Hvad der forenede de første kristne
Det der først og fremmest forenede de kristne i det første århundrede, var kærlighed til Gud. Disse kristne erkendte at deres vigtigste forpligtelse var at elske den sande Gud, Jehova, med hele deres hjerte, sjæl og sind. For eksempel fik apostelen Peter, som var jøde, besked på at gå hen til et hus hvor der boede en hedning, en han normalt ikke ville omgås. Det der fik ham til at adlyde, var hovedsagelig hans kærlighed til Jehova. Peter og andre blandt de første kristne havde et nært forhold til Gud der var baseret på nøjagtig kundskab om hans personlighed og om hvad han kan lide og ikke kan lide. Med tiden forstod alle der tilbad Jehova, at det var hans vilje at de skulle være „forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Korinther 1:10; Mattæus 22:37; Apostelgerninger 10:1-35.
Noget andet der knyttede de kristne nærmere sammen, var troen på Jesus Kristus. De ønskede at følge lige i hans fodspor. Han befalede dem: „Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) Det skulle ikke være en overfladisk følelse, men en selvopofrende kærlighed. Hvad ville resultatet blive? Jesus bad for dem der får tro på ham: „Jeg beder . . . for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os.“ — Johannes 17:20, 21; 1 Peter 2:21.
Jehova udgød sin hellige ånd, eller virksomme kraft, over sine sande tjenere. Denne ånd fremmede enheden iblandt dem. Den ledte dem til en forståelse af de bibelske lærepunkter, en forståelse som blev accepteret af alle menighederne. De forkyndte det samme budskab — helligelsen af Jehovas navn ved Guds messianske rige, en himmelsk regering der skal regere over hele menneskeheden. De første kristne forstod at de ikke måtte være „en del af denne verden“. Derfor forblev de neutrale under civile opstande og militære stridigheder. De stræbte efter at have fred med alle mennesker. — Johannes 14:26; 18:36; Mattæus 6:9, 10; Apostelgerninger 2:1-4; Romerne 12:17-21.
Alle kristne påtog sig det ansvar at fremme enheden. Hvordan? Ved at sikre sig at deres adfærd var i harmoni med Bibelen. Apostelen Paulus skrev til de kristne: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd“ og „iføre jer den nye personlighed“. — Efeserne 4:22-32.
Naturligvis var de kristne i det første århundrede ufuldkomne, og der opstod situationer som truede enheden. For eksempel siges der i Apostelgerninger 6:1-6 at der opstod en uoverensstemmelse mellem de græsktalende og de hebraisktalende jødekristne. De der talte græsk, mente at de blev forskelsbehandlet. Så snart apostlene hørte om sagen, blev tingene dog hurtigt bragt i orden. Senere førte et lærespørgsmål til uenighed om hvilke forpligtelser ikkejøderne i den kristne menighed havde. Man traf en afgørelse på grundlag af Bibelens principper, og den blev accepteret af alle. — Apostelgerninger 15:1-29.
Disse eksempler viser at uoverensstemmelser ikke førte til etniske splittelser eller til dyb uenighed om lærespørgsmål i den kristne menighed i det første århundrede. Hvorfor ikke? Fordi de faktorer der virkede forenende — kærlighed til Jehova, tro på Jesus Kristus, selvopofrende kærlighed til hinanden, accept af den hellige ånds ledelse, en fælles forståelse af Bibelens lære og villighed til at forandre sin adfærd — var stærke nok til at bevare enheden og freden i den første kristne menighed.
Noget andet der knyttede de kristne nærmere sammen, var troen på Jesus Kristus. De ønskede at følge lige i hans fodspor. Han befalede dem: „Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) Det skulle ikke være en overfladisk følelse, men en selvopofrende kærlighed. Hvad ville resultatet blive? Jesus bad for dem der får tro på ham: „Jeg beder . . . for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os.“ — Johannes 17:20, 21; 1 Peter 2:21.
Jehova udgød sin hellige ånd, eller virksomme kraft, over sine sande tjenere. Denne ånd fremmede enheden iblandt dem. Den ledte dem til en forståelse af de bibelske lærepunkter, en forståelse som blev accepteret af alle menighederne. De forkyndte det samme budskab — helligelsen af Jehovas navn ved Guds messianske rige, en himmelsk regering der skal regere over hele menneskeheden. De første kristne forstod at de ikke måtte være „en del af denne verden“. Derfor forblev de neutrale under civile opstande og militære stridigheder. De stræbte efter at have fred med alle mennesker. — Johannes 14:26; 18:36; Mattæus 6:9, 10; Apostelgerninger 2:1-4; Romerne 12:17-21.
Alle kristne påtog sig det ansvar at fremme enheden. Hvordan? Ved at sikre sig at deres adfærd var i harmoni med Bibelen. Apostelen Paulus skrev til de kristne: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd“ og „iføre jer den nye personlighed“. — Efeserne 4:22-32.
Naturligvis var de kristne i det første århundrede ufuldkomne, og der opstod situationer som truede enheden. For eksempel siges der i Apostelgerninger 6:1-6 at der opstod en uoverensstemmelse mellem de græsktalende og de hebraisktalende jødekristne. De der talte græsk, mente at de blev forskelsbehandlet. Så snart apostlene hørte om sagen, blev tingene dog hurtigt bragt i orden. Senere førte et lærespørgsmål til uenighed om hvilke forpligtelser ikkejøderne i den kristne menighed havde. Man traf en afgørelse på grundlag af Bibelens principper, og den blev accepteret af alle. — Apostelgerninger 15:1-29.
Disse eksempler viser at uoverensstemmelser ikke førte til etniske splittelser eller til dyb uenighed om lærespørgsmål i den kristne menighed i det første århundrede. Hvorfor ikke? Fordi de faktorer der virkede forenende — kærlighed til Jehova, tro på Jesus Kristus, selvopofrende kærlighed til hinanden, accept af den hellige ånds ledelse, en fælles forståelse af Bibelens lære og villighed til at forandre sin adfærd — var stærke nok til at bevare enheden og freden i den første kristne menighed.