hvem går man til?

jeg mangler lysten til livet, i så høj grad, at jeg for hver ting jeg gør, ikke finder
mening, da det er spild af tid, mit liv bliver alligevel aldrig bedre.
"hvordan kan du sige sådan, uden at vide hvad fremtiden bringer?"
Fordi min fremtid ikke er værd at kæmpe for, i forhold til hvad jeg har mistet og oplevet.
Mine første år, kan jeg alligevel ikke huske, så de tæller måske ikke for så meget,
men er blevet oplyst at min mor fik en fødselsdepression, da hun fik mig,
hvilket betyder jeg manglede omsorg og nærhed og er sikkert også blevet
rusket et par gange, som mine yngre søskende også er. Jeg er den ældste af en flok på
5 ialt, 2 biologiske og én fra min mor, én fra min far og hans kone.
De to biologiske har jeg et tæt bånd med, et sjældent bånd, for vi har oplevet meget sammen,
dog har det altid været mig der har holdt hånden over dem, når min mors kærester delte
tæsk ud. Min mor har altid været "syg" og hun elskede at manipulere med folk, især var hun
glad for at spille mine søskende og jeg ud mod hinanden, jeg var meget overvægtig som barn
og det blev jeg mobbet meget med, i børnehaven, hjemme hos min mor, i skolen i 7 år,
flyttede på en efterskole, blev smidt ud efter en måned, kom på en anden og gennemførte,
men sad halvdelen af tiden på mit værelse, pjækkede fordi jeg havde det elendigt i selvskab med
andre end mig selv.
Efter skolen vidste jeg ikke hvad jeg skulle med mit liv, havde en irakisk kæreste og det
fandt min far ud af og eftersom han er racist fik jeg 24 timer til at pakke alle mine ting
og ringede dagen efter ind til kommunen som tilbød at køre mig ud til min mor.
Der var jeg i 14 dage, med druk og vold og antastelser af ældre mænd, men havde ingen andre steder at tage hen.
2 uger gik der før en sagsbehandler ringede til mig og bad mig komme op på kommunen for der sad hun med
min far og de ville gerne tale med mig. Da jeg kom derop ville de indskrive mig på en institution,
jeg gik frivilligt med til det, da jeg fik oplyst at der ingen stoffer var på stedet, at det var
behageligt at være og at det var det bedste for mig.
Mit første møde på institutionen husker jeg ikke som noget godt. heller ikke de resterende 7 mdr.
jeg var der. Min irakiske kæreste udviklede sig altimens til en tyran der for ingenting tæskede mig,
voldtog mig, var konstant utro, men var det eneste i mit liv som gav mig kærlighed.
P opholdstedet havde jeg ingen venner, folk kunne tværtimod ikke lide mig, for jeg var ikke af den hårde
type, som tog stoffer. Jeg røg ikke engang cigaretter. Men jo mere jeg asocierede mig, jo værre blev de,
jeg havde fået foretaget en abort og lå i min seng med åbent vindue på en stueetage, hvor to beboere kastede
græskar på mig og råbte grimme ting. Når vi sad ved spisebordet kunne de overfuse mig med lort og pædagogerne
var ligeglade. En gang fik jeg nok og kastede en stol efter en træls beboer, der længe havde kørt på mig,
han fik ingen straf men jeg blev sendt ind på mit værelse. Det er ikke en hårdt straf, men jeg blev ked af den
forskelsbehandling der blev gjort. 7 mdr. efter og med en times varsel skulle jeg flytte. Først
på aktiv weekend hvor jeg i en måned var sammen med 2 pædagoger, og migselv i et sommerhus.
Det var en skøn tid, virkelig og jeg er så glad for at jeg kom på den tur. Jeg blev dog lovet
at jeg ikke skulle tilbage til institutionen, hvilket var endnu et løftebrud fra kommunens side,
for tilbage på institutionen det kom jeg. Der var ikke penge nok til at sende mig andre steder hen.
yderligere 2 mdr. efter, fr jeg afvide at jeg skal flytte til samsø og det indenfor en uge.
Det bliver til to uger og jeg stikker af fra institutionen, jeg skal bare væk derfra!
Ud til min mor, der selvom hun får psykoser der sparker røv og ville få de fleste til at løbe skrigende
bort, var det alligevel nemmere at håndtere end den mobning og psykiske terror der florerede på
opholdstedet både beboere men også fra personale.
Man fandt mig en uge efter, ude hos min mor og der var nu plads på Samsø. De kørte mig tilbage til institutionen for
at pakke nogle ting, og derefter blev jeg sat af på havnen med en billet i hånden. Så kunne jeg selv tage over
og møde det nye sted. Jeg havde været derovre en gang for at se stedet, så det var ikke helt fremmed for mig.
Men jeg følte mig altid som en fremmed for jeg knyttede aldrig det bånd de resterende beboere og personale havde imellem
sig. Nogen kaldte pædagogerne for mor/far, så det var ensomt ikke at høre til.
Jeg blev så i 2019 tilbudt en rejse til spanien af opholdstedet, 3 mdr på et sprogkursus,
jeg sagde ja tak, men skulle aldrig være taget afsted for jeg sad halvdelen af tiden, inde på mit
værelse i og med jeg havde så meget angst.
Da jeg kom tilbage til Danmark, flyttede jeg med det samme sammen med en kæreste jeg havde haft i 4 år,
men 1½ måned efter vi havde lejet os ind i en lejlighed, gik vi fra hinanden og jeg gik totalt i kælderen.
Blev indlagt på psykiatrisk hospital, begyndte at misbruge amfetamin og hash dagligt, blev escortpige
og flyttede ud på et kollegie for unge med misbrug, hvor jeg 2mdr. efter blev smidt ud pga.
mit arbejde som escort. Så blev jeg sendt ud på et forsorgshjem, hvor det er tilladt at stikke sig selv med
kanyler, noget af en omvæltning, værst var det med mændende der ofte havde en vammel bagtanke bag sig,
mange kommentarer har jeg fået, alligevel lykkes det en beboer at score mig og det var mit livs dummeste
beslutning at sige ja til ham. For det resulterede i at jeg stadig sidder her i dag, på et forsorgshjem,
godt nok på en kvindeafdeling, men her er stadig ikke særligt rart at være. Der er ingen der rigtigt kender mig,
jeg har ingen kontakt til min familie, ingen venner, intet at give mig til,
andet end minderne om ham der bl.a har
banket mig, kylet mig igennem en dør, holde mig under bruseren med skoldende varmt vand,
trak mig udenfor nøgen i mit redskabsskur hvor han strammede en ledning fra et fjernsyn om halsen på
mig, han jagtede mig rundt i lejligheden med en hårspray og lighter og ligeså hurtigt som han blev
psykopat, ligeså hurtigt græd han og undskyldte og bad om at jeg ikke gik fra ham, 12 gange var politiet
ude på min bopæl og hente ham, enten fordi naboerne ringede, eller jeg gjorde det, men de kunne kun holde ham
6 timer af gangen og hver gang kom han tilbage, jeg var alene og blev svagere og svagere for hver gang han
gjorde de her ting imod mig, én gang kom han til at stikke en smørkniv i knæet på mig, han ville true med den
som han ofte gjorde på min hals, men jeg gjorde modstand og det gik galt, han indvilligede i at
jeg kom på skadestuen og min begrundelse var dér at jeg var faldet på trappen. på vej ud af skadestuen
beder han mig sætte mig i en kørestol og jeg turde ikke sige ham imod selvom der var masser af mennesker omkring mig,
han kørte mig ind til byen, i den, jeg følte mig så ydmyget, han havde hjemmefra gjort det klart for mig
at hvis jeg prøvede på noget, ville han uden at bekymre sig om folk omkring ham, stikke mig ihjel med en saks,
som han viste mig og puttede i sin bukselomme.
han tog også mine sidste kontanter som han inde i byen køber en playstation for..
derefter vil han have at vi skal købe hash, selvom jeg ikke har råd, men han har mine penge
og jeg kan intet gøre, insisterer dog på at gå selv og han indvilliger.. Men da vi har gået i en 20
min. tager mit raseri overhånd og jeg prøver at flygte, det er blevet mørkt udenfor og vi går ved en
halvt trafikeret vej lidt uden for centrum, men han får alt for hurtigt fat i mig og hiver mig i hår og tøj
ned bag en bager og stikker mig et par gange med saksen, tager kvælertag på mig og jeg lover at
gå pænt sammen med ham. Mange af de ting skete i en lejlighed jeg fik, efter opholdet på forsorgshjemmet,
men fordi at min ekskæreste havde ødelagt lejligheden så meget, at den ikke var til at bo i (har fået en regning på 36000)
ville han have at vi flyttede på forsorgshjem igen. jeg turde ikke sige ham imod og heller ikke at flygte,
for han var så sindsygt overbevisende når han truede med at slå min familie ihjel hvis jeg gik fra ham,
eller at han ville dræbe mig. En af gangene foregik det således at vi havde skændtes, kan ikke huske hvorfor,
jeg får slag og spark i hovede og mave, han kaster mine sko på mig og beordrer mig ud af et vindue på stueetage
i sne og minusgrader i en tynd trøje, vi skulle i skoven for nu var han "igen" nødt til at slå mig ihjel. Går jeg for hurtigt/
langsomt efter hans hovede, sparker/slår/tager han kvælertag på mig. Vi kommer til en sø med nogle lave træer hvor
han siger det er et smukt sted at dø. Jeg er rædselsslagen for jeg er sikker på at det er nu jeg skal dø, han siger at ingen
vil vide jeg er død, ingen elsker mig, den samme smøre, han tager fat om halsen på mig og tvinger mig med begge hænder ned i sneen,
det prikker i hovedet og kan ikke få luft, han stopper lidt efter og vi beordrer mig videre. "dødstogten" varede i 2 timer
og var et af de mange eksempler på hans vold.. Nu sidder jeg så her, på et forsorgshjem i en by i Danmark og vil gerne starte
forfra med mit liv. Det kræver bare en økonomisk indsats jeg ikke kan yde, og en lyst til livet som jeg ikke har.
Jeg er omringet af mænd og deres konstante kommentarer, jeg har ikke flere penge, ikke flere smøger,
jeg kan arbejde på stedet for 8 kr. i timen, men jeg kan ikke være sammen med andre mennesker i ret lang tid af gangen,
før jeg får så meget angst at jeg bliver nødt til at være alene. Jeg brød ud i gråd da jeg i morges fik min medicin på
kontoret, men ingen spørger hvad der er galt. Jeg ved godt jeg selv har et ansvar for at få det godt igen,
men hvordan fanden gør man? Når jeg sidder med andre mennesker, så går jeg i sort, jeg bliver fuldstændig blank
og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og hvad jeg skal sige.. Når jeg henter mad i spisesalen, ryster jeg som
bare fanden og har besvær med at holde balancen når jeg står oprejst og stille.
Næste udvej bliver tilstrækkeligt med valium og pænt farvel. Jeg var på en psykiatrisk
afdeling for en samtale, men lægen sagde til mig, at han troede jeg manipulerede ham
til en indlæggelse, så jeg kunne ikke bruge det til en skid.
Har du prøvet lignende eller er du god til gode råd så ville jeg blive rigtig glad for noget feedback.

Hej Ljensen.
Sikke en historie, sikken et liv! Jeg er dybt rørt over din fortælling... og chokeret! Jeg troede at vi her i lille Danmark, kendt for vores fantastiske socialesystem, havde langt bedre styr på tingene end du fortæller her. 🙁
Det er jo en ren "Mænd der hader kvinder"-agtig fortælling. Og den troede jeg var det pure opspind, og så foregår der sådan noget her i virkeligheden... suk.
Jeg har ikke så meget at sige til dig andet end du har min allerstørste medfølelse. Jeg håber du kommer igennem det, uden at vide hvordan man dog bærer sig ad med det. Men jeg håber du en dag vil finde noget mod og lykke som vil drive dig frem.
Alt det bedste til kære dig [l]
PS. Til dem som synes indlægget er alt for langt. Vær sød at tage jer tiden til at læse dette. Det er stærkt stof, men det er absolut det værd!!!

Hvis du kommer igennem alt dette her, hvilket jeg bestemt tror du gør, for jeg syntes nemlig du lyder fornuftig, så er jeg helt sikker på du kommer ud som et stærkt menneske der har noget mere liverfaring end så mange andre, og det vil altså sige du har meget at byde på, og pludselig en dag vil du ikke føle dig så ensom længere. Så kæmp!! 😉

Men er holdt op med, at tale om min fortid for hver gang jeg gør det er det,som om jeg ender tilbage "samme sted" hvor jeg ikke gider være...
Jeg kan kun en ting, som jeg virkelig synes hjælper, og det er, at bruge tiden på, at fokusere på andet,fx.andre,end en selv
finde inspiration til hvordan du løfter dig selv op(lærer at lade vær med, at synes du selv er dum,slå dig i hovedet med katastrofetænkning,fejl er til for, at lære)
var selv meget sky, som barn,det ekskalerede så da jeg kom i puberteten(isolerede mig,og døjede med mange sociale, og efter det psykiske problemer,selvpineri)mærker til det stadigvæk idag
-på trods af jeg er blevet en del bedre i, at bide det i mig, og lade være med, at flygte fra situationer hvor de dårlige følelser kommer over mig,og huske på(at jeg langt fra er alene)
det værste jeg ved er stress,det bringer det værste frem i mig,så jeg tager mig altid extra tid til, at føle efter i mig selv nu-ville ønske jeg kunne give dig et godt råd,men det lyder faktisk, som om, at det er dine omgivelser der trænger til, at udskiftes ligenu
-hvad plejede du at drømme om du ville med dit liv?
den eneste deadline vi har,er den dag vi fysisk ikke er her mere, men når vi er her må der være en mening?
den mening skal ingen andre komme, og fortælle dig-for den ligger hos dig selv!

Ja du kan også begynde at læse eks. kunsten at leve et lykkeligt liv af Daila Lama, du behøver ikke at blive troene men jeg syntes bare den har så mange positive ting, hvor man kan få noget ud af det dårlige.
Og alt forandres med tiden, den vi var for 10 år er vi ikke mere. Kan så godt forstå at man kan få stress over at det bare ikke kan blive anderledes lige med detsamme :O)

Hej
Der er slt ingen tvivl om, at du har været udsat for mange svigt. Det gør mig ondt at læse, at ingen har formået at hjælpe dig ordentligt. Eller mere korrekt, at forstå din tilstand/diagnose.
Misforstå mig nu ikke, for du ER blevet svigtet af systemet, men der er flere ting i din beskrivelse, der ikke helt hænger sammen. Altså medmindre man forstår din psykiske tilstand.
Jeg tror du lider af borderline, som i dag kaldes grænsepsykotisk tilstand. Du skal hurtigst muligt bede om en henvisning til en psykiater, og sættes i behandling med antipsykotisk medicin. Jeg ved godt, at det er en meget meget meget barsk medicinsk behandling, men jeg er ret sikker på den vil hjælpe dig.
Held og lykke
MVH
Megaprofilos