Bg 3.36)
Den Højeste Personlige Guddom sagde: Det er udelukkende begæret affødt af lidenskabens kvalitet, og som senere bliver til vrede (uvidenhedens kvalitet), der er denne verdens altfortærende syndfulde fjende. (Bg 3.37)
Ligesom en ild er dækket af røg, som et spejl er dækket af støv eller som et foster er dækket af livmoderen, er det levende væsen dækket af begær i forskellig grad. (Bg 3.38)
Således bliver det vise levende væsens rene bevidsthed dækket af sin evige fjende i form af begæret, der aldrig kan tilfredsstilles og som brænder som ild. (Bg 3.39)
Sanserne, sindet og intelligensen er sæder for dette begær. Gennem disse dækker lysten det levende væsens virkelige viden og vildleder ham. (Bg 3.40)
Derfor bør du, oh Arjuna, lige fra begyndelsen af betvinge dette store syndens symbol (begær) ved at regulere sanserne og på den måde udradere denne ødelægger af viden og selv-realisation. (Bg. 3.41)
De aktive sanser er overordnede inaktiv stof; sindet er højere end sanserne; intelligensen er endnu højere end sindet; og sjælen er højere end selv intelligensen.
(Bg 3.42)
Når man således ved, at selvet er transcendentalt de materielle sanser, sindet og intelligensen, oh du sværtbevæbnede Arjuna, bør man støtte sindet med målrettet åndelig intelligens (Krishnabevidsthed) og således gennem åndelig styrke overvinde denne umættelige fjende ved navn begær. (Bg 3.43)
Arjuna sagde: O Janardana, O Keshava, hvorfor vil du så gerne beskæftige mig i denne forfærdelige krig, hvis du synes, at intelligens er bedre end frugtstræbende arbejde? (Bg. 3.1)
Min intelligens er forvirret af dine tvetydige instruktioner. Fortæl derfor venligst uden omsvøb hvad der er bedst for mig. (Bg 3.2)
Den Højeste Personlige Guddom sagde: O du syndefri Arjuna, Jeg har allerede forklaret, at der er to typer mennesker, der forsøger at realisere selvet. Nogle er tilbøjelige til at forstå det gennem empirisk, filosofisk spekulation, og andre gennem hengiven tjeneste.
(Bg 3.3)
Man kan ikke opnå frihed fra reaktioner blot ved at afholde sig fra at handle, ej heller opnår man fuldkommenhed alene gennem forsagelse. (Bg 3.4)
Enhver er tvunget til hjælpeløst at handle ifølge de egenskaber, han har erhvervet sig fra naturens kvaliteter; derfor er der ingen selv for et øjeblik, der kan lade være med at gøre noget. (Bg 3.5)
En, der lægger bånd på sine sanser, men hvis sind dvæler på sanseobjekterne, vildleder i sandhed sig selv og kaldes en hykler. (Bg. 3.6)
Hvis en oprigtig person på den anden side gennem sit sind forsøger at kontrollere sine aktive sanser og begynder på karma-yoga (i Krishnabevidsthed) uden at være tilknyttet, er han langt bedre stillet. (Bg 3.7)
Udfør dine foreskrevne pligter for det er bedre end at være uvirksom. Man kan ikke engang opretholde det fysiske legeme uden at handle. (Bg 3.8)
Man er nødt til at udføre sine handlinger som en ofring til Vishnu, ellers vil disse handlinger forårsage trældom i denne materielle verden. Udfør derfor dine foreskrevne pligter for at behage Ham,O Kuntis søn, for på den måde kan du altid forblive fri for trældom. (Bg 3.9)
I begyndelsen af skabelsen udsendte Herren over alle skabninger generationer af mennesker og halvguder sammen med ofringsprocedurer til Vishnu, og velsignede dem ved at sige, 'Bliv i nu lykkelige gennem dette yajna (ofringer), for ved at udføre dem vil alting ønskværdigt tilkomme jer for at i kan leve lykkeligt og opnå befrielse.' (Bg 3.10)
Halvguderne vil, når de behages gennem ofringer, også behage jer, og således vil velstand herske for alle gennem sådant samarbejde mellem mennesker og halvguder. (Bg 3.11)
Halvguderne, der har ansvaret for de forskellige livsnødvendigheder, vil, hvis de tilfredsstilles gennem yajna (ofringer), forsyne jer med alle fornødenheder. Men den, der nyder sådanne gaver uden at tilbyde halvguderne noget til gengæld, er sandelig en tyv. (Bg 3.12)
De hengivne frigøres fra al mulig synd fordi de spiser føde, der først er tilbudt som en ofring. Andre, der tilbereder deres mad for deres egen personlige nydelse, spiser sandelig kun synd. (Bg 3.13)
Alle levende væsener ernæres af korn, som kommer fra regn. Regn kommer fra udførelsen af yajna (ofringer), og yajna er født af foreskrevne pligter. (Bg. 3.14)
Regulerede handlinger er foreskrevet i Vedaerne, og Vedaerne er direkte manifesterede fra Guddommens Højeste Personlighed. Følgelig er den altgennemtrængende transcendens tilstede i udførelsen af ofringer. (Bg 3.15)
Min kære Arjuna, en, der ikke i det menneskelige liv følger denne ofringscyklus således etableret i Vedaerne, lever så sandeligt et liv fuld af synd. En person, der lever udelukkende for at tilfredsstille sine sanser, lever forgæves. (Bg 3.16)
Men for en, der finder glæde i selvet, hvis menneskelige liv går ud på selv-realisation, og som kun er tilfreds og helt mættet i selvet - for en sådan person er der ingen pligter. (Bg.3.17)
Et selv-realiseret menneske har intet mål at opfylde i udførelsen af sine foreskrevne pligter, ej heller har det nødigt at udføre sådant arbejde. Ej heller behøver det at forlade sig på noget andet levende væsen. (Bg 3.18)
Derfor bør man uden at være knyttet til frugterne af sine handlinger handle for pligtens skyld, for ved at arbejde uden tilknytning opnår man den Højeste. (Bg 3.19)
Konger som Janaka opnåede fuldkommenhed ved at udføre sine foreskrevne pligter. Derfor bør du om ikke andet så for at uddanne folk i almindelighed udføre dit arbejde. (Bg 3.20)
Hvilke handlinger en stor mand end udfører, følger almindelige mennesker i hans fodspor, og hvilket eksempel han end sætter gennem sine handlinger, efterfølges det af den ganske verden. (Bg 3.21)
Indenfor alle de tre planetsystemer findes der for Mig intet foreskrevet arbejdet, oh Prithas søn. Ej heller har Jeg behov for noget, ej heller behøver Jeg at opnå noget - alligevel beskæftiger Jeg Mig med foreskrevne pligter. (Bg. 3.22)
For hvis Jeg nogensinde skulle undlade omhyggeligt at udføre mine foreskrevne pligter, oh Parta, ville alle mennesker sandelig følge i Mit fodspor. (Bg 3.23)
Hvis Jeg ikke udførte foreskrevne pligter, ville alle disse verdener blive sat i forfald. Jeg ville være skyld i, at der blev skabt uønsket befolkning, og Jeg ville derved ødelægge freden for alle levende væsener. (Bg 3.24)
Ligesom de uvidende udfører deres pligter i tilknytning til resultatet, bør de lærde ligeledes handle men uden tilknytning for at lede folk på den rette vej. (Bg 3.25)
For ikke at forstyrre sindsfreden hos de uvidende, der er knyttede til resultaterne af deres foreskrevne pligter, bør en lærd person således ikke tilskynde dem til ophøre med at arbejde. Ved at arbejde i en ånd af hengivenhed bør han hellere beskæftige dem i alle mulige handlinger (for gradvist at udvikle Krishna bevidsthed). (Bg 3.26)
Den forvirrede åndelige sjæl tror under under indflydelse af de falske ego, at han er den, der udfører handlinger, der i virkeligheden bliver udført af naturens tre kvaliteter. (Bg. 3.27)
En, der besidder kundskab om den Absolutte Sandhed, O du svært bevæbnede, beskæftiger sig ikke med sansenydelse, fordi han meget vel kender forskellen på at arbejde i hengivenhed og arbejde for selviske resultater. (Bg 3.28)
De uvidende, der er under inflydelse af den materielle natur, beskæftiger sig helt med med materielle handlinger (selviske handlinger), og bliver tilknyttede. Men de vise bør ikke forurolige dem, selvom disse pligter er underordnede, idet de udføres med
manglende viden. (Bg 3.29)
Derfor bør du, oh Arjuna, overgive alt arbejde til Mig, i fuld viden om Mig, og uden higen efter profit eller krav på ejerskab, og fri for dovenskab, rejs dig og kæmp. (Bg 3.30)
De, der udfører deres pligter ifølge mine anvisninger, og som trofast følger min lære uden at være misundelige, bliver frigjorte fra bindingerne til selviske handlinger. (Bg. 3.31)
Men de, der ud af misundelse lader hånt om denne lære, og som ikke følger den regelmæssigt, er at anse for blottede for al viden; de er vildledte og deres bestræbelser på fuldkommenhed er dømt til at mislykkes. (Bg 3.32)
Selv en, der befinder sig i kundskab, handler i forhold til sin egen natur, for enhver følger den natur, han har erhvervet sig fra de tre kvaliteter. Hvad kan undertrykkelse afstedkomme? (Bg 3.33)
Der er principper til at regulere den tilknytning og modvilje, der opstår i forbindelse med sanserne og deres objekter. Man bør ikke ligge under for sådan tilknytning og modvilje, for de er forhindringer på selv-realisationens vej. (Bg 3.34)
Det er langt bedre, at udføre sine egne foreskrevne pligter, selvom man begår fejl, end at udføre en andens pligter perfekt. Ødelæggelse, der følger i kølvandet på udførelsen af ens egne pligter, er bedre end at beskæftige sig med en andens pligter. (Bg 3.35)
Arjuna sagde: O Vrishnis efterkommer, hvad er det, der får mig til at udføre syndefulde handlinger, selv mod min vilje, som om en kraft tvinger mig? (Bg 3.36)
Den Højeste Personlige Guddom sagde: Det er udelukkende begæret affødt af lidenskabens kvalitet, og som senere bliver til vrede (uvidenhedens kvalitet), der er denne verdens altfortærende syndfulde fjende. (Bg 3.37)
Ligesom en ild er dækket af røg, som et spejl er dækket af støv eller som et foster er dækket af livmoderen, er det levende væsen dækket af begær i forskellig grad. (Bg 3.38)
Således bliver det vise levende væsens rene bevidsthed dækket af sin evige fjende i form af begæret, der aldrig kan tilfredsstilles og som brænder som ild. (Bg 3.39)
Sanserne, sindet og intelligensen er sæder for dette begær. Gennem disse dækker lysten det levende væsens virkelige viden og vildleder ham. (Bg 3.40)
Derfor bør du, oh Arjuna, lige fra begyndelsen af betvinge dette store syndens symbol (begær) ved at regulere sanserne og på den måde udradere denne ødelægger af viden og selv-realisation. (Bg. 3.41)
De aktive sanser er overordnede inaktiv stof; sindet er højere end sanserne; intelligensen er endnu højere end sindet; og sjælen er højere end selv intelligensen.
(Bg 3.42)
Når man således ved, at selvet er transcendentalt de materielle sanser, sindet og intelligensen, oh du sværtbevæbnede Arjuna, bør man støtte sindet med målrettet åndelig intelligens (Krishnabevidsthed) og således gennem åndelig styrke overvinde denne umættelige fjende ved navn begær. (Bg 3.43)