Og hvad nu?

Det er 5 måneder siden at min mand har selv valgt at afslutte sit liv,...
I dag sagde min mindste søn på 4 til mig: "vil du ikke være sød og gøre at far kommer igen?" Hvordan skal jeg dog forklare ham at han ikke kommer tilbage, når jeg selv ikke magter at stille hans ting væk? Hans træsko flyder stadigvæk i bryggers, hans tandbørst står på sit plads, hans tøj er i skabet, mobiltelefonen på køkkenbord, jakken på knægrækken osv.
En af mine søde arbejdkolleger kaldt mig forleden "sej bitch", fordi jeg klarer alt tilsynladende fint, men hun ser heller ikke tårerne løbe ned ad mine kinder hver sekund jeg er alene.
Hvordan for f... skal jeg dog klar mig uden ham? Ham jeg har boet sammen med helt mit voksenliv. Ham der kunne klar alt og ham jeg elsket over alt. Ham der kunne være så skøre og ham der kunne være så sød. Ham der kunne får mit pis til koge og for mig til at grine 10 minutter senere. Ham jeg skulle har rejst med til den strand med helt hvidt sand.
Hvordan skal man kunne komme sig igen, når man kan se hvad og hvor det har gået galt, men ikke må/kan sige noget. Hvordan skal man kunne komme sig når man husker enhver ondt ord man har sagt i en skænderi, men ikke kan sige undskyld mere.
Kan man nogensinde komme af med den smerte i ens sjæle?
Engang imellem gøre jeg noget skøre, bare for at føle mig en smule i liv, -og så er der nogen der dømmer en med det sammen...
Jeg føler som om han har en taget en del af mig med sig, den bedste del. Fordi det var ham der bragte det bedste frem i mig. [l]

Det at det gør ondt, viser jo bare at du elskede ham med hud og hår. Og sådan bør det også være.
Jeg tror dog at du bør gøre nogle ting for dine børn nu. Især for den 4 årige som tror du har magten til at få farmand tilbage. De ting du beskriver, som ligger frit fremme og signalerer til børnene at han kunne dukke op hvert øjeblik, er ikke sundt.
Børn, og voksne, har brug for en "afslutning". "Closure" som det hedder på amerikansk. Men sålænge du lader jeres hjem se ud som om din mand kan dukke op hvert øjeblik, vil holde dine børn i håbet. På den måde får de intet afsluttet. At DU ikke kan, er en ting. Men du har stadig ansvaret for at ungerne kommer så lempeligt igennem tabet som muligt.
Jeg ved godt jeg er lidt hård i mine ord. Men jeg mener virkeligt hvad jeg siger.
Jeg har selv lidt alt for mange tab på det seneste. Visse dødsfald vil jeg aldrig komme mig over. Men jeg har vist mine børn at noget er afsluttet, og noget andet er begyndt. Det gav dem ro i sjælen, og de blev gladere. Men de har stadig begge forældre, så jeg sammenligner ikke min situation med din.
Mvh Lagermann

et klogt indlæg.
Held og lykke til dig og dine børn, Stjernekigger.

først må jeg kondolere. Det er forfærdeligt og du må have det forfærdeligt.
Hvad der pisser mig af er denne sætning: "Jeg føler som om han har en taget en del af mig med sig, den bedste del. Fordi det var ham der bragte det bedste frem i mig."
Hvad mener du med det? Hvad mener du med at han bragte det bedste frem i dig? Jeg ønsker ikke at såre dig men jeg vil bare rigtig gerne vide hvorfor han bragte det bedste frem i dig? Det burde vel være noget du selv kunne klare?
Mvh

for at kunne komme videre, men du kan ikke bebrejde dig selv.
Det er et forfærdeligt chock, at èns allernærmeste kan gøre sådan noget. Man bliver dybt ulykkelig, vred, såret og falder ned i et sort hul.
Men det var din mands valg, at han ikke kunne mere - ikke dit!
Hvorfor må/kan du ikke sige noget? Hvem skulle det gavne?
I har stadig to dejlige børn og du kan ikke bilde mig ind, at du ikke kan tage vare om dem uden din mand. Det lyser jo ud af dine indlæg, at du har masser af power et sted.
Tænk på alle de gode stunder I har haft sammen i stedet for at fokusere på, hvad der gik skævt.
Jeg ønsker dig og dine børn det bedste i fremtiden. Er sikker på, at du klarer det med flyvende faner.
Mange gode hilsner
NinaO

den er nok lidt svært med at forklare, men jeg vil gerne prøve...
Min mand var knap 10 år ældre end mig, og da jeg mødte ham var jeg ikke andet end en rod, jeg havde ikke styr på noget, og ud over mit arbejde kunne jeg heller ikke særlig meget,- jeg var en skør tøs, jeg var den fuldstændig modsætning af ham og der var ingen der troede at han kunne holde mig længere ud end et par måneder. Alle var mere end overrasket at han slæbt mig med til Danmark, så vi kunne bo sammen...
Jeg fik rimelig hurtig et arbejde, selvom jeg talte ikke et ord dansk. Den første dag jeg skulle på arbejde var jeg så nervøs, men han kunne bare give mig den der ro, og inden jeg kom hjem den dag havde jeg fået en bedre stilling end den jeg var blevet ansat til. Det var en af de størreste sejr i mit liv.
Det sammen gjorte han, da jeg skulle på teknisk skole, og min lærer mente at jeg ikke vil overleve det første semester. Jeg var knækket, men min mand grinede bare og sagde at han var ikke i tvivl om at jeg stod der om to år og modtager min eksamen. Og det gjorte jeg.
Jeg kunne f.eks. ikke laver mad. Han sagde at når man kan læse, så kan man laver mad. Så jeg prøvet at laver mad, han spiste modig alt hvad jeg serveret. I dag vil jeg påstår at jeg er en rimelig god kok.
Han havde den der tiltro i mig, ligegyldig om det handlet arbejde, børn eller whatever. Og når der en der tro på dig og elsker dig som du er, også dine fejl og mangler så giver det en stor portion selvtillid og selvværd og man elsker sig selv.
Lige nu er jeg usikker, i tvivl om mange ting og jeg føler mig forfærdelig tom indeni.
Så det bedste ved mig var at jeg kunne elske mig selv og andre og jeg var selvsikker, de ting er der ikke i øjeblikket og derfor mener jeg han har taget dem med sig....