Hvad blev der af kærligheden?

Overalt kan man se og høre om sex. Hvis du får for lidt eller på anden måde er seksuelt frustreret, er der uanede af muligheder for hjælp, men hvad med kærligheden? Hvor er den henne? Hvorfor er der ikke også hjælp til at få den til at fungere? For mig at se, har den ret dårlige vilkår i det moderne samfund. Jeg mener ikke bare i parforholdet, men generelt; os mennesker imellem.

noget med at give med hjertet uden at forvente at få noget igen. I det danske samfund har den indstilling længe været på tilbagetog. Selv ildsjæle brænder ud nu om dage. Når man meget meget sjældent får noget tilbage, så vender man blikket et andet sted hen før eller senere. Sådan har jeg det også med denne debat. Fandt den for nogle dage siden og følelsen af at få noget tilbage er meget lille. Folk skriver et indlæg og følger ikke selv op på det. Kun vise personer med arketypiske psykiske lidelser følger op på alting, men deres indlæg er ikke særlig interessant læsning for almindelige mennesker.

Du har fat i noget der! I en stigende egoisme i samfundet, hvor den enkelte sætter sig selv i centrum, vil det naturligt gå ud over noget som kun kan opretholdes ved stærkt fællesskab.
Kærlighed kræver jo altid mere end én, ikke sandt? Når man altså ser bort fra kærligheden til sig selv.
Vi er et spejl af vort samfund. Ændrer samfundet sig fra fællesskab til "først kommer jeg, så jeg, så jeg, og derpå jeg", så kan vi ikke undgå at vi i stigende grad vil se os selv som den vigtigste, og agere derudfra.
Men nu er jeg jo en uhelbredelig romantiker, og én som ikke følger enhver strøm i vort samfund. Gennemført positive mennesker ser muligheder, fremfor begrænsninger.
Held og lykke med din kærlighed, samt en glædelig jul
Lagermann

og stumheden her i debatten omkring det emne du rejser - om dette krystalfine, spindelsvævfine, sommerfulglelette og smukke, som er kærligheden - er larmende !!
dette skrevet af en kvinde, der mere og mere ænser kærligheden - og deraf den vidunderligste nære ømhed i sex
- eller i fravær af indre ro og tillid og kærlighed: som forbavset oplever den mest overfladiske og ubehjælpsomme og i grunden kun sorgfremkaldende - sex

Ja, jeg har sørme også undret mig....
I løbet af firserne var jeg medlem af en studenterklub, hvor der hvar fredags- og lørdags-diskodask, og det var herligt - de første 3-5 år eller så.
Man kom der ved 23-tiden, blev budt op, dansede 5-6 danse - enten blev der sagt tak for dansen, eller man blev budt på fx en cola - dansede mere - gik evt på morgenmadsværthus - udvekslede tlf numre og gik på en date eller to og blev kærester eller ej....
Så ved jeg faktisk ikke, hvad der skete - det må ha været sidst i firserne eller ca 1990 - fyrene holdt bare op med at byde op (og nej, det var ikke bare mig!), de hang bare i baren i smågrupper på to-tre stykker - med ryggen til dansegulvet, hvor der var nogle faste par og piger, der dansede med hinanden.
Det var knap nok til at møve sig imellem dem op til baren for at indfange sin egen cola....
Nogle af dem hang ved baren og gloede på dansegulvet - men de holdt op med at tage aktivt del i det...
Jeg slæbte flere flotte veninder med derind, og der var masser af kønne piger i 20'erne, inklusive undertegnede, når jeg nu selv skal sige det.
Men fyrene var bare holdt op med at byde op og tage ini-tiv.
Jeg har aldrig fundet nogen forklaring.
Gætter lidt på, at det var deromkring, at mange fyre fik pc og internet (med internet-porno, der som bekendt er det, som søges/bruges allermest på nettet...).
Så de vænnede sig til en tilskuer-rolle og mistede interessen for (at forholde sig til) levende kvinder...
Jeg droppede efter nogen tid studenterklubben, og tager nu med veninderne ud at danse.
Fyrene? Dem finder man på Internettet.
Er det derfor, at romantikken - flirten - kærligheden i livet - forduftede?
Kvinderne er ikke blevet mindre romantiske - er mændene blevet ædt af computerverdenen?
Det er foreløbig min teori - men andre systematiske forklaringer kan gerne findes.

Sejt indlæg!! :o)
Sejt, fordi jeg husker noget lignende fra min "stormende" tid. Den fik ikke for lidt.
Jeg ser en ting som kan være årsagen til den "kulde" der er trådt ind omkring det med at forelske sig.
Cyberspace har gjort det muligt at du kan sidde på din flade og forelske dig i ord. Det er i og for sig okay, da det er udviklingen. Der hvor det adskiller sig kraftigst fra den form VI oplevede forelskelsen i, er at du ikke kan tage ét eneste ord du får i Cyberspace, for gode varer. Realistisk set kan hvert eneste ord være løgn. Et middel som helliger målet.
Når jeg ser at en ungersvend sidder og SMSer med en pige 300km væk, med ringe udsigt til at kunne ses før om et ½ til et helt år, hvordan så leve forelskelsen ud? Vi bør da være taknemmelige for teknologien, men den har altså stjålet noget fra os.
Det sug i maven første gang man ser pigen. De spage forsøg på at nærme sig hende. Den svedfremkaldende første bemærkning, som for guds skyld ikke må opfattes som scoreline.
Hvor er alt det henne, hvor alle sanseindtryk kører i højeste tempo? Hvor hendes duft alene kan give dig våde drømme? Hvor hendes hår får dig til at tænke på en hvedmark i august? Hvor hendes øjne bliver gransket af dig, for at søge efter det mindste tegn på evt interesse?
Intet, men absolut INTET af det kan den moderne teknologi give dig. Det kan kun virkeligheden.
Øh ... nu blev det til mere end tilsigtet. Men sådan ser jeg desværre udviklingen.
Lagermann

Kære Lagermann, du skriver: "Realistisk set kan hvert eneste ord være løgn. Et middel som helliger målet."
Har du tænkt på hvor stor sandsynligheden er for at denne tråd, hvori du og jeg skriver, er oprettet af sol for at holde debatten i gang? Meget ofte så ser man ikke mere til den "person", der starter tråden. Jeg kan kun finde en plausibel forklaring.

og jeg er ikke sol, men et almindeligt menneske, der oprigtigt undrer mig over, hvor kærligheden blev af. Jeg ville se, om jeg var det eneste sentimentale fjols tilbage, eller om der også var andre.

skyldes noget af den svindende kærlighed computere, når man refererer til kærligheden i den ældgamle parringsleg. Men jeg er også kommet til at tænke på, hvordan mange gør mere ud af at være sej eller opretholde et image i stedet for at være sig selv. Jeg føler selv, at en hel del mennesker er bange for at tale ud fra hjertet. Det er, som om de i stedet for dækker over det bankende organ ved at udtale sig om lagenpræstationer frem for deres inderste følelser......Eller også drikker de sig stive, for så kan de altid prale lidt af, at de har været så og så fulde.

Det er i hvert fald en del af det, men en anden del af det, er måske, at der rent faktisk er en masse, som på trods af egoismens fremmarch, har et varmt hjerte. Lige som dig, har de valgt at gå imod strømmen, selv om den danske livsstil opfordrer dem mere og mere til at fodre egoet, men hvorfor hvorfor hører vi ikke mere til dem? Er de bange for deres egen skygge, eller har de bare tabt modet?

Jeg kan godt sætte mig ind i din skuffelse over de debatindlæg, der ikke bliver fulgt op på. Det er kun med til at gøre debatten ligegyldig, men det afspejler også lidt den voksende egoisme. En del mennesker har bare brug for at få udbasuneret deres og er i øvrigt ligeglade med dem, det måtte vedkomme.

at dem, der ikke giver noget igen, måske selv er tidligere ildsjæle, der bare er blevet slukket. En ond cirkel. Det er op til de resterende at vende slagets gang.;)

ville jeg have fået mere respons, hvis jeg havde skrevet en opsigtsvækkende overskrift, hvor ordet "sex" indgik. Men jeg synes, at kærlighed er vigtigere, for det indgår i flere sammenhænge, og det er vel egentlig hovedårsagen til det bedste sex, som du også selv er inde på.