Hundelufter og brug af børn???

Hej..
Har DU en hundelufter der er et barn?
Vil du lade din hund blive luftet af et barn?
Hvorfor.... / hvorfor ikke....
Jeg har en tæt på der lader sin hund blive luftet (golden retriever) af en 11 årig pige og jeg ved også at hunden løber uden snor... For mig kan jeg ikke se det som en god ide, hvid noget sker... Ikke bare fra hunden uden også andre hunde og dyr...
Kom med jeres input og lad det blive en debatt..

en hundelufter der er et barn.
Hvis et barn skulle lufte mine hunde, skulle vedkommende være ældre end 11 år og hunden skulle altid være iført snor.
En elleveårig er ikke gammel nok og stærk nok til at klare en hund på størrelse med en golden.

Da jeg var en 12-13 år gammel, blev jeg altid sendt afsted for at lufte familiens Grand Danois.
Hunden var fri for racens sædvanlige skavanker såsom hoftedysplasi.
Den var meget stærk og så hurtig, at den kunne løbe en hare op.
Desværre var den også temmelig aggressiv.
Selvom den hjemmefra var udstyret med kvæler-pighalsbånd, var den svær at holde.
Når jeg i tide nåede at se andre hunde, katte eller andet, som jeg mente ville irritere den, plejede jeg at fortøje den ved at slå en tørn af linen om et stakit eller andet dertil egnet.
Ellers måtte jeg sætte hælene i og råbe og skrige, medens jeg blev slæbt afsted.
Andre trafikanter flygtede heldigvis klogeligt, når de så denne udvikling af situationen.
En dag, hvor vi marcherede afsted, blev hunden trængende.
Den satte sig til at besørge en enorm èn i den nyrevne rabat udenfor en have.
Jeg tror egentlig at jordstriben var en del af fortovet, så den var kommunal?
Men den ældre mand i huset kom styrtende ud for at ekcersere sin ejendomsret.
Jeg blev overfuset på det groveste.
Da hunden ikke havde konsulteret mig om det tilrådelige i at bæ på dette sted, følte jeg grovhederne noget uretfærdige.
Normalt skal man have kontrol over en begivenhed for at blive pålagt ansvaret.
Men da jeg tog til genmæle, blev manden endnu mere vred.
Han blev truende og gik hen mod mig, medens han talte om "et par på kassen".
Hunden havde hidtil ikke ladet sig anfægte i sin åbenbart nydelsesfulde overgivelse til fordøjelsens tilskyndelser.
Den havde blot skævet ligegyldigt til den vrede mand.
Men nu var den færdig, så den kunne registrere hans krigeriske kropssprog.
Som enhver, der var bekendt med hunden, kunne have fortalt manden, blev den irriteret over hans attitude.
Man kunne næsten "se" en tordensky-farvet taleboble over dens hovede med teksten: "Hvad fanden bilder du dig ind"?
Den gjorde et atletisk sæt mod manden, medens den fremviste sine velvoksne bisser akkompagneret af en snerren som et brøl.
Den ældre mand havde tilsyneladende ikke tiltænkt den store hund nogen rolle i begivenhederne.
Men nu blev han klar over, at drejebogen ikke var under hans kontrol.
Uden et ord vendte han rundt på hælen og pilede ind i sit hus som en mus i sit hul.
Dér følte jeg alligevel sympati for den forfærdelige hund.

historie - og vel skrevet.
Dengang vi boede i København og mens min datter var mellem 8-11 år, skulle hunden altid med, når hun skulle ud at købe noget i kiosken og det var mørkt.
Han (hunden) var en garanti for, at der ikke skete hende noget - faktisk havde hun hele fortorvet for sig selv.

Altså jeg var 11 år da jeg fik min første hest. En islænder, der var ca. 120 cm. høj, 150-200 kg. og kun 1 år gammel. Han var meget ung til en så ung pige, kan jeg se nu, men jeg klarede det alene. Selvfølgelig stod han på en rideskole, men det var ikke meget hjælp at hente. En hest er ikke en hund, men jeg må sige, at en hest er sværere at håndtere end en hund, da den er tungere og meget stærkere.
Jeg kan ikke se noget problem i at en 11-årig lufter hunden. Hun er vel blevet informeret om hvordan hun skal gøre, og hvordan hun skal reagere, hvis der sker noget.

Vi har en gravhund, som opfører sig som en drøm herinde (rører ikke min datters legetøj - stopper i døråbningen, når vi siger "bliv" - ingen former for madforsvar osv. osv ... alt det der betyder noget indendørs!) ... men i en snor er hun forfærdelig. Hun hiver som en sindssyg i snoren og jeg er møgtræt af hende!
Men den anden dag kom en af vores vejboer ud, og spurgte om vi ville have en kop eftermiddagskaffe ... og hendes dreng var meget interesseret i hunden! Vejboen bryder sig ikke specielt om hunde, men drengen ville helt tydeligt meget gerne have en hund!! Og så foreslog vejboen om han måtte gå tur med hende af og til ... og jeg kunne ikke lige finde ud af at svare andet end "ja" - men han fulgte os så hjem, hvor han fik lov at holde hende - og det voldte ham nogen vanskeligheder, men han kunne godt (tror han er 8 år eller noget).
Håber lidt at han er kureret for at gå tur - men hvis han kommer igen, så synes jeg jo også et eller andet sted, at han skal have lov! Der er sgu noget særligt over samværet med hunde! Men det er helt sikkert, at de første gange han skal have hende med ned i skoven, så går jeg med ... for man kan jo godt fortælle et barn, hvordan det skal reagere, når der sker sådan og sådan, men det er altså bedst, hvis man er med når det sker første gang, så man kan coache undervejs - så er han ikke i tvivl en anden gang!
Mvh Fru Gravhund
NB. Vi går til træning - og træneren har selv gravhunde, og siger at vores er en drøm - men at det med at gå i snor, får vi hende aldrig lært, fordi hun har så meget energi! Har prøvet at overfodre hende (det var ikke med vilje - bare nyt foder, som var mere energifyldt) - og der blev hun så ganske from som et lam - men jeg nægter altså at gøre hende fed, for at få en nem hund! Så nu er hun slank og vild igen! Hun ser/hører mig simpelthen ikke når vi er ude.