Hundeørebog
Titel: Hundens ører
Forfatter: Maria Ernestam
Udgivet: 2008
Forlag: People's Press
[sol] [sol] ud af seks
På sin 56 års fødselsdag får Eva en dagbog - Langsomt skriver hun historien om sin fortid med en afvisende mor i 1950'ernes og 1960'ernes Stockholm og om de hemmeligheder, der skjuler sig. Og det er grumt. Stoffer er så kulsort protestantisk som kun svensk litteratur kan være det, at man lægger bogen fra sig i eksistentiel livslede. Mennesker synes håbløse, livet meningsløst og alle glæder er midlertidige fejltagelser. Således bliver bogen én lang luthersk anger: vi er alle håbløse syndere og vi skulle holde vores forhåbninger på et minimum, og indtil da ikke foretage os noget som helst. Bøger der er så negative burde skamme sig, da de ikke giver deres læsere nogensomhelst opmuntring.
Bogen begynder med en mærkelig drømmesekvens om hvalers elskov. Og herefter går den igang med noget enormt intetsigende gossipbrødtekst. Allerede her fornemmer man det udprægede kvindelige synspunkt i fortællerstemmen. Kvinders univers er fra en mands synspunkt kropsligt, svampet og klaustrofobisk. Kvinderne bekriger jaloux hinanden internt og synes ikke at have et øjebliks ro til at slappe af i hinandens selskab. Ernestams roman bekræfter den gamle talemåde om at kvinder skriver bøger for kvinder, hvorimod mænd skriver bøger for mennesker. Der er en del urealistisk mandesyn og i værste fald direkte mandehadende passager, og generelt holder materialet sig inden for kvindens enøjede domæne. Således mister hun halvdelen af de potentielle læsere.
Sandsynligvis forsøger Ernestam at skrive en tragedie og vise livets smertelige side. Men hun overgør det og krydrer med lidt morsomme scener, hvorfor hele projekter ender med at ligne en farce, en satire hvor alt er latterligt. Det var helt sikkert ikke hendes intention, men skaden er sket og vi ler af hende og hendes bog, for det hele er meningsløst og lattervækkende. Således mister hun anden halvdel af sine potentielle læsere og fejler derved totalt.
Forfatter: Maria Ernestam
Udgivet: 2008
Forlag: People's Press
[sol] [sol] ud af seks
På sin 56 års fødselsdag får Eva en dagbog - Langsomt skriver hun historien om sin fortid med en afvisende mor i 1950'ernes og 1960'ernes Stockholm og om de hemmeligheder, der skjuler sig. Og det er grumt. Stoffer er så kulsort protestantisk som kun svensk litteratur kan være det, at man lægger bogen fra sig i eksistentiel livslede. Mennesker synes håbløse, livet meningsløst og alle glæder er midlertidige fejltagelser. Således bliver bogen én lang luthersk anger: vi er alle håbløse syndere og vi skulle holde vores forhåbninger på et minimum, og indtil da ikke foretage os noget som helst. Bøger der er så negative burde skamme sig, da de ikke giver deres læsere nogensomhelst opmuntring.
Bogen begynder med en mærkelig drømmesekvens om hvalers elskov. Og herefter går den igang med noget enormt intetsigende gossipbrødtekst. Allerede her fornemmer man det udprægede kvindelige synspunkt i fortællerstemmen. Kvinders univers er fra en mands synspunkt kropsligt, svampet og klaustrofobisk. Kvinderne bekriger jaloux hinanden internt og synes ikke at have et øjebliks ro til at slappe af i hinandens selskab. Ernestams roman bekræfter den gamle talemåde om at kvinder skriver bøger for kvinder, hvorimod mænd skriver bøger for mennesker. Der er en del urealistisk mandesyn og i værste fald direkte mandehadende passager, og generelt holder materialet sig inden for kvindens enøjede domæne. Således mister hun halvdelen af de potentielle læsere.
Sandsynligvis forsøger Ernestam at skrive en tragedie og vise livets smertelige side. Men hun overgør det og krydrer med lidt morsomme scener, hvorfor hele projekter ender med at ligne en farce, en satire hvor alt er latterligt. Det var helt sikkert ikke hendes intention, men skaden er sket og vi ler af hende og hendes bog, for det hele er meningsløst og lattervækkende. Således mister hun anden halvdel af sine potentielle læsere og fejler derved totalt.