Hjernedød / organdonation.

Spørgsmålet har pint mig længe. Vi vil jo aldrig slippe organer frivilligt - tænk hvis de havnede i en usympatisk krop/organisme.
Men samtidig er vi offer for vores egne skæbne. Sandheden er jo, at læge-studerende kun har svine-organismer at øve sig på.
Men dette oplæg er jo en debat.
Så jeg vil gerne høre holdninger og følelser omring det, at testementerer organer ud.
* Skal vi automatisk være organdonorer via sygesikrings-beviset?
* Skal "organ-donorerer" komme i første række, når det bliver "aktuelt".
* Skal man som anti-donor have samme ret til organer, som dem, der er med på ordningen/listen.
Dette er ingen let debat - men ret nødvendig.

Det er et godt indlæg du starter her. Af flere grunde. Jeg hørte fornyligt i radio nyhederne, at Danmark er det land i EU hvor organdonation har de sværeste kår, da vi er utroligt dårlige til at stille vore organer til rådighed. Af alle de lande vi ellers sammenligner os med, har vi det laveste antal af registrerede organdonorer.
Og det siger ALT om villigheden til at donere, kan jeg ikke afgøre. Jeg tror at vi ville hvis vi stod i en situation hvor nogen vi kender har brug for et organ.

Jeg ville egentlig tage stilling til dine spørgsmål, men det andet presserede mere for mig :o).
"* Skal vi automatisk være organdonorer via sygesikrings-beviset?"
Det ville jeg ikke bryde mig om. Det bør stadig være sådan at vi kan vælge. Det kan afhænge af mange faktorer. Religion f.eks, eller bare ens aversion om at blive "pillet fra hinanden" efter ens død. Måske vil mange gerne begraves i den sammensætning som man blev født.

* Skal "organ-donorerer" komme i første række, når det bliver "aktuelt".
Det har jeg faktisk besvaret med mit første svar. Men det kræver naturligvis at en registreret donors organ passer bedst. Men ja, da en donor jo ønsker at donere, bør det da klart være dem man først vil kigge på. I værste fald er de de eneste som er villige til at donere?
* Skal man som anti-donor have samme ret til organer, som dem, der er med på ordningen/listen.
Hmmm...piller lidt ved dobbeltmoral? Jeg mener ja. Da det er medicinens ypperste mål at redde liv, må enhver som har en dårlig nyre komme først i rækken med en donation. I de tilfælde hvor man ikke er registreret donor, ville man jo blive til et "B-menneske" hvis man skal "betale" for at man ikke selv er registreret?

Jeg er nu ikke så nervøs for at tallet af donorer skulle synke yderligere. Når man kigger i dette forum, er der mange på stadiet lige gør hjernedøden. Jeg er jo ikke den som nævner navne, men har konstateret en del som lader deres egen tankeaktivitet ligge, og bare hyler med meningsdannerne ;o)

Personligt vil jeg ikke have nogen problemer med at være organdonor, og hvis det sker, mener jeg at det må være lægerne, der prioriterer, hvem, der skal have gavn af mine organer. Jeg vil aldrig tænke på, om mit hjerte havner hos en usympatisk person. Jeg mener heller ikke at det kan være et spørgsmål om kun at give organer til andre organdonorer frem for en, der ikke ønsker at donere sine organer væk.
Omvendt vil jeg have problemer med at modtage et organ. Jeg ved ikke om jeg har lyst til at leve længere, end min egen krop tilsiger det.
Jeg har på fornemmelsen, at alderen måske er afgørende for ens holdning til spørgsmålet. Jeg er 60 år, og har endnu ikke taget mig sammen til at melde mig som organdonor, men jeg håber, at jeg kan nå at hviske det. Min familie er klar over min indstilling. Venlig hilsen Marie 59

Det er et forbandet svært problem, som kun angår naboen---> lige luks til det rammer en selv i SolarPlexus (Hjertet).
Jeg har aldrig lært at gradbøje sorg, smerte og tab på værdig vis!.
Kunne man forestille sig, at man automatisk er tilskrevet "organ-ordningen", hvis man ikke aktivt modsætter sig det.
Jeg elsker at gentage mig selv: Der er fandeme mange følelser indblandet i dette debatoplæg - SÅDAN).
Profeten

Indtil videre synes jeg ikke, at der skal være en automatisk tilmelding til organdonorkartoteket, således at man aktivt skal melde fra, hvis man ikke vil være med. Det kunne måske være sådan, at man, når man tilmelder sig sin praktiserende læge i kommunernes sygesikring, samtidig bliver spurgt om man vil være organdonor. Det er fordi jeg synes, at det er et dybt personligt spørgsmål. Der kan være mange grunde til at man ikke ønsker at være organdonor, og det skal respekteres. Problemet er, at der ikke er et sted, hvor hver enkelt i løbet af sit liv behøver at tage stilling til spørgsmålet. Hvis man når man bliver myndig er nødt til at tage stilling til, hvordan ens krop skal "anvendes", kan det godt være, at der ville komme mange organdonorer. For mit eget vedkommende ved jeg, at så ville jeg svare ja, jeg vil gerne være organdonor. Og jeg ligner de fleste. Venlig hilsen Marie 59