Har nogen af jer prøvet det?

Har nogen af jer prøvet ligesom at se et uhyggeligt billede (der omhandler døden) for jer, mens i tænkte på nogle i holder meget af?
Jeg har prøvet det engang jeg tænkte på min kæresten lige inden jeg faldt i søvn.
Jeg har også prøvet at se sådanne billeder for mig da jeg lige var vågnet.
Det kommer ligesom et flash og forsvinder så igen.
Har nogle af jer prøvet? Eller kender til dette fænomen?

Bare rolig. Det har mange prøvet. Det er noget meget naturligt. Det er i mine øjne angsten for at miste en af dine kære der får dig til at have de syn. Ingen grund til uro.
Ved godt at man kan få helt dårlig samvittighed over at tænke sådan, men det er IKKE et ønske om at det skal ske :o)

jeg går IKKE ind og ser dem igen.......

Er der slet ikke nogen som kender det?

Jeg kender godt det at ens tanker lissom cirkulerer omkring noget frygteligt, tænk nu hvis min kæreste dør, tænk hvis jeg bliver overfaldet, tænk hvis der skete en trafikulykke lige nu mens jeg kører.
Jeg har egentlig haft det siden jeg var barn, og for mig handler det noget om, til at starte med, at jeg havde skrigende brug for opmærksomhed fra mine forældre - som jeg ikke fik. Der er en tydelig sammenhæng for mig ... når jeg kan mærke at mine tanker begynder at fokusere på ulykke... så kan jeg både mærke at det er fordi jeg er bange for at miste, bange for at stå alene, bange for at skulle klare mig selv.
Sjovt nok har der også altid været en tiltrækning i det for mig, ment på den måde, at jeg har i de kriser jeg har været igennem i mit liv, oplevet at når jeg mistede noget meget værdifuldt for mig, så kom der også en ny kraft tilstede, en følelse af styrke faktisk. Som vel egentlig handler om hele det med at være uafhængig eller være istand til at stå på egne ben.
Min afhængighed af tryghed foreksempel... dybest set ved jeg at jeg er stærk og har lyst til at udfordre mig selv, og udvikle sikkerhed og tryghed i mig selv, eller med Gud. Fordi hvad skal vi mennesker stille op når familien ikke er der mere, hvis kæresten går, hvis vennerne forsvinder, hvis vi er helt alene, hvis ulykken sker... hvad som helst sker, som efterlader os alene. Skal vi så gi op? Skal vi så konkludere at det er "slut" med os? Hvor afhængig er vi af andre?
Selvfølgelig har vi behov for andre, jeg taler bare om... det med glæde og lykke i livet. Jeg tror det kommer indenfra os selv... jeg vil ihvertfald ha kontakt med den kilde indeni mig som gir livet mening, selv når jeg mister. Det har ihvertfald været nødvendigt for mig at udvikle da jeg ikke længere havde min families støtte.
Vi skal jo allesammen dø, det er så naturlig en del af livet. Men vi er rædselsslagne for at miste alligevel. Jeg tror det er vigtigt at forholde sig til det at miste, for det er uundgåeligt, jo mere vi lærer at rumme os selv, jo mere forberedte vi er, jo mere vi er åbne og accepterende overfor det som sker, desto mere flydende vil ting opleves.
Det er ikke ensbetydende med at din kæreste dør at du får sådan nogle billeder. Det er muligvis mere en del i dig som underbevidst protesterer mod noget i dit forhold til ham, du ved selv hvad emnet er... klamrer du dig for meget til trygheden eller mærker du at du drømmer om noget andet, er det kedeligt, savner du spænding af nogen art? Undersøg dig selv... det kan være det bare handler om noget som er "gået død" indeni dig og som du lige skal være ærlig omkring.
Jeg ved det ikke, jeg gætter bare... Måske kan du bruge det til noget.
Kh Sus G

Jeg har faktisk prøvet det.
En del gange faktisk. Et par havde et lidt psyko-agtigt touch over sig- og jeg kan bare huske at jeg tænkte: "okay, pænt f... up ting at se for sig!!!"
Jeg kan ikke huske detaljerne omkring dem længere (jeg har nok prøvet at fortrænge dem stille og roligt :>)
Det sidste image jeg så her for nyligt havde ikke mennesker med, kun et rigtigt spookit dødningeagtigt kraniehoved der svævede rundt og så ondt ud...
Ja, who knows hvorfor?
Men sjovt nok at du også har prøvet det. Så føler man sig ikke helt alene i galmatissen!