HJÆLP. forvirret o gravid.

Jeg er en pige på 20 år, som har en skøn og dejlig kæreste, men problemet er bare at han er en del ældre end jeg er. Vi har før kommet sammen, da vi blev vildt forelsket i hinanden, men jeg blev bange for vores aldersforskel, så jeg valgte at stoppe det. Efter noget tid fandt jeg ud af jeg slet ikke kunne undvære ham i mit liv, og vi var venner, men en dag fandt han en ny kæreste, og jeg følte jeg havde smidt det mest dyrbare i mit liv væk. Jeg elsker ham virkelig.
Efter noget tid skulle han giftes med hende, og jeg gik helt ned, men han begyndte at blive i tvivl da han stadig elskede mig, og aflyste brylluppet med den anden, fordi han inderst inde følte det han gjorder var forkert fordi han's følelser er/var så stærke for mig at han ikke kunne gifte sig med en anden.
Vi kommer nu sammen igen, og igen er jeg begyndt at bekymre mig, jeg vil virkelig gerne dele livet med ham, men er bange for hvad omverdnen vil sige til det, og især min familie, da de ikke er for lette i forvejen.
Han er nemlig 32 år ældre end mig selv.
Jeg fandt ud af her for nogen dage siden, at jeg er gravid, og ved slet ikke hvad jeg skal gøre, han har fået det afvide og blev meget overasket da vi ikke troed at jeg kunne blive gravid efter hvad lægerne siger, men er altså blevet det, og han er rigtig lykkelig over det, og det er jeg selvfølgelig også, men samtidig er jeg i tvivl om det er en god ide at få et barn nu, da jeg intet arbejde har, og det ikke passer ind i mit liv nu, men samtidig har vi meget barnløshed i min familie, så det er jo noget af en god nyhed at det er lykkedes, men skal jeg beholde det eller ej???? hvad hvis det er den eneste chance jeg har får at få et barn, hvis det er et held.
tror også jeg er nervøs for min familie når både de får afvide vi er kærester, da han rent faktisk har gået i skole med min mor, og de har været venner lige siden, så det bliver noget af et chok for hende tror jeg.
men elsker ham, og ved ikke hvad jeg skal gøre???? skal jeg få det barn eller ej?? skal jeg springe ud med ham, så alle ved vi er kærester??? HJÆLP!

mv
en meget forvirret pige.

Der ingen der kan råde dig til hvad du skal gøre, der må du følge dit hjerte. Jeg selv valgte at få en abort sidste år, da jeg ikke havde kendt min kæreste så længe, lige var blevet færdig med min uddannelse. Det var hårdt, og man skal være helt afklaret med det.

Hvorfor FANDEN tænker du på hvad alle andre tænker ??? Hvorfor i alverden kan du ikke bare nyde du har noget godt ??
HVAD er problemet ??
Det sgu da lige meget om han har gået i skole med din mor, eller for den sags skyld gravballemanden... Det handler jo om JER 2 og ikke hvad andre siger.. :)
Her nu godt efter : JA, måske vil folk sige noget i starten, men LYNhurtigt, så vil det bare være naturligt at det er jer 2, også vil folk SLET ikke sige eller syntes noget..🙂
Det er så skide typisk for en i din alder og tænke sådan.. Åhh nej, hvad siger alle de andre..🙂Du er en ABE hvis du lader det gå spildt på baggund af det :)
Med hensyn til det barn der, så må jeg indrømme jeg tvivler ret kraftigt på det, fordi du netop er så skide forvirret.. Hvis du havde "balls" nok til at tage det hele i stiv arm, og sige HER ER MIN KÆRESTE, og ham er jeg stolt af og OP I R**** hvad i andre tænker om det, så vil jeg måske tænke noget andet.
Men et barn er sgu FOR REAL ! og der er ingen returret der, og du virker ikke sikker på det, og så længe der er den mindste tvivl, og du ikke engang ved om du vil være sammen med ham, fordi blablabla..
Så er mit svar NEJ ! Selvom der er meget barnløshed i jeres familie..
Kom ind i kampen, og bliv noget med selvstændig.. Det handler om HVAD DU VIL.. og ikke hvad andre tænker..

Jeg har en kæreste der er 20 år ældre end mig. Tidligere arbejdskollega med min mor og kom også hos mine forældre privat. Mine forældre kunne ikke acceptere det og jeg har nu kun perifær kontakt med dem. Til gengæld har jeg aldrig mødt fordømmelse i mine omgivelser eller øvrige familie. JEG har valgt min kæreste. Vil ikke undvære ham og er ligeglad om han så var 30 år ældre. Du skal tænke på dig selv og ham du elsker. Og nyd at du er gravid og at han er lykkelig for det. Det er ikke vigtigt hvad andre mener eller tænker. Held og lykke.

Det er altid svært, dét der med om ens familie vil acceptere een eller hvad. Det er ret skræmmende at gå rundt med en fornemmelse af at de vil misbillige de valg man træffer, de følelser man har, at man burde være anderledes, etc., så de selv kan få ro i sjælen over ikke at stikke for meget ud.... (eller hvad?)
Men det er jo lige det. Sandheden er at du stikker ud fra mængden :-) og det er da fint nok. For det er jo dine ærlige følelser. Ja han er en del ældre end dig. Han ku være din far, det kan være du har manglet en støttende kærlig faderfigur, whatever, det var lige dagens overfladiske lommefilosofi, det lyder som om du har hjertens meget brug for ham og han for dig.
Jeg fik engang af vide at jeg aldrig skulle blande de der to ting sammen; at få børn, og om økonomi og job "kører godt". Det er 2 vidt forskellige boldgader, som ikke skal tages stilling til udfra hinanden, men helt seperat fra hinanden.
Du skal ikke få et barn fordi du har råd til det.... Lyder det som noget der kommer fra hjertet?
Tag dette som en nødvendig udfordring der vil modne dig i dit liv, livet siger til dig at det er på tide at vise dit sande ansigt, vise og stå ved dine følelser overfor din familie.
Og hvis du fornemmer stærkt at du vil møde modstand så vil jeg da råde dig til at finde vejledning og støtte hos en terapeut/psykolog/rådgiver af en slags, som kan hjælpe dig med at blive rustet til denne måske svære udfordring. Jeg kan jo selvfølgelig ikke vurdere om det blir en krisesituation eller om bølgerne vil lægge sig kort efter,... eller måske vil alting falde helt anderledes ud end du forventer??
Du er alligevel kun 20 år. Jeg ved fra mig selv hvor enormt skræmmende det er, hvis man møder modstand, især fra sin familie.
Jeg kommer til at tænke på så mange forskellige typer kærestepar der findes. Den ene meget lav, den anden meget høj. Den ene tyk den anden tynd, forskellige kulturer, forskelligt udseende, forskellig temperament, alder, handicap, sygdom....
Der er ikke nogen der er "normale", den dag du står ved dig selv og din kærlighed til en 32 år ældre mand, vil du pludselig møde andre som fortæller lign ting om dem selv. Ting der stikker ud. Alle har een eller anden ting der "stikker ud". En alkoholiseret far, en handicappet bror, en hudsygdom ... :-) he he, det lyder så sort det hele.
Til sidst vil jeg sige jeg synes mailen fra Anonym, som "Er der selv" er rigtig god og relevant :-)
Kh

hvordan mon det går for dig det hele? Det er jo nogle store beslutninger der skal tages. Jeg tænker over om du mon magter at træffe disse store valg eller hvad der ender med at ske....
Jeg har været inde og kigge over nogle dage om der er kommet nogle meldinger her fra dig, men det er der ikke. Jeg kan godt se at det nok ikke er noget der lige blir besluttet på 6 dage...
En lille tanke...

Hej alle sammen.
mange tak for alle de svar i har givet, har virkelig haft noget at tænke over.
Jeg tog det hele op med min kæreste, og vi fik snakket om tingene.
Jeg ved ikke om det er det rigtige eller ej, men har tænkt mig at holde ved det hele, og beholde min kæreste, og det barn vi nu skal ha. Han har sagt vi kan bo i hans hus, hvor vi har været meget for tiden, for min skyld, så jeg kan vænne mig lidt til det, med 4 etager, og vi har på en måde allerede lagt vores fremtidsplaner, om hvordan det skal være, så nu håber jeg det hele går, og at mine omgivelser ikke er alt for slemme når de finder ud af det, og hvis min familie vælger at slå hånden af mig, så har jeg min egen familie, og så må det bare være sådan. Hvis min familie ikke ønsker at se mig lykkelig, er de måske ikke så god en familie som jeg troed, men jeg vil helt klart savne dem alt for meget, så det bliver hårdt, men håber de vænner sig til tanken. Vi har endnu ikke besluttet hvornår vi vil gøre det offentiligt endnu.
Min kæreste snakket med mig om, at der måske var mulighed for at jeg kunne få en penneveninde, som havde det lidt på sammemåde, og stod i samme båd som mig, så man havde en at snakke lidt med udover sin kæreste, og så en der ligefrem ved hvad man snakker om?????

Hilsen Jannie

Hej Jannie. Hvor dejligt at høre om din beslutning og at du vælger dig/jer. Jeg er sammen med min kæreste på 5.år og har aldrig fortrudt. Men netop på grund af aldersforskellen er det også vigtigt at du har nogen du kan snakke med der er nogen lunde jævnaldrende med dig. det har jeg vægtet i mit forhold. I øvrigt lyder din kæreste som en god og forstående mand og de hænger ikke på træerne. Så pas på ham :o)
Knus Helle

hej.
Har selv en kæreste der er 24 år ældre end mig selv og venter vores 1 barn. (så ved hvad jeg snakker om)
Og jo der vil være folk som syntes det er forkert. Men der vil være lige så mange der syntes det er helt fin. Hvis i elsker hinnanden og begge glæder jer over det vidunderlige som er hendt jer, så spring ud og glæd jer over jeres lykkilige tilstand. Du må ikke tænke på andres holdninger, det er dit liv og ikke deres.

Ja din kæreste lyder godt nok fornuftig, mangler det tit selv. ofte har man spørgsmål og tanker som andre jævn alderene ikke har fordi de ikke er i samme problem stilling, og så er det rart at kunne snakke med en der ved hvad man snakker om.
venter selv barn med min 24 år ældre kæreste