hvad pokker skal jeg gøre??

Hej jeg er en pige på 17 år.
Min kæreste og jeg har været sammen i snart 1 år og har kendt hinanden i sådan ca 2 år. Vi har gået på efterskole sammen og mødte hinanden på den måde.
Når men mit problem er at han syntes at jeg bruger for meget tid på håndbold...
(Det skál lige siges at jeg spiller 4-5 gange om ugen og det er virkelig DET jeg gerne vil leve af)
Vi har også snakket igennem om det op til flere gange, men jeg kan godt se på ham at han virkelig syntes at jeg ikke har tid til ham.
Jeg elsker at spille håndbold men jeg vil virkelig ikke miste ham!
Mine veninder siger også at det kun er et spørgsmål om tid før at han stiller mig valget
HAM - HÅNDBOLD!
Han spiller selv fodbold, dog ikke lige så meget.
Jeg har mange gange fået at vide at jeg har et stort talent inde for håndbold og at jeg kan nå langt med det, men er det dét værd?
Han har før sagt at jeg betyder alt for ham, men at han ikke kan blive ved på denne her måde...
Hvad skal jeg gøre? Jeg kan slet ikke vælge...
Men jeg kan heller ikke holde ud, at han har det på den måde!

Og det er du så ved at lære. Du er nød til at vide at der er kun en der kan svare på om du skal risikere at opgive din drøm eller din kæreste.
Men du må nok være indstillet på at det ikke er første gang du skal tage en beslutning. Hvor du enten gør dig selv ked af det eller en anden.
Og vi kvinder har en forunderlig evne til at tage en beslutning der tilgodeser andre end os selv. Vi vil så gerne gøre alle tilpasse og ikke træde nogen over tæerne. Hvorved vi tramper hen over hvad vi gerne selv oprigtig vil. Tilside sætter vores egne ønsker.
Og set ud fra en 40 årig(mig😉), på at du er 17 år.
Det er din første rigtige kærlighed.[l] I elsker hinanden og vil bare sidde sammen ved hoften, hvis muligt(altså billedligt talt😃[l])
Men om jeres forhold holder ja det har ikke mange chancer Og det er ikke fordi jeg er kynisk. Men min egne erfaring. Jeg ved at det er kun to af dem jeg kender, som har holdt sammen siden teen agerne.
Resten har fundet en ny eller haft flere siden den gang og til nu. Her ca 30 år siden.
Og det er en ting jeg tvivler på har ændret sig, når jeg høre mine venners børn fortælle om deres kærlighedsliv. De har det lige som vi havde det dengang.
Man fandt sammen var sammen og splittede op igen.
jeg kan selvf ikke sige om i vil holde sammen i mange år fra nu eller i slår op om 5 måneder. Af årsager i kun selv kender.
Men jeg ved at hvis du vil håndbold. Så er du nød til at tage ubehagelige beslutninger.
Der er ingen til at gyde olie på vandene for dig.
Der er ikke nogen forældre der kan bære dig igennem, til eliteplan i håndbold. Og hvis du ikke selv er i stand til at tage hårde beslutninger. Så kommer du ikke på eliteplan.
Du er nød til at være ret snævertsynet i din beslutning om du vil det her eller ej. For det kan godt være du har talent. Men hvis du er en gennemsnitlige leverpostejsfarvet teen ager uden drive.
Så kan du hoppe og hønse med alt det talent, du end måtte være i besiddelse af. Dem går der 13 på dusinet af.
Der skal hårdt arbejde til. For du er ikke den eneste der har talent. Det har alle. Du kan bare se de to amerikanere Serena og Venus. De har nok ikke meget tennis i deres familie. Men deres far trænede og trænede, undervist og tog beslutninger på deres vegne. Og de er ikke kommet hvor de er, fordi flere mente de havde talent. De kom der fordi de havde talent. Men mest fordi de havde timer af træning og kampe bag sig.
Og det er det du står med nu.
Nogen har sagt du har talent. Du vil gerne have succes med håndbold. Men der er så lige den "aber der bei", at du har en kæreste der ikke gider alt det halløj. Uanset hvor højt han elsker dig. SÅ vil han ikke kunne se hvorfor han skal sættes tilside. Fordi du vil håndbold.
Og du har muligvis heller ikke gjort dig tanker om at du skal sætte behagelige ting til side for at komme frem.
Der er kun en der kan svare på dit spørgsmål, og det er dig der skal bestemme om du vil det ene eller det andet.
Ham eller håndbold.
For det er godt nok svært allerede nu, når han står og føler sig overset.
Undskyld det lange svar, eller en prøven på at svare dig.😉 Håber det giver lidt til at reflektere over, om hvad du vil.🙂🙂🙂

Det er så sandt det Grith skriver. Du sidder selv med svarene.
Statistisk set, så er det håndbolden der burde vinde din tid, chancerne for at det forhold du er i nu holder er tæt ved 0.
Kender ikke mange mennesker der har fundet sammen som teenagere og levet livet sammen siden da. Faktisk kun et eneste par ud af en stor vennekreds.
De mødte hinanden i forbindelse med deres fælles sport og har dermed forståelse for hinandens ambitioner i den retning. I dag er de tæt ved 40 begge to og har teenage børn som selv kæmper med de kvaler du står med.
Stod jeg i dit sted, havde talentet, det enorme drive der skal til, samt opbakningen fra familien. Så var mit valg ikke svært, karrieren frem for kærligheden.
Der er kun en som kender det virkelige svar, det er dig 😉 uanset hvad du vælger, så vil det kræve ofre, sådan er livet som voksen.

Det er et meget klogt og gennemtænkt svar. 🙂
Og du er kun 40 år. 😉

..og så bliver det dine veninder...eller dit studie..til sidst har du ikke andet end ham, og så synes han du er helt vildt kedelig. Og skrider.
Han har hele tiden vidst at håndbold var vigtigt for dig, men det er jo ikke rart, når ens ikke har tid til at være sammen med en hele tiden.
Dit liv er håndbold, og hvis du dropper drømmen, mister du en del af din kærlighed til ham og han vil måske miste lidt respekt for dig. Hvis han ikke bakker dig op i din drøm, så er der amåske llerede noget galt i jeres forhold. Jeg har set alt for mange piger droppe en hobby, en veninde eller et et drømmestudie, fordi der sad en eller anden idiot, der ikke kunne beskæftige sig selv og blev mopset, når hun ikke lige stod til rådighed. Ofte begyndte det med en hobby/sport, da den var droppet, var det så en ven eller veninde, som hun ikke måtte se osv. osv. Slipper du håndbolden nu, dør din drøm - og den chance du måske havde haft for at "make it big" visner. Dropper kæresten dig, så kommer der med sikkerhed en ny. Du er kun 17 år, det er for tidligt at opgive drømme for mænd.

Spøjst, det er jo ret den beskyldning kvinder får stukket i skoene af mænner.
Og alligevel har de lige så stor andel i verdens genvordigheder.
Og jeg du har desvære ret. Når partneren har fået modeleret kæresten til det optimale. Så smider de dem væk. For nu er de jo kedelige og gennemskuelige.