Til Laddyladdy

Hej Laddy
Jeg læste på et tidspunkt dit indlæg om din far der havde fået knoglemarvskræft. Hvis du har lyst kunne jeg godt tænke mig at dele nogle tanker og erfaringer med dig, da min bror også har sygdommen. Den er jo ikke dødelig men er stadig uhelbredelig - på den måde at man ikke kan garantere at den ikke vender tilbage.
Mange tror fejlagtigt at når sygdommen ikke er dødelig, så har man det fint. Men de glemmer hvor hårdt det kan være alene med behandlingerne og at passe et andet menneske på så intensivt et plan- Psykisk som fysisk. Hvis den vender tilbage skal man behandlingsforløbet igennem igen :-(
Hvis jeg må skrive til dig eller vi kan skrive her (så kan andre måske få glæde af det) så ville det være rigtig dejligt.
Hvis andre gerne vil dele deres tanker om andre kræftsygdommen, så hold jer ikke tilbage :0)

Har hørt at man taler om at indføre bompenge i større byer, da luften er meget mere forurenet end tidligere antaget. Mht lungekræft er der 30% større risiko for at udvikle sygdommen hvis man bor mange år i en storby.

Hvor hyggeligt. Og hyggelig anledning især :0)
Ked af at høre at din bror har fået konstateret samme sygdom. Men skal man absolut have kræft, så er det helt sikkert en af de bedste former man kan få.
Nu ved jeg ikke hvornår din bror fik konstateret sygdommen, men der sker gennembrud i knoglekræft/knoglemarvskræft nu. Hvad der var nyt sidste år er gammelt i år, så hurtigt foregår det nu. Det er meget dejligt at vide. Man spår (uofficielt) at om en 5-10 år kan alle typer knoglekræft helbredes. Der sker virkelig ting og sager.
Sygdommen er ganske vidst uhelbredelig. Dvs man kan ikke vide om den dukker op igen. Det kan også være den ikke gør. Hvis den gør, skal man igennem (som det ser ud nu - om to måneder har de sikkert fundet på noget nyt) 2 behandlinger. Hvis man er svækket eller ældre kan man tage den længerevarende behandling. Hvis man er stærk kan man tage den der tager 14 dage. Før skulle man ligge i isolation men i dag er det nok at ligge i kimfri område. Det skal stadig være sterilt, men det er ikke ligeså strikst.
Min far fik første behandling i august. De fik ikke fjernet det hele så han skulle ind igen i 14 dage - hvilket så er nu. Og tror du ikke at de allerede har fundet på nye metoder på de 3 måneder ??
Der vil naturligvis komme nogle nedture (nok mest for min far) pga kontroltjek og alle de efterfølgende tanker. Mest fordi det er hårdt at gå fra at have udvidet sin psykiske horisont så meget og være så fastspændt i et hårdt men trygt behandlingsforløb til at ende uden på den anden side - all by yourself. Det bliver underligt, men også rart.
Vi er gode til at se positivt i min familie heldigvis - uden at fortrænge tingene. Min far får så dobbeltop af lykkepiller et halvt års tid (han havde depression) så han er ekstra godt udrustet.
Efter første behandling tog det lige lidt tid før han kom til hægterne, men kom sig forbavsende hurtigt. Han er så heldig at hans arbejde har sagt til ham at han kan kommenår han har lyst og langsomt er han blevet indsluset i sin dagligdag igen. Han spiller badminton, går på arbejde, til fysioterapeut, cykler osv osv. Man kan intet se på ham. Selv ryggen har det stort set tip top igen.
Det der har været vanskeligt for mig har været at tale med folk. Jeg var inde på kræftens bekæmpelse og slå op under pårørende til kræftpatienter. De havde oplevet nøjagtigt det samme som mig.
Folk tør ikke rigtig tale med en om det og vender hellere ryggen til
Dernæst kommer at man så til sidst heller ikke tør bryde ind selvom man har virkelig meget brug for at dele sine tanker med nogen. Man er bange for at skabe en dårlig stemning.
Jeg kan klart mærke forskel på folk der har haft kræft tæt inde på livet og folk der ikke har. Jeg ved det lyder meget klicheagtigt, men man får en helt anden tilgang til livet lige pludselig, man ser ting på en anden måde. Jeg ser det som noget godt der er kommet oveni det dårlige. Jeg kan bruge det til noget konstruktivt.
Jeg har været heldig at have min kusine og hendes kæreste hos mig, ellers havde jeg været meget meget ensom, hvilket jeg stadig føler mig af og til. Det går ikke over sådan lige med det samme, men man vænner sig til at følelsen dukker op engang i mellem.
Det har du nok prøvet ?
Man har jo heller ikke lyst til at tale med den pårørende om det hele tiden. Det er en fin balancegang hvornår man skal tale om det eller ej. I det hele tager går man temmelig meget på line i alle henseender når man har kræft tæt inde på livet. Det trætter ufattelig meget nogen gange.
Men min far fik livet igen og hans sygdom er vores fælles projekt så det skal vi nok få op at køre igen :0) Vi er exceptionelt heldige
Håber du kan bruge dette svar til noget, Skriver gerne mere, men du er også velkommen til at kontakte mig på min mail

Nu ved jeg ikke lige hvor godt Kræftens Bekæmpelses side er opdateret, men den vidner om, at hvis man stoppede med at ryge ville man kunne udrydde ca. 90% af de lungercancer tilfælde der forekommer - hvilket også skulle være dem der er sværest at helbrede.
Der kan man bare se.

90% ?? Det er satmen mange. Skulle folk aldrig holde op med at ryge ??

det var rigtig dejligt at læse og det er godt at læse ord fra positive mennesker :0)
Jeg sender dig enten en mail eller skrive videre i morgen.
Men tak igen for dit lange svar. Jeg blev i godt humør af det :0)
Vidste du at "kun" 300 om året får det hvis ikke færre. Så det er så rart at møde nogen der er i samme båd som en selv :0God weekend

hvor man jo bliver ældst i verden, takket være de gode cerutter.

de indeholder ikke det samme som cigaretter og man indhalerer ikke cerutter. Men der er skam stadig mange der dør af lungecancer på Cuba. Men dem der ikke får det lever så længere. Man kan ikek sammenligne

lige som de ikke tager spor af lungekapaciteten, lige modsat cigaretter, hvor man ryger papir.

hele sit liv og det tog heller ikke det store af hendes lungekapacitet. Det er cigaretterne der er klart de farligste