Hvad er solidaritet for dig?

"under forbrugsfesten glemte mange solidariteten og var sig selv nærmest. Nu er vi i en situation, hvor solidariteten skal pudses af. Vi skal løfte i flok." Sådan siger en 23-årig ledig tømrer i MetroXpress i dag.
Men hvad er solidaritet for dig?
Er det at melde sig ind i en fagbevægelse? Er det at give en skilling til den hjemløse? Er det at passe sin gamle mor i stedet for at sende hende på plejehjem? Og hvad med de sultne i kriseramte Afrika? Og i forbindelse med massefyringer eller bare generelt, hvad kan vi gøre i solidaritet? Skal de rige hjælpe de fattige? Er det at udvise næstekærlighed overfor alle eller kun for en begrænset gruppe? Er vi fælles om noget i dag eller er vores interesser og mål forskellige? Ligger vi som vi selv har redt?
Jeg spørger ikke i anledningen af 1. maj. Men jeg spørger, fordi vi trods alt stadig lever i et samfund, hvor mange er afhængige af den eller anden (hvis ikke nu eller før, så siden): Hvad er solidaritet for dig?

og den private ejendomsret.
Grådighed skal forbydes!
Lad os indføre socialismen inden dette rådne samfund kollapser helt og det ender i borgerkrig.

så enkelt kan det siges, solidaritet kommer kun hvis der er gensidig respekt, socialismen er en død sild, sålænge den bunder i pamperi og rygklapperi, som det foregår i fagforeninger og socialistiske partier.
hilsen Thomas og god første maj

Grådighed er det brændstof, der nærer menneskets virkelyst. Uden grådighed og mulighed for at arbejde hårdt, lægge til side og blive rig ender vi alle som nogle visne skygger af os selv, som man så i det gamle DDR. Greed is good !!!

Jeg er helt enig.
De har simpelthen skudt sig i foden over for mange år. Det er ikke længere for deres medlemmer, men dem selv!
Det blir det allerede når det bliver en fuldtidsbeskæftigelse!
Tror desværre nu heller ikke det kan laves om.. Jeg hra ikke nogen forslag (og kender mange der ville blive sure over det tror jeg 😃)
mvh

- at kapitalismen nærer socialismen og omvendt. Grådighed, misundelse, frås og andre af dødssynderne kan du ikke lovgive dig ud af, men du kan videregive dine holdninger til dine børn og hvem, du ellers kan få til at lytte, for udgangspunktet er jo godt nok.

Privat ejendomsret og økonomisk egoisme er, at vi er faktisk 6,8 milliarder på denne planet,og med det antal er det en utopi at tro det kan lade sig gøre.

Det har intet med solidaritet at melde sig ind i en fagforening De eneste personer der får gavn af dit medlemsskab er fagforeningspamperne og de socialdemokratiske politikere, de vil skide dig et stykke hvis det kom så vidt.
Dit medlemsskab er kun med til at fastholde dig og de andre medlemmer i et forkvaklet system uden nytænkning.
Medarbejderne indenfor fagforeningerne er ikke intresseret i dig personligt men kun i dit kontingent, prøv at spørge hvad en faglig sekretær indenfor 3F egentligt får i løn og hvilke frynsegoder han eller hun har. Du vil blive overrasket.

prøv at google engang, ordet solidaritet kan og bruges af alle, er du frimurer skal du være solidarisk med de andre frimurere, hvis du er den klogeste i klassen skal du så være solidarisk med den dummeste og i solidaritetens navn opføre dig ligeså dumt?
Selvom jeg er socialdemokrat behøver jeg vel ikke at være så solidarisk at jeg også handler i brugsen fremfor at handle i Aldi, eller burde jeg være solidarisk med den lille købmand og handle hos ham?
Der er da nogen der har set lyset og tør se indad.
http://solidaritet.dk/2009_01/hvorfor_smiler_pia_kjaersgaard.htm

Vi har nemlig brug for begge sider i erhvervslivet for vi alle har det godt, når den ene part mener sig selv ophøjet til vorherre selv, og dømmer den anden til at være ondskaben selv.... så mister vi alle!. 🙂

Mennesket er ikke frit, hvis det er forpligtet overfor andre.
Da den individuelle frihed prioriteres meget højt, er forpligtelsen overfor andre individer overført til staten.
Solidaritet er dermed blevet valgfri.
Individuel solidaritet ligestilles med ufrihed - tvang, hvis den ikke frit kan vælges til eller fra.
Mange vælger så kun solidaritet, hvis det vurderes som personligt fordelagtigt.
Frie mennesker har ofte kun overfladiske relationer til andre - de fleste andre betakker sig for yderligere engagement.

Tag ikke fejl. Alle og enhver handler altid først og fremmest udfra hvad der gavner en bedst. Vi er alle sammen egoister, uanset hvor humane og kærlige vi kan forekomme. Solidaritet er ikke noget man viser fordi man først og fremmest er en hellig lille martyr der ofrer sin tid og energi på alle andre og ikke skænker sig selv og sine interesser en tanke. Tværtimod er der en direkte sammenhæng mellem solidaritet og egoisme. Egoismen kan nærmest kobles sammen med alt. Folk har som regel et meget negativt syn på egoismen, så jeg håber ikke man vil misforstå det jeg skriver.
Det er muligt at man viser solidaritet fordi man er i stand til at sætte sig i andres sted og om muligt få en bid af deres smerte, men det er vel først og fremmest en form for protest mod stukturer i samfundet (lokalt såvel som globalt) man ikke bryder sig om. Det er den gamle sang om at vi ikke er stærke nok til at bekæmpe de strukturer vi er i mod, men hvis vi i samlet flok viser vores foragt og først og fremmest handler (!!!) og viser et alternativ, så har vi måske en mulighed for at gøre noget ved tingene.
Solidaritet er altså noget man kan vise på tværs af nationale grænser, religiøse overbevisninger og politiske holdninger. Det er en form for fællesskabelig aktivitet, selvom det måske først og fremmest er en selv man har i tankerne. Man kan vel kalde det gensidig egoisme

Jeg er aldeles grådig. Jeg er så grådig at jeg vil kæmpe for at have min grådighed i fred. Så jeg ville ikke bryde mig om at leve i et samfund hvor der er forbud mod denne naturlige drift. Har du lyst til at præciserer lidt mere hvad du egentlig mener med dit forbud, for jeg kan ikke forestille mig at du selv ville kunne leve i et sådan samfund. Jeg er enig i at socialismen ville være at foretrække end det nuværende system, men det er bare ikke godt nok.

Du tror ikke folk var grådige i det gamle DDR og at man arbejdede hårdt og tænkte på sig selv? Selvfølgelig gjorde man det. Men det er måske det du ønsker at sige? Altså at det er ligegyldigt hvilket samfund man lever i. Grådigheden vil altid være her.
Egentlig ret sjovt, at der altid er en tendens til at snakke om de gamle statkapitalistiske blokke, når snakken falder på socialisme og forandring. Ikke at jeg skal nedgøre sig som person. Tendensen forekommer mig bare lidt (tragi)komisk...

Jeg kan kun erklære mig enig i dine betragtninger. Hvis socialismen skal overleve, må befolkningen om nødvændighed være mere syndikalistisk orienteret.

Liberalismen er fin nok i teorien, men i praksis noget lort:-)
Ideologierne er døde. Tilbage er der kun nogle trætte spøgelser der ikke kan få fred men hjemsøger de kære politikkere igen og igen

Ordet solidaritet kan ikke stå alene, for man kan være solidarisk med sin egen interesse gruppe, hvis jeg selv er rig kan jeg være solidarisk med andre rige, men ikke med den 3 verden.
Det er en stor fejl at tro at mennesket per definition er egoister, at man så at sige, gør noget for andre for at føle sig god eller høste en eller anden form for tilbage betaling.
Det er en logik der udledes af ”survival of the fittest” teorien.
Solidaritet er identifikation med næsten. hvor det er en større sag man kæmper for, uden hensyn til ens egens interesses sfære.
Det er klart at mennesket i den globaliserede kapitaliserede verden i mindre og mindre grad forstår at kærlighed og barmhjertighed kan udfolde sig uden tilbagebetaling.
Derfor er ordet devalueret som så mange andre af fællesskabets ord.
Vi kender det inden for familien, at man på trods af store forskelligheder og modstridende interesser, tager os af hinanden på grund af blodets bånd, som man siger. Når man opfatter verdens befolkning som sine søstre og brødre kommer samme ansvarlighed for hinanden.
Men pas på med at postulere at ondt og godt, kærlighed og had, egoisme og solidaritet er i sammenhæng og kommer ud af det samme. Det ville være ensbetydende med at alt er lige godt eller lige dårligt for det skaber afmagt og lige gyldighed, men det er blevet en del af den almene begrebs forvirring der kendetegner vores tid.

HALLO der er det ikke et lidt dumt❓at stille but what ever ?????>>>er dit ????>"under forbrugsfesten glemte mange solidariteten og var sig selv nærmest. Nu er vi i en situation, hvor solidariteten skal pudses af. Vi skal løfte i flok." Sådan siger en 23-årig ledig tømrer i MetroXpress i dag.
Men hvad er solidaritet for dig?
Er det at melde sig ind i en fagbevægelse? Er det at give en skilling til den hjemløse? Er det at passe sin gamle mor i stedet for at sende hende på plejehjem? Og hvad med de sultne i kriseramte Afrika? Og i forbindelse med massefyringer eller bare generelt, hvad kan vi gøre i solidaritet? Skal de rige hjælpe de fattige? Er det at udvise næstekærlighed overfor alle eller kun for en begrænset gruppe? Er vi fælles om noget i dag eller er vores interesser og mål forskellige? Ligger vi som vi selv har redt?
Jeg spørger ikke i anledningen af 1. maj. Men jeg spørger, fordi vi trods alt stadig lever i et samfund, hvor mange er afhængige af den eller anden (hvis ikke nu eller før, så siden): Hvad er solidaritet for dig? SOLIDARITET er at SYÅ SAMMEN ELLER HVAD?????

Er der ikke en nylig undersøgelse der viser at mere end hver 3. er socialist?

"Ordet solidaritet kan ikke stå alene, for man kan være solidarisk med sin egen interesse gruppe, hvis jeg selv er rig kan jeg være solidarisk med andre rige, men ikke med den 3 verden."
Selvfølgelig kan du da være solidarisk over for folk i den tredje verden. Hvis de for eksempel beder folk i resten af verden om at medvirke i en boycot af en eller anden multinatinal virksomhed, der dræber fagforeningsledere, så kan du da sagtens vise din støtte og sympati ved at medvirke i boycotten. Eller måske sultestrejke for at Guantanamo skal rives ned.
"Det er en stor fejl at tro at mennesket per definition er egoister, at man så at sige, gør noget for andre for at føle sig god eller høste en eller anden form for tilbage betaling."
Hvis jeg hjælper et andet menneske fuldstændig uden at have noget ønske om at andre må synes at jeg er sej eller at jeg vil blive takket personen bagefter, så vil jeg føle en indre glæde. Det er altså i min interesse ikke at forlange så meget men blot være gavmild. Hvis jeg ikke var i stand til at føle den indre glæde indeni var der ingen grund til at gøre det. Hvis vores hjerner ikke belønner os med endofin og andre lykke-hormoner, så gider vi simpelthen ikke.
Det er det jeg mener, når jeg siger at alt og alle altid handler ud fra hvad der gavner os selv i det lange løb. Og så er det selvfølgelig fedt at andre kan føle glæde ved dette.
"Solidaritet er identifikation med næsten. hvor det er en større sag man kæmper for, uden hensyn til ens egens interesses sfære."
En større sag? Det må du vist lige forklare. Hvad dælen skulle være en større sag end først og fremmest ens egen sindstilstand?
"Det er klart at mennesket i den globaliserede kapitaliserede verden i mindre og mindre grad forstår at kærlighed og barmhjertighed kan udfolde sig uden tilbagebetaling."
Så hvilken samfundsstruktur vil være den bedste?
"Når man opfatter verdens befolkning som sine søstre og brødre kommer samme ansvarlighed for hinanden."
Nu bliver du metaforisk, men jeg forstår;-) Og jeg er helt enig.
"Men pas på med at postulere at ondt og godt, kærlighed og had, egoisme og solidaritet er i sammenhæng og kommer ud af det samme. Det ville være ensbetydende med at alt er lige godt eller lige dårligt for det skaber afmagt og lige gyldighed, men det er blevet en del af den almene begrebs forvirring der kendetegner vores tid."
Godt og ondt er blot idéer i dit hoved;-) Der er ikke nogen overordnet sandhed om hvad der er godt og hvad der er ondt. Hvis der var, ville der ikke være konflikter og det er der jo. Vi har alle sammen hver vores mening og definition på hvad "det gode" og "det onde" er. Verden er, sagt på en anden måde, subjektivistisk. Vi kan godt enes om diverse problematikker, men dette vil være afhængig af tid, sted og hvilke personer der er tale om. Hvad vi to bliver enige om er det rigtige i dag, kan ændres med tiden.
Jeg tror det er godt for mennesket engang i mellem at opleve afmagten, forvirringen, ligegyldigheden og angsten! Det får én til at stille spørgsmålstegn, være kritisk, se på verden på en anden måde, udfordre ens egen tankegang fordomme og idéer. Det får en til at værdsætte livet, selvom eller måske netop fordi livet kan synes så ligegyldigt i det lange løb.

Du kan godt sige at det er at stå sammen. Alene er svag i visse situationer, men sammen med andre er man stærkere. Det ar vel blot det det handler om. Protest i fællesskab på den enkeltes egne præmisser:-)

"Ordet solidaritet kan ikke stå alene, for man kan være solidarisk med sin egen interesse gruppe, hvis jeg selv er rig kan jeg være solidarisk med andre rige, men ikke med den 3 verden."
Selvfølgelig kan du da være solidarisk over for folk i den tredje verden. Hvis de for eksempel beder folk i resten af verden om at medvirke i en boycot af en eller anden multinatinal virksomhed, der dræber fagforeningsledere, så kan du da sagtens vise din støtte og sympati ved at medvirke i boycotten. Eller måske sultestrejke for at Guantanamo skal rives ned.
"Det er en stor fejl at tro at mennesket per definition er egoister, at man så at sige, gør noget for andre for at føle sig god eller høste en eller anden form for tilbage betaling."
Hvis jeg hjælper et andet menneske fuldstændig uden at have noget ønske om at andre må synes at jeg er sej eller at jeg vil blive takket personen bagefter, så vil jeg føle en indre glæde. Det er altså i min interesse ikke at forlange så meget men blot være gavmild. Hvis jeg ikke var i stand til at føle den indre glæde indeni var der ingen grund til at gøre det. Hvis vores hjerner ikke belønner os med endofin og andre lykke-hormoner, så gider vi simpelthen ikke.
Det er det jeg mener, når jeg siger at alt og alle altid handler ud fra hvad der gavner os selv i det lange løb. Og så er det selvfølgelig fedt at andre kan føle glæde ved dette.
"Solidaritet er identifikation med næsten. hvor det er en større sag man kæmper for, uden hensyn til ens egens interesses sfære."
En større sag? Det må du vist lige forklare. Hvad dælen skulle være en større sag end først og fremmest ens egen sindstilstand?
"Det er klart at mennesket i den globaliserede kapitaliserede verden i mindre og mindre grad forstår at kærlighed og barmhjertighed kan udfolde sig uden tilbagebetaling."
Så hvilken samfundsstruktur vil være den bedste?
"Når man opfatter verdens befolkning som sine søstre og brødre kommer samme ansvarlighed for hinanden."
Nu bliver du metaforisk, men jeg forstår;-) Og jeg er helt enig.
"Men pas på med at postulere at ondt og godt, kærlighed og had, egoisme og solidaritet er i sammenhæng og kommer ud af det samme. Det ville være ensbetydende med at alt er lige godt eller lige dårligt for det skaber afmagt og lige gyldighed, men det er blevet en del af den almene begrebs forvirring der kendetegner vores tid."
Godt og ondt er blot idéer i dit hoved;-) Der er ikke nogen overordnet sandhed om hvad der er godt og hvad der er ondt. Hvis der var, ville der ikke være konflikter og det er der jo. Vi har alle sammen hver vores mening og definition på hvad "det gode" og "det onde" er. Verden er, sagt på en anden måde, subjektivistisk. Vi kan godt enes om diverse problematikker, men dette vil være afhængig af tid, sted og hvilke personer der er tale om. Hvad vi to bliver enige om er det rigtige i dag, kan ændres med tiden.
Jeg tror det er godt for mennesket engang i mellem at opleve afmagten, forvirringen, ligegyldigheden og angsten! Det får én til at stille spørgsmålstegn, være kritisk, se på verden på en anden måde, udfordre ens egen tankegang fordomme og idéer. Det får en til at værdsætte livet, selvom eller måske netop fordi livet kan synes så ligegyldigt i det lange løb.
Hvis solidaritet skal blive til andet end ord skal der handles, men hvis alt er ligegyldigt, som du påpeger livet er i det lange løb er der jo ingen pejlemærke at handle efter og afmagt og almen forvirring gør at man bliver handlingslammet.
Det er rigtigt at det gode ses ud fra tid, position og sted, men vi ved alle godt når vi foretager overgreb på andre mennesker, vi fortrænger blot vores handlinger til fordel for de fortrin overgrebet giver os. Der findes større sandheder end flertallet mener. Bare fordi et flertal mener det samme er det ikke ensbetydende med at det er en sandhed eller det gode. Dette er moralske og etiske problem stillinger som først og fremmest går ud på at gøre mod andre hvad man ønske de skal gøre mod en selv.
Ellers er jeg enig i at afmagt, forvirring og angsten ind imellem er sundt for mennesket så vi ikke bliver for skråsikre og derfor bliver nødt til at reflektere over egne og andres handlinger og kulturer.
Til sidst vil jeg påpege at ud fra en filosofisk tilgang har du ret, men ud fra en pragmatisk handlings orienteret tilgang, er vi nu en gang på dette sted, i denne tid og er nødt til at reagere på de overgreb der bliver begået over for vores søster og brødre uanset alder, køn eller etniske oprindelse.

"Hvis solidaritet skal blive til andet end ord skal der handles"
Hel klart. Det er selve kernen i solidaritet.
"men hvis alt er ligegyldigt, som du påpeger livet er i det lange løb er der jo ingen pejlemærke at handle efter og afmagt og almen forvirring gør at man bliver handlingslammet."
Livet er ligegyldigt, men derfor kan vi stadigvæk godt have det muntert og rart. Jeg vil ikke at den enkelte sætter sig fast i en eller anden handlingslammet depressiv indelukkethed i frygt for verdenen eller livet som sådan. Tværtimod bør den enkelte se hvilken absurd og tosset verden vi lever i - og grine af denne absurditet. Det handler stort set om, at se at vi kun selv kan afgøre hvad der er bedst for os selv. Jeg mener ikke manglen på pejlemærker nødvendigvis fører til en vedvarende passiv og lammet tilstand. Tværtimod åbner det op for fri udfoldelse.
"Der findes større sandheder end flertallet mener"
Hvem har patent på sandheden?
"Bare fordi et flertal mener det samme er det ikke ensbetydende med at det er en sandhed eller det gode"
Enig. Hvis 9 ud af 10 påstår at jorden er flad bliver dette ikke sandt. Demokrati kan også føre til flertalsdiktatu på bekostning af minoriteter. Således er flertallet og derm demokrati ikke ufejlbarligt.
"Dette er moralske og etiske problem stillinger som først og fremmest går ud på at gøre mod andre hvad man ønske de skal gøre mod en selv."
Konfutze;-)
"ud fra en pragmatisk handlings orienteret tilgang, er vi nu en gang på dette sted, i denne tid og er nødt til at reagere på de overgreb der bliver begået over for vores søster og brødre uanset alder, køn eller etniske oprindelse."
Det synes jeg jo også ville være bedst. Ikke mindst for os selv. Man bliver sgu glad af at hjælpe andre og ikke være passiv. Men igen, det er noget den enkelte selv må tage stilling til. Så kan man altid opfordre til det, hvilket jeg også vil sætte pris på at man gø. Man skal bare passe på ikke komme til at lyde som en moralprædkende frelser. Folk hader det og det vil ikke gavne ens interesser...

For mig er solidaritet noget med at tænke udover sin egen næse. Dvs. at man husker at bare fordi man selv har sit på det tørre, har haft en fin opvækst, et godt helbred og fået en fin, højtbetalt uddannelse, så er det ikke sådan for alle. Og at nogen mennesker ikke bare "kan tage sig sammen" men har brug for lidt mere end en hjælpende hånd indimellem.
For mig er solidaritet at huske at ikke alle har samme muligheder, selvom vi gerne vil bilde os det ind. At nogen mennesker får så skæv en start på livet eller bliver så syge at de ikke bare kan klare sig selv. At hjemløshed handler om alt andet end penge og materialle goder, at fattigdommen lurer under overfladen hos en meget stor gruppe og at man skal lade være med at håne dem med bedreviden og højrøvethed, men i stedet tænke over hvorfor et samfund så rigt som vores faktisk skaber flere og flere socialt udstødte.
Og så er solidaritet også for mig, at politikerne får øjnene op for hvordan de behandler samfundets svageste og får hvor negativ en samfundsstruktur vi f.eks. har skabt med "videnssamfundet". Vi KAN ikke alle være elite-uddannede for så går samfundet i stå. Og der skal altså også være ordentlige forhold for dem der servicerer eliten, ikke bare for eliten selv.

"ud fra en pragmatisk handlings orienteret tilgang, er vi nu en gang på dette sted, i denne tid og er nødt til at reagere på de overgreb der bliver begået over for vores søster og brødre uanset alder, køn eller etniske oprindelse."
"Det synes jeg jo også ville være bedst. Ikke mindst for os selv. Man bliver sgu glad af at hjælpe andre og ikke være passiv. Men igen, det er noget den enkelte selv må tage stilling til. Så kan man altid opfordre til det, hvilket jeg også vil sætte pris på at man gø. Man skal bare passe på ikke komme til at lyde som en moralprædkende frelser. Folk hader det og det vil ikke gavne ens interesser..."
Hvis man altid skal tænke på hvad andre mennesker tænker ender man som en tilpasset nikkedukke og for i øvrigt er denne neo liberalistiske tidsalder den mest moralprædikende jeg har oplevet i de 50 år jeg har levet.
De samme mennesker der generelt set er overfølsomme for ord som solidaritet, næstekærlighed, ligeværd, omsorg, medmenneskelig forståelse, miljøkamp for vores børn og børnebørn osv... og kalder det rundbordspædagogik, dommedagsprofetier osv..... er nogle af de mest moralprædikende når det gælder hårde straffe, pligter i forhold til arbejdsmarkedet som for dem er lig med samfundet, kampen imod for høje skatter, retten til forbrugsfest. Vi er bare blevet så vant til at høre den form for moralprædiken på grund af et flertal i befolkningen, der har sat sig på dagsordenen.
Selv Danmarks radio og tv der ellers er blevet beskyldt for at være ensidigt venstreorienterede, har fået en ny skare af journalister som på grund af karriere køre med på denne moralprædikende dagsorden, der nu har kørt i de sidste årtier. Jeg kalder det ondt i røven mentaliteten.
Jeg ryger ikke selv, men det er tydeligt at grunden til at tobaksrygning er blevet forbudt på arbejdspladserne og i det offentlige rum, er at det kan spare pauserne på arbejdspladsen og man kan spare på hospitalsvæsenet. På samme måde med kondi, fitness trenden, mere effektivitet på arbejdsmarkedet og mindre offentlige udgifter. Der bliver prædiket om hvor godt og trygt det er med Overvågning af befolkningen, som tager til i disse år.
Denne form for moralprædiken oplever vi dagligt.
Men det er blevet normalt, så vi opfatter det ikke som andet end omsorg, men det fjerner den højt besungne liberalistiske personlige frihed.
Lige til sidst, Der er lavet psykologiske undersøgelser der påviser at de fleste mennesker ikke vil rette sig efter indre moralske holdninger hvis det kan koste dem deres position og status, derfor kan man sige at et flertal af os er egoister af natur, men ca. hver 10ene forsøgsperson vil sige fra. Dem der med det samme gik ind i modstandskampen under besættelsen af Danmark, gjorde det men risikoen for tab af liv og status på trods af den danske regering som appellerede til at man ikke gjorde modstand. En del af dem endte i koncentrations lejre. De fleste overlevende i dag, uanset deres politiske tilhørsforhold, ville være eller er imod krigen i Irak. For den gang ville man kalde det en aggressions angrebs kamp og ikke et forsvar af egen jord. Ikke desto mindre blev vi tudet ørene fulde af moralske taler om vigtigheden i at bakke op om U.S.A og krigen i Irak. The never ending story.

Det var de holdninger der gjorde at Danmark var et fint lille land - men hvor blev de af?

"Hvis man altid skal tænke på hvad andre mennesker tænker ender man som en tilpasset nikkedukke og for i øvrigt er denne neo liberalistiske tidsalder den mest moralprædikende jeg har oplevet i de 50 år jeg har levet."
Jeg siger heller ikke at man altid skal tænke på hvad andre tænker. Man skal først og fremmest tænke på hvad der er bedst for en selv, både på kort og på lang sigt. Jeg siger bare det er kraktisk at forholde sig til hvordan andre ser på en, så man får lettere ved at gennemføre ens hverdag. Men du har ret. Man må ikke binde sig for meget til andre og ikke selv kunne leve selvstændigt.
"De samme mennesker der generelt set er overfølsomme for ord som solidaritet, næstekærlighed, ligeværd, omsorg, medmenneskelig forståelse, miljøkamp for vores børn og børnebørn osv... og kalder det rundbordspædagogik, dommedagsprofetier osv..... er nogle af de mest moralprædikende når det gælder hårde straffe, pligter i forhold til arbejdsmarkedet som for dem er lig med samfundet, kampen imod for høje skatter, retten til forbrugsfest."
Jeg er fuldstændig enig. Men sådan er politik. Manipulation, propaganda og spin.
"Jeg ryger ikke selv, men det er tydeligt at grunden til at tobaksrygning er blevet forbudt på arbejdspladserne og i det offentlige rum, er at det kan spare pauserne på arbejdspladsen og man kan spare på hospitalsvæsenet. På samme måde med kondi, fitness trenden, mere effektivitet på arbejdsmarkedet og mindre offentlige udgifter"
Jep. Alt hvad der fører til mere og mere profit anses som værende godt.
"Der bliver prædiket om hvor godt og trygt det er med Overvågning af befolkningen, som tager til i disse år."
Det er næsten den værste af dem alle sammen! Jeg ser normalt aldrig Station2, men jeg gjorde undtagelsen for et par dage siden. Overvågning blev KUN omtalt som noget godt. Ingen kritik overhoved. Det er vanvittigt.
"Denne form for moralprædiken oplever vi dagligt.
Men det er blevet normalt, så vi opfatter det ikke som andet end omsorg, men det fjerner den højt besungne liberalistiske personlige frihed."
Det er også derfor man bliver kaldt en hellig frelser og man bliver bedt om at pudse glorien, hvis man forholder sig kritisk over disse strukturer. Folk vil ikke forstyres og få at vide af enkeltpersoner at de tager fejl hvad angår deres forhold til alle de føromtalte ting. Slaver af Ekspertsamfundet, og det værste af det hele er at politikkerne anser sig selv som værende eksperter. Jeg kan godt lide eksperter og den viden de giver befolkningen. Problemet er bare at politikkerne er eksperter i at lyve og manipulere med eksperternes viden, så den kommer til at passe ind i deres egen politiske tankegang.
"Dem der med det samme gik ind i modstandskampen under besættelsen af Danmark, gjorde det men risikoen for tab af liv og status på trods af den danske regering som appellerede til at man ikke gjorde modstand."
Modstandsfolkene var egoister som alle andre. Der er forskellige måder at være egoist på. Jeg foretrækker selvfølgelig modstandsfolkenes og ikke regeringen eller den øvrige befolkning der bare så passivt til som lydige hunde.
"For den gang ville man kalde det en aggressions angrebs kamp og ikke et forsvar af egen jord. Ikke desto mindre blev vi tudet ørene fulde af moralske taler om vigtigheden i at bakke op om U.S.A og krigen i Irak. The never ending story."
Ja og i demokratiets hellige navn påsatte de slagteriet. Det er vanvittigt.
Jeg afviser ikke at moralprædkener finder sted. Det gør de konstant. Som kritiker af denne moralprædken står man bare mere for skud, da folk ikke vil opfattes som idioter der bare >>gø som de voksne siger<<. Det er slavemoral så det gør ond.