8tilføjet af

Helvede- hvor er det?

JEG tror, at vi lever i Helvede.
Jorden er et sted, hvor mennesker lider nød, hvor mennesker piner hinanden og har nok i sig selv.
Jeg tror,at man kan opnå at forlade denne Jord ved at være kærlig og god mod sine medmennesker samt alle levende skabninger.
Hvis man tager sit eget liv fordi kan ikke kan holde ud at være her mere, så kommer man igen som en reinkarnation.
Da jeg for mange år siden var en lille pige, gik jeg i søndagsskole.
I søndagsskolen fortalte man, at hvis jeg ikke var sød ud over alle grænser, ville jeg ende i Helvede.
Helvede var et sted med flammer. Her herskede djævelen.
Djævelen havde sorte hår på kroppen, han havde en hale med en trekant i spidsen. På fødderne havde han klove. Han var sort og havde horn i panden.
Jeg- den lille pige- tænkte, at jeg umuligt kunne leve op til de krav, der var for at jeg ikke skulle ende i Helvede.
Siden har jeg kørt mig eget "løb".
tilføjet af

Du skal undersøge Bibelen.

Det er lidt langt, men jeg sender dig lidt studiemateriale, når først du kender sandheden, vil du ånde lettet op.
Tag en kopi, og print den ud.
MILLIONER af mennesker har gennem deres religion lært at der findes et evigt pinested kaldet helvede, hvor de onde kommer hen efter døden. Ifølge leksikonet Encyclopædia Britannica „lærer den romersk-katolske kirke at helvede . . . vil vare evigt; der er ingen ende på dets pinsler“. Denne katolske lære, siges der videre, „fastholdes også af mange konservative protestantiske grupper“. Hinduer, buddhister og muslimer lærer også at der findes et helvede hvor de onde bliver pint. Hvis det er sandt at de onde lider frygtelige pinsler i et brændende helvede til evig tid, er det forståeligt at mange helst undgår at tale om dette emne.
2 Vi må derfor spørge: Har den almægtige Gud virkelig skabt et sådant pinested? Hvad sagde han til at israelitterne engang fulgte de omboende folkeslags skikke og begyndte at brænde deres børn som afgudsofre? Han forklarer i sit ord: „Judas sønner har gjort, hvad der er ondt i mine øjne, lyder Jehovas udsagn . . . de har bygget Tofets offerhøje, der i Hinnoms søns dal, for at brænde deres sønner og deres døtre i ilden, hvad jeg ikke har påbudt og hvad aldrig var i min tanke.“ — Jeremias 7:30, 31.
3 Tænk over det. Hvis det aldrig har været Guds tanke at stege mennesker i ild, hvordan kan han da have skabt et brændende helvede til dem der ikke tjener ham? Bibelen siger at „Gud er kærlighed“. (1 Johannes 4:8) Kunne en kærlig Gud pine mennesker for evigt? Kunne du gøre det? Bevidstheden om Guds kærlighed skulle få os til at gå til hans ord for at se om der virkelig findes et helvede som er et evigt pinested.
4 Når Bibelen taler om det sted hvor mennesker kommer hen når de dør, benytter den i De hebraiske Skrifter ordet „Sheol“ og i De græske Skrifter ordet „Hades“. At disse ord betyder det samme fremgår af Salme 16:10 og Apostelgerninger 2:31, som er gengivet på næste side. Læg mærke til at der i Salme 16:10 står Sheol, hvorimod Apostelgerninger 2:31 i citatet derfra siger Hades. Nogle ældre bibeloversættelser gengiver Sheol og Hades med „helvede“ og giver således det indtryk at der er tale om et pinested. Men læg mærke til at Jesus Kristus var i Sheol eller Hades i den tid han var død. Kan det være rigtigt at Gud pinte Jesus i et brændende helvede? Naturligvis ikke. Da Jesus døde, kom han blot i graven. Den autoriserede danske oversættelse gengiver da også konsekvent Sheol og Hades med ord som „døden“ og „Dødsriget“, ord der ikke henleder tanken på et pinested.

5 I Første Mosebog 37:35 læser vi om Jakob, der sørgede over sin elskede søn Josef, som han troede var blevet dræbt. Der står at „skønt alle hans sønner og døtre kom til ham for at trøste ham, ville han ikke lade sig trøste, men sagde: ’Nej, i min sørgedragt vil jeg stige ned til min søn i Sheol!’“ Tænk efter et øjeblik. Var dødsriget eller Sheol et pinested? Troede Jakob at hans søn Josef var kommet et sådant sted hen og skulle være der for evigt, og ønskede han selv at komme samme sted hen og møde ham dér? Eller mente Jakob bare at hans elskede søn var død og lå i graven og at han selv gerne ville dø?
6 Vi kan forstå at gode mennesker også kommer i Sheol. Tag for eksempel Job, der er kendt for sin trofasthed og uangribelighed over for Gud. Under sine svære lidelser bad han til Gud om hjælp. Hans bøn står at læse i Job 14:13: „Tag dog og gem mig i dødens rige [Sheol], . . . sæt mig en frist og kom mig i hu!“ Hvis Sheol var et pinested, ville Job da ønske at komme derhen og blive skjult dér indtil Gud huskede ham? Nej, dét Job ønskede, var klart nok at dø og blive begravet, så hans lidelser kunne få ende.
7 Ingen af de steder hvor ordet Sheol forekommer i Bibelen, forbindes det med liv, virksomhed eller pine. Derimod forbindes det ofte med død og uvirksomhed. Overvej for eksempel Prædikeren 9:5, 10, hvor der står: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting . . . Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [Sheol], hvor du stævner hen.“ Det er således meget tydeligt at Sheol og Hades ikke er et sted hvor de døde er ved bevidsthed og lider store kvaler. Disse ord betegner ikke et pinested men menneskehedens fælles grav. (Salme 139:8) Både gode og onde kommer i Sheol, Hades eller dødsriget.
8 Kan man komme tilbage fra dødsriget? Lad os her tænke på Jonas. Da Gud havde ladet en stor fisk sluge Jonas for at redde ham fra at drukne, bad Jonas fra fiskens bug: „Jeg råbte i nøden til [Jehova], og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets skød, og du hørte min røst.“ — Jonas 2:3.
9 Hvad mente Jonas med „fra Dødsrigets skød“? Fiskens bug var ikke et brændende pinested. Men den kunne være blevet Jonas’ grav. Jesus drog faktisk denne sammenligning, idet han sagde: „Ligesom Jonas var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i jordens hjerte tre dage og tre nætter.“ — Mattæus 12:40.
10 Jesus lå død i graven i tre dage. Men Bibelen siger at han ’ikke blev efterladt i Hades’ og at Gud oprejste ham. (Apostelgerninger 2:31, 32) På samme måde blev Jonas på Guds bud oprejst fra dødsriget, fra det der ellers var blevet hans grav, da fisken spyede ham ud på det tørre land. Det er altså muligt at komme tilbage fra dødsriget! Bibelen lover endda at Hades vil blive fuldstændig tømt. Det forstår vi når vi læser Åbenbaringen 20:13, der indeholder disse opmuntrende ord: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage.“ Vi ser altså at der er stor forskel på hvad Bibelen siger og hvad mange religiøse retninger siger om de dødes tilstand.
11 Her vil nogle måske indvende: ’Jamen, Bibelen taler da om helvedes ild og ildsøen. Beviser det ikke at der er et pinested?’ Det er sandt at nogle bibeloversættelser, som for eksempel den danske autoriserede, taler om „Helvedes ild“ og om at „fare til Helvede til den uudslukkelige ild“. (Mattæus 5:22; Markus 9:43) Der er i alt tolv steder i De kristne græske Skrifter hvor den autoriserede oversættelse bruger ordet „Helvede“, og det er hver gang som en gengivelse af det græske ord Gehenna. Vil det sige at Gehenna er et pinested, hvorimod Hades blot betyder graven?
12 Det er rigtigt at det hebraiske ord „Sheol“ og det græske ord „Hades“ betyder graven. Hvad betyder da Gehenna? Gehenna svarer til „Hinnoms dal“ i De hebraiske Skrifter. Det var den dal uden for Jerusalems mure hvor israelitterne ofrede deres børn i ild. Senere gjorde den gode konge Josias dalen ubrugelig som offersted. (2 Kongebog 23:10) Den blev derefter en stor losseplads.
13 På Jesu tid var Gehenna derfor Jerusalems affaldsplads. Til at fortære affaldet brændte der en stadig ild som blev tilført svovl. Bind 1 af Smith?s Dictionary of the Bible forklarer: „Den blev byens fælles losseplads, hvor man henkastede ligene af forbrydere, ådsler og alt andet skarn.“ Men der blev ikke kastet levende væsener derned.
14 Jerusalems indbyggere, som kendte byens losseplads, forstod hvad Jesus mente da han sagde til de onde religiøse ledere: „Slanger, giftslangeyngel, hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ (Mattæus 23:33) Jesus kan tydeligvis ikke have ment at de religiøse ledere ville blive pint — for da israelitterne brændte deres børn levende i denne dal, sagde Gud jo at noget så frygteligt aldrig havde været i hans tanke! Det er derfor klart at Jesus benyttede Gehenna som et symbol, et passende symbol på fuldstændig og evig tilintetgørelse. Han mente at disse onde religiøse ledere ikke var værdige til en opstandelse. Hans tilhørere kunne forstå at de der kom i Gehenna ville blive udslettet for evigt, ligesom affald.
15 Hvad er da „ildsøen“, som omtales i Åbenbaringens Bog? Den er et symbol med samme betydning som Gehenna — altså ikke bevidst pine, men evig død eller udslettelse. Læg mærke til at Bibelen selv siger dette i Åbenbaringen 20:14: „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen.“ Ja, ildsøen er ensbetydende med „den anden død“, en død hvorfra der ikke er nogen opstandelse. Det er tydeligt at denne ’sø’ skal opfattes symbolsk, eftersom døden og Hades kastes i den. Døden og Hades kan ikke bogstaveligt brændes. Men de kan fjernes eller udslettes, og det vil de blive.
16 ’Jamen, Bibelen siger da at Djævelen vil blive pint for evigt i ildsøen,’ vil nogle måske sige. (Åbenbaringen 20:10) Hvad menes der med dette? På Jesu tid blev fangevogtere undertiden kaldt „bøddelknægte“, det vil sige nogle der tilføjede andre pine. Jesus sagde for eksempel om en mand i en af sine lignelser: „Og hans herre blev vred og overgav ham til bøddelknægtene, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham.“ (Mattæus 18:34, da. aut.) Eftersom de der kastes i „ildsøen“ kommer i „den anden død“ uden håb om nogen opstandelse, bliver de så at sige indespærret i døden for evigt. De forbliver i døden som holdtes de i forvaring af fangevogtere i al evighed. Men de bliver naturligvis ikke pint bogstaveligt, for som vi har set, eksisterer de døde simpelt hen ikke. De mærker ingenting.
17 Hvad mente Jesus så da han i en af sine lignelser sagde: „Til sin tid døde tiggeren, og han blev af englene ført hen til pladsen op mod Abrahams bryst. Også den rige mand døde og blev begravet. Og han slog sine øjne op i Hades, hvor han var i pine, og han så Abraham langt borte og Lazarus på pladsen op mod hans bryst“? (Lukas 16:19-31) Eftersom Hades, som vi har set, betegner menneskehedens fælles grav og ikke et pinested, er det tydeligt at Jesus her benyttede billedtale. For at understrege at det blot er en lignelse og ikke bogstavelig tale kan man spørge: Ligger himmelen og helvede bogstaveligt så tæt på hinanden at det er muligt at føre en samtale mellem de to steder? Og hvis den rige mand led pine i bogstavelig ild, hvor meget ville det da nytte at Abraham sendte Lazarus til ham for at køle hans tunge med en enkelt dråbe vand på spidsen af sin finger? Men hvad var det da Jesus skildrede?
18 Jesus fortalte lignelsen mens nogle religiøse ledere, farisæerne, hørte på det. Der siges at de „var pengekære“. (Lukas 16:14) Det er derfor tydeligt at den rige mand i lignelsen stod for de hovmodige, selvglade og pengekære religiøse ledere der forkastede Jesus og senere dræbte ham. Lazarus skildrede de jævne mennesker som de religiøse ledere foragtede. (Johannes 7:47-49) Det var dem der tog imod Guds søn. At henholdsvis Lazarus og den rige mand døde, betegnede en forandring i deres forhold. Denne forandring fandt sted da Jesus gav de forsømte mennesker, dem der kunne sammenlignes med Lazarus, åndelig føde, sådan at de opnåede en begunstiget stilling hos den større Abraham, Jehova Gud. Samtidig „døde“ de falske religiøse ledere med hensyn til at eje Guds gunst. De blev forkastet og led pine da Jesu disciple afslørede deres onde gerninger. (Apostelgerninger 7:51-57) Lignelsen lærer altså ikke at nogle døde pines i et bogstaveligt brændende helvede.
19 Det var Djævelen der sagde til Eva: „I skal ingenlunde dø.“ (1 Mosebog 3:4; Åbenbaringen 12:9) Men Eva døde. Der var intet af hende som levede videre. At sjælen lever videre efter døden er en løgn som stammer fra Djævelen. En anden løgn som Djævelen har udbredt, er at de ondes sjæle bliver pint i et helvede eller en skærsild. Eftersom Bibelen klart viser at de døde er uden bevidsthed, kan disse dogmer ikke være sande. Ordet „skærsild“, eller tanken derom, forekommer ikke i Bibelen.
20 Vi har set at Sheol eller Hades er et sted hvor de døde hviler med håb. Både gode og onde kommer dertil, og de vil en dag blive oprejst derfra. Vi har også lært at Gehenna ikke er ensbetydende med et pinested, men at det i Bibelen benyttes som et symbol på evig udslettelse. På samme måde er „ildsøen“ ikke et bogstaveligt sted med ild, men et udtryk for „den anden død“ hvorfra der ikke er nogen opstandelse. Den kan ikke være et pinested, eftersom noget sådant aldrig har været i Guds tanke. At pine et menneske evigt fordi det har handlet uret i nogle få år er heller ikke retfærdigt. Hvor er det godt at kende sandheden om de døde! Det kan virkelig frigøre os for frygt og overtro. — Johannes 8:32.
tilføjet af

Kære Ftg

tak for din lange udredning.
Den vil jeg studere- igen og igen, for den virker "tung"
Personligt føler jeg, at når jeg dør, så har jeg fred i evig tid.
Jeg er ikke bange for den sidste tid.
Jeg glæder mig nærmest.
I dag var jeg på kirkegården for at besøge min mands grav.
Mine tanker kredsede om, at her- lige her- ville jeg være til evig tid.
Døden kan være en befrielse, men hvorfor pokker er vi født?
tilføjet af

Kedelig søndagsskole...

Ja, det kan jeg da ærligt talt godt forstå, at du fik nok af. Det var da også en elendig søndagsskole du var havnet i der.
Rigtig kristendom handler om, at hvis man har det svært vil Jesus hjælpe os. Det er kun fjolser der tror kristendom handler om straf- kristendom handler om kærlighed og hjælp.
Sådan nogle folk der har travlt med at lave regler og trusler kan sammenlignes med de der kaldes farisæere i Bibelen. Om dem siger Jesus:
"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke". Matt 23:13
Jesu bedskab er et helt andet. Han inviterer til noget godt:
"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«" Matt 11:28-30
Jeg tror de havde misforstået noget i din søndagsskole....
tilføjet af

Kære Again

jeg har ikke misforstået noget i søndagsskolen.
Oplevelsen var skræmmende og har præget mig siden.
Jeg skylder at nævne, at jeg er årgang 1941.
Lige nu sidder jeg og fletter fing, medens min erindring kredser om søndagsskolen.
Luthers Missions huset var nabo til mit barndomshjem.
Sov sødt.
Hilsen fra Guds barn
tilføjet af

Jeg er selv opvokset med denne lære,

og hos mange katolikker sidder den som en dyb angst i underbevidstheden, en angst for døden, og det der kommer derefter. Men "Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter." (Hebr.4:12) Ja, Guds ord er i stand til at heldbrede, og det er bedre end at dække.
Venlig hilsen, ftg.
tilføjet af

Det tror jeg på

Nå, men missionshus eller ej- der står intet i Bibelen om et brændende helvede til dem der kommer til at gøre ting forkert. Det er folk der ikke forstår Bibelen der siger sådan noget- den der ide med et brændende helvede, hvor man lider i al evighed er en ide fra middelalderen- den har intet med bibelen at gøre! I middelalderen kunne man nemlig bruge frygten for det brændende helvede til at få folk til at makke ret. Men den ide om helvede er ligeså forkert, som middelalderes ideer om hekse, alkymisme og hvad der ellers skete af vås dengang.
Helvede som teologer forstår det, betyder et fravær af Gud. Når man mangler Gud føles det som et helvede. Og mon ikke også det er det du beskriver- du føler du lever lidt i helvede, og kunne egentligt godt tænke dig, at have Gud nær, fordi du synes du trænger til Gud.
Der er en hel bog i Bibelen der er dedikeret til, hvor elendigt man kan have det, når man mangler Gud. Bogen hedder Jobs Bog. Job kom ud for de mest utrolige lidelser, fordi djævelen fik en aftale med Gud om, at Gud skulle holde sig væk fra Job, medens djævelen plagede ham. Men da Job fik vished om, at Gud altid ville være der for ham blev Job igen lykkelig.
Den Sydafrikanske biskop, Desmond Tutu har udtrykt det på denne måde:
"Helvede er inde i os. Det er en tilstand. Helvede er fravær af Gud. Og Gud er ikke fraværende noget sted. Det ved vi. Så derfor er Helvede, når Gud føles fraværende i mit liv. Helvede er det negative. Helvede er, når vi ikke er det, vi burde være".
Jeg er helt sikker på, at du ikke behøver være bekymret for det helvede du lærte om i søndagsskolen. Bibelen siger: "Gud er kærlighed" 1 Joh 4:8 En kærlig Gud piner tillader naturligvis ikke evig pine. Gud ønsker vi skal føle glæde og kærlighed- ikke frygt: »Frygt ikke, tro kun!« Mark 5:36
Jesus er kærlig- Gud er kærlig. Frygt ikke, men tro trygt på dem. Frygt ikke helvede, men stol på, at Gud er kærlighed.
Jeg synes du skulle tage kontakt med en folkekirkepræst og tale med ham om dine tanker og din frygt. Jeg er sikker på, at han vil fortælle dig, at helvede bare er en middelalderfantasi, som man brugte til at skræmme folk med. Det er ikke noget du skal være bange for.
tilføjet af

Himmelen hvad er det?

Lige så intelliget spørgsmål.
Ingen ved det, da ingen har været nogen af begge steder, og vendt tilbage!
Vi har ALLE syndet her i livet, så mon ikke vi lander mellem begge dele?
Ved det ikke, og kan naturligvis kun gisne.
*FB*
tilføjet af

Helvede er ikke

Dette liv på denne jord!
Sådan generelt.
Mere generelt tror jeg på at mennesker skaber deres eget helvede eller himmel for den sags skyld.
Det har noget at gøre med hvordan vi fokuserer.
dermed bliver himmel og helvede et spørgsmål om en psykisk tilstand snarere end et fysisk sted.
"Each man his own hell" (oscar Wilde)
Tror jeg ikke er helt galt.
Venligst
kapanui
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.