Hospice

Hejsa.
Mit navn er Christian, jeg kommer fra Nymarkskolen, og vi er i gang med et avis projekt.
I den forbindelse er jeg i gang med at skrive en artikel om hvordan det er på et hospice. Derfor vil jeg gerne høre om der er nogen der er i familie med/er tætte på en som er indlagt på et hospice. Hvis der er nogen her som kunne tænke sig at medvirke i den artikel, ved at fortælle lidt om hvad jeres oplevelse er af, hvordan personen har det på hospicet.
Hvis det lyder som noget for dig, så er du meget velkommen til at kontakte mig her, eller på mail c.heide.98@gmail.com.
På forhånd tak!
Mvh.
Christian

Døende patienter med udsigtsløse behandlingsmuligheder bliver gerne afvist - eller tonset rundt mellem forskellige hospitaler. Om det er fordi hospitalene ved at det trækker op i deres dødsstatistik at have så alvorligt syge og døende liggende og det er meget ressourcekrævende er jeg ikke nok inde i systemet til at afgøre.
Hospice er for det meste drevet af kristne organisationer, og de lægger meget vægt på, at patienten har glæde af samtale, og at patienten selv har været opsøgende overfor hospice - altså at de får plads, hvis de selv ønsker det, HVIS, og jeg understreger hvis , der ellers er plads.
I hovedstaden - hvor jeg selv kommer fra er der ganske få pladser til et meget stort antal mennesker. Det betyder, at mange aldrig når at komme på hospice, på trods af ønske herom.
Dem, der trods alt alligevel får plads på hospice eller en palliativ afdeling, der er det ikke-kristne alternativ, er de fleste blevet så dårlige, at de ingen glæde har af opholdet. En uge inden døden indtræffer er meget normalt, og gennemsnitligt ligger hospicepatienter kun 10 dage. Så tæt på døden er der ikke mage, der sanser deres omgivelser eller har glæde af tilbud om lækker specialdesignet mad efter patientens muligheder for at indtage føde.
Omgivelserne og de fysiske faciliteter er som oftest glimrende på hospice (eller palliative afdelinger, og der tages stort hensyn til pårørende, men de manglende pladser gør ofte de fysiske rammer lidt overflødige. Dog er enkeltværelserne en stor fordel, og muligheden for lidt privatliv - og at kunne ryge på værelset - hvis de er i stand til det, med til at opholdet på hospice langt er at foretrække fremfor et overbooket hospital med flersengsstuer og fortravlet personale, fordi de ikke rigtigt ved hvad de skal stille op med døende, som de kun kan tilbyde smertestillende - og et sted at være under uudholdelige forhold for patienten.
De raske, der besøger et af de mere veludstyrede hospices er ofte ved at falde på halen over, at der er fælles opholdsrum, der arrangeres foredrag og musisk underholdning, og der er frivillige og ansatte nok til at trille rundt i kørestol med dem, der ikke er allermest syge, men har man haft en dødeligt syg pårørende liggende efter en kamp om at få en plads på hospice efter en længere omgang med susen rundt på diverse sygehuse med læger og sygeplejersker, der trækker på skuldrende og udskriver patienten efter en eller to dage, og den døende er på det aller yderste, så op i røven med musikalsk underholdning eller foredragsrækker og fællesstuer, for de bliver som oftest kun brugt af pårørende, der må ud og trække lidt luft og få nerverne i ro.
Manglen på pladser gør også, at mange sendes hjem, hvis de ikke når at dø inden for "normeret tid" som er omkring 17 dage.
Når det så er sagt, så er hospice fyldt med gode intentioner og initiativer og et fantastisk sødt personale, der gør deres yderste hver dag for at gøre den sidste tid lidt mere rolig, smertefri og behagelig for både patient og pårørende. Der skulle bare være flere pladser.