Helvedet? findes det?
Helvedet? Hvordan beskriver Bibelen helvedet? Hvad er det for noget?
Helvedet i Bibelen skal forstås som ”det sted, de døde ender i”. Nu ved vi jo godt, at legemet af atomer og molekyler forgår.
Jeg ved godt der findes ”kristne” der docere den lære, at det kødelige legeme opstår til liv, men det er ikke Bibelens lære.
Ja, disse ”såkaldte kristne” lære også, at det var nøjagtig det der skete med Jesus, han var en menneskegud der døde og opstod som et kødeligt menneske og var og forblev derfor som en kødelig menneskegud i himmelen (hvor det så end måtte være).
Det er så ikke Bibelens lære, men en sekterisk fortolkning af Bibelens lære. På den anden side, ville dette jo ligeledes medføre, at helvedet kom til at blive ”overbefolket” af kødelige levende mennesker i altså Helvedet, men selvfølgelig er det ikke sandt og det er gudskelov heller ikke Bibelens lære.
__________________________________
Bibelen siger klart og tydeligt, at ”Gud er Ånd”. Den fortæller ligeledes, at Guds Ånd bor i os, eller også gør den ikke.
Der sondres altså mellem at ha` Guds ånd i sig og så, ikke at ha` Guds ånd i sig og hvad mere er; der sondres endda mellem at ha` Guds ånd i sig og ikke være et åndeligt menneske og at ha` Guds ånd i sig og være et åndeligt menneske.
Det er som William Shakespeare skrev: To be or not to be – that is the question.
_____________________________________
Hvad er det så Bibelen lære 1) vedr. Gud? Jo, Bibelen siger klart og tydeligt, at Gud er Ånd.
Hvad siger så Bibelen om 2) mennesket? Jo, Bibelen siger klart og tydeligt, at mennesket består af atomer og molekyler + Guds Ånd.
Hvordan skal vi så forstå det der med 3) at være menneske med altså Guds Ånd og ikke at være et ”åndeligt menneske”? Jo, Bibelen siger klart og tydeligt, at dersom man modtager Helligånden bliver man ”født på ny” og Guds Ånd er så i én på en anden måde end blot det der med at trække vejret.
Derfor må det modsatte 4) så også være tilfældet, at er man ikke genfødt (ved Helligånden) er man altså ikke et ”åndeligt menneske” og man er således ikke genfødt (ved Helligånden) og derfor er man blot som ethvert andet dyr, kød og blod med Guds Ånd til at leve og trækkevejret og atomerne og molekylerne der har materialiseret det menneskelige legeme (og dyrenes og planternes) og når man dør, går man således til grunde som dyrene og planterne.
Det er menneskets forgængelighed.
Nu er de altså en forskel på det at være et menneske og det at være et dyr eller en plante. Forskellen består ikke i det kødelige, det væsensagtige, men i menneskets potentielle mulighed; skabt i Guds billede.
Hverken dyrene eller planterne fik det input fra Gud, ”at være skabt i Guds billede”, det gjorde kun mennesket.
Når så ”det åndelige menneske” har en tilværelse i sin nuværende tilstand som menneske og ligeledes i et åndeligt legeme og en åndelig tilværelse efter ophør af det menneskelige legeme, skal vi altså ikke se det billede for os, at kødelige menneskekroppe pines i Helvedet.
Disse fysiske atomare kødelige legemer findes ikke mere. De er gået ind i en anden evighed, det evige kredsløb mellem atomerne og molekylerne.
De åndelige legemer, de frelste, de opstandne findes selvfølgelig og befinder sig i Paradis, i himmelen (hvor det så end måtte være, det ved vi ikke) og Helvedet ved vi heller ikke hvor er.
Det at der skal (og kan) ske en opstandelse af ”de døde” betyder, at Gud ved hvad mennesket er. At et menneske ikke kun er atomer og molekyler i kødelig bestående, men at mennesket er et åndeligt væsen i sin tilstand af ”at være i Guds billede” (hvad det så end måtte betyde).
Man kan altså ikke pine hverken voksne mennesker eller børn i et brændende helvede. Det kan rent virkelighed ikke lade sig gøre, idet det menneskelige legeme jo er fortabt, gået til grunde elle befinder sig i sine atomer og molekyler i ”det evige kredsløb”.
Sjælen (det åndelige væsen) er noget helt andet. Der findes endog en kobling mellem det åndelige væsen og så sjælen.
Når det kødelige legeme er ophørt med at eksistere og atomerne og molekylerne er gået ind i ”det evige kredsløb”, er der således sjælen tilbage.
Sjælen kan enten være frelst eller ufrelst.
Er sjælen frelst går sjælen ”op til Gud” i Paradiset i Himmelen (hvor det så end måtte være) og er sjælen ufrelst, er der en anden virkelighed (hvor det så end måtte være).
Tanken om ”den evige pine” i et ”brændende helvede” har at gøre med menneskelivets kummerlighed.
I vort fysiske atomare legeme føler vi (vore sanser) smerte. Vi føler også mange andre ting og vi kan tænke, vi kan føle ansvar, skyld og befrielse fra skyld.
Det man således er ”overbevist” om befinder sig i vort følelsesliv i vor hjerne (den følelsesmæssige hjerne; Hjertet).
Så, tanken om evig fortabelse og den nuværende følelse af fortabelse og smerte skildres ved Helvedet.
Det er altså ikke et fysisk sted, men et åndeligt sted. Tidsrummet mellem død og liv i Himmelen i Paradis er øjeblikkelig. Bibelen siger; ”… i et øjeblik, i ét nu” forvandles vi fra det døende kødelige legeme med alt hvad de består af og i forvandlingen bliver vi altså øjeblikkelig et åndeligt væsen.
Selve læren og tanken om dette blev født ud af Jesu lære og apostlene gennemgik disse muligheder i henhold til Jesu lære, som det forstod den.
Da denne form for anskuelse / lære således var ny, fra Jesus via Apostlene senere hen i deres nedskrevne ord af hvad både Jesus havde sagt, men også hvorledes de forstod den også i henhold til jødernes tidligere forståelse af livet og døden i henhold til Det Gamle Testamente, ledte Helligånden dem til at konkludere forskellige teser ud fra disse to anskuelser.
Judaisme vs. Kristendom. Moses og profeterne vs. Jesus og apostlene.
__________________________________________________
At sjælene kan pines er vor menneskelige følelsesmæssige oplevelse i vore tanker, men virkeligheden må være en anden.
For det første findes det kødelige legeme ikke med sine sanser (herunder smerte), medens der nu findes et åndeligt væsen, en sjæl.
Hvad sjælen kan opleve beskriver vi med vore kødelige legemlige og følelsesmæssige tanker. Hvad det åndelige væsen, sjælen kan føle og opleve ved vi ikke, men vi gør os forestillinger.
Når vi tror, at den menneskelige ånd er fra Gud, altså en del af Gud, kan man ikke samtidig mene, at denne ånd – nu en sjæl kan være besudlet. Ånden vender jo tilbage til Gud (som gav den) og intet urent eller ondt eller vanhelligt kan være en del af Gud.
Lever sjælene så ikke evigt? Jo, det gør den, men måske ikke på den måde vi forestiller os.
Platoon
Helvedet i Bibelen skal forstås som ”det sted, de døde ender i”. Nu ved vi jo godt, at legemet af atomer og molekyler forgår.
Jeg ved godt der findes ”kristne” der docere den lære, at det kødelige legeme opstår til liv, men det er ikke Bibelens lære.
Ja, disse ”såkaldte kristne” lære også, at det var nøjagtig det der skete med Jesus, han var en menneskegud der døde og opstod som et kødeligt menneske og var og forblev derfor som en kødelig menneskegud i himmelen (hvor det så end måtte være).
Det er så ikke Bibelens lære, men en sekterisk fortolkning af Bibelens lære. På den anden side, ville dette jo ligeledes medføre, at helvedet kom til at blive ”overbefolket” af kødelige levende mennesker i altså Helvedet, men selvfølgelig er det ikke sandt og det er gudskelov heller ikke Bibelens lære.
__________________________________
Bibelen siger klart og tydeligt, at ”Gud er Ånd”. Den fortæller ligeledes, at Guds Ånd bor i os, eller også gør den ikke.
Der sondres altså mellem at ha` Guds ånd i sig og så, ikke at ha` Guds ånd i sig og hvad mere er; der sondres endda mellem at ha` Guds ånd i sig og ikke være et åndeligt menneske og at ha` Guds ånd i sig og være et åndeligt menneske.
Det er som William Shakespeare skrev: To be or not to be – that is the question.
_____________________________________
Hvad er det så Bibelen lære 1) vedr. Gud? Jo, Bibelen siger klart og tydeligt, at Gud er Ånd.
Hvad siger så Bibelen om 2) mennesket? Jo, Bibelen siger klart og tydeligt, at mennesket består af atomer og molekyler + Guds Ånd.
Hvordan skal vi så forstå det der med 3) at være menneske med altså Guds Ånd og ikke at være et ”åndeligt menneske”? Jo, Bibelen siger klart og tydeligt, at dersom man modtager Helligånden bliver man ”født på ny” og Guds Ånd er så i én på en anden måde end blot det der med at trække vejret.
Derfor må det modsatte 4) så også være tilfældet, at er man ikke genfødt (ved Helligånden) er man altså ikke et ”åndeligt menneske” og man er således ikke genfødt (ved Helligånden) og derfor er man blot som ethvert andet dyr, kød og blod med Guds Ånd til at leve og trækkevejret og atomerne og molekylerne der har materialiseret det menneskelige legeme (og dyrenes og planternes) og når man dør, går man således til grunde som dyrene og planterne.
Det er menneskets forgængelighed.
Nu er de altså en forskel på det at være et menneske og det at være et dyr eller en plante. Forskellen består ikke i det kødelige, det væsensagtige, men i menneskets potentielle mulighed; skabt i Guds billede.
Hverken dyrene eller planterne fik det input fra Gud, ”at være skabt i Guds billede”, det gjorde kun mennesket.
Når så ”det åndelige menneske” har en tilværelse i sin nuværende tilstand som menneske og ligeledes i et åndeligt legeme og en åndelig tilværelse efter ophør af det menneskelige legeme, skal vi altså ikke se det billede for os, at kødelige menneskekroppe pines i Helvedet.
Disse fysiske atomare kødelige legemer findes ikke mere. De er gået ind i en anden evighed, det evige kredsløb mellem atomerne og molekylerne.
De åndelige legemer, de frelste, de opstandne findes selvfølgelig og befinder sig i Paradis, i himmelen (hvor det så end måtte være, det ved vi ikke) og Helvedet ved vi heller ikke hvor er.
Det at der skal (og kan) ske en opstandelse af ”de døde” betyder, at Gud ved hvad mennesket er. At et menneske ikke kun er atomer og molekyler i kødelig bestående, men at mennesket er et åndeligt væsen i sin tilstand af ”at være i Guds billede” (hvad det så end måtte betyde).
Man kan altså ikke pine hverken voksne mennesker eller børn i et brændende helvede. Det kan rent virkelighed ikke lade sig gøre, idet det menneskelige legeme jo er fortabt, gået til grunde elle befinder sig i sine atomer og molekyler i ”det evige kredsløb”.
Sjælen (det åndelige væsen) er noget helt andet. Der findes endog en kobling mellem det åndelige væsen og så sjælen.
Når det kødelige legeme er ophørt med at eksistere og atomerne og molekylerne er gået ind i ”det evige kredsløb”, er der således sjælen tilbage.
Sjælen kan enten være frelst eller ufrelst.
Er sjælen frelst går sjælen ”op til Gud” i Paradiset i Himmelen (hvor det så end måtte være) og er sjælen ufrelst, er der en anden virkelighed (hvor det så end måtte være).
Tanken om ”den evige pine” i et ”brændende helvede” har at gøre med menneskelivets kummerlighed.
I vort fysiske atomare legeme føler vi (vore sanser) smerte. Vi føler også mange andre ting og vi kan tænke, vi kan føle ansvar, skyld og befrielse fra skyld.
Det man således er ”overbevist” om befinder sig i vort følelsesliv i vor hjerne (den følelsesmæssige hjerne; Hjertet).
Så, tanken om evig fortabelse og den nuværende følelse af fortabelse og smerte skildres ved Helvedet.
Det er altså ikke et fysisk sted, men et åndeligt sted. Tidsrummet mellem død og liv i Himmelen i Paradis er øjeblikkelig. Bibelen siger; ”… i et øjeblik, i ét nu” forvandles vi fra det døende kødelige legeme med alt hvad de består af og i forvandlingen bliver vi altså øjeblikkelig et åndeligt væsen.
Selve læren og tanken om dette blev født ud af Jesu lære og apostlene gennemgik disse muligheder i henhold til Jesu lære, som det forstod den.
Da denne form for anskuelse / lære således var ny, fra Jesus via Apostlene senere hen i deres nedskrevne ord af hvad både Jesus havde sagt, men også hvorledes de forstod den også i henhold til jødernes tidligere forståelse af livet og døden i henhold til Det Gamle Testamente, ledte Helligånden dem til at konkludere forskellige teser ud fra disse to anskuelser.
Judaisme vs. Kristendom. Moses og profeterne vs. Jesus og apostlene.
__________________________________________________
At sjælene kan pines er vor menneskelige følelsesmæssige oplevelse i vore tanker, men virkeligheden må være en anden.
For det første findes det kødelige legeme ikke med sine sanser (herunder smerte), medens der nu findes et åndeligt væsen, en sjæl.
Hvad sjælen kan opleve beskriver vi med vore kødelige legemlige og følelsesmæssige tanker. Hvad det åndelige væsen, sjælen kan føle og opleve ved vi ikke, men vi gør os forestillinger.
Når vi tror, at den menneskelige ånd er fra Gud, altså en del af Gud, kan man ikke samtidig mene, at denne ånd – nu en sjæl kan være besudlet. Ånden vender jo tilbage til Gud (som gav den) og intet urent eller ondt eller vanhelligt kan være en del af Gud.
Lever sjælene så ikke evigt? Jo, det gør den, men måske ikke på den måde vi forestiller os.
Platoon