Jeg var bare rigtig trist,

Hej Jane

Håber da at flere skriver, det er en god ide du fik, og interessant at læse andres historie.
For mit vedkommende, handlede det ikke så meget om jeg troede på at det var sandheden. For det troede jeg oprigtigt at det var. Men jeg kunne simpelthen bare ikke hænge på mere.
Jeg er født ind i en familie, hvor alle stort set er aktive Jehovas vidner. Dog er mine forældre en del oppe i årerne, så mor er ikke aktiv længere, far har aldrig være rigtig med som man siger.
Mor var så aktiv som en husmor kan være. Hun var fast afsted til husmodersamlingerne når hun kunne hver onsdag, med mig bag på cyklen. Frem og tilbage til byen igennem skoven ca. 3-4 km. Hun blev døbt i 1954, og er stadig stærkt troende. I en alder af 82, kommer hun til tirsdagsmødet, (bogstudiet) hver uge. Hun orker ikke flere møder end det ene.
Min søster og svoger er også begge meget aktive og har altid været det.
Da jeg var ca. 14 år, var der en nu afdød søster, der opdagede at jeg røg. Jeg blev så bange at jeg turde ikke møde hende i rigssalen, så jeg fik af en eller anden grund, lov til at blive hjemme, og kom ikke til flere møder før jeg blev ca. 25 år.
Jeg havde mødt min nuværende mand en fredag aften, på et popurlært gå i byen værtshus på Østerbro. Hans familie, nu kun hans far, var også med i sekten. Han havde været til et møde og jeg gik og overvejede at komme til møderne igen.
Vi vendte tilbage sammen. De første 2-3 år gik det fint. Jeg elskede at gå ud og forkynde. Elskede min tro og var glad for de venner vi fik. Lige indtil at det vennepar, der studerede med os begyndte at bakke ud. Jeg ved stadig ikke hvad der skete. Manden blev ældste og kom nu kun på hyrdebesøg. Vi havde problemer dengang.
Nå men jeg var hjælpepioner når jeg kunne og drømte om at blive missionær på elfenbenskysten. Men så blev jeg gravid. Efter 2 år i København, flyttede vi til min mands hjemegn. På landet. Menigheden var henrykt, vi havde gode rapporter. Det husker jeg at vi fik at vide.
Men som jeg før har skrevet, gik det ikke særlig godt. Vi havde en del problemer. Menigheden var ikke det sted, hvor vi fik den store hjælp. Venner havde jeg indtil jeg opdagede at de gik sammen og dolkede mig i ryggen. Jeg var en del alene, min mand havde natarbejde og arbejde temmelig meget. Alene med 2 små krudtugler, der IKKE var til at få til at sidde stille til møderne. Uanset hvor meget jeg prøvede.
Jeg havde ingen venner, jeg sakkede længere og længere bagud med tjenesten da jeg var en del deprimeret dengang. Gik tit grædende hjem fra møderne og har da også mere end en gang måtte ud på toilettet og græde under møderne. Efterhånden hørte jeg til den grå periferi. Dem man ikke sådan kom sammen med. En søster har endda sagt, at hendes børn ikke skulle lege med vores børn. Og det til trods for, at vores børn aldrig har opført sig grimt, altid rosende ord i skolen og hvor de ellers færdes.
Men i 1999 havde jeg fået nok. Tror prikken over i'et var det stævne jeg var til alene med børnene, hvor jeg sad i campingvognen helt alene alle 3 dage. 2 menigheder vidste jeg var der, men ingen havde tid til bare en kop kaffe eller blot et glas vand.
Hvad var min forbrydelse???? Jeg var ikke udstødt, var overbevist om at det var sandheden, så jeg gjorde intet der kunne betvivle min loyalitet. Jeg aner det virkelig ikke. Men jeg var bare kørt ned psykisk. Så jeg orkede ikke at køre med på vognen længere.
Heldigvis var min mand af samme mening som jeg, han havde iøvrigt også været skeptisk i et par år. Så vi kom ind i sekten sammen og forlod sekten sammen.

Mange hilsner
Manjana
tavse-vidner.dk

Tusind tak Kajsa, og i lige måde.🙂Ja vi kunne sikkert have holdt hinanden oppe dengang, hvis vi havde været i menighed sammen.
Jeg kan godt følge hvad du mener. Sagtens. Nu var jeg bare uheldig at rende ind i nogle dårlige menigheder. Der er skidt og kanel i alle menigheder, men dem jeg kender var det mest skidt.
Jeg er blevet så dybt skuffet mange gange. Et par der var mine svigerforældres bedste venner dengang, (det er nemlig ikke kun mig de har skuffet), var vi ellers meget glade for. Før vi flyttede til menigheden og i starten gav konen og jeg altid hinanden et knus når vi mødtes. Men kort efter vi kom, skubbede hun mig direkte væk og gav mig hånden. Det var virkelig sårende. Og jeg havde ærligt intet gjort. En anden dame var jeg også på knus med et stykke tid, hun gjorde det samme da jeg i glæde over endelig at have fået kørekort, gav hende et knus. Jeg var helt forvirret.
Jeg havde også 2 veninder, som jeg førte sammen. I et godt stykke tid hyggede vi alle tre sammen. En dag hvor mødet var slut, kunne jeg ikke finde dem så jeg troede de var kørt hjem og undrede mig over de ikke havde sagt farvel. Da jeg kørte derfra, stod de længere oppe af gaden og snakkede. Jeg dyttede og vinkede, de ignorerede mig totalt.
Der stod åbenbart spark mig bag på min ryg, for sådan har jeg en del oplevelser. Jeg forsøgte mange ting. Inviterede også til middage. Prøvede virkelig at nå ind til nogle af dem i menigheden. Men lige meget hjalp det.
Nu kan det selvfølgelig være at det hang sammen med, at min svigerfar slet ikke er velanset. Han er nemlig den type, der ikke pakker noget ind og påpeger når de andre gør noget, der ikke er okay iflg. Vagttårnet.
Der var en der sagde til mig at han spredte gift i menigheden. Ja sandheden er ilde hørt.
En ældste sagde engang til min mand og jeg, at vi nok havde det forkerte efternavn.
En søster fortalte mig at hun ville gerne lære mig nærmere at kende men jeg var jo svigerdatter af den familie.
Min mand fik at vide at han skulle ses an og betragtes som en udstødt da han vendte tilbage til sin barndomsmenighed. Han havde aldrig været udstødt eller gjort noget man ikke måtte.
Jo en meget meget næstekærlig menighed.
Men nu var det ikke kun den menighed. Der er skuffelser fra alle menigheder vi har tilhørt.
Men det er min oplevelse af det. Normalt er jeg meget positiv som menneske. Men jeg blev mere og mere negativ da jeg var med. Så måske har jeg selv frastødt nogen af vidnerne. Jeg ved det ikke, ved bare at jeg kæmpede en indædt kamp og havde aldrig fred og harmoni i mit sind.
Jeg er ihvertfald kun glad for at være kommet ud af det fængsel og skal aldrig mere tilbage.
Mange hilsner
Manjana
tavse-vidner.dk

Er der nogen der ude der ikke længre er et JV der kan tænke sig at dele med os andre hvorfor I gik ud af organisationen?
Der er mange eksempler på hvordan og hvorfor man kom IND, men de kunde være fint om nogen ville fortælle om sine erfaringer.
Var det en speciell situation, hændelse eller måske du ganske enkelt bare fik nok?
Dette indlæg er ikke ment at være et angreb på JV generelt, men jeg tror at mange eks-jv leser med herinde på solen.
Dette er en invitation til at dele lidt av din erfaring med os.
Håber I vil skrive. (selvfølgelig kan hvemsomhelst være med..)
Med vennlig hilsen
Jane

skyltes det at jeg i gennem mange år ikke kunne få VT-selskabets lære til at stemme med virkelighedens verden.
Jeg har været tilknyttet organisationen fra 1970 til omkring 1995 (gys !! er det virkelig 25 år)
Jeg var 10 år gammel da mine forældre blev lokket ind i sekten
Som alle andre unge indenfor fik jeg ingen uddannelse, kun en realeksamen, så da jeg forlod skolen følte jeg mig temmelig dum og mindreværdig.
Jeg gjorde noget som måske nok kan virke komisk i dag: Jeg købte Lademanns 20 binds leksikon (+ atlas, -ha ha )
man fik eet bind pr md tilsendt med posten, og så gik jeg ellers i gang med at udvide min horisont, og fandt ret hurtig ud af verden og livet er meget mere kompleks og mangfoldig end den måde vi lærte det på i rigssalen. Jehovas Vidner er meget ensporede.
Jeg kunne selvfølgelig sagtens se at læren var forkert, men jeg havde simpelthen ikke modet til at gøre oprør, jeg var for ung.
Senere blev jeg gift med en rigtig sød pige (også et vidne, - naturligvis), og hun havde lidt samme syn på tingene som jeg, -men stadig kunne vi ikke rigtig få os til at bryde med sekten, - vi havde jo hele vores familie og alle vores venner indenfor.
Efter nogle år blev vi forældre til en lille pige, - og når du spørger hvilken speciel situation, hændelse der gjorde at vi fik nok, - jammen så var det at vi pludselig stod der og havde ansvaret for et lille nyt menneske.
Vi kunne simpelthen ikke overskue at skulle opdrage et lille barn på samme måde som vi selv var blevet det, og desuden blandede de toneangivende i menigheden sig ret kraftig i vores måde at opdrage vores datter på.
Det var altså specielt den begivenhed der gjorde at vi stoppede.
Vi har ikke fortrudt et sekund, - ja vi skulle have gjort det for mange år siden, men sådan er livet jo.
Vi blev selvfølgelig tudet ørerne fulde af vores familie og "venner" at vi nu var fortabte, og uden håb for fremtiden, og at vores datter nok ville vokse op og blive narkoman eller noget i den stil.
Det er gået lige modsat, - vi er glade og tilfredse, har et godt liv, og vores datter har fået den uddannelse vi aldrig selv fik, - hun er efter endt gymnasium i gang med at studere spansk, og rejser til Mexico til til vinter på sprogskole, - jo jo vi er skam stolte !
Det der undre mig er, at da jeg var ung, var det ikke velset at få en uddannelse, - senere, efter 1975-fiaskoen slappede selskabet lidt af, og man opfordrede ligefrem de unge til at få en "mindre uddannelse", - men nu har jeg hør at man igen er begyndt at advare mod uddannelse, - man må tage sig til hovedet !
mvh arres

Ja, det er jo simpelt hen bare så trist at læse Manjanas historie. - At der bliver lagt afstand til én uden man ved hvorfor, det er der simpelt hen ikke nogen mennesker der kan tåle. Ingen.
Min historie ligner desværre Manjanas. Der blev også lagt afstand til mig. Jeg var ikke in i de smarte, hippe jv'ers øjne. Jeg var for anderledes. Så jeg ved på en måde godt hvorfor det gik mig som det gjorde: altså fordi jeg var anderledes og ikke magen til dem.
Men ellers knoklede jeg derudaf som jv'er: jeg besøgte de ældre, holdt mange middage for andre, studerede meget, troede meget, arbejdede meget og gjorde ikke noget forbudt. Ikke før til sidst, hvor jeg var kørt meget træt og følte mig meget ensom, men det er så en anden historie. Men jeg sled og slæbte for min tro. Men det sjove: de unges fester, dem var jeg så godt som aldrig inviteret til. Så på den måde fik jeg aldrig ladet batterierne op eller lavet noget sjovt.
Jeg skal selvfølgelig ikke kun skyde skylden på dem, for de var jo ligesom ikke forpligtet overfor mig. Jeg kunne jo bare have fortsat som jv'er. Men det, at studere, bede og gå til møde er altså ikke nok for at holde gejsten oppe. Man har også brug for bekræftelse som menneske. Noget varme og noget interesse fra andre mennesker. Ellers sygner man hen. Efter jeg er gået ud, har jeg så mødt andre, som er holdt op af samme grund som min. Jeg troede ellers jeg var et særtilfælde, men det viser sig, at det ikke er så ualmindeligt, at folk går, fordi de føler sig tilovers af forskellige grunde.
Når jv'erne så herinde forsøger at prakke os på, at vi er onde, fordi vi holdt op, så kan jeg ikke andet end ryste forarget på hovedet.
Så det var grunden til jeg gik.
hilsen
Kajsa

..noget her.
Inden for JV'ernes rækker kan man utrolig godt lide tanken om det "perfekte" liv, man skal altid være glad og smilende og udstråle at man har den sande tro, og altså derfor ikke har problemer.
Det hele skal helst se ud som de der meget barnlige og meget amerikanske tegninger som man ser i VT-litteraturen.
Hvis man så som f.eks Manjana skrev, åbenlyst erkendte at der var personlige problemer, - jammen så er man jo ikke "perfekt", - og det kan jeg godt huske at det ofte blev opfattet som et svaghedstegn.
I stedet for at mærke kærlighed fra resten af flokken, anså man det mere for at være et spørgsmål om at få besøg af de ældste, - sådan lige for at undersøge om der skulle være noget uteokratisk man evt kunne påtale.
Jeg må indrømme at, set i bakspejlet, så har jeg nok været møg-forkælet på lige netop det punkt. Jeg husker med glæde alle de utallige fester og sammenkomster jeg var med til.
Eller også har jeg bare været hældig at vokse op i en god menighed.
Det var jo netop det sammenhold der gjorde at man kunne holde det ud, - så jeg kan godt forstå at I bruger udtrykket "vi kørte træt".
Oplevede I også at der var meget materiel ræs og konkurrence om hvem der havde de største huse, biler og perfekte børn o.s.v. ???
mvh arres

Du skrev:
"Hvis man så som f.eks Manjana skrev, åbenlyst erkendte at der var personlige problemer, - jammen så er man jo ikke "perfekt", - og det kan jeg godt huske at det ofte blev opfattet som et svaghedstegn.
I stedet for at mærke kærlighed fra resten af flokken, anså man det mere for at være et spørgsmål om at få besøg af de ældste, - sådan lige for at undersøge om der skulle være noget uteokratisk man evt kunne påtale."
Jeg tror du er inde på noget centralt her: at en nedslået ånd ses som et svaghedstegn: at man mangler hjælp fra en ældste (evt. til et bibelstudie), hvorimod en glad person ses som en stærk person.
Men jeg tror også det skyldes noget andet: for det er vel alment menneskeligt, at man bliver mere tiltrukket af dem, der er glade end dem der hænger lidt med hovedet. det tror jeg måske er den væsentligste årsag. Så på den måde, er jv'er fuldstændig som andre mennesker. Hverken værre eller bedre. Jeg tror også på, at den der med, "at vedkommende trænger til hyrdebesøg", somme tider bliver en undskyldning, fordi man ikke gider have personen i sin hippe vennekreds.
Men nu ER jv'er jo også bare almindelige mennesker med de samme egenskaber som alle os andre (selvom de tror de er bedre end os andre), så man kan ikke bebrejde dem.
Den der med, at nogle gik op i statussymboler som biler og huse, har jeg ikke rigtigt lagt mærke til. Jeg var ikke så materielt bevidst, så det så jeg slet ikke. Men jeg har dog hørt det fra andre.
Hilsen
Kajsa

Jeg kender flere menigheder, hvor det materielle spiller en stor rolle. Det perfekte liv hænger måske sammen med, at man har det perfekte hus, bil, tøj, campingvogn at ens børn svarer ved møderne, osv osv osv. Det hele er prestige. At blive menighedstjener, ældste, kredttilsynsmand, det er ikke andet end et stort gang falsk skuespil.
Det med venner, jeg ved ikke hvor mange gange jeg har sagt til både ældste og kredstilsynsmænd: Vi må ikke have venner i verden, men jeg kan ikke finde venner indenfor og nu er JV ikke en tro man kan stå alene i.
Man er utrolig afhængig af hinanden da det er så anderledes en tro i forhold til resten af verden. Det er da rigtigt at man helst vil være sammen med glade og positive mennesker. Men jeg ser det også som et problem, at man kan ikke være sig selv.
Jeg tænker her på de venner jeg har i dag. Vi har alle sammen perioder,små eller store, hvor vi er nedtrykte. Men vi er der for hinanden. Vi kan være os selv på godt og ondt. Når man elsker sine venner, holder af dem, hjælper man også alt det man kan. Bærer, løfter og støtter hinanden. Det er ægte næstekærlighed. At kunne være sig selv og blive elsket for den man er, det gør jo at billedet bliver fuldstændigt.
Og det er lige præcis en af de ting jeg finder mangler i den grad i JV sekten. Man tager en maske på, hen i rigssalen, smiler, taler med de andre, snakker ikke man taler. Og så kan man liste hjemad igen.
Jeg husker også at jeg forsøgte at ryste de unge sammen. Arrangerede eftermiddage, hvor vi kunne hygge og tale sammen. Dette gjorde jeg fordi jeg kunne huske fra mig selv, hvor svært det var at være ungt vidne. Jeg så jo også, hvordan teenagerne i menigheden stimlede sammen med dem der var in, så hvordan de andre gik for sig selv. Så jeg ville vel bare forsøge at lære dem at passe på hinanden.
Men det blev ødelagt, da en bekymret mor ringede til den præsiderende og af en eller anden grund havde noget imod det. Han ringede til mig og spurgte om ikke det var bedre at de unge kunne nøjes med at tale problemer med deres forældre. Jo det håbede jeg da de gjorde i forvejen, men jeg mente også at de kender alle til ungdommens problemer og kunne give råd forældrene ikke kunne. Lidt lige som at lige børn leger bedst. Ved ikke om dette lyder forvirrende.
Så forsøgte jeg at invitere de lidt mindre børn, hvor vi bagte en hel eftermiddag i mit lille køkken dengang. Det var faktisk rigtig hyggeligt og så kom forældrene om aftenen og smagte kage og brød. Men det blev også kun til den ene gang.
Jeg besøgte også de ældre, kan genkende meget af det Kajsa skriver. Men intet hjalp, jeg var virkelig meget alene. En ældste sagde engang til mig, det er da godt gjort, at en ung kone skal gå her så meget alene. Jo det var da træls, men sådan var det nu engang.
Derfor er jeg så taknemmelig for de venner jeg har idag. Der mærker jeg nemlig ægte kærlighed også selvom jeg bare er mig selv og det hvad enten jeg er trist eller glad.
Mange hilsner
Manjana
tavse-vidner.dk

Hej Manjana
Det var ærgerligt, at vi to ikke rendte sammen dengang. Jeg tror nu vi kunne have haft glæde af hinandens selskab. Du lyder i hvert fald som en, jeg godt gider. :-)
Når jeg tænker lidt tilbage, så var det nu heller ikke sort hvidt altsammen. Jeg tror også, jeg selv havde noget af skylden, for jeg havde ikke selv overvældende interesse for de hippe. Faktisk synes jeg slet ikke jeg havde noget tilfælles med dem, så jeg har nok på en eller anden måde udstrålet, at jeg ikke rigtig gad dem. Dog var jeg parat til fest til hver en tid, men på det punkt måtte jeg så vandsmægte og sidde derhjemme med mit strikketøj eller bage en kage. Øv!
Jeg husker især en enkelt gang, hvor alle de unge holdt fest. Den eneste der ikke var inviteret var mig. Det har jeg aldrig glemt dem for, for det var da ikke særligt pænt gjort, synes jeg. Det var da egoistisk! Og det er de samme mennesker, som går ud til dørene med den indstilling, at "verden" er så slem og ond, at den må reddes fra sin egen ondskab! - Og så er de ikke bedre selv. Hvis jeg mødte dem på gaden i dag, så gad jeg ikke engang kigge på dem, for jeg har intet tilovers for den slags. Det, at "fryse" andre mennesker, er noget, der gør mig rigtig vred, fordi jeg selv ved, hvor ondt det gør. Det fører jo til den visse "død". Ikke materielt - men på en anden måde.
Men når jeg siger, at det ikke er sort/hvidt altsammen, så er det fordi, jeg til gengæld fandt et par stykker, som jeg virkelig kom til at holde af og som jeg tænker på med varme i hjertet den dag i dag. Så det har ikke været skidt altsammen. Det var bare ikke helt nok.
Hilsen Kajsa