min historie

Jeg er vokset op i en familie, hvor det har været utrolig svært at udtrykke følelser. Pludselig kunne mine forældre skændes så meget, at jeg hoppede ind i en slags følelsesmæssig kaos tilstand, dagen efter var alt godt igen og ingen forklarede mig noget.
Ingen tvivl om at mine forældre havde det meget svært.
Til at starte sympatiserede jeg med min mor fordi min far var ludoman og aldrig hjemme. Når han endelige var hjemme opdragede han min bror og jeg meget strengt, vi var utrolige bange for ham.
I mine teenager år krakelerede min verden, da min mor blev indlagt – hun havde slugt en masse piller – da jeg ankom på hospitalet nægtede jeg at tale med min far!
Min far blev sur og fortalte mig at det ikke var første gang min mor prøvede at begå selvmord og at hun tilmed havde fundet en elsker. Jeg kiggede på min mor og hun veg væk – det må have været utrolig pinlig for hende.
Det var første gang jeg følte mig svigtet af min mor – jeg følte at jeg bare var min mors kasteskyts. Hvor vover hun prøve at begå selvmord!!! Efter alle de år hvor jeg har været ved hendes side.
Først her for noget tid siden har jeg fundet ud af:
at jeg tit føler mig så pokkers alene, anderledes og tom. At jeg har en tendens til at trække ind i mig selv og at jeg faktisk også døjer med en social fobi. At jeg aldrig har haft en kæreste, da jeg altid flygter, når der sker noget der skræmmer mig en smule.
Som barn lærer jeg at trække ind i mig selv for at abstrahere for alle de følelser, der ikke bliver bearbejdet.
Men som voksen gør alle de ting jeg har tilegnet mig til et ½menneske.
Jeg er nået til det punkt hvor jeg prøver at ændre på nogle at mine uheldige vaner – det er bare så pokkers svært når man har levet 22 år som en person og 2 år som en person der prøver at ændre på fortiden.
Uanset hvad ville jeg løsne op for min byrde! – og som den første kan jeg sige: ”det ligner ikke mig!”.

kære anonym
Du kan ikke ændre din fortid.
Du er nødt til at lære at leve med den.
Du skal sige til dig selv det var det og komme videre derfra.

Jeg kan kun give ham før ret... Du bliver nødt til at acceptere din fortid for at leve din fremtid... Det har jeg selv måtte sande... Jeg arbejder stadig med det. Men det du skrev...
"at jeg tit føler mig så pokkers alene, anderledes og tom. At jeg har en tendens til at trække ind i mig selv og at jeg faktisk også døjer med en social fobi."
"jeg altid flygter, når der sker noget der skræmmer mig en smule.
Som barn lærer jeg at trække ind i mig selv for at abstrahere for alle de følelser, der ikke bliver bearbejdet."
Jeg har aldrig set nogen udtrykke det bedre...
Men kæmp for at bearbejde det.. Det er den bedste måde at overleve på. Og måske gælder det bare om at overleve mens man bearbejder det, men husk så når det bliver hårdt for alvor... At når du har bearbejdet og overlevet det... Det er der du begynder at leve! Som et klogt menneske engang sagde: "Det er ikke nok at overleve, det gælder om at leve!" - og det kommer du til, men først når du har fået bearbejdet det!

er selv vokset op i en familie med mange svære følelser, som ikke blev talt om. Arbejdsløshed, alkohol, mor der løb hjemmefra en nat mv.
Alt sammen oplevelser man som barn og ung finder tekniker til at kapsle inde og undvige fra. Man finder evt. interesser som optager sindet så meget, at der ikke er plads til ubehagelighederne.
Jeg har som voksen gået (og går stadig) en til tider lang og kringlet vej for få løst op for disse fortrængninger. Langsomt men sikkert kan jeg mærke mig selv mere og mere.
Jo tidligere i sit liv man starter med at få løst disse indre "knuder" jo bedre.
Selv kom jeg relativt sent i gang og efter at have prøvet lidt af hvert kom jeg til en Rosenpædagog der på blid og nænsom vis fik "hul på bylden". De penge jeg har betalt hende er nogle af de bedste penge jeg har brugt.
Kroppen husker hvad sindet glemmer kunne være overskriften - men prøv at se deres hjemmeside: www.rosenmetoden.dk
Siden har jeg gået andre veje også.
Til din orientering kom jeg i gang som ca. 39-årig.
Hjælper gerne med yderligere oplysninger/oplevelser.
Kom i gang med bearbejdningen og kroppen skal være med - ellers bliver det for meget i hovedet og ikke i hjertet/følelserne.
Go' vind og held og lykke.

brug for proffessionel hjælp!

Letitgrow... Eric Clapton?

et af mine yndlingsnumre..... ;-)

man er selv herrer over sit liv. Man kan ikke ændre fortiden, man kan leve i nutiden og ingen ved hvad fremtiden bringer. Jeg har selv levet i et hjem fuld af misbrug på flere måder af begge mine forældre. Jeg mistede min mor da hun var 54 i 1986. Det var hårdt og hun havde ikke passet på sig selv og havde forsøgt selvmord flere gange, men misbrug havde ødelagt hendes krop så den satte selv en stopper for hendes liv. Når jeg idag tænker tilbage som 46 årig er der store tomrum i min barndom men også ting der står stjerne klart for mig. Jeg har lært at leve i nuet. Jeg tror på at man selv kan "tegne" sin skæben og man har meget stor indflydelse på sit eget liv. Hvis man derfor lever i nuet og prøver på at slette dårlige minder fra ens tanker men tænker positivt og godt så kan man også ænder sin fremtid til noget godt og varmt. Man har en stor indflydelse på sig eget liv og sin fremtid selv om ingen kan sige noget om hvad der skal ske imorgen........

det er forståeligt at du har det dårligt med dig selv, men som alle siger, fortiden kan man kun leve med og bruge den til at komme videre på.
De følelser du beskriver giver mig en tanke at du muligvis har en depression - jeg synes bestemt at du skulle gå til din egen læge og få en henvisning til en psykiater.
Sidstnævnte vil kunne hjælpe - både med samtaler, muligvis noget terapi samt evt. medicin, hvis det skønnes nødvendigt.
God bedring til dig - og lyse tanker til dig.

Jeg vil bare lige sige at jeg allerede arbejder med mine følelser, og jeg er godt i gang med at styrke både mit selvværd/selvtillid. Jeg vil så gerne have at det skal lykkedes, fordi jeg har ventet i så lang tid!
Jeg ved ikke om man kan sørge om sine tabte barndom, et eller andet sted kan jeg ikke finde en eneste positiv minde. Alt det negative overskygger det hele! Somsagt er der mange der har sagt at jeg skal acceptere min fortid, jeg skal leve i nuet og tilgive mine forældre.
Men det er dælme svære gjort end sagt, fordi en så stor del af mig hænger sammen med de begivenheder dengang. Hvis jeg dropper det, så ved jeg sq ikke hvem jeg er!
Med hensyn til at søge hjælp, kan jeg kun sige. JEG ved allerede hvad problemet er, og jeg skal nok løse det her alene. Det er kun mig selv der har størst interesse i at det skal lykkedes.

Med en familie der aldrig skændets osv osv..
Men for trods af det var der aldrig nogen der viste følelser hverken overfor mig eller min bror.
Det har resulteret i dårligt selvværd, og at jeg har svært ved at blive ked af det jeg bliver bare GAL dvs. en forkvaklet måde at vise følelser på glæde udviser jeg sjældent for jeg syntes det ser latterlig ud og gå rundt og lige en glad julegris..
Social angst har jeg også og panik angst.
Det resulterede i et årelangt misbrug af nakotiske stoffer.
(ikke Heroin) men alt andet...
Jeg er i dag clean og har en dejlig familie jeg husker at fortælle mine børn hvor følelserne sidder og jeg fortæller dem hver dag at jeg elsker dem..
Jeg bliver aldrig et helt menneske, men det gør ingenting for at se mine børn blive hele mennesker (sjæle) giver mig den glæde der skal til for at leve som et halvt menneske..
Håber at du kan flytte dit fokus så langt væk fra dig selv at du ikke behøver leve i skyggen af dig selv..
Dette var min historie..
Alt godt fremover.
Kærlig Hilsen
Mig...

bange for at søge hjælp?
Jeg kender godt, at det er svært at huske gode positive ting fra barndommen, fordi det bliver overskygget. Men efterhånden som jeg har fået "ryddet op" (med hjælp fra min Rosenpædagog), så er det stille og roligt begyndt at dukke op, fordi jeg nu kan "holde det hele i hånden" fremfor på afstand. Der bruges utrolig meget energi på at holde tingene nede/på afstand.
Er du i job, uddannelse etc. ?
Det er vigtigt at have noget at gå op i andet end sig selv - selv om det presser på.
Et godt råd: Pas på med at ryge på pilleløsningen har selv været der og lagde dem på hylden under protest fra min læge.
Man kan IKKE løse så tunge ting alene - hav tillid til at nogen kan hjælpe dig.
En Rosentime koster ca. 500,- kr
Ha' en god dag ;-)

Jeg har selv svært ved at komme videre i mit liv..har intet netværk, og føler, at jeg er ved at bukke under, fordi jeg har så mange problemer inde på livet.
For et par dage siden, sad jeg med tre løsninger. selvmord, livslinien, eller samtale hos en præst.
Jeg skrev et brev til en præst, og spurgte om det var muligt at tale med en.. fik et meget dejligt brev tilbage med en inv.
Jeg giver det nu en chance, og håber på at jeg kan få nogle input til at komme videre i mit meget håbløse liv lige nu.
Ønsker også det bedste for dig