Hjælper I jeres ældre familiemedlemmer?

Hvis vores gamle forældre eller bedsteforældre ikke kan holde huset og haven mere, så må de flytte på plejehjem. Jeg synes nogle gange, vi her i Danmark er alt for hurtige til at sende de gamle på plejehjem. Hvorfor ikke hjælpe dem lidt ekstra med rengøring, havearbejde, indkøb m.m. og så vente nogle år med plejehjemmet?
Der er selvfølgelig nogle ældre, der har brug for en plejer 24 timer i døgnet, og for dem er plejehjemmet en meget god løsning. Men hvad med alle de andre, som kan passe og pleje sig selv, men har problemer med at holde huset og haven? Hvis de bare får noget hjælp af deres familiemedlemmer, kan de sagtens blive boende i en hel del år.
Hvilken løsning har I valgt? Hjælper I jeres ældre familiemedlemmer? Eller har I valgt den nemme løsning og sendt dem på plejehjem?

Min gamle mor har været der for mig og ikke mindst min datter, når det brændte allermest på.
Først sidste år, fik hun virkelig brug for vores hjælp, da hun blev indlagt til operation for et nyt knæ og endte med en gang hospitalssafylokokker 🙁
Vi gør hvad vi kan for hende med de midler vi har til rådighed. Jeg har hjulpet hende med haven og handler ind for hende.
Jeg håber faktisk hun kommer hjem i løbet af denne uge. Det har taget mere end ET år og vel 8 operationer og hun er nu endt med et hængslet knæ og kommer til at gå ved hjælp af krykker [:*(]
Tror i hun giver op?
Skulle vi så ikke hjælpe hende det vi formår? Hun fortjener at blive i sine vante omgivelser så længe som muligt. Det vil vi gerne hjælpe med, så vi tager hjem til hende hver weekend......Og så er det jo altid hyggeligt at få en god snak og kop kaffe med MOR 😉
Så jo, jeg mener man skal hjælpe i det omfang man kan klarer det og vente med plejehjemmet så længe som muligt 🙂
Løvemor

..er der ikke særlig mange mennesker der har tid til at hjælpe deres forældre og bedsteforældre. Min farfar har hele hans liv røget, spist meget usundt og aldrig dyrket sport, hvilket er resulteret i at han næsten ikke har noget blodomløb tilbage i benene og sukkersyge. Han har for næsten et år siden fået amputeret venstre ben fra under knæet og nedefter og selvom han har fået en protese går han stadig meget dårligt (skal lige siges at han også gik rigtig dårligt før han fik amputeret benet.) Han bor stadig i det hus han har boet i, i mange år nu, men da det er ret stort til en enlig gammel mand, får han aldrig gjort rent eller ordnet haven. Han forlader helst ikke huset, så min far klare regninger for ham, hæver penge osv - hver weekend. Og hver eneste gang vi kommer på besøg, prøver han at lokke mine forældre til at ordne hans hus for ham. Han er stædig som et æsel og nægter at flytte, også selvom han ikke engang kan gøre rent i hans eget hus.
Nu er det sådan at mine forældre ikke har noget imod at hjælpe ham med forskellige småting, men eftersom de begge to arbejder meget har de simpelthen ikke tid til at passe 2 huse og haver - de har knap nok tid til vores eget.
Dette er selvfølgelig ét tilfælde ud af mange, men i denne situation ville et plejehjem være bedre - så ville han også få lov til at være lidt social, i stedet for at sidde derhjemme helt alene.

man kan ikke sende folk på plejehjem idag efter forgodtbefindende. så dit indlæg har ingen relevans. Man kommer ikke på plejehjem fordi man ikke kan holde hus og have man skal have mange personlige skavanker. Prøv at tage en tur ud og se et plejehjem. Det ville hjælpe på dit syn på sagen

Jeg synes generelt den vestlige verden er for dårlig til at tage sig af de ældre generationer.
Da min morfar var omkring de 60 blev han meget syg, og lægerne sagde han ikke havde længe igen.
Han kom derfor på et tysk plejehjem (han var tysker, og boede i det danske mindretal i Slesvig) Han havde det så elendigt med at være der, selvom min moster, som boede lige ved den tyske grænse kom flere gange om ugen.
Derfor besluttede min mor, og hendes 4 søskende i fælleskab at han skulle flytte hjem til min moster, hendes mand og deres 3 børn. Så skulle de andre 4 søskende komme i weekenderne og hjælpe til, da de boede på fyn og sjælland og derfor ikke kunne komme i hverdagene.

Lægerne tog dog meget fejl, så der gik 10 år, indtil han døde- og han var utrolig glad for at bo der, og være omkring børn og børnebørn hele tiden.
Nu er mine forældre stadigvæk ikke særlig gamle, men hvis mine forældre engang får brug for det, så skal jeg nok tage mig af dem, så er de velkomne til at flytte ind.
Sådan har vi det heldigvis i vores familie, og vi er ellers alle sammen fra den vestlige verden.
Jeg synes det ganske almindelig gensidig respekt og kærlighed [l]

Jeg havde min mor boende de sidste 8 år af hendes liv, og jeg har sagt til min børn at sådan vil jeg også have det. De tror, det er en vittighed, men de bliver nu klogere.

at de gør. Jeg er ældste i min familie 😉

Man kan nemlig ikke sende folk på plejehjem efter forgodtbefindende.
Kan huske, da min farfar i sin tid kom på plejehjem, var det fordi, han begyndte at udvikle demens. Bl.a. rodede han fuldstændig rundt i sin medicin. Han glemte at slukke gaskomfuret, når han havde brugt det. Han faldt ude på sit badeværelse, og kunne ikke komme op ved egen hjælp. Han kom på hospitalet...Som dog til sidst var en slags "holdeplads" for ham. Han var SÅ ked af at være der.
Mine forældre tog ham hjem alt det, de overhovedet kunne. Hans hus blev solgt - og hans elskede hund kom i familiepleje, hvor den i øvrigt fik det godt. Men da begge mine forældre var i arbejde på daværende tidspunkt - og pengene i øvrigt var små. Så var de nødt til at få fundet en løsning. Min farfar krævede til sidst omsorg og pleje 24/7. Man kunne simpelthen ikke lade ham være alene. Han blev efter mange sorgfulde overvejelser skrevet op til et plejehjem i nærheden af, hvor mine forældre boede. Han kom ind - og fik et par gode år der inden han døde. Han nåede faktisk lige at opleve sit første oldebarn blive født...
Jeg har i frisk erindring mine forældres overvejelse i den forbindelse - og ikke mindst den dårlige samvittighed over at skulle overlade ham til andre. For ikke at tale om søskendestridighederne mellem min far og hans to brødre...Det var forfærdeligt for mine forældre - Jeg tror altid, det er det ældste barn i en familie, som i hvertfald "føler" vedkommende står med hovedansvaret..Det gjorde min far.
Jeg ved ikke, om hovedindlægget er fake - men jeg bliver harm over, at nogle kan sige at man vælger "den nemme løsning", hvis ens forældre kommer på plejehjem. Det var overhovedet ikke nogen "nem" løsning for mine forældre. Og jeg synes man skal passe på med at (for)dømme andre for deres valg!
Selvfølgelig skal man som familie hjælpe i det omfang, man overhovedet kan. På den anden side er det osse nødt til at passe ind i ens øvrige liv. I gamle dage fik man mange børn, som en slags livsforsikring til sin alderdom. Men det var en anden tid og andre forudsætninger/omstændigheder.
vichri
vichri

Jeg har arbejdet på plejehjem, og de ældre der bor der kan vitterligt PÅ INGEN MÅDE være hjemme. Ofte har familien kæmpet en lang brav kamp for at passe dem og pleje dem i årevis inden de når hertil. Til sidst giver de op, enten fordi de ikke magter det mere, eller fordi deres gamle mor eller far simpelthen er blevet så pasningskrævende at det ikke kan lade sig gøre. I mang tilfælde er børnene selv gamle (en alder på 90-100 år er ikke usædvanlig på plejehjem. Det vil sige børnene typisk er 70-80 år, og ofte selv har diverse skavanker).
Andre igen får næsten aldrig besøg. Har man tid til det, og man lægger øre til en livshistorie eller to, er det bestemt ikke altid det er uden grund. Det kan være vedkommende altid arbejdede og aldrig havde tid til familien. Nu følger familien så stadig samme mønster, og har ikke tid til den gamle. Andre har rent ud sagt været nogle røvhuller overfor deres familie, som så har vendt dem ryggen. Endnu andre har fx hjerneskader der gør dem mere eller mindre ulidelige at være sammen med, hvilket kan være enormt psykisk nedbrydende for de pårørende.
Det er altså sjældent jeg har mødt et tilfælde hvor det er helt uden grund.
PS. Jeg har også arbejdet med genoptræning af ældre, hvis I vidste hvor mange danskere der kæmper en brav kamp for at passe deres kære, så ville ovenstående spørgsmål blive gjort til skamme!

Ja når mine forældre en dag ikke kan noget mere, så må det jo blive plejehjem. Min mor drikker og er på piller, og har fuldstændig givet op, selv om jeg da nok synes mig og mine søstre har været der for hende. Jeg har over to timers transport hjem til mine forældre, og kan altså ikke bare smide alt jeg står med, og tøffe derhjem hver dag, og så koster det iøvrigt 200-400 kr tur-retur, afhængig af hvornår man tager afsted.
Jeg kan godt lide folk der siger at det ikke kan gøres op i penge, men hvad nu hvis man faktisk ikke havde de penge? Og hvad hvis man ikke havde tiden? "Uha, ja da, jeg hjælper mine forældre med hus og have..." Jamen det er da dejligt hvis man bor i nærheden og bare lige kan smutte forbi i ny og næ.
Jeg er 26 år og tror desværre ikke min mor forbliver (bare nogenlunde) rask mange flere år, og jeg kan altså ikke droppe mit eget liv, og lade det står på stand by i måske de næste tyve år (min mor er 52 år) hvis min mor fx får en blodprop eller noget andet. Og det kunne jo være man havde problemer selv, og måske ikke havde et så godt forhold til sine forældre.
Jeg har selv arbejdet på tre plejehjem, og langt de fleste mennesker der, har det langt værre end det du beskriver, for faktisk er det sådan at der ofte skal næsten for meget til, før man kan få en plejehjemsplads, så hvis det eneste problem man har er at mælkebøtterne driller, og ikke vil op af jorden, så kommer man altså ikke på plejehjem.

Min mormor er sendt på plejehjem, det er jo den rene service der! Hver morgen klokken 07:30 bliver hun flået ud af sengen i højeste gear, får proppet 32 piller ind i kæften med vold og magt, og derefter bliver hun trillet ind i en sort stue hvor hun sidder og stirrer op i loften de næste fem timer, helt oppe at køre på piller. Så bliver hun skubbet ind ved bordet, og får kylet dagens æde i kæften og derefter smidt i seng. Det er sguda ren luksus! Jeg står fx op halv seks hver morgen, og hun får lov at sove længe! Maden bliver serveret for hende, og hun får lov at sidde og slappe af hele dagen! Hvis det ikke er drømmelivet så ved jeg ikke hvad det er! Bad er der intet af, og hvem nyder egentlig også at gå i bad? Ja jeg gør i hvert fald ikke! Hun får også nogengange lov at se tv, hvor de samme serier kører på repeat 24/7, og det er jo fint når hun er dement, så kan hun jo ikke huske dem alligevel! Hvem der dog bare havde det liv!

ikke tid til at passe hjem børn, forældre, bedsteforældre.
Jeg har ikke tid.....
Samfundet må jo gøre det nemmere at leve...

Når ældre mennesker igennem et langt liv har formået at klare alt selv UDEN nogen hjælp fra kommunen, føler jeg at man må være der når de har brug for det.
Jeg har en mor på 94 år, som indtil sidste efterår klarede at bo alene i rækkehus. Da hun fik brug for hjemmehjælp blev det klaret med kommunens hjælp. Jeg kom dagligt i hjemmet og klarede både vask og indkøb.Da det så mærkedes at hun IKKE formåede at få spist og drukket nok, og bare tabte sig, var plejehjem en god ting. Som pårørende var jeg virkelig bekymret over hvordan jeg mon kunne finde hende i hjemmet? faldet? død? og det gav sjælefred at kunne aflevere hende på et superplejehjem , hvor hun efter 3 måneder følte sig både tryk og hvor hun tydeligt blomstrede op. Hun tog på og kunne deltage i de aktiviteter der er på hjemmet. At jeg ikke stoppede med de daglige besøg er da bare et "selvfølgeligt". Hun nyder de daglige besøg, og jeg egentlig også, vi får en gåtur, en snak, en kop te, får opdateret kalenderen, hentet post og vasketøjet, og hun er glad og jeg er glad over at kunne gøre det
Hvis man gør hvad der er muligt ud fra den tid du har mulighed for at bruge til det, vil du ikke kunne klandre dig senere, at du ikke gjorde nok, da du kunne.
Hun er nu 94 1/2 og trives... herligt. - og jeg og familien har det rart med at vide at hun er i trykke hænder, når vi ikke selv er tilstede.

er desværre død nu, men hun boede hjemme til det sidste.
Heldigvis da, for hun snakkede ofte om, at hun ikke ville kunne klare at forlade det hus og denhave, som hun havde boet i, i en menneskealder.
Heldigvis slap hun for at komme på plejehjem, men hvad krævede det så?
Faktisk ikke så meget.
Jeg var der hver torsdag og hjalp med have og indkøb. Mine søskende og fætre/kusiner kom andre dage, og min far og min onkel igen andre dage.
Og hver især nød vi jo besøgende, for hun var så dejlig at være sammen med.
Så hvad betød lidt indkøb, rengøring og havehjælp? Det havde vi jo alligevel altid gjort bare under lidt andre omstændigheder.
Selvfølgelig var vi da priviligerede. Til det sidste kunne hun selv klare den personlige hygiejne. Jeg er ikke sikker på, at det kunne have gået ellers.
Jeg ville i hvert fald ikke kunne have hjulpet hende med disse ting.
Vi (og hun) var også meget privilegerede ved, at hun ikke var dement (i nogen nævneværdig grad).
Hun var en kær gammel, som vi alle elskede at hjælpe.
Om vi havde elsket det lige så meget hvis hun havde været dement og brug for hjælp til personlig hygiejne.....?
- det ville vi ikke.
Ville vi have gjort det alligevel?
- Nej - der tror jeg, at vi skal lade de prof. komme til.

op når den sidste rest af familien bor i den anden ende af landet og resten i udlandet? Det er ikke så lige til det hele.

Men heldigvis er mange af de gamle godt ved muffen og kunne de ellers få sig selv til at give penge ud, så kan alt det praktiske i hjemmet købes for penge.
Når familien istedet hjælper er det i reglen arven, de kommer til at arbejde lidt for, så det er vel ikke andet end rimeligt, hvis man bor inden for rækkevidde.

forfærdeligt ævl at fyre af!
Hvad nu hvis ens forældre ikke har kassen?
Jeg ville da hjælpe min gamle mor uanset om hun havde penge eller ej. Det er vel ikke det det kommer an på!
Det kommer vel an på om du elsker dine gamle eller ej og gerne giver en hånd med i en svær stund.
Næstekærlighed koster vel ikke noget eller?
Løvemor

min mor har siden december været faldet x mange , indlagt pga. væskemangel...
jeg har hverdag kommet med mad som hjemmeplejen skulle varme men min mor spiste ingen ting, hun har nu været på et plejehjem i 14 dage hvor hun er tanket op har sammen vær med andre og nogle til at hjælpe hende med at huske at spise og drikke, hun er blevet glader, og jeg har mere tid til at hygge om hende, frem for at købeind, lave mad,vasketøj og rytte op, desværre skal hun igen hjem i hendes store hus, hvor jeg er bange for at hun bare vil sove og ikke spise og drikke igen , selv om jeg kommer daglig. ps. har selv job , mand 3 hjemmeboende børn ,hus og hund.

tage mig af mine forældre, selv om jeg gerne ville. Børn, fuldtidsarbejde langt fra hjemmet, hus m.m. tager al min tid, så jeg er selv tit udkørt. Nej, jeg har ikke overskud til andre. Har før arbejdet på plejehjem og synes, forholdene er gode der.

og det er rigtigt at man ikke bare kan komme på plejehjem. For at komme på plejehjem i dagens danmark skal man visiteres og man skal virkelig have behov. Det er dejligt når man ser de ældre har et netværk der gider hjælpe,men der er også en del ældre der intet netværk har.Det skyldes bla.at man idag rask væk bliver 100 år og overlever både ægtefælle og børn og sommetider også børnebørn.Der er brug for masser af besøgsvenner så jeg kan kun opfordre folk til at kontakte ældresagen og røde kors for at blive besøgsven. Jeg har ingen ældre i familien mere men har hjulpet da jeg havde,faktisk lige til døden tog dem.

Ligesom jeg har sagt det med min hund, har jeg det på samme måde med min mormor...

Jeg er vokset op i et hjem hvor mine forældre tog sig af mine bedsteforældre længst muligt. Nogen af dem har boet hos os, andre har de passet i eget hjem.
Og jeg erkender blankt at det vil jeg ikke gøre. Jeg skal gerne være der for mine tilbageværende i mental forstand, men jeg bliver ikke så opofrende som min mor f.eks. var.
Alt andet kom efter de gamle. Hendes eget liv, hendes job og hendes børn. Jeg har oplevet hvordan det er at bo sammen med et gammelt menneske som totalt ændrede karakter pga. demens og blodprop og hvor skræmmende det var. Jeg har oplevet at blive kaldt egoistisk som 8-årig fordi jeg havde brug for min mor, men morfar havde mere brug for hende osv.
Jeg synes det er al ære værd at man forsøger at tage sig af de gamle, men vi har muligheder for at kombinere det med offentlig hjælp/botilbud mv., og det vil jeg gøre. Jeg vil ikke tilsidesætte alt, inklusive egne børn og familie, for at tage mig af mine gamle. De har givet mig livet, men det betyder ikke at mine børn eller jeg selv skal betale tilbage resten af deres liv.