hjælp, jeg kan bare ikke mere

jeg ved ikke engang hvorfor jeg skriver herinde, tror måske det er fordi jeg ikke kender jer, har brug for at "snakke" men ved ik hvor jeg skal gå hen!!
her er min historie, jeg er en ung kvinde, sidst i 20érne, enlig mor til et barn der går i børnehave. de sidste 7 år har jeg sprunget fra den ene uddannelse til den anden, har vel haft alt for mange "fallit oplevelser" , årsagen til at mit studie bliver afbrudt er altid den samme, for meget fravær! jeg ser ikke mig selv som en taber, eller doven, jeg er meget intelligent, jeg ved nogenlunde hvad jeg vil, men hvorfor kan jeg ikke gennemføre det? det er det jeg ikke ved.
jeg fører et helt normalt liv, har ikke noget misbrug af nogen art, jeg drikker aldrig og prøver egentlig bare at være en god mor for mit barn, men det lykkedes heller ikke, jeg er nået til et punkt efterhånden hvor jeg ikke har energi længere, jeg laver dårlig mad, fordi jeg ikke har energi til at stå i køkkenet flere timer hver dag.. det sker endda at hun ikke kommer i børnehave hver dag fordi jeg nogen gange ikke få hende i seng i ordentlig tid og dermed er hun for træt om morgenen, det ødelægger mit studie og nu står her igen, er udmeldt fra min uddannelse, brevet der kom her til morgen slog mig fuldstændigt ud, har grædt hele dagen, aner ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil jo bare leve ligesom alle andre på min alder. hvorfor kan jeg ikke det??
nogen gange er det den største udfordring for mig bare at tage opvasken, har nogen her i dette forum nogensinde haft det på samme måde? jeg søger svar på hvordan jeg kommer videre... jeg tør ikke gå på kommunen , er bange for at de tager mit barn fra mig, men på den anden side, hvor skal jeg få penge fra??
jeg ved godt det var indviklet. men tak for di du læste det!!

Jeg har haft det på nøjagtig samme måde, og dit indlæg kunne være skrevet af mig for 6 år siden. jeg er idag 31 år gammel, og jeg var indtil jeg blev 25 år bundhamrende ulykkelig og ensom og kunne ikke finde ud af hvor min plads i samfundet skulle være henne.
Jeg stod som alene mor, og magtede ikke altid min datter. Jeg har aldrig fået gennemført nogen uddannelse, fordi jeg havde fravær, og fordi jeg ikke turde gå til eksamen.
Jeg fik faktisk først mit kørekort for et lille halvt år siden, fordi jeg som 18 årig ikke turde gå til køreprøve.
Jeg var simpelthen så ensom og så alene, trods jeg havde folk omkring mig - og jeg havde svært ved at tage mig sammen til noget.
Jeg tror faktisk jeg havde en mindre depression, efter en dårlig barndom og mange store tab og en stor ubærlig sorg, da jeg var 13 år gammel og min far døde.
Jeg kunne skrive en hel roman - det vil jeg skåne dig for 😉
Men jeg forstår udemærket præcis hvordan du har det - jeg synes du skal tale med din læge, og du skal ikke være bange for at kommunen tager din datter.
Du skal have noget hjælp [l]
Kh Ayla

Jeg synes, at du skulle tale med din læge. Måske kan han/hun henvise dig til en terapeut, der kan hjælpe dig med at få et nyt perspektiv på dit liv, dine mål og øge dit selvværd. Det er ingen skam at bede om hjælp - gør det for både din egen og dit barns skyld. Må dit liv blive fyldt med solskin!!
🙂

Du skal da have nogen til at hjælpe dig!! Måske er du på vej ind i en depression? Snak med din læge! (og find en anden, hvis han/hun ikke tager dig alvorligt!)Snak med en studievejleder og måske din sagsbehandler på kommunen. Sådan en har alle, hvis du da ikke selv ved det.... Du skal have hjælp NU, ikke mindst for at dit barn skal få et godt liv, men det skal du minsandten også selv!! Knus til dig, held og lykke!

Hvis du ikke har "overskud" til ting som f.eks. opvasken, så er du jo bare doven.

hvor svag begavet du er - tegning !

vil du gerne tegne Ayla 😃

Nu skal man altid passe på med at dømme andre, men måske har du en ubehandlet depresion, der hiver al energi ud af dig?
Måske er der sket noget i din fortid, som har gjort dig ked af det, men du har ikke haft mulighed for at snakke med nogen om det.
Prøv at gå til lægen og få en henvisning til en psylolog.
Når du falder fra den ene uddannelse efter den anden, på trods af en god hoved, så må der være nogle forventninger fra dig selv og dine omgivelser, som du blokere for.
Det behøver ikke at være sådan, men en snak om det, med en psykolog vil måske hjælpe dig til en større forståelse, og dermed få dig videre.
Du skal selvfølgelig leve et normalt liv, som andre på din alder. Men har du ikke overskud til at få dit barn i seng i ordenlig tid, så har du brug for hjælp af en eller anden slags.
Prøv evt gennem mødrehjælpen også, men den psykolog du har brug for behøver ikke være derfra.
kort svar på et sikkert stort problem.
Held og lykke.
Venlig hilsen
Grøn

du skulle få dig en kæreste der kan hjælpe dig i det daglige der findes mænd der ikke er bange for at hjælpe med det huslige 🙂

- det er vist bare de ledige, der for tunge i røven til at tage deres egen tallerken ud, log har man i forvejen ikke meget energi, hvordan i alverden skulle man så overkomme en mand og de frustrationer der følger i kølvandet, når intet bliver gjort. Er man alene ved man, hvem der skal gøre det, der skal gøres.
- Jeg synes som de andre, det er tid til et lægebesøg og at mødrehjælpen er en rigtig god idee.
- Tænker også lidt på, om du har voksenkontakt nok uden for skolen? Hvordan er dit netværk?

du er bare dum😃 Men du har jo en masse ligeså dumme venner herinde, så velkommen til😃

Hej,du skal søge hjælp for det er ikke en normal tilstand du befinder dig i.Du skulle måske også overveje om de studier du starter på virkelig er det du gerne vil.
Gå først til din læge og forelæg dit problem,hvis det er en depression du har kan den jo behandles,hvis der er mere brug for terapi kan lægen jo sende dig videre i systemet.
Gør det nu,for hverken dig eller din datter kan være tjent med dette her
Held og lykke til dig.

hej med dig...
det er sgu surt at hoppe fra eller blive smidt af holdet hele tiden,,,men du må da have fået en masse spredt viden du dog kan bruge til noget ;-)
nå,,,men har du prøvet at tage dig sammen,,,altså lægge en plan og følge den ?
har du en der kan passe dit barn ud over institutioner ?
har du prøvet at blive coachet (prøv det) ?
ta et målebånd.... tag 78,5 cm ( = dine leve år ) tag så 3 cm til en bachelor + 2 til candidaten. husk at spise sundt og sov længe om søndagen og nyd resten af livet med et godt velbetalt job... ( kig lige på hvor lidt der skal til for at kunne nyde det resten af livet ikke )
god sucses med det...😉 ( håber du fanger idéen)

Hej unge mor.
I en totalt presset situation som du står i, kan det muligvis hjælpe at skrive alle de forskellige gøremål ned i helt bittesmå basale bidder.
F.eks. Barn tøj på,
barn mad,
jeg selv tøj på,
jeg selv mad,
indkøb,
tøjvask
Når du deler det op i mindste enheder, kan det nogengange være meget nemmere at prioritere hvad der er vigtigt og hvad må komme i anden række. Og du opdager selv hvor meget du egentlig kan og når i en travl hverdag.
Og at studierne måske tager mere energi end nødvendigt, da det hele tiden hænger som en stor, uoverskuelig byrde.