Har mistet mit livs kærlighed…

Jeg sidder nu på fjerde uge og sørger over bruddet med min kæreste igennem 8 år. Det er ikke til at bære og jeg har ikke sovet siden det skete, for det var helt klart min egen skyld… Men hun var og vil foreviget være mit livs kærlighed og største forelskelse!
Så der er hele tiden to ting der kommer op i mine tanker…
Men hvordan kan jeg få hende tilbage?
Hvordan glemmer jeg og får hende ud af mit liv, tanker og sjæl?
Det sidste ønsker jeg ikke, for jeg drømmer kun om en ting, og det er at få hende tilbage!
Det kredser hele tiden i mit hoved… Er gløden helt væk… Er der intet tilbage… 7 fantastiske år og et totalt detour år, som ødelagde det hele… kan dette ikke tilgives? Kan kærligheden komme tilbage? Kan hun få de følelser tilbage der engang var der? Hvad skal jeg gøre for hun igen vil være der for mig? Hvad skal jeg gøre så hun tror på kærligheden mellem os?
Ja, hvad skal der til?
Jeg er en mand på 52 år, som har kendt min ex-kæreste i rigtig mange år, og for 8 år siden faldt vi pladask for hinanden.
Der er en stor aldersforskel mellem os, men den har ikke virket hæmmende eller være udpræget tydelig på nogen måde, før nu, hvor det hele ramlede ned omkring mig. Her bruger hun denne aldersforskel som en hjørnesten, for hun vil videre, stifte familie, have børn, o.s.v., og her passer jeg ikke ind som gammel far og mand.
Jeg har altid været en succesfuld person, haft stort selvværd, været ovenpå og på mange måder altid været en person som folk stolede på, var fortrolig med, og betroede sig til. Jeg var ham som kom med de gode råd og hjalp alle, for det havde jeg overskud til.
Men i forbindelse med at jeg fik et på papiret utroligt godt og spændende topjob i den virksomhed jeg på daværende tidspunkt arbejde for, så startede nedturen, for jobbet var slet ikke det der stod i jobbeskrivelsen, og jeg blev mere og mere ked af at gå på arbejde og det endte med, at jeg skiltes med virksomheden og der gik kun få uger, så havde jeg et nyt job.
Men dette så også godt ud på papiret, dog var det økonomisk meget ringere end mit tidligere, men jeg havde dog et job. Desværre kan jeg heller ikke her falde til ro og udfolde mig som jeg var vant til før i tiden, så jeg var, og er igennem en frustrerende job situation, som desværre har gjort mig bitter, ofte sur og irritable, hvilket igen gik mest ud over min kæreste.
For at kompenserer for min frustrationer, så begyndte jeg at give al min opmærksomhed til det jeg var glad for i livet, nemlig min kæreste.
Jeg gjorde alt for hende og jeg mener alt, lige fra at købe ind, lave mad, hygge, altid være sammen med hende, overdængede hende med dyre gaver, vi rejste meget og boede i luksus, spiste dyrt, købte mange ting, men jeg glemte at give hende en ting… luft, frihed til at gøre hvad hun ville og ønskede, plads til hendes venner og veninder, frirum til at være sig selv…
Jeg blev bare for meget, for meget, så jeg åd op hendes liv, så hun blev kvalt i mig og mit ønske om at behage hende og da hun er en meget intelligent og selvstændig pige, så vil hun også have sit eget liv… sit frirum… sine pauser, hvor hun kunne være sig selv…
Jeg var kontrollerende, uden at bevidst ønske at være kontrollerende, jeg var jaloux uden grund, jeg var mistænkelig uden nogensinde at have haft virkelig en begrundelse for at være det, jeg var sur og tvær, når jeg skulle være glad og støttende, jeg var mildest taget en tyran, hvor jeg bare skulle have været glad for at være sammen med en så dejlig pige som hende!
Desværre gjorde jeg også en af de ting, som jeg altid har advaret hende om, nemlig blev voldelig.
To gange har jeg været hård ved hende, dog har jeg aldrig slået hende direkte, men jeg har holdt hende fast og en gang taget kvælertag på hende i frustration over hvad hun sagde, råbte hysterisk af mig… men det var mig der gik over gevind og det var mig der havde startet det hele ved at være sur og provokerende…
Når jeg ser tilbage, så har jeg på alle måder igennem det sidste år, været et fjols, som ikke værdsatte det jeg havde, men hele tiden fokuserede på os og kun os og passede hendes os, ikke ind i mit os, så blev jeg sur og tvær og opførte mig som et fjols.
Så lørdag den 13. oktober blev det for meget for hende og hun smed mig ud og med rette, for jeg havde tæret hendes kærlighed op, jeg havde udpint hendes følelser, jeg havde trådt på hende bare en gang for meget, selv om hun har været meget tålmodig…
Og først der gik lyset op for mig, først der så jeg mig selv i det rette lys, først der så jeg mit sande jeg og hvordan jeg har behandlet hende igennem det sidste år og først der forstod jeg, at det var for sent!
Jeg smed mit livs kærlighed over bord, udpinte kærligheden så den til sidst blev udtømt, dræbte det sidste gløder ved at spytte på dem, uden at jeg selv forstod det!
Hvorfor? Hvordan kunne jeg gøre det? Hvorfor forstod jeg det for sent?
Jeg forstår simpelthen ikke min reaktion, min måde at være på, at jeg kunne opfører mig så dårligt!
For det er så langt fra den person jeg altid tidligere har været! Hvor jeg var kærlig, stolt, succesfuld, højt selvværd, havde styr på mit liv, energigivende, opmærksom uden at være kontrollerende, til rådighed for alle, ja, alt i alt en person kom til og som ikke jagede folk væk, men som folk stolede på og brugte som fortrolig!
Hvor er den gamle Jens? Hvordan kommer han tilbage? Hvordan får han styr på sit liv?
Hvordan får han sin elskede tilbage? Hvordan bliver jeg et helt menneske igen? Hvordan får jeg mit liv tilbage?
HVORDAN?
Ja, det er spørgsmålet i mit liv? Mit livs spørgsmål?
Hvis der er et svare eller forslag, så er det nu jeg har brug for support, støtte, tanker, ideer, råd… Ja, bare et eller andet, som kan bringe mig på rette vej!
På forhånd tak!

måske skulle du sende det her brev til hende.

Hej,
Ja, og det har jeg forsøgt, men det har ikke påvirket hende... Desværre, så jeg ved stadig ikke hvad jeg kan gøre, for at blød hende op...
Alle gode råd, tanker, ideer er velkomne!
Jens

Fire læresætninger for livet...
Du ved aldrig hvor meget du elsker en, før du mister en...
Du ved ikke hvor meget en person betyder for dig, før du mister vedkommende...
Du ved ikke hvad kærlighed er, før du mister den...
Du ved ikke hvad du går glip af, før du mister det du troede du havde...

hende.

Jeg står i samme situation, bare med modsat fortegn. Ekskæresten er også 52 og der er også står aldersforskel og han endte også med at blive voldelig. Mit brud er bare to måneder ældre. Desværre tror jeg hun har det på samme måde som mig, jeg har aldrig været så glad for et brud, og ligegyldig om han lå på grædende knæ, ville han ikke kunne få mig tilbage. Så min eneste råd til dig er, få grædt ud for selvfølgelig er det sindsygt hårdt. Giv hende en forklaring og en undskyldning, men uden at virke desperat, og vid med dig selv at løbet nok er kørt

Du har brugt et helt år på at ødelægge din egen lykke. Det er ikke noget lige pludseligt kommende, men et gentaget til ulidelighed dårligt forhold.
Beklager, men det giver ar på sjælen på din partner, og de går ikke bare væk igen. Du har med stor omhu kvalt gløden. Jeres kærlighed er væk. Du kan intet gøre for at genskabe det gode forhold.
Som jeg læser dit indlæg ligger det meste af din personlighed i dit job. Sådan har du valgt at leve dit liv og fred med det. Men når dit arbejdsliv ikke fungerer, så fungerer dit privatliv åbentbart heller ikke.
Dit indlæg taler for sig selv og jeg må indrømme at jeg forstår din ex-kæreste. Hun har fortjent et bedre liv.
Du skriver blandt andet: jeg havde tæret hendes kærlighed op, jeg havde udpint hendes følelser, jeg havde trådt på hende bare en gang for meget, selv om hun har været meget tålmodig… Citat slut.
Ja. Du har trådt en gang for meget. Nu er der ingen vej tilbage. Du må tage ved lære äf dine fejl og ikke begå dem igen i de forhold du fremadrettet går ind i.
Lad hende være i fred og lev dit nye liv. Jeg håber bestemt det bedste for dig.





Det sidste ønsker jeg ikke, for jeg drømmer kun om en ting, og det er at få hende tilbage!
Det kredser hele tiden i mit hoved… Er gløden helt væk… Er der intet tilbage… 7 fantastiske år og et totalt detour år, som ødelagde det hele… kan dette ikke tilgives? Kan kærligheden komme tilbage? Kan hun få de følelser tilbage der engang var der? Hvad skal jeg gøre for hun igen vil være der for mig? Hvad skal jeg gøre så hun tror på kærligheden mellem os?
Ja, hvad skal der til?
Jeg er en mand på 52 år, som har kendt min ex-kæreste i rigtig mange år, og for 8 år siden faldt vi pladask for hinanden.
Der er en stor aldersforskel mellem os, men den har ikke virket hæmmende eller være udpræget tydelig på nogen måde, før nu, hvor det hele ramlede ned omkring mig. Her bruger hun denne aldersforskel som en hjørnesten, for hun vil videre, stifte familie, have børn, o.s.v., og her passer jeg ikke ind som gammel far og mand.
Jeg har altid været en succesfuld person, haft stort selvværd, været ovenpå og på mange måder altid været en person som folk stolede på, var fortrolig med, og betroede sig til. Jeg var ham som kom med de gode råd og hjalp alle, for det havde jeg overskud til.
Men i forbindelse med at jeg fik et på papiret utroligt godt og spændende topjob i den virksomhed jeg på daværende tidspunkt arbejde for, så startede nedturen, for jobbet var slet ikke det der stod i jobbeskrivelsen, og jeg blev mere og mere ked af at gå på arbejde og det endte med, at jeg skiltes med virksomheden og der gik kun få uger, så havde jeg et nyt job.
Men dette så også godt ud på papiret, dog var det økonomisk meget ringere end mit tidligere, men jeg havde dog et job. Desværre kan jeg heller ikke her falde til ro og udfolde mig som jeg var vant til før i tiden, så jeg var, og er igennem en frustrerende job situation, som desværre har gjort mig bitter, ofte sur og irritable, hvilket igen gik mest ud over min kæreste.
For at kompenserer for min frustrationer, så begyndte jeg at give al min opmærksomhed til det jeg var glad for i livet, nemlig min kæreste.
Jeg gjorde alt for hende og jeg mener alt, lige fra at købe ind, lave mad, hygge, altid være sammen med hende, overdængede hende med dyre gaver, vi rejste meget og boede i luksus, spiste dyrt, købte mange ting, men jeg glemte at give hende en ting… luft, frihed til at gøre hvad hun ville og ønskede, plads til hendes venner og veninder, frirum til at være sig selv…
Jeg blev bare for meget, for meget, så jeg åd op hendes liv, så hun blev kvalt i mig og mit ønske om at behage hende og da hun er en meget intelligent og selvstændig pige, så vil hun også have sit eget liv… sit frirum… sine pauser, hvor hun kunne være sig selv…
Jeg var kontrollerende, uden at bevidst ønske at være kontrollerende, jeg var jaloux uden grund, jeg var mistænkelig uden nogensinde at have haft virkelig en begrundelse for at være det, jeg var sur og tvær, når jeg skulle være glad og støttende, jeg var mildest taget en tyran, hvor jeg bare skulle have været glad for at være sammen med en så dejlig pige som hende!
Desværre gjorde jeg også en af de ting, som jeg altid har advaret hende om, nemlig blev voldelig.
To gange har jeg været hård ved hende, dog har jeg aldrig slået hende direkte, men jeg har holdt hende fast og en gang taget kvælertag på hende i frustration over hvad hun sagde, råbte hysterisk af mig… men det var mig der gik over gevind og det var mig der havde startet det hele ved at være sur og provokerende…
Når jeg ser tilbage, så har jeg på alle måder igennem det sidste år, været et fjols, som ikke værdsatte det jeg havde, men hele tiden fokuserede på os og kun os og passede hendes os, ikke ind i mit os, så blev jeg sur og tvær og opførte mig som et fjols.
Så lørdag den 13. oktober blev det for meget for hende og hun smed mig ud og med rette, for jeg havde tæret hendes kærlighed op, jeg havde udpint hendes følelser, jeg havde trådt på hende bare en gang for meget, selv om hun har været meget tålmodig…
Og først der gik lyset op for mig, først der så jeg mig selv i det rette lys, først der så jeg mit sande jeg og hvordan jeg har behandlet hende igennem det sidste år og først der forstod jeg, at det var for sent!
Jeg smed mit livs kærlighed over bord, udpinte kærligheden så den til sidst blev udtømt, dræbte det sidste gløder ved at spytte på dem, uden at jeg selv forstod det!
Hvorfor? Hvordan kunne jeg gøre det? Hvorfor forstod jeg det for sent?
Jeg forstår simpelthen ikke min reaktion, min måde at være på, at jeg kunne opfører mig så dårligt!
For det er så langt fra den person jeg altid tidligere har været! Hvor jeg var kærlig, stolt, succesfuld, højt selvværd, havde styr på mit liv, energigivende, opmærksom uden at være kontrollerende, til rådighed for alle, ja, alt i alt en person kom til og som ikke jagede folk væk, men som folk stolede på og brugte som fortrolig!
Hvor er den gamle Jens? Hvordan kommer han tilbage? Hvordan får han styr på sit liv?
Hvordan får han sin elskede tilbage? Hvordan bliver jeg et helt menneske igen? Hvordan får jeg mit liv tilbage?
HVORDAN?
Ja, det er spørgsmålet i mit liv? Mit livs spørgsmål?
Hvis der er et svare eller forslag, så er det nu jeg har brug for support, støtte, tanker, ideer, råd… Ja, bare et eller andet, som kan bringe mig på rette vej!
På forhånd tak![/quote]

Hej og tak for tanker og forslag!
Jeg må klart indrømme, at jeg også forstår hende! Men det gør det ikke lettere, men tværtigmod sværere, for når man både elsker og forstår hvorfor det er gået så galt, så er smerten endnu størrere...
Det gør ondt at indrømme sine fejl og dumheder, det gør ondt at savne og elske, så alt i alt har man det bare ad helved til!
Men jeg lytter og prøver at forstå... Jeg tækner og prøver igen at forstå... Jeg drømmer og prøver igen at tænke klart...
Men det er bare svært, når man aldrig har stået i sådan en situation før... i hele mit liv, har jeg aldrig elsket et menneske som hende og det er først nu, at jeg forstår det!
Så lige nu ser alt bare sort ud og jeg har det rigtigt dårligt på alle fronter!
Desværre er det bare fakta!
Jens

Hej igen,
Jeg er hjemme igen og kan slet ikke forstå signalerne, for den ene dag har hun brug for råd og moralsk støtte, men den næste dag virker hun afvisende og totalt kold…
Vi taler og skriver lidt sammen, men rent overfladisk og uden ”skat” og alle de andre kærlige udsagnsord som vi normalt brugte… Hun taler om at være venner, men jeg ønsker ikke at være venner… Jeg ønsker hende og kun hende tilbage i mit liv!
Men hun siger, at det kan hun ikke tage stilling til nu, men man kan jo aldrig vide, om
der kom følelser igen, dog ser hun det ikke komme nu…
Så jeg er forvirret, for hvad betyder alt dette?
Er der håb?
Eller er hun bare sød, fordi hun vil have mig til at slappe af og så mener, at ved at tiden går, så falder alt til ro og jeg vil forstå det hele bedre og hun kan langsomt komme videre uden mig… Eller er der virkeligt håb?
Ja, jeg kan simpelthen ikke tyde signalerne… og ved ikke hvad jeg skal tro?
Jeg troede jeg forstod kvinder bedre, men den sidste halvanden måned er alt hvad jeg troede på gået ned ad bakke, og mit liv er ved at falde helt sammen…
Jeg sover stadig ikke om natten, jeg vågner og tænker på hende… jeg drømmer om hende…
jeg kan ikke koncentrerer mig på arbejde, for jeg tænker på hende… jeg kan sidde i møder og tabe tråden, fordi jeg pludselig tænker på hende… Hvad er der galt med mig!
Jeg elsker hende bare så utroligt meget, at jeg ikke selv kan forstå det… hun betyder
bare så meget for mig… jeg føler virkeligt, at jeg vil dø, hvis jeg ikke får hende tilbage!
Jeg er ikke interesseret i andre, selv om jeg allerede har fået to tilbud fra andre kvinder, som gerne vil trøste mig… men jeg er totalt ligeglad og ønsker intet at have med andre kvinder at gøre, for jeg har kun hende i mit hoved!
Men er der håb? Bare jeg vidste det! Bare jeg kunne se håb? Bare jeg kunne føle håb?
Bare jeg forstod hvordan man tolker de signaler jeg får…
Mvh,
Jens

Jeg forstår din fortvivlelse, men forstår bestemt også din ex!! Jeg har prøvet noget i den stil, og selvom jeg nok (efter nogen tid!) kunne tilgive ham, så genvandt jeg ALDRIG tilliden/trygheden! Jeg var altid en smule bange for ham, hvis vi havde en heftig diskussion over et eller andet: Hvornår ville han tage fat i mig på den måde igen? når man bare én gang har været udsat for den rædsel, TØR man ikke tro 100% på hans pæne ord en anden gang! Hun holder sikkert af dig, og længes efter jeres gode år sammen, MEN hun tør ikke parforholdet med dig igen. Måske er hun anderledes end mig? men for mig kom det aldrig mere til at fungere!
Du har ødelagt et andet menneskes tillid... Måske har hun medlidenhed med dig, men man kan aldrig bygge et forhold på medlidenhed!!
Prøv at finde en anden. OG LÆR AT STYRE DIG, OGSÅ i tilspidsede situationer!
Ønsker det bedste for dig!

Hej Jensprivat
Har lige læst dit nødråb. Det er en svær situation. Jeg tror hun har det lige så svært med det der er sket som du har det. Hendes valg skyldes utryghed og i høj grad også manglende tillid til dig. Det er jo ikke ligegyldigt hvordan man reagerer i de givne situationer som der nu engang kan opstå. Vold i et forhold forårsager mere angst end tryghed og ikke mindst større afstand imellem jer. Det er nok grunden til at hun har truffet sit valg. Hun har nok brug for at bearbejde det skete og ikke mindst lidt fred. Når alt kommer til alt så er vi kun mennesker med hver vores fejl. Så prøv at komme videre med dit liv og fokuser på det positive og husk at det ikke altid er den første indskydelse der er den bedste løsning.

Tak for den spændende historie.
Kærlig hilsen Albert Johansen

Hej igen,
Ja, tiden går og mit hjerte er stadig i tusinde stykker og jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal komme videre.
Men jeg lytter også til jeres råd, for der er ingen tvivl om, at skal Olesya tage mig tilbage, så skal der ske noget helt specielt, for lige nu træder hun vande og alle veninderne støtter hende i, at jeg er verdens mest forfærdelige mand, og hun skal bare bryde al kontakt og se at komme videre!
Jeg sover stadigt dårligt om natten, og kan ligge og få de forfærdeligste tanker i hovedet, når jeg ligger vågen.
Jeg prøver intens at holde mig fra at kontakte hende, samt at begynde at koncentrerer mig om mit arbejde, men jeg har hende som en flue i min hjerne hele tiden.
Det forfærdelige er, at jeg ingen rigtigt har at tale med dette om, hvorfor jeg tid sidder og brænder inde med både tanker, følelser og sorg, som så giver sig udtryk i frustration, som selvfølgelig ofte giver endnu mere dårlige følelser…
Dem som jeg så fortæller en lille del, siger bare at jeg skal lade hende være og fortsætte som jeg altid har gjort, for min ydre skal har altid været selvsikker og stærk, men det er kun en skal og af alle mennesker, så ved Olesya, at det bare er en skal, så hun falder ikke for dette, så historien om, at man bare skal være ”tuff” og så elsker kvinder dig, passer ikke helt i denne sammenhæng, for det har hun gennemskuet…
Men hun skal selvfølgelig have tid til at bearbejde det hele, men for tiden, så jagter hun tilsyneladende mænd hele tiden, for hun er begyndt at blive meget udfordrende i påklædning og hun er ude hele tiden, så ændringerne kan bare ikke gå hurtigt nok, hvilket selvfølgeligt såre mig meget.
Ja, kærlighed er noget forfærdeligt noget, i hvert fald for mig, for jeg er ramt på en måde, som jeg aldrig havde forudset… Så dybt, at jeg ikke kan bunde og er totalt omklamret af denne dybe kærlighed til hende!
Ja, Olesya er mit livs kærlighed og jeg ønsker kun en ting i livet og det er, at være sammen med hende resten af mit liv!
Jeg har lært en masse af denne proces, men kan ikke overbevise hende om, at jeg er den rette for hende, selv om jeg har ændret mig, har forstået budskabet, har lært min lektie…
Jeg kan i dag se alle de fejl jeg har gjort igennem det sidste år, alle de forkerte ting jeg gjorde, som jeg ikke selv var klar over at jeg gjorde, men som jeg kan se var forkerte, når jeg sætter mig i hendes sted!
Så giv plads, omklamre ikke, giv frirum, bevar dit oprindelige liv, dyrk interesser, søg kvalitets tid og ikke kvantitet…
”Ja, kære Olesya, jeg ville ønske du var villig til give mig den chance jeg har brug for, så vi kunne finde det rette spor at komme videre på, for vi passer sammen på utrolig mange områder, hvilket 7 af vores 8 år var bevis på!”
Men hvordan får hun tillid til mig, hvordan får hun interessen tilbage, hvordan kan jeg få hende til at stole på mig igen… Hvordan får jeg hende til at give mig en chance igen?
Det er det dybe og vigtigste spørgsmål i mit liv lige nu!
Tak for råd og tak for støtte, for dette rum giver mig plads til at få nogle af min tanker og følelser ud, hvilket hjælper når alt er ved at brænde sammen!
De bedste hilsner,
Jens

Hej igen,
Alle her har jo lov til at have deres egne meninger og jeg sætter da pris på din direkte tone og bramfrihed, som måske kan være sand, så intet ond t i det!
Men det betyder ikke, at jeg føler du har ret, for jeg får det ikke bedre af det og mine følelser bliver ikke kureret af det, for jeg føler stadig for hende og ja, hun er og var ”ungt kød”, men jeg tror nu ikke alder betyder så meget mere i dagens samfund, for jeg er stadig attraktiv for mange kvinder, så derfor har jeg ikke problemer med at få kontakt eller tilbud om forhold, men jeg føler mig ikke ”lige” for tiden, for jeg savner og stadig elsker hende…
Ja, det er det, der er problemet, for at få et forhold er aldrig et problem i dagens Danmark, men at få et forhold, hvor man er jævnbyrdig, elsker og respekterer hinanden, det er et problem…
For jeg kan ikke bare finde en anden, før jeg er ovre dette forhold, for det vil både være usundt og uretfærdigt over for det nye forhold, da jeg stadig vil tænke på det forhold, som jeg mentalt ikke er uden af endnu…
Så SORRY, tak for dit direkte indlæg, men det hjælper mig ikke meget videre!
Mvh,
Jens

gør det rigtige ved at afvente!
uden,at presse på..
måske det er en krise hun skal gennemgå...

Hej Jens,
Det var ærgerligt, for det er ærligt og velment skrevet.
Jeg er selv 68 år gammel og er stadig gift med verdens flotteste kvinde,
som jeg holder utroligt meget af, så jeg forstår dig satans godt.
Men jeg har set så mange forhold i den type, du lige har beskrevet.
Alderen betyder intet i den yngre ende,
men når man når din alder,
bliver du mentalt meget ældre end trediveårig ung pige.
Jeg tænker såmænd ikke bare i sengen, men osse alt det uden om.
Netop det der med at få børn og stifte familie.
En af vore venner er stadig på den.
Han blev steriliseret for 10 år siden, og blev far for halvandet år siden i en alder af 55 år.
Ned bed bukserne og kanylen op i bolledejen og ud med rollingerne.
I dag har de deres dejligste unge,
men man kan nemt se, hvad larmen gør ved den ene og ved den anden.
Det er bestemt ikke et ligeværdigt forhold,
og derfor har han osse købt sig en aupair pige,
til at tage de natlige ture og ellers holde ungen 20 skridt fra farmand,
når han er træt.
Jo, han holder naturligvis af barnet, men aldersforskellen betyder noget.
Hans datter af første ægteskab,
er mor til hans barnebarn, der er ældre end hans søn.
Rent rod, ikke godt ikke godt!
Så Jens, jeg forstår dig så udmærket,
men jeg vil ikke melde mig i det kvindelige hylkor med klynk.
Du skal tage dette som en signal fra oven,
og være glad for det er kommet nu,
hvor du stadig har gang i scoringerne.
Glemme hende kan du ikke foreløbig, det er forståeligt,
men jo før du finder en andet at forelske dig i,
jo før kommer du videre.
Saml benene Jens og kom så igang.
M.v.h.
Charlee
😉

Hej igen,
Alle her har jo lov til at have deres egne meninger og jeg sætter da pris på din direkte tone og bramfrihed, som måske kan være sand, så intet ond t i det!
Men det betyder ikke, at jeg føler du har ret, for jeg får det ikke bedre af det og mine følelser bliver ikke kureret af det, for jeg føler stadig for hende og ja, hun er og var ”ungt kød”, men jeg tror nu ikke alder betyder så meget mere i dagens samfund, for jeg er stadig attraktiv for mange kvinder, så derfor har jeg ikke problemer med at få kontakt eller tilbud om forhold, men jeg føler mig ikke ”lige” for tiden, for jeg savner og stadig elsker hende…
Ja, det er det, der er problemet, for at få et forhold er aldrig et problem i dagens Danmark, men at få et forhold, hvor man er jævnbyrdig, elsker og respekterer hinanden, det er et problem…
For jeg kan ikke bare finde en anden, før jeg er ovre dette forhold, for det vil både være usundt og uretfærdigt over for det nye forhold, da jeg stadig vil tænke på det forhold, som jeg mentalt ikke er uden af endnu…
Så SORRY, tak for dit direkte indlæg, men det hjælper mig ikke meget videre!
Mvh,
Jens

Kære Charlee, tak for det dybe indlæg. Hvor var det dog interessant læsning, som jo da endnu engang overbeviser mig om, at vi to er to stykker af samme alen. Tak for det.
Kærlig hilsen Albert Johansen

Hej
Tak for din lange og fine mail.
Ja kærlighed er en svær ting.
Der er faktisk mange forskellige måder hvordan du kan få hende tilbage.
Der er mange tips og tricks.
Hun kan helt sikkert mærke dit savn, og kvinder kan nemt tilgive hvis man bruger de rigtige værktøj til dette.
Hvis du har brug for råd skriv gerne et pm til mig.
Parterapi og parterapeut von bale
Vi har mere end 99% tilfredse par!
Skal du have parterapi behøver du ikke at komme som par, du kan komme alene og sammen kan vi se på netop de problemer du døjer med i parforholdet.
www.vonbale.dk
www.dindeal.dk

Hej
Først og fremmest skal du vide at folk kommer og går og det er tid til at I skilles.
Det er vigtigt at du forstå hvor vigtigt dette er og at du skal lære at leve med det.
Det næste step et at du skal score den kvinde igen.
Det betyder i bogstavelig forstand at du skal ud og "jage" den kvinde igen.
Parterapi og parterapeut von bale
Vi har mere end 99% tilfredse par!
Skal du have parterapi behøver du ikke at komme som par, du kan komme alene og sammen kan vi se på netop de problemer du døjer med i parforholdet.
www.vonbale.dk
www.dindeal.dk