Hvem er hadefuld?

Jeg er ofte blevet beskyldt for at være hadefuld i mine skriverier her i gruppen. Det er mærkeligt set i lyset af, at det er yderst kærligt at ville oplyse andre om den Absolutte Sandhed og den yderste mening med den menneskelige livsform. Og hvorfor er det det? Det er det fordi, en renselse af bevidstheden og at forbinde sig med sit ophav er den eneste vej ud af den materielle verdens lidelse. Og det behøver man ikke tage mit ord for. Det er et empirisk faktum, der kan efterprøves og bekræftes af enhver, der måtte ønske det.
Mange ateister føler sig groft fornærmede over at jeg siger, at man bliver dum af at være ateist. Min åndelige mester bad sine disciple hjælpe ham med to ting. Han sagde, at han var kommet med to formål - at tilbyde viden om Gud, og at bekæmpe ateismen i alle dens ateistiske livsanskuelser i form af Darwinisme, humanisme, rationalisme, kommunisme, liberalisme, feminisme (ja, sikke en masse ismer) osv. osv., der i øjeblikket danner de gængse normer i den rådende kultur.
Så at oplyse om ateismens psykiske skadevirkninger er en del af min mission. Hvis nogen spurgte mig, had er egentligt dit vigtigste job i livet, så ville jeg i sandhedens intersse være nødt til at svare, at min vigtigste opgave er at være missionær for Krishna. Nu ligger det sådan, at ordet missionær har fået en dårlig klang i den moderne verden, og med god grund. Vi behøver ikke her komme ind på alle detaljerne om de uhyrligheder og overtrædelser af grundliggende menneskelige rettigheder, der er blevet begået i Guds, religionens og missionvirksomheds navn.
Men de samme uhyrligheder begås overalt i verden i alle menneskelige samfund. Der findes fanatikere, despoter, hyklere, grådige, kriminelle, pædofile og lovovertrædere i alle lag af samfundet. Det er ikke et spcielt religiøst fænomener, som de mindre intelligente ynder at anføre det.
Se, nu bliver man straks smædet for at kalde andre folk for mindre intelligente. Og det er klart, ingen ønsker at blive kaldt for mindre intelligent. Det er en fornærmelse. Og det ER en fornærmelse, hvis det udtrykkes med falsk (kropsligt) ego – ahankara -, had og modvilje.
Men sådan er det ikke, når jeg kalder folk mindre intelligente. Så konstaterer jeg blot et indiskutabelt faktum i forhold til den vediske definition af intelligens. I den moderne vestlige psykologi har man ingen brugbar definition af intelligens. Det har man tilgengæld i Vedaerne, der forklarer alting, psykisk såvel som fysisk ned til mindste detalje.
Her siges intelligensen at være skelne-evnen. Intelligensen har to funktioner i sindet – den skelner og den tvivler. Tvivl er en funktion hos intelligensen. Man kan ikke skelne ordentligt, når man er mindre intelligent, dvs. mindre i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert. Så opstår tvivl i sindet, og det er tegn på mindre intelligens.
I moderne psykologi taler man mest om matematisk intelligens, når man forsøger at definere intelligens, men den vediske model er meget bredere end som så. Intelligensen er en af psykens eller sindets 5 funktioner – at føle, tænke, at ville, at skelne (og tvivle) og at indentificere selvet med kroppen. Disse fem, er de psykiske elementer i Guds skabelse, den materielle verden. Derudover er der også 5 fysiske elementer – jord, vand, ild, luft og æter.
Krishna siger:
Jord, vand, ild, luft, æter (rum), sind, intelligens og falsk ego - alt i alt udgør disse otte mine adskilte materielle energier. (Bg. 7.4)
I den moderne videnskab har man en detaljeret forståelse af den fysiske verden, men man står helt på bar bund, når det kommer til videnskabeligt at undersøge den psykiske verden. Den moderne psykologi er højst spekulativ og uvidenskabelig i og med at meget af det hviler på ubeviste antagelser.
Sådan forholder det sig ikke med den vediske model. Ifølge den kan man indhente videnskabelig information om hele den materielle verden. Den materielle verden består af to lag eller planer -det fysiske plan og det psykiske plan. Moderne mennesker har en masse viden om det fysiske plan, men de har ingen videnskabelig forståelse af det psykiske plan. Det har man i den vediske version.
Både de psykiske og fysiske elementer udgør den materielle verden, og de er katagoriseret i den vediske version. Enhver, der studerer denne model med et åbent, fordomsfrtit sind, vil kunne overbevise sig om, at den Vediske Version er den mest intelligente og gennemførte forklaring af den virkelighed, der omgiver os.

Anyway, pointen er, at når jeg fordømmer ateismen og kalder folk uintelligente, så er det ikke ud had og falsk ego. Det er ud af kærlighed og omtænksomhed og ud af bedre vidende. Jeg taler af personlig erfaring. Jeg var benhård ateist indtil jeg blev 19 år. Men da jeg føjede Krishna til mit liv oplevede jeg en langt høreje ro og lykke. Så jeg ved at ateisme medfører større lidelse, det har intet med tro at gøre, det er viden. Ateisme medfører større lidelse i livet. Det er et empirisk faktum. Og det er også Vedaernes konklusion - Krishna siger:
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna, brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden. Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)
Uintelligente mennesker, der ikke kender Mig rigtigt, tror at Jeg (den Højeste Personlige Guddom, Krishna) først var upersonlig, og nu har påtaget Mig denne personlighed. Pga. deres minimale viden kender de ikke Min højere natur, der er uforgængelig og suveræn. (Bg. 7.24)
Jeg manifesterer Mig aldrig for de tåbelige og uintelligente. For dem er Jeg dækket af Min indre energi, og derfor ved de ikke, Jeg er ufødt og ufejbarlig. (Bg. 7.25)

Det er jo ikke bare noget vi postår, det er noget man kan konstatere.
om man bliver dum af at være ateist, passer jo ikke, ateister er blandt de bedst uddannet i landet.
hvilket indikere meget godt at man bestemt ikke bliver dum af at være ateist, til sammenligning, kan man jo tage dig, du har sikkert ikke udviklet dig rent uddannelses mæssigt siden du kom ind i harakristna.
du karder stadigt rundt i deres citater, selv om de er usigelige selvmodsigende, og fordummende, og hadefulde.
og ikke nok med det, så kan man se de er meget dårligt oversat, og ved ikke hvad de snakker om. altså lort oven på lort.
og det er jo netop ud for disse citater du bygger dit verdens syn, du evner derfor ikke at tænke selv, hvilket også snakker om at du ikke er særligt kvivk, og at man bliver dum af at være i harakrisna.
der ud over tror jeg ikke på at du har været ateist, det er en tanke måde, ikke en jeg kan genkende hos dig.

Ian Stevenson, del 2
Et spørgsmål om liv og død
På felttur med Ian Stevenson
Af Tom Shroder, Washington Post

I sidste nummer introducerede vi Dr. Ian Stevenson, verdens førende forsker i reinkarnation. I dette nummer overlader vi ordet tilTom Shroder, der er redaktør på Washington Post. I 1997 ledsagede han Dr. Ian Stevenson på en af hans flere måneder lange rejser til Libanon og Indien for at tale med børn, der husker tidligere liv. Som resultat af rejsen udgav Tom Shroder i 1999 bogen ’Old Souls: The Scientific Evidence for Reincarnation’. Den følgende artikel er en let forkortet udgave af en artikel, der er en introduktion til bogen, og som også blev bragt i Washington Post Magazine den 8. august 1999.
________________________________________
Røg fra en million kogødningsbål driver som tåger i forlyset, da minibussen en sen aften tumler ned ad den smalle, hullede vej, der efter sigende skulle være en asfalteret vej i den indiske udmark. Vi har fortsat flere timer hjem til hotellet. Chancen for aldrig at nå frem hænger over hovedet på os, imens de vanvittigt overlæssede lastbiler drøner lukt imod os i mørket, eller når bilen kaster sig forbi en oksekærre ind i det næste blinde sving. Jeg har læst, at det er 40 gange mere sandsynligt at omkomme på indiske veje end på de amerikanske. Jeg har svært ved ikke at tænke på, om jeg nogensinde vil se min hustru og børn igen.

Men selv midt inde i min boble af frygt ser jeg ironien. I bagsædet sidder en høj, lidt duknakket, hvidhåret, næsten 80-årig mand, der hævder at have nok solidt, pålideligt empirisk bevismateriale til at vise, at den fysiske død ikke er enden på mig eller nogen anden. Hans navn er Ian Stevenson, læge og psykiater ved University of Virginia. I 37 år har han trodset veje som denne for at tilvejebringe rapporter fra små børn, der taler om tidligere liv med detaljerede og præcise oplysninger om mennesker, der døde, før de blev født – mennesker, som de siger, de engang var.


Frygten for udslettelse og glemsel
Imens jeg kæmper med min egen frygt for udslettelse, kæmper han med sin frygt: at hans livsværk vil blive fuldstændigt overset. ”Hvorfor,” spørger han for tredje gang i aften, ”nægter de fleste videnskabsmænd at acceptere de beviser, vi har for reinkarnation?”

I dag og de sidste seks måneder har Stevenson vist mig, hvad han mener med ’beviser’. Han har givet mig lov til at ledsage ham på to omfattende feltture, først til Beirut og nu til Indien. Han har besvaret mine endeløse spørgsmål og tilmed givet mig lov til at deltage i interviewene, kernen i hans forskning. Beviserne, han refererer til, er dagligdags og præcise:

En dreng husker at have været en 25 år gammel mekaniker, der blev kastet i døden fra en accelererende bil på en strandvej. Han husker chaufførens navn, det nøjagtige sted, hvor ulykken skete, navnene på mekanikerens søster, forældre, fætre, kusiner og de mennesker, han gik på jagt med.

En lille pige husker at have været en teenager ved navn Sheila, der blev slået ihjel, da hun gik over vejen. Hun giver navnet på byen, Sheila boede i, plus Sheilas forældre og søskende. Da Sheilas familie hører om den lille piges historie, opsøger de hende. Mange vidner siger, at pigen genkendte dem ved navn og slægtsforbindelse uden at blive opfordret dertil.

Så er der Joseph, en lille dreng, der fra han kan gå, kalder sin moder ved hendes navn og sin bedstemoder for mor. Da han bliver lidt større, begynder Joseph at mindes dunkle begivenheder omkring sin morbror David, der døde i en ulykke tyve år før Josephs fødsel, og som ingen i familien taler om på grund af deres fortsatte sorg.

Det fortsætter og fortsætter. Fra hele verden bevidner snesevis af tilfælde, at børn af sig selv har givet navne på byer og slægtninge, arbejde og forhold, meninger og følelser, der præcist angiver en enkelt, død person, der er helt ukendt i deres nuværende familier. At forsøge at finde mening i disse sager har optaget Stevenson i næsten 40 år. Det er, hvad vi har gjort i Libanon og Indien: gransket optegnelser, interviewet vidner og vejet resultaterne op imod forskellige alternative forklaringer. Og først nu begynder det at gå op for mig, at jeg ingen nem forklaring har på, hvad jeg har set, og intet sikkert svar har på spørgsmålet, som manden på bagsædet stiller.

Hvis Stevenson stort set ignoreres af sine kolleger, er han til gengæld i nogle kredse en videnskabelig legende. Hans stædige indsamling af sager, der nu næsten har nået 3000, hans omhyggelige dokumentation og kontrol på kryds og tværs og hans enestående, akademiske bogudgivelser har gjort ham til en helt for mange mennesker, der gerne vil have respektable grunde til at mistro den vestlige videnskabs radikale materialisme. For sit eget vedkommende er Stevenson kommet til denne konklusion:

”Jeg mener, at en rationel person kan, hvis han eller hun ønsker det, tro på reinkarnation på basis af faktiske vidnesbyrd.”
Stevensons bøger
Da jeg først hørte tale om hans arbejde i en fodnote til en artikel om hypnotisk regression, undrede jeg mig over, om han var en skør original, der også havde en skuffe fuld af splinter fra Jesu kors eller en radio, der kommunikerede med en race af blodrøde dværge på Jupiters femte måne. Jeg læste videre og konstaterede, at dette tydeligvis ikke var tilfældet.
En artikel fra 1975 i intet mindre end The Journal of the American Medical Association sagde, at Stevenson ”…havde indsamlet sager, hvor materialet er vanskeligt at forklare ud fra nogen anden årsag…” end reinkarnation. Artiklen citerede en bog, Twenty Cases Suggestive of Reincarnation [På dansk: ’Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation,’ udgivet af Borgen], som Stevenson havde skrevet over sine feltstudier. Sproget i bogen mindede mig om de antropologibøger, jeg læste på universitetet, men den var værd at læse. Tilfældene var betagende og tilmed forbløffende. Hver sag havde sin særskilte detalje, hver af dem antydede en historie, der var stor nok til en roman, men alle delte de nogle væsentlige sider: Uden at være blevet opfordret dertil gjorde et lille barn fordring på en anden identitet og kunne huske præcise detaljer, der syntes at passe på en anden persons liv.
Twenty Cases og en reol af lignende bøger, som Stevenson har skrevet, er proppet med udførlige undersøgelser, hvor han søger at fastslå, om de ting, børnene siger, og måden, de opfører sig på, kan forklares på nogen ’normal’ måde. Hans metoder er den sociale forskers, detektivens, den spørgende journalists. Metodisk opsporer og interviewer han førstehåndsvidner til et barns udtalelser, specielt dem, der blev sagt før nogen kontakt var blevet etableret til den bortgåedes venner eller familie (’Den tidligere personlighed’ i Stevensons terminologi). Han krydseksaminerer vidnerne, bemærker sig mulige motivationer og fordomme og kortlægger pinligt omhyggeligt bekræftelser og selvmodsigelser i vidneudsagnene.
Hvorfor er der så få sager fra USA?
Stevenson har sager fra fem kontinenter. De fleste er fra kulturer, hvor reinkarnation er bredt accepteret – steder som Indien, Sri Lanka, Burma og Libanon og blandt stammegrupper i det nordlige Canada. Amerikanske skeptikere opfatter ofte den tilsyneladende mangel på sager fra deres eget land som et stærkt argument imod vidnesbyrdene fra Uttar Pradesh eller Shouf-bjergene.

”Alle vil have et tilfælde i Iowa,” bemærkede Stevenson ved et middagsselskab i Beirut tidligt på vore rejser. ”Jamen, jeg kan give dem tilfælde fra Iowa. De er ikke så stærke som de libanesiske sager, men de findes.”

Faktisk har Stevenson over 100 tilfælde med amerikanske børn, der husker et tidligere liv. Som gruppe har nordamerikanerne færre præcise erindringer end børn på steder som Libanon og Indien. De er tilbøjelige til ikke at sige så meget eller slet intet om sted eller personnavne. De eneste amerikanske sager, som Stevenson har fundet, hvor børn har sagt nok til tydeligt at kunne identificere en tidligere personlighed og inkluderet udtalelser om deres liv, som kan efterprøves, er sager indenfor samme familie som i tilfældet med Joseph, hvor et barn husker en slægtnings liv.

Dette kan ikke i sig selv være grund nok til at afvise Stevensons arbejde, for der ER tilfælde i USA. Men hvorfor er de talmæssigt færre og mere upræcise i detaljer end i f.eks. Indien? Stevenson gætter på flere ting. For det første er amerikanerne nomadefolk. Hvert år flytter en femtedel af alle amerikanere fra et sted i landet til et helt andet, imens en fjerdedel flytter indenfor samme område. Deres omgivelser ændrer sig således mange gange i løbet af et liv. Nogle af de asiatiske børn stimuleres af, at de kun bemærker små forskelle i deres omgivelser imellem de to liv.

Man kan også omvendt spørge, hvorfor visse asiatiske kulturer har så mange tilfælde? For det første mindes disse kulturer deres døde mere og ser dem fortsat som aktivt involveret i livet. De har også stærkere familiebånd. For dem er der intet tilfældigt. De tror mere på telepati, det paranormale og drømme, der fortæller om fremtiden. De hænger heller ikke i en klokkestreng hele tiden. De har tid til at reflektere over deres liv. Alle disse faktorer kan udgøre noget af svaret på dette spørgsmål, men det er fortsat kun gisninger.

Hallo? Leila?
Tilfældene, Stevenson har udforsket mest indgående, er dem, hvor det kan fastslås med rimelig sikkerhed, at den fremmede person, et barn hævder at kunne huske, er ukendt for barnets familie eller nogle, familien havde kontakt med. Tilfælde som Suzanne, der blev ved at telefonere til ’Leila’.

Suzanne, en druserpige fra en middelklassefamilie i Beirut, huskede livet som en libanesisk kvinde, der døde under en hjerteoperation i Richmond, Virginia, USA. Hendes forældre fortalte Stevenson hendes historie: Da hun var 16 måneder gammel, tog hun telefonen og sagde, ”Hallo? Leila?” igen og igen. Suzanne sagde, at hun var Leilas moder. To år gammel gav Suzanne navnene på denne kvindes andre børn og hendes mand, forældre og brødre – 13 mennesker i alt. Tre år gammel fremsagde hun dele af en begravelsestale for kvindens bror. Til sidst tiggede Suzanne sine forældre om at bringe hende til hendes ’virkelige’ hjem. Forældrene indhentede oplysninger om den libanesiske by, som pigen insisterede på, at hun kom fra. Der fandt de en familie, der svarede til det, Suzanne sagde, og der fandt de ud af, at minutter før sin hjerteoperation havde den pågældende kvinde desperat forsøgt at ringe til sin datter Leila.

Denne familie inklusive en af Leilas søstre bekræftede meget af, hvad Suzanne havde sagt: navne, steder, begravelsestalen. Suzanne identificerede medlemmer af den døde kvindes familie fra fotografier. Skønt hun var barn, behandlede hun den døde kvindes voksne børn, som en moder ville gøre det. Hun spurgte, om deres onkler, da de vendte tilbage til Libanon, havde givet ’hendes’ smykker til Leila og hendes søstre. Dette havde kvinden ønsket på sin dødsseng, men det var kun kendt af familien.

Stevenson kom ind i billedet, efter at de to familier havde mødtes. Enhver ny udtalelse fra pigen kunne være farvet, for Stevenson havde ingen måde at bevise på, at informationen ikke kom fra kvindens familie. I sådanne situationer søger han at få førstehåndsvidneudsagn om, hvad barnet sagde før det første møde, og hvordan han eller hun opførte sig under mødet. Den døde kvindes slægtninge gav dette, men modstræbende, for de var fortsat rystede over Suzannes påstande. I Stevensons øjne gjorde denne modvillighed deres vidneudsagn så meget mere værdifulde.

Stevensons liv
Som min interesse i Stevenson voksede, lærte jeg mere om ham. Han blev født i 1918 i Montreal og fik sin lægeuddannelse fra McGill University i Montreal i 1943 som den bedste i sin klasse. I 1957 blev han leder af det psykiatriske departement ved University of Virginia.

Derfra begyndte han at forske i børn, der huskede tidligere liv, og opgav til sidst sine administrative pligter for at blive forsker på fuld tid af paranormale fænomener. Hans professorsæde blev betalt af Chester Carlson, opfinderen af xerox-kopieringen.

Før jeg mødte Stevenson, var mit eneste personlige kendskab til ham et udskrift af en forelæsning fra Southeastern Louisiana University i 1989, hvor han fortalte, hvordan han fra at studere rotter i et laboratorium kom til at interviewe børn, der huskede tidligere liv. Hans bemærkninger var som noget fra det 18ende århundrede, en tid, da videnskabsmænd også kunne være forfattere, historikere og filosoffer og ikke var bange for at tænke højt og offentligt forbløffes over uforståelige ting. Teksten fascinerede mig også med en vis underliggende tone af bitterhed eller i det mindste af at være krænket og forvirret. Stevenson følte klart, at hans livsværk var blevet afvist med foragt eller blot ignoreret af de videnskabsmænd, han anså for sine ligemænd.

Han ventede ikke engang på et nyt afsnit for at sige, ”For mig er alt, der nu bliver troet af videnskabsmændene, åben for tvivl. Jeg bliver altid forfærdet over at se, hvordan mange videnskabsmænd accepterer den nuværende viden som for altid bestandig og forankret.”

Jeg mødte først Stevenson i januar 1997 i hans kontor på University of Virginia. I den samtale og følgende samtaler var alvoren i hans formål der hele tiden. Han var reserveret, men som jeg kom til at kende ham i månederne, der fulgte, fandt jeg ham ganske villig til at tage stilling til ethvert spørgsmål, selv de nærgående om hans motiver og baggrund.

Over en middag i Beirut forklarede han, hvad der havde bortledt ham fra en stor karriere i traditionel medicinsk forskning:

”Som flittig læser stødte jeg i bøger, aviser og magasiner på enkeltstående tilfælde af reinkarnationserindringer. Jeg samlede dem og havde til sidst 44 sager.

Billedet, der tegnede sig, når man stod med dem alle, viste hovedsageligt to til fem års børn, der i en kort periode – til de blev omkring otte – talte om tidligere liv. Men man måtte have dem alle ved siden af hinanden, før dette var tydeligt. Mange var ikke meget mere end journalistiske anekdoter, men nogle af dem var betydeligt mere seriøse...

Tal betyder meget i videnskab, og når man lægger dem sammen og får 44 sager, var det for mig ikke til at komme udenom, at der måtte være noget her. Jeg kunne ikke se, hvordan de alle kunne være forfalskede eller selvbedrag. Min konklusion var, at dette var et lovende felt at forske i, hvis flere tilfælde kunne opspores og studeres mere omhyggeligt. Men jeg tror ikke, at det strejfede mig, at jeg skulle være den, der gjorde forskningen.”

Efter Stevenson i 1960 udgav en afhandling over sin gennemgang af reinkarnation i forskellig litteratur, hørte han om lignende tilfælde i Indien og blev inviteret til at undersøge dem.

”Da jeg ankom, havde jeg fingerpeg om fem tilfælde. Til min overraskelse fandt jeg på fire uger 25 sager, og det samme skete på Sri Lanka. Jeg havde et vink om en eller to og endte op med syv.

Jeg hæftede mig ikke meget ved børnenes adfærd i disse sager. En af drengene hævdede at være en brahmana, og han var født i en familie af lavere kaste og ville ikke spise sin families mad. Han sagde, ’I er alle en flok jat’er. Jeg er en brahmana, jeg vil ikke spise jeres mad.’” Drengen holdt fast ved sin tro, til han blev voksen.

”Jeg tænkte, ’Jamen, dette er interessant, men det, der virkelig interesserer mig, er, hvor mange af hans udtalelser kan efterprøves, og hvad er mulighederne for, at han kunne have lært dette på en normal måde’.”

Med tiden konkluderede Stevenson, at i de stærkeste sager kunne ingen normal forklaring redegøre for de faktiske kendsgerninger. Sammenlagt krævede de alle intet mindre end en forklaring ud over rammerne for vor nuværende forståelse. Han offentliggjorde sin første samling af sager i 1964.

Da jeg spurgte, hvad reaktionen havde været på hans bog, sagde Stevenson efter en lang pause:

”Det korte svar er: ingenting. Den blev blot ignoreret. Den blev anmeldt i journalerne for psykisk forskning, og det var det. Jeg var skuffet, men jeg kan ikke sige, at jeg var overrasket. Jeg var udmærket klar over, hvor isoleret mit arbejde var.”

Fik han nogle reaktioner fra universitetet?

”Ikke netop på dette tidspunkt, så vidt jeg ved. Jeg tror dog, det ulmede, for jeg erfarede senere, at universitets rektor fik breve og telefonopkald fra kandidater, der protesterede imod, hvad jeg gjorde. Og min kone var meget ked af det. Hun sagde, ’Du ødelægger en lovende karriere. Alt går godt for dig. Hvorfor gør du dette?’

”Hun var selv meget materialistisk og hældte til biokemi som svaret på sygdom. Hun havde ingen sympati for det, jeg gjorde [skønt de forblev gift i 25 år, indtil hun døde i 1983]. Men på den tid var jeg overbevist om, at der virkelig var noget substantielt i det, jeg så, noget, der skulle forfølges for enhver pris. Så jeg viede mere og mere tid til sagerne.”

Stevenson så en anden krise i øjnene, da hans velgører, Chester Carlson, døde. Stevensons sorg var blandet med en følelse af personlig ulykke: ”Jeg tænkte, ’Tæppet er blevet trukket væk under mig. Jeg ender op med almindelig forskning igen.’ Og så blev hans testamente læst op, og det blev konstateret, at han havde skænket universitet lidt over en million dollars til min forskning.”

Stevenson havde nu opbakningen til at forske på fuld tid, uanset om han blev respekteret af hovedstrømmen eller ej. Men han var ikke tilfreds med at virke i et komfortabelt randområde.

”Jeg tænkte, at de fleste parapsykologer er for isolerede. De taler blot til sig selv og ikke nok til andre videnskabsmænd, og de er alt for uopmærksomme på, at resten af verden ikke lytter til dem. De er låst inde i et snævert laboratorieprogram og tilbøjelige til at være ligeglade med de naturlige erfaringers område.

Disse interesserer mig mere. Moderne psykologer efteraber lægerne ved kun at være interesserede i, hvad der sker i et laboratorium, ikke i ting som kærlighed og død, og parapsykologerne imiterer psykologerne, dvs., man må have betingelserne under stram kontrol. Men for mig er det langt bedre at være 90 procent sikker på noget vigtigt end 100 procent sikker på noget ligegyldigt.”

Stevenson i dag
På trods af hans længsel efter professionel accept skyr Stevenson offentlig omtale. Han mistror journalister for at ville lave sensationsjageri ud af hans arbejde. Mange af hans feltture var vanskelige og farefyldte for ikke at sige kostbare, og han var ikke ivrig efter at skulle tage sig af et ikke-bidragende medlem på disse ekspeditioner. Men efter flere års brevveksling fik jeg overtalt Stevenson til at tage mig med.

Selv om han var på nippet til at blive 80, var hans udholdenhed forbløffende. Han bevægede sig langt udenfor byerne i både Libanon og Indien, var ubønhørligt på benene 12 timer hver dag under ofte ugæstfrie forhold og røbede sjældent tegn på mindste træthed.

Jeg havde svært ved ikke at bede ham give sig selv en pause. Men jeg kunne forstå hans følelse af tvang. Sagerne, vi mødte, var lige så svære at bortforklare, som han havde sagt det. Som han villigt indrømmer, kan ingen af dem isoleret set udelukke en normal forklaring. Men for mange af dem var den eneste mulige ’normale’ forklaring at postulere en omfattende, mangesidet sammensværgelse i form af enten et overlagt bedrag eller en ubevidst fælles koordinering imellem mennesker fra forskellige familier og samfund med intet åbenlyst motiv eller nogen klar måde at samarbejde på i et sådant svindelnummer.

Det var indlysende, at Stevenson ikke tilsidesatte modsatstridende materiale eller fabrikerede støtte for sin teori. Han var om muligt endnu mere ihærdig i at tilstræbe og give plads til tvivl end det modsatte. Til syvende og sidst var ansamlingen af sager på tværs af kultur og omstændigheder, alle med talrige, af hinanden uafhængige, vidner, der nøgternt og sagligt bekræftede ufattelige ting, det, der begyndte at underminere min skeptiske forudindtagethed.

Men hvad med Stevensons egen forudindtagethed? Truer hans egen lidenskab ikke objektiviteten i hans forskning?

”Vis mig en forsker, der er ligeglad med resultaterne, og jeg skal vise dig dårlig forskning,” sagde han. ”Det er som med tennis,” fortsatte han. ”Jeg går meget op i vinde min ugentlige match i Charlottesville, så jeg er meget opmærksom på, om en bold er inde eller ude. At være pinligt ærlig er et spørgsmål om ære, så jeg skal ikke have noget af at lyve. Men på den anden side lader jeg heller ikke en mulighed gå min næse forbi.”
Udover det er mit største håb det, at andre dommere vil blive sat til at vurdere mit arbejde og enten godkende eller bestride mine konklusioner. Det mest ulidelige er muligheden for, at der ikke engang er nogen, der vil kigge mig i kortene”.

hvad har reakanation, med at der findes en gud, det er jo det samme som at sige, fordi der findes liv, må der findes en gud.
det ene føre ikke til det andet, nu tror jeg ikke selv på reakanation, der er nok nogle der tror de har haft tidligere liv, men det kan være genetiske ned førte minder, som en fugl kan finde vej, til noget de aldrig har set før.
bare fordi du ikke forstår det, betyder ikke at der er snakke om noget over naturligt.
hjernen har det bare med at prøve at forstå, hvad det er der er snakke om her, og drager nogle gange forkerte konklutioner.

Ian Stevenson virker som en ærlig mand. men det føre ikke til troen på en gud. og jeg tror han udelukker ideen om at det kan være nedarvet viden og ikke reakarnation der er snakke om, som man oplever i andre dyre grupper. dyrene er jo vores forfædre, og dyrene er bedre til nogle ting end mennesker.

"Scientists who go about teaching that evolution is a fact of life are great con-men, And the story they are telling may be the GREATEST HOAX EVER." -- Dr.T.N.Tahmisian, Atomic Energy Commission
"We must concede that there are presently no detailed Darwinian accounts of the evolution of any biochemical or cellular system, only a variety of wishful speculations." -- Franklin Harold, Emeritus Professor of Biochemistry and Molecular Biology at Colorado State University, in an Oxford University Press text.

Hej nJahnu,
Det er virkelig interessant. Man kan støde på samme interesse for genfødsel i Bibelen.
Kosmos

Enhver, der ved lidt om Kirkehistorie, ved at reinkarnation blev bandlyst ved såkaldte Kirkemøder. Origen, en af de tidlige kirkefædre, blev bortvist fra Kirken for at prædike reinkarnation.
Men reinkarnation beskrives i Bibelen - som du sår så høster du. Den udtalelse beskriver reinkarnation.
Alle høster lige fra fødslen af. Vi høster en særlig krop, familie, samfund, nation, køn osv. Hvornår skulle vi have sået, hvad vi høster ved fødslen, hvis ikke i forrige liv?
Ideen i moderne kristendom om, at det er første gang vi eksisterer, er jo teologi for de mindre intelligente. Hvorfor skulle Gud, hvis det er første gang vi eksisterer, kaste levende væsener ned til jorden med så vidt forskellige skæbner? Det er jo helt meningløst.
Den Vediske version brillierer som sædvanligt, idet den, som den eneste i verden, leverer den oprindelige kundskab om reinkarnation.
Krishna siger:
Ligesom en person ifører sig nye klæder og opgiver de gamle, accepterer sjælen nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige. (Bg 2.22)

At vi høster hvad vi sår betyder kun at vi høster frugterne af vore egne handlinger. I Bibelen står der at "den løn synden betaler er døden". (Romerne 6:23) Synd fører altså til død og ikke til reinkarnation.
Med venlig hilsen, ftg.

Reinkarnation er et empirisk faktum. Det har intet med tro at gøre.

Ian Stevensons reinkarnationsforskning
Af Lalitanatha Dasa
Et af de mest imponerende moderne forskningsarbejde i det paranormale er Ian Stevensons reinkarnationsforskning. Dr. Ian Stevenson er forhenværende leder af Department of Psychiatry ved University of Virginia i Charlottesville og nu leder af Division of Personality Studies sammesteds. Han har brugt over 40 år på at dokumentere børns erindringer fra tidligere liv og har mere end 3000 rapporterede tilfælde fra hele verden i sine arkiver. 64 af tilfældene har været underkastet omfattende efterforskning, og yderligere 2600 sager, der er blevet undersøgt af ham selv eller hans kolleger, må efter alle fornuftige kriterier at dømme være ægte.
Dr. Stevensons forskning i muligheden for reinkarnation begyndte i 1960, da han hørte om et tilfælde på Sri Lanka af et barn, der hævdede at huske et tidligere liv. Han interviewede barnet og dets forældre såvel som de mennesker, som ifølge barnet havde været dets forældre i dets tidligere liv. Tilfældet overbeviste Dr. Stevenson om, at reinkarnation kunne være en mulighed, og han indledte et omfattende forskningsarbejde, der er fortsat op til den dag i dag.
I hvert tilfælde, som Stevenson har efterforsket og bekræftet, har han først metodisk dokumenteret barnets udtalelser. Dernæst har han identificeret den afdøde person, som barnet husker at have været, og bekræftet de data, som det har været muligt at bekræfte på grundlag af barnets erindring. Om muligt – i mange tilfælde igennem lægeerklæringer – har han sammenlignet modermærker og fødselsdefekter på barnet med sår og ar på den afdøde person. Han undersøger også sammenfald af ellers uforklarlige træk ved barnets vaner og adfærd, der ser ud til at kunne føres tilbage til vaner og adfærd hos den afdøde person. I det hele taget tilstræber han med sin omhyggelige fremgangsmåde en systematisk udelukkelse af enhver mulig ’normal’ forklaring på barnets erindringer.
Pigmenterede pletter på brystet hos en ung indisk mand, der som barn huskede et liv som Maha Ram, der blev dræbt af et haglgevær på nært hold. Til sammenligning de vigtigste skudsår fra haglgeværet på Maha Ram fra hans obduktionsrapport.
Tilfældene, han refererer til, er for så vidt dagligdags og præcise: En dreng husker at have været en 25 år gammel mekaniker, der blev kastet i døden fra en accelererende bil på en strandvej. Han husker chaufførens navn, det nøjagtige sted, hvor ulykken skete, navnene på mekanikerens søster, forældre, fætre, kusiner og de mennesker, han gik på jagt med.
En lille pige husker at have været en teenager ved navn Sheila, der blev slået ihjel, da hun gik over vejen. Hun giver navnet på byen, Sheila boede i, plus Sheilas forældre og søskende. Da Sheilas familie hører om den lille piges historie, opsøger de hende. Mange vidner siger, at pigen genkendte dem ved navn og slægtsforbindelse uden at blive opfordret dertil.
Så er der Joseph, en lille dreng, der fra han kan gå kalder sin moder ved hendes navn og sin bedstemoder for mor. Da han bliver lidt større, begynder Joseph at mindes dunkle begivenheder omkring sin morbror David, der døde i en ulykke tyve år før Josephs fødsel, og som ingen i familien taler om på grund af deres fortsatte sorg.
Et af de kendteste tilfælde, som Stevenson har efterforsket, drejer sig om Sukla Gupta, der fødtes i 1954 som datter af en bengalsk jernbanearbejder. Da hun var meget lille, ville hun vugge en pude i sine arme som en dukke og kalde den Minu. Hun opførte sig, som om Minu var hendes datter, og hun talte også om Minus far og hans to brødre. Ifølge Sukla boede de i Bhatpara, hvor hun aldrig havde været. Da hun var fire år gammel, insisterede hun på at blive taget dertil.
Suklas far undersøgte sagen og fandt ud af, at der i Bhatpara faktisk havde levet en kvinde ved navn Mana, der var død nogle år tidligere og havde efterladt en spæd datter ved navn Minu. Da Sukla blev bragt til Bhatpara, fandt hun af sig selv huset, hvor Mana havde boet. Ud af en gruppe på over 30 fremmede mennesker udpegede hun Manas mand, svigermor og svoger såvel som pigen Minu. Ved synet af Minu begyndte hun at græde af glæde som en mor, der genser sin datter, selv om Minu var 11-12 år og Sukla kun fire år.
Sukla svarede ligeledes korrekt på mange spørgsmål, som kun Mana kunne have svaret på. Da hun var kommet til huset, havde hun haft svært ved at genkende indgangsdøren, som hun ville have haft et andet sted. Senere blev det bekræftet, at på Manas tid havde døren faktisk været der, hvor Sukla mente, den skulle være, men siden var den blevet flyttet. Disse og mange andre detaljer blev bekræftet af Ian Stevenson igennem talrige interviews af medlemmer fra begge de involverede familier, der intet tidligere kendskab havde haft til hinanden. Stevenson bemærkede: ”Familien Gupta kendte svagt til Bhatpara, men havde aldrig hørt om distriktet Rathtala i Bhatpara eller om folk med de navne, som Sukla gav.”

Fysiske mærker fra tidligere liv
Ian Stevensons forskning har resulteret i en lang række bøger og artikler. Allerede i 1960 fortalte han i to artikler i Journal of the American Society for Psychical Research om børn, der huskede tidligere liv. I 1974 kom bogen Twenty Cases Suggestive of Reincarnation (På dansk: Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation.). Denne bog er Ian Stevensons kendteste og oversat til mange sprog. Historien om Sukla kommer fra denne bog.
I 1997 kom så Reincarnation and Biology – A Contribution to the Etiology of Birthmarks and Birth Defects, et monumentalt tobindsværk på over 2000 sider. I denne milepæl af en bog beskriver Ian Stevenson i detaljer 309 tilfælde af børns modermærker og medfødte misdannelser, der svarer til hændelser i livet (oftest i forbindelse med døden) hos en person, som barnet hævder at have været i et tidligere liv. Bogen indeholder hundredvis af billeder som dokumentation såvel som i mange tilfælde de lægeerklæringer, der blev udarbejdet ved personernes død.
Her er nogle af Stevensons tilfælde. En thailandsk kvinde fødtes med tre linieformede ar på ryggen. Som barn huskede hun et tidligere liv som en kvinde, der blev dræbt med tre øksehug i ryggen.
En burmesisk kvinde fødtes med to runde modermærker på brystet. Mærkerne overlappede hinanden, og det ene var større end det andet. Som barn huskede hun, hvordan hun var død i et tidligere liv af et vådeskud med et jagtgevær. Ifølge et vidne, som kendte den døde kvinde, havde jagtgeværet dræbt hende med to skud.
En burmesisk pige fødtes med et langt, lodretgående modermærke midt på den nedre del af brystet og øvre del af maven. Hun huskede at have levet som en af sine tanter, der var død under en hjerteoperation. Operationssnittet fra beskrivelsen i den afdøde kvindes lægerapport og barnets modermærke svarede til hinanden.
I to tilfælde huskede burmesiske børn liv som personer, der var døde efter slangebid. I begge tilfælde passede modermærkerne til de knivflænger, der var blevet lavet på de afdøde personer i forsøg på at få giften ud.
En tyrkisk dreng fødtes med et deformt højre øre, og højre side af hans ansigt var underudviklet. Drengen huskede et tidligere liv som en mand, der døde efter at være blevet skudt i hovedet med et haglgevær. Dr. Stevenson konstaterede, at en sådan mand faktisk havde eksisteret, og hans lærerapport bekræftede hans død fra skud med et haglgevær i højre side af hovedet.
En mand i Alaska fødtes med et ’knivmærke’, der svarede til det knivstik, han huskede at være blevet dræbt af i et tidligere liv.
En indisk pige fødtes med et stort rundt modermærke på hovedet af nøjagtig samme størrelse og placering som den kvæstelse på hovedet, hun hævdede at have pådraget sig i et tidligere liv som en lille pige, der døde efter et fald fra en balkon.

David Griffin om Ian Stevenson
Ifølge doktor i filosofi David Griffin bidrager en række faktorer til ægtheden af de erindringer fra tidligere liv, som Ian Stevenson har undersøgt og rapporteret. Dr. Griffin bemærker i Parapsychology, Philosophy and Spirituality: A Postmodern Exploration (Albany, State University of New York Press, 1997):

1. Beretningerne kommer spontant fra små børn imellem to og fire år gamle, og erindringerne ophører, når de bliver ældre, normalt imellem fem og otte års alderen. I falske tilfælde kommer erindringerne på et meget senere tidspunkt.
2. Der er normalt kort tid imellem barnets fødsel og døden i det rapporterede tidligere liv. Fabrikerede historier går almindeligvis mange hundrede år tilbage.
3. Den erindrede person kommer oftest fra samme kultur og geografiske område. I falske sager er dette normalt ikke tilfældet.
4. Udsagn, der potentielt kan bekræftes om det tidligere liv, viser sig at være 80-90% korrekt.
5. Personer andre end barnets forældre bekræfter, at barnets udtalelser og adfærd er relateret til en tidligere eksistens.
6. Hverken de rapporterende børn eller forældrene har noget at vinde i form af økonomi eller status.
7. Erindringer fra tidligere liv underbygges somme tider af adfærdsmønstre, talenter og evner, sprog og modermærker eller fødselsdefekter, der kan føres tilbage til den forudgående tilværelse.

Dr. Stevensons forskning er således et af de bedste og mest grundige moderne eksempler på en forskning, der viser den naturalistiske opfattelses (inklusive den naturalistiske evolutionslæres) utilstrækkelighed og nødvendigheden af et bredere videnskabeligt paradigme med plads til samtlige observerede fænomener

Hej Jahnu,

Nu kan man sige meget om alt, men selve tanken om et menneskes igen komme i et andet legeme var udtalt på Bibelens tid.
Selv Jehovas Vidner påstår at mene, at alle bliver genfødt bare ikke lige nu, men senere. Så kommer den samme person der er død "op" igen denne gang bare i et nyt legeme og ja, kan altså huske alt "det gode" og at de har levet før.
Jeg har her et citat fra en website der er inde på samme tanke og henviser til hvorledes ”man” forholdt sig til ”muligheden”, dengang.
I Johannesevangeliet, begyndelsen af kapitel 9, siges det om Jesus:
På sin vej så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind ?".
Hvordan skulle man kunne synde før fødslen, hvis man blev skabt af Gud ved undfangelsen og ikke havde erfaret andet end livmoderens beskyttede miljø?
Teologer vil måske svare, at der er tale om arvesynden, men den hellige skrift bruger ikke dette ord. Jesus taler aldrig om arvesynd. Det er et fagudtryk, som teologien anvender.
Jesus svarer sine disciple, at mandens blindhed hverken skyldes en synd (dårlig karma ) fra ham selv eller hans forældre, men at han er blevet født blind for at han kan opleve det mirakel at blive seende som voksen.
Svaret er altså overraskende, men indebærer også at manden rent faktisk godt kunne have syndet før fødslen og dermed, gennem dårlige gerninger i et foregående liv, have pådraget sig blindhed i denne tilværelse.
I Matthæusevangeliet, kapitel 17 vers 11, spørger disciplene til Elias fra Det Gamle Testamente og Jesus svarer:
"Ja, Elias skal komme og genoprette alt, men jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også menneskesønnen lide for deres hånd." Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber."
Det er svært at konkludere andet, end at Johannes Døberen faktisk er profeten Elias, som er kommet igen, altså reinkarneret. At Johannes Døberen selv benægter det (Joh. 1,21) bortforklarer ikke Jesu udsagn.
Det er ikke usædvanligt, at mennesker ikke kan huske deres tidligere inkarnationer, og det er alment accepteret blandt kristne, at Jesu ord vejer tungere end andres udsagn.
Teologer vil måske her indvende, at det skal forstås i overført betydning. Johannes Døber kommer "i lighed med Elias", han "minder om" Elias og er "ligesom Elias" en brændende tjener for Herren.
Man kan henvise til Lukasevangeliets kapitel 1 vers 14-18, hvor englen forkynder Johannes Døbers fødsel for Zakarias, og hvor det siges: "Selv skal han gå foran ham i Elias´ ånd og kraft". Elias er – ifølge denne argumentation - åndsbeslægtet med, eller velsigner ligefrem Johannes Døberen.
Men en sådan konklusion virker forhastet, for allerede i Det Gamle Testamente profeteres der i Malakias´ bog om Elias´ komme:
"Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer." (Mal. 4,5-6).
I tidligere nævnte Matthæus evangelium siger Jesus selv: "Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. Den, der har ører, skal høre." (Matt. 11, 14).
Jesus understreger vigtigheden med ordene: "om I vil tage imod det" og "den, der har ører, skal høre", ligesom han ikke siger "ligner Elias", men udtrykkeligt fastslår, at han "er Elias", at han "er kommet, ligesom Malakias forudsagde. At der var en almen forventning om, at Elias og andre af de gamle profeter kunne træde frem, viser følgende citat fra Matthæus:
"Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" De svarede: "Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne." (16,13)
Citat slut.   http://www.kentaurnet.dk/a-45-2/
Kosmos

men Bibelen siger altså at vi dør på grund af synden, og at døde ligger livløse i graven. (Prædikeren 9:10)
Med venlig hilsen, ftg.

men hvordan skal det forstås?
Da Gud dannede mennesket af agerjordens støv, blæste han liveånde ind i dets næsebor, og mennesket blev et levende væsen." (1 Mosebog 2:7)
Når mennesket dør, vender støvet tilbage til jorden, hvor det var før, og ånden tilbage til Gud som gav den. (Prædikeren 12:7)
Det vil altså sige at et menneske udånder når det dør.
Da Gud gav Adam sin lov til, sagde han: "Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17)
Gud sagde ikke, at Adam ville komme til at leve videre et andet sted.
Med venlig hilsen, ftg.

men hvordan skal det forstås?
Da Gud dannede mennesket af agerjordens støv, blæste han livsånde ind i dets næsebor, og mennesket blev et levende væsen. (1 Mosebog 2:7)
Når mennesket dør, vender støvet tilbage til jorden, hvor det var før, og ånden tilbage til Gud som gav den. (Prædikeren 12:7)
Det vil altså sige at et menneske udånder, når det dør.
Da Gud gav Adam sin lov, sagde han: "Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17)
Gud sagde ikke, at Adam ville komme til at leve videre et andet sted.
Nej, Adam døde, nøjagtigt som Gud havde sagt.
Med venlig hilsen, ftg.

men hvordan skal det forstås?
Da Gud dannede mennesket af agerjordens støv, blæste han livsånde ind i dets næsebor, og mennesket blev et levende væsen. (1 Mosebog 2:7)
Når mennesket dør, vender støvet tilbage til jorden, hvor det var før, og ånden tilbage til Gud som gav den. (Prædikeren 12:7)
Det vil altså sige at et menneske udånder, når det dør.
Da Gud gav Adam sin lov, sagde han: "Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17)
Gud sagde ikke, at Adam ville komme til at leve videre et andet sted.
Nej, Adam døde, nøjagtigt som Gud havde forudsagt.
Med venlig hilsen, ftg.

"Scientists who go about teaching that evolution is a fact of life are great con-men, And the story they are telling may be the GREATEST HOAX EVER." -- Dr.T.N.Tahmisian, Atomic Energy Commission
"We must concede that there are presently no detailed Darwinian accounts of the evolution of any biochemical or cellular system, only a variety of wishful speculations." -- Franklin Harold, Emeritus Professor of Biochemistry and Molecular Biology at Colorado State University, in an Oxford University Press text.

Typisk JV logik, at citere folk for noget der ikke er inden for deres felt for forståelse.
hvis du spørger en biolog om evolutionen er sand, så vil han ikke benægte det, da det er en del af hans uddannelse at forstå hvad det er.
jeg tør godt vædde på at du ikke ved hvad evolutionen er.
dit andet citat, kan jeg ikke finde nogle bekraftigelse på, hvor har du det fra?

Vil man forstå Guds Ord, er der visse betingelser der skal opfyldes før Ordet (Bibelen) begynder at "trale" til een.
Opfylder du de betingelser?
For det første:
Den Hellige Ånd altså Helligånden. Se, det opfylder du (ej heller jeres organisation) ikke fordi, ingen af jer Jehovas Vidner anerkender Helligånden som væsensidentifikation.
Jeg bruger helst ikke ordet "person" fordi vi taler om Gud Ånd. Men det vigtige er, at I Jehovas Vidner ikke anerkender Helligånden som sådan.
Ydermere tror og lære I i jeres religions filosofi, at det kun er visse særlig priviligerede der man "modtage Helligånden", men det er også en gedigen løgn.
Dersom du læser om begivenhederne på Pinsedage, vil du se, at envher både dengang, "men også ud i fremtiden................" vil modtage Helligånden dersom man vi "som en gave".
Men I anerkender ikke denne sandhed, så hvordan skulle du kunne ( I ) finde ud af det.
Sådan kan jeg blive ved med at remse "betingelser" op for at kunne forstå Bibelen. Jeg ved I heller ikke modtager Nadveren, men tror det er et "skuespil". Det er det ikke, men en livgivende handling der medfører, at blive "genfødt".
Så du er helt på skidderen.
Men I har dog trods alt forstået, at Gud (Helligånden) er i stand til, at "opbevare" det enkelte menneske uanset om det er levende fysisk eller som Ånd.
Men når I skal anvende disse sandheder I desværre ikke har tilgang til, så kan I jo heller ikke begribe det.
Når jord bliver til jord eller støv til støv, så "vender Ånden tilbage til Gud som gav den", men det du ikke forstår i denne her sammenhæng er, at i "Ånden" bor sjælen eller det enkelte menneskes identifikation.
Jeg ønsker ikke at spilde min tid på den ørkesløse diskusion med dig. Det har jeg prøvet, men du foregiver en debat skønt du bare kører rundt i dit eget vrøvl.
Kosmos

Jesus sagde: "Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han erfare vedrørende læren om den er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne ideer." (Johannes 7:17)
Om jeg opfylder betingelserne ved jeg ikke, men jeg har ihvertfald erfaret vedrørende læren, at den er fra Gud.
Med venlig hilsen, ftg.

Som jeg sagde, det er blot tidsspilde med dig. Det jeg skriver er fra Gud. Det din Organisation postulere er ikke fra Gud.
Nu har jeg forklaret dig hvordan det hænger sammen, så du må jo træffe et valg, men du kan ikke blive ved med at vade rundt. Der er jo ikke mere at diskutere.
Ånden vender tilbage til Gud, og legemet er jo ikke den person, det væsen du i virkeligheden er.
Kosmos

Hvis man ikke opfylder betingelserne eller hvis man ikke ved om man opfylder betingelserne, så er man ikke frelst Kristen.
Kan man i virkeligheden ikke godt sige, at du i den grad afslører en eklatant mangel på konkret formation?
Når du her på Debatten på slap line føre dig frem med, at I er de eneste sande og I er de eneste der bliver frelst, noget I benægter når vi andre viser jer hvad I skriver i Vagttårnet, så afslører du dig selv på denne facon:
”Om jeg opfylder betingelserne ved jeg ikke, men jeg har ihvertfald erfaret vedrørende læren, at den er fra Gud.
Med venlig hilsen, ftg. ”
Citat slut.
-----------------------------------
De ”betingelser” jeg nævnede var:
1) Omvendelse og dåb.
2) Dåb med Helligånd.
3) Nadveren.

Når jeg taler om ”omvendelse og dåb”, mener jeg omvendelse og dåb til Jesus Kristus og når jeg nævner ”dåb med Helligånden”, mener jeg, at dersom et menneske ikke genfødes er man ikke Kristen og når jeg taler om ”Nadveren2, taler jeg ikke om at være tilkuer, men deltager og indtage disse 2 symboler.
Jesu ord:
”.... ellers har du ikke liv i dig”. Så hvad er det der er vanskeligt at bekende, eller ”jeg ved ikke”.
En Kristen ved det.
Kosmos