HJÆLP MIG! kan ikke klare det selv mere..
hej allesammen..
jeg er en 13 årig pige og jeg har alvorligt brug for hjælp, men kan på en måde ikke indse det. min far har været syg i næsten et år nu af kræft selvfølgelig. vi havde fået at vide af lægerne at vi ikke skulle være bange, for det kunne ikke sprede sig. en måned før sommerferien drømte jeg at min far døde, om aftenen fortalte min mor mig og min bror at vores far ville komme til at dø inden for 2011.jeg begyndte at græde, kun en lille smule for jeg vidste det jo godt. om aftenen havde jeg dårlig samvitighed, fordi jeg havde grædt foran min mor. kort tid efter begyndte jeg at skære i mig selv, for den smerte er ganske enkelt lettere at håndtere end den psykiske. min far røg ind og ud af forskellige hospitaler, og min mor er ked af det. det er min bror også, men han prøver at skjule det for mig, og græder kun sammen med min mor, når han tror jeg ikke hører det. jeg føler mig forpligtet til at trøste min mor, for min far kan jo ikke gøre det, og min bror virker underligt ligeglad. jeg kan ikke tillade mig selv at græde, overhoved ikke foran min mor, det vil kun belaste hende yderligere. jeg sætter alle andre før mig. jeg har længe overvejet at sluge en masse morfin piller, den eneste grund til at jeg ikke gør det, er at jeg ikke vil såre min familie, så hellere såre mig selv. min klasse og klasse lærer ved ikke hvordan jeg har det, for jeg er ikke typen, som deler mine følelser. jeg har ikke et særlig nær forhold til min mor. inderst inde forsvinder jeg langsomt, bliver mere og mere ked af det, skærer dybere og dybere, men alligevel sætter jeg en maske op. den glade pige, som mine venner så godt kender. det er hende de stoler på. de tror jeg har det godt. jeg er på en måde glad for at de tror på masken, men er det rigtige venner, som ikke kan se hvordan man inderst inde har det? min far er ikke særlig meget ved bevidsthed mere og jeg vidste godt at det snart var slut.. og ganske rigtigt, har lige fået at vide at der nok ikke går mere end en uge. det er derfor jeg vælger at dele alt det her med jer. og fordi jeg har brug for hjælp. jeg vil gerne skrive med andre der har kræft ramte i familien. har virkelig brug for hjælp, hvis jeg ikke skal forsvinde....
jeg er en 13 årig pige og jeg har alvorligt brug for hjælp, men kan på en måde ikke indse det. min far har været syg i næsten et år nu af kræft selvfølgelig. vi havde fået at vide af lægerne at vi ikke skulle være bange, for det kunne ikke sprede sig. en måned før sommerferien drømte jeg at min far døde, om aftenen fortalte min mor mig og min bror at vores far ville komme til at dø inden for 2011.jeg begyndte at græde, kun en lille smule for jeg vidste det jo godt. om aftenen havde jeg dårlig samvitighed, fordi jeg havde grædt foran min mor. kort tid efter begyndte jeg at skære i mig selv, for den smerte er ganske enkelt lettere at håndtere end den psykiske. min far røg ind og ud af forskellige hospitaler, og min mor er ked af det. det er min bror også, men han prøver at skjule det for mig, og græder kun sammen med min mor, når han tror jeg ikke hører det. jeg føler mig forpligtet til at trøste min mor, for min far kan jo ikke gøre det, og min bror virker underligt ligeglad. jeg kan ikke tillade mig selv at græde, overhoved ikke foran min mor, det vil kun belaste hende yderligere. jeg sætter alle andre før mig. jeg har længe overvejet at sluge en masse morfin piller, den eneste grund til at jeg ikke gør det, er at jeg ikke vil såre min familie, så hellere såre mig selv. min klasse og klasse lærer ved ikke hvordan jeg har det, for jeg er ikke typen, som deler mine følelser. jeg har ikke et særlig nær forhold til min mor. inderst inde forsvinder jeg langsomt, bliver mere og mere ked af det, skærer dybere og dybere, men alligevel sætter jeg en maske op. den glade pige, som mine venner så godt kender. det er hende de stoler på. de tror jeg har det godt. jeg er på en måde glad for at de tror på masken, men er det rigtige venner, som ikke kan se hvordan man inderst inde har det? min far er ikke særlig meget ved bevidsthed mere og jeg vidste godt at det snart var slut.. og ganske rigtigt, har lige fået at vide at der nok ikke går mere end en uge. det er derfor jeg vælger at dele alt det her med jer. og fordi jeg har brug for hjælp. jeg vil gerne skrive med andre der har kræft ramte i familien. har virkelig brug for hjælp, hvis jeg ikke skal forsvinde....